Roadtrips i USA krydret med aktuelle nyheder og begivenheder

Author

Dorte Rasmussen

Dorte Rasmussen has 153 articles published.

Route 66 attraktioner – det kan du opleve langs den legendariske rute

by

Her følger en øst til vest-liste over særheder, museer og alle de vidunderlige og forunderlige attraktioner, som du kan finde på din vej langs den legendariske Route 66. Hvis du har set nogle attraktioner, som du mener bør være på listen, er du velkommen til at skrive det i kommentarfeltet.

Illinois

Missouri

Kansas

Oklahoma

Texas

New Mexico

Arizona

California

Her er den perfekte roadtrip i USA, ifølge videnskaben

by

Den perfekte roadtrip i USA? Hvorfor ikke spørge computeren, i søgen efter den ultimative rundtur i USA. Det var præcis hvad Randy Olsen gjorde. Her kan du se, hvad der, ifølge videnskaben, er den bedste roadtrip i USA.

Når man planlægger en roadtrip i USA, er noget af det sværeste at beslutte sig for, hvor man skal gøre stop. USA er et gevaldigt stort land, med helt ufatteligt mange seværdigheder, og det gælder naturligvis om at vælge det steder, der appellerer til alle.

Det var nogle af de overvejelser forskeren Randy Olsen fra Michigan State University gjorde sig, da han blev kontaktet af Tracy Staedter fra Discovery News. Tracey ønskede computeren og videnskabens hjælp til at lave den ultimative roadtrip, og Randy hoppede glædeligt med på ideen.

Det blev hurtigt besluttet, at turen skulle gøre stop i alle stater, med undtagelse af Hawaii og Alaska. Der skulle kun stoppes ved nationale monumenter, nationalparker, nationale landemærker og historiske steder. Hele turen skulle foregå i bil, og kun i USA.

Efter at have udvalgt stederne, plottede Tracey og Randy blot stederne ind i computeren, og lod den finde den letteste rute – altså den ultimative roadtrip rundt i USA.

Nedenfor kan I se, hvorledes Google Maps fandt frem til ruten (processen var naturligvis noget sværere og kompleks, inden Google tog over).

us-state-capitols-optimization-map

Roadtrip med stop ved amerikanske landemærker

Det tog ikke Google Maps mere end et minut, så var ruten lagt. Algoritmen havde nået en så perfekt roadtrip som muligt, og turen bestod af 22,045km gennem 48 amerikanske stater.

Det kom til at se således ud:

raodtrip

Klik her for den interaktive version
Hvis man nu antager, at der ikke er nogen trafik, vil roadtrippen tage cirka 224 timers kørsel. Man vil derfor skulle bruge mindst en to-tre måneder, for at kunne gennemføre turen. Denne rute kan startes hvor man end ønsker.

Skøre love i USA
Læs også Skøre love i USA

Her er hele listen over rutens varetegn:

  1. Grand Canyon, AZ
  2. Bryce Canyon National Park, UT
  3. Craters of the Moon National Monument, ID
  4. Yellowstone National Park, WY
  5. Pikes Peak, CO
  6. Carlsbad Caverns National Park, NM
  7. The Alamo, TX
  8. The Platt Historic District, OK
  9. Toltec Mounds, AR
  10. Elvis Presley’s Graceland, TN
  11. Vicksburg National Military Park, MS
  12. French Quarter, New Orleans, LA
  13. USS Alabama, AL
  14. Cape Canaveral Air Force Station, FL
  15. Okefenokee Swamp Park, GA
  16. Fort Sumter National Monument, SC
  17. Lost World Caverns, WV
  18. Wright Brothers National Memorial Visitor Center, NC
  19. Mount Vernon, VA
  20. White House, Washington, DC
  21. Colonial Annapolis Historic District, MD
  22. New Castle Historic District, Delaware
  23. Cape May Historic District, NJ
  24. Liberty Bell, PA
  25. Statue of Liberty, NY
  26. The Mark Twain House & Museum, CT
  27. The Breakers, RI
  28. USS Constitution, MA
  29. Acadia National Park, ME
  30. Mount Washington Hotel, NH
  31. Shelburne Farms, VT
  32. Fox Theater, Detroit, MI
  33. Spring Grove Cemetery, OH
  34. Mammoth Cave National Park, KY
  35. West Baden Springs Hotel, IN
  36. Abraham Lincoln’s Home, IL
  37. Gateway Arch, MO
  38. C. W. Parker Carousel Museum, KS
  39. Terrace Hill Governor’s Mansion, IA
  40. Taliesin, WI
  41. Fort Snelling, MN
  42. Ashfall Fossil Bed, NE
  43. Mount Rushmore, SD
  44. Fort Union Trading Post, ND
  45. Glacier National Park, MT
  46. Hanford Site, WA
  47. Columbia River Highway, OR
  48. San Francisco Cable Cars, CA
  49. San Andreas Fault, CA
  50. Hoover Dam, NV

Ultimative roadtrip med stop i amerikanske byer

Hvis man nu er mere til storbyer end nationalparker og historiske steder, har Randy Olsen da også ladet computeren finde den ultimative ruten rundt i USA’s byer.

best-road-trip-popular-cities

Klik her for den interaktive version
Det er cirka samme rute, denne gang er ruten 19,780km lang – og byerne på denne roadtrip er udvalgt efter de mest populære byer ifølge TripAdvisor. Derfor kan der jo sagtens være byer, I gerne vil stoppe ved, som ikke er med på denne rute. Men nu har videnskaben talt, og jeg synes da det er lidt interessant, og bestemt et par ruter, der ryger på ‘to do-listen’.

Her er listen over rutens byer:

  1. Oklahoma City, Oklahoma
  2. Wichita, Kansas
  3. Denver, Colorado
  4. Albuquerque, New Mexico
  5. Phoenix, Arizona
  6. Las Vegas, Nevada
  7. San Francisco, California
  8. Portland, Oregon
  9. Seattle, Washington
  10. Boise, Idaho
  11. Park City, Utah
  12. Jackson, Wyoming
  13. Billings, Montana
  14. Sioux Falls, South Dakota
  15. Omaha, Nebraska
  16. Des Moines, Iowa
  17. Minneapolis, Minnesota
  18. Milwaukee, Wisconsin
  19. Chicago, Illinois
  20. Indianapolis, Indiana
  21. Louisville, Kentucky
  22. Columbus, Ohio
  23. Detroit, Michigan
  24. Cleveland, Ohio
  25. Manchester, New Hampshire
  26. Portland, Maine
  27. Boston, Massachusetts
  28. Providence, Rhode Island
  29. New Haven, Connecticut
  30. New York City, New York
  31. Ocean City, New Jersey
  32. Philadelphia, Pennsylvania
  33. Wilmington, Delaware
  34. Baltimore, Maryland
  35. Washington, D.C.
  36. Virginia Beach, Virginia
  37. Charlotte, North Carolina
  38. Charleston, South Carolina
  39. Orlando, Florida
  40. Atlanta, Georgia
  41. Nashville, Tennessee
  42. Birmingham, Alabama
  43. Jackson, Mississippi
  44. New Orleans, Louisiana
  45. Houston, Texas
  46. Little Rock, Arkansas
  47. Branson, Missouri

Universal Studios, Hollywood: Forlystelser for børn og voksne

by

Universal Studios i Hollywood er virkelig et besøg værd. I denne film-temapark finder du nemlig både en forlystelsespark, udklædte filmfigurer, og alverdens forskellige film-setups og kulisser. Uanset om du har små eller større (eller ingen) børn, anbefaler USAmerika så afgjort, at du gør stop i Universal Studios.  

Hvad er Universal Studios?

Universal Studios er et af Hollywoods ældste og mest kendte filmstudier, der stadig er i brug. I 1915 åbnede man op for den første tour rundt i filmstudiet, og efter nogle år uden rundvisninger, genåbnede man igen i 1964 for betalende tours, denne gang med opsatte events og de facto en ægte temapark. Omkring 70% af Universal Studios ligger i det der kaldes Universal City, mens resten ligger inden i selve Los Angeles by.

Tidligere har man kunne nyde The Flintstones Show, Star Trek Adventure, E.T. Adventure, og Back to the Future: The Ride. Universal Studios aflyser ikke ofte en forlystelser eller attraktion, men når de gør, er det for at gøre plads til mere moderne og akutelle film og serier. Senest har man, efter 14 år, valgt at lukke Shrek 4D, der i august 2017 måtte vige pladsen for et DreamWorks teater, der kommer til at vise 4D-film med animationsfigurer fra DreamWorks.

I 2015 åbnede man Springfield – et spiseområde bygget rundt om The Simpsons Ride. Her kan man blandt andet nyde mad fra Krusty Burger og Luigis Pizza.

Nyeste tiltag er forlystelser og merchandise med Mario, Luigi og de andre Nintendo-karakterer fra Mario-spillene. Det forventes af åbne om nogle år i Hollywood.

I Universal Studios i Hollywood er parken opdelt i to områder, på hvert sit plan. Der er ‘Upper lot’ og ‘Lower lot’ – øvre og nedre plan. Hver plan har forskellige forlystelser, shows, attraktioner og spisefaciliteter.
Øvre plan / Upper lot 
På det øvre plan finder du blandt andet showet Waterworld: A Live Sea War Spectacular. Det er en fed oplevelse – men husk at du risikerer at blive (meget) våd – så læg endelig kameraet væk, på de rette tidspunkter.

Det er også her man finder byen Springfield, med den bedste forlystelse, jeg nogensinde har prøvet: The Simpsons Ride. Det er ubeskriveligt sjovt og fascinerende, og du behøver ikke have noget kendskab til tv-serien for at kunne nyde denne tur. Jeg tager den ofte flere gange i træk, fordi den er så vanvittig morsom.

Her ligger også en af de nyere attraktioner: Despicable Me: Minion Mayhem. Jeg har ikke prøvet denne endnu, men som alt andet i Universal Studios, er jeg sikker på, den er hylende skæg.

Noget, der vil tiltrække de lidt mindre er bestemt den nye Wizarding World of Harry Potter, hvor man f.eks. kan prøve den halv-vilde Harry Potter and the Forbidden Journey, der foregår i en kopi af Hogwarts. I Harry Potter-området kan man også tage en mere familievenlig forlystelse: Flight of the Hippogriff, prøve den interaktive Ollivander’s Wand Fitting Experience, hvor tryllestaven vælger sin egen heks eller troldmand, samt se Frog Choir and Triwizard Rally live shows. Der er også forskellige butikker og restauranter ala Harry Potter-verdenen i dette område.

Det er også i på Upper lot, at du finder Studio Tour – den berømte tur rundt i gamle (og nye) film-setups.

Turen rundt i de forskellige kulisser varer 45-60 minutter. Ventetiden varierer rigtig meget, men det er jo ikke et “rigtigt” besøg i Universal Studios, uden Studios Tour. Turen foregår i små toge, så du i ro og mag (for det meste) kan sidde og nyde filmhistoriske kulisser og rekvisitter. Du ser blandt andet Wisteria Lane fra Desperate Housewives, Bates motel fra Psycho, kendte film-biler, flystyrt, kulisser fra Jaws, Fast & Furious og King Kong. 

En anden fantastisk forlystelse (men ikke fornøjelse), er Horror House. Værn dig! De fleste skriger som små piger, og er du til gys og gru, er det her stedet for dig. Det er simpelthen så gennemført. Jeg glemte (ok, jeg tabte den i et anfald af skræk) min jakke sidste gang inden i Horror House. Jeg turde ikke gå derind efter den – og jeg fik kun jakken igen, fordi uhyrerne og monstrene gik til frokost, og al lyset blev tændt. 

Nedre plan / Lower lot

Det mindste af de to planer. Her finder du:

Jurassic Park: The Ride som er en vandtur, hvor du kører forbi scener fra den første film, og oplever forskellige dinosaur-replicas. Turen slutter af med et “fald”, hvorfor du også her risikerer at blive våd.

Revenge of the Mummy: The Ride der er en højintens ruchebane, hvor du kommer igennem øjeblikke fra filmen. Den er ret uhyggelig – men der skal heller ikke så meget til at skræmme mig. Som de andre forlystelser, er det her også bare gennemført og ikke noget, du vil gå glip af.

Transformers: The Ride 3D: The Ride hvor der er brugt højteknologisk udstyr for at simulere en kamp mellem Autobots og Decepticons, med 4K-3D skærme og simulator-køretøjer. Her er gjort brug af pyroteknik, så du rigtig kan mærke varmen fra alle eksplosionerne.

Universal Studios karakterer og figurer & City Walk

Rundt i parken er der rig mulighed for at få taget billeder med alverdens figurer. Du kan blandt andet møde Betty Boob, Simpsons-familien, Shrek, Svampebob og Marilyn Monroe.

Lige uden for forlystelsesparken ligger Universal-gaden. Her finder du Hard Rock Café, souvenirbutikker, barer og glimmer. Her kan man også tage ind om aftenen, når parken har lukket. Det koster ikke noget (og så kan man da lige få taget et billede foran den ikoniske globus).

Billetter til Universal Studios

Universal Studios har i 2016 indført forskellige billetpriser, således at billetprisen nu varierer alt af hvilken ugedag, I besøger parken. Hverdagsbilletterne mandag til torsdag er billigere end billetterne i weekenden. I højsæsonen fra starten af juni frem til midten af august, er prisen den samme alle ugens dage (her er der ikke hverdagsrabat).

Hvis I køber online, kan I spare omkring $10 pr. billet, men så skal i naturligvis også vide, hvilken dag I skal besøge temaparken. Billetterne er dog ret dyre, så jeg ville spare, hvor spares kan. Bemærk at endagsbilletterne ikke er inklusiv det såkaldte Front of the Line Pass. Front of the Line giver adgang til at komme forrest i køen til de fleste af Universal Studios forlystelser. Et Front of the Line Pass kan være en fordel i højsæsonen, men er altså også næsten dobbelt-op på prisen.

Køb billetter til Universal Studios Hollywood

Køb billetter med Front of the Line Pass

Parkering og overnatning

Det er nemt at finde Universal Studios:

Parkeringen findes til forskellige priser – jeg plejer at benytte mig af den billigste til $15.

Skal du med offentlig trafik, kan du tage Metro Red Line subway, der kører mellem Union Station, Downtown LA – Westlake – Koreatown – East Hollywood – Hollywood.

 

Du kan finde overnatningsmuligheder ved Universal Studios her.

 

Reklamelinks

Cadillac Ranch i Texas – vaskeægte ikon fra Route 66

by
Cadillac Ranch

Tæt ved Amarillo, Texas ligger en af Route 66’s mest ikoniske seværdigheder – Cadillac Ranch. Cadillac Ranch består af ti Cadillacs årgang 1949 til 1963, og opstod som en kunstinstallation i 1974. De gamle biler er begravet i den texanske muld med snuden nedad i en vinkel, svarende til den store pyramide i Giza. Her kan du finde spraydåserne frem, og sætte dit helt eget (midlertidlige) præg på bilerne.

Cadillac Ranchs historie og baggrund

Cadillac Ranch er blevet et Texas-monument, og et af symbolerne på Route 66. Det var startede som en simpel idé for tre kunsteriske hippier fra San Francisco, og de havde nok ikke forventet, at deres kunstværk ville ende som alle andre amerikanske monumenter: Som symbol på den amerikanske ånd, drøm, håb, kunst og handel, materialisme og berømmelse. Cadillac Ranch

Cadillac Ranch blev opfundet  og bygget af en lille gruppe, der kaldte sig selv for ‘The Ant Farm’. Gruppen ønskede at lave en hyldest til Cadillacs gyldne periode, og med en lokal millionær i baghånden, lykkedes det dem at oprette Cadillac Ranch i 1973. Stanley Marsh fra Amarillo kastede penge i projektet, da han ønskede en lokal seværdighed, der ville gøre lokale mundlamme. Ranchen blev hurtig populær, og selveste Bruce Springsteen har lavet en sang om Cadillac Ranch:

Ti gamle Cadillacs blev opkøbt og placeres med snuden nedad, i en vinkel svarende til pyramiden i Giza. Hurtigt blev bilerne ofre for hærværk og grafitti – i dag opfordres man til at sætte sit eget præg på de rustne Cadillacs.

Grafitti på The Mother Road

Alle, der kører ad Route 66, plejer at gøre stop ved Cadillac Ranch. Duften af spraymaling rammer en med det samme, og selvom man ikke er grafittimaler, eller har hang til hærværk, bliver man alligevel grebet af stemningen. Alle vil jo gerne lige sætte sig eget præg – også selvom man godt ved, det nok kun varer ganske få timer.

Skøre love i USA
Læs også Skøre love i USA

Det gør det jo også unikt at besøge Cadillac Ranch, hver eneste gang.

Bilerne er blevet overmalet flere gange

Med jævne mellemrum, har man forsøgt at skabe blanke kanvas. Bilerne har været malet helt hvide, i forbindelse med en TV-reklame, de har været lyserøde for at fejre Marshs hustru Wendys fødselsdag, og de var sorte da grundlæggeren af ‘The Ant Farm’, Doug Michels døde. Senest var de regnbuefarvet i 2012 i forbindelse med gay pride.

Det varer sjældent mere end 24 timer inden bilerne igen bliver brugt som grafitti-kanvas.

Praktisk information om Cadillac Ranch

Bilparken er åben alle dage, døgnet rundt, og det er helt gratis og lovligt at gå ind på marken (selvom den er privatejet).

Det er nemt at finde de overmalede Cadillacs. Se her på kortet:

Cadillac Ranch ligger, som I kan se, tæt på motorvejen. I kan parkere land I-40’s østgående spor, og gå de få hundrede meter helt hen til bilerne.

Hoteller ved Cadillac Ranch, Amarillo

Billeje i USA – oversigt over udlejningsfirmaer

by

Det siger jo sig selv – USA skal opleves på vejene i en fed slæde. Det er den bedste måde at rejse rundt i USA. Det giver frihed, mulighed for omskiftelighed og mange flere muligheder. Heldigvis er det fantastisk nemt at leje biler i USA. Her følger en oversigt over udlejningsfirmaer.

Auto Europe:

Auto Europe har eksisteret siden 1954. Dengang var det ment som udlejningsfirma for amerikanske soldater, der var udstationeret i Europa – deraf navnet Auto Europe. Firmaet har ikke egen bilpark, men er formidler af udlejningsbiler gennem forskellige partnere. I USA samarbejder Auto Europe med alle de store udlejningsselskaber som Avis, Hertz, Alamo osv.

Når du benytter Auto Europes søgemaskine, søger den altså på tværs af alle udlejningsfirmaernes biler inden for den valgte bilgruppe. Auto Europe er et prisbilligt alternativ til de rigtige udlejningsselskaber, men udvalget af “fede” biler kan være begrænset. Via deres onlinebooking kan du søge og booke udlejningsbiler i alle større byer i USA, og selve søgefunktionen er i øvrigt en af de mest logiske på markedet.

Early booking

Auto Europe har derfor nogle af markedets laveste priser, og ligger prismæssigt typisk et stykke under de etablerede udlejningsselskaber. Når du lejer bil i fx USA via Auto Europe, booker og betaler du din bil hos Auto Europe, men afhenter bilen hos en af Auto Europe’s partnere i USA, fx Hertz, Avis, Alamo, eller en af de andre biludlejningsfirmaer i USA.

Denne type formidling af biler er normalt helt uproblematisk for dig som kunde. Når du skal afhente din udlejningsbil i USA, viser du bare din voucher fra Auto Europe, og får så udleveret den udlejningsbil i den kategori, du har lejet hjemmefra.
Billeje gennem Auto Europe er altid inklusiv fri kilometer og alle forsikringer. Dog kan der være en mindre selvrisiko på kaskoforsikringen. Auto Europe har såkaldt prisgaranti, der i praksis betyder, at Auto Europe er parat til at gå ned i pris, hvis du kan finde en lavere pris hos en konkurrent. Auto Europe tilbyder også gratis annullering af billejen op til 48 timer før afhentningen af bilen.

Billejepris.dk

Samme princip som Auto Europe, men et dansk firma. Søgefunktionen er fantastisk nem. Dette er altså ikke et udlejningsfirma, men en database, der søger efter de billigste priser på tværs af udlejningsfirmaerne. Ofte er de billigste biler gennem firmaerne Dollar Rent a Car og Thrifty. Det gode ved Billejepris.dk er, at der også søges gennem Auto Europe og RentalCars.com, at du nemt kan vælge hvad du ønsker af bilgruppe, udlejningsfirma, forskringer osv.

Holidaycars.com

Endnu et firma, der formidler billeje gennem søgninger på tværs af firmaer. Endnu en side, der er bruger venlig, nem at søge på og med alverdens muligheder for søgekriterier.

RentalCars.com:
Det tidligere E-biludlejning, der nu hedder RentalCars.com, er en international formidler af billeje uden at have egen bilpark – på lige fod med Auto Europe. RentalCars.com har på papiret nogle af markedets billigste udlejningspriser, som inkluderer alle lovpligtige forsikringer og fri kilometer – til gengæld er første tank benzin normalt ikke inkluderet i prisen hos RentalCars.com. Bemærk også, at der typisk er en selvrisiko på kaskoforsikringen.

Det man skal huske når man lejer gennem Auto Europe, Billejepris.dk, Holidaycars.com eller RentalCars.com er, at det ikke er gennem dem, man lejer bilen. Det er ofte billigere gennem de ovennævnte firmaer, men det er gennem de etablerede udlejningsfirmaer, man i praksis lejer. Hvis du hellere vil leje direkte fra udlejningsfirmaerne, kan du vælge imellem følgende:

Alamo:
Alamo startede som et lokalt udlejningsfirma i Florida i 1974. I dag er Alamo et internationalt udlejningsfirma med kontorer over det meste af verden – også i Danmark. Alamo går målrettet efter kør-selv turister, og er kendt for sine konkurrencedygtige priser. Af samme grund dukker Alamos biler ofte op, når du søger efter udlejningsbiler hos Auto Europe eller RentalCars.com

I USA kan du gennem Alamo booke med Alamo Gold. Her får du fri kilometer, alle forsikringer, lufthavnsskatter, op til tre førere, samt første tank benzin. Vælger du Alamo Gold, slipper du for at tanke bilen op, inden du returnerer den i lufthavnen. Desuden kan du hos Alamo normalt selv vælge, hvilken bil du ønsker at køre i inden for den valgte bilgruppe, når du afhenter bilen på udlejningsstationen.

Alamo er et af de største biludlejningsfirmaer i USA og samarbejder med National. Derfor har Alamo og National de fleste steder udlejningskontorer og terminaler sammen. Alamo har ry for at have en god kundeservice.

Hertz:
Det firma jeg har lejet mest hos. Hertz er en af de klassiske aktører, når det gælder billeje i USA. Med en historie, der går helt tilbage 1918, en bilpark på cirka 300.000 køretøjer alene i USA, udlejningskontorer i alle større amerikanske byer og – ifølge eget udsagn – den største omsætning af alle biludlejningsfirmaer i USA, er du i gode hænder, hvis du vælger at leje bil gennem Hertz. Hertz er ikke nødvendigvis billigst, men til gengæld kan du få lige præcis den bilmodel, du drømmer om. Jeg har aldrig oplevet problemer med Hertz. Størrelsen på firmaet gør også, at hvis den ønskede bil ikke lige er på udleveringsstedet, kan Hertz levere fra et af deres utallige andre steder. Det er kvalitet, god service og alt der hører med, når man handler med et stort etableret firma.

Med hensyn til biler, har Hertz alt hvad hjertet begærer. De har endda også fået en Mustang garanti. Den betyder, at hvis du vil køre i en Ford Mustang, så får du det. Generelt er du altid sikret, at du ikke får en bil i en “lavere” bilklasse/gruppe. Hertz opgraderer hellere, end at skuffe dig. Så kommer du jo heller ikke igen.

Jeg har lejet gennem Hertz en del gange, både for kortere og meget lange perioder. Alle gange har jeg blot afleveret bilen ved et Hertz-kontor, der lige passede mig. Kundeservicen er i top, og jeg har endda oplevet af aflevere en halv-skrammet bil, uden nogen sagde noget som helst.

Den slags service koster jo. Derfor skal I vælge Hertz på grund af det høje serviceniveau, forsikringer uden overraskelser og en særdeles spændende bilpark. Men er  prisen vigtigere for jer, skal I måske overveje et alternativt firma.

Jeg har dog også haft stor succes med at finde rabatkoder til Hertz, på nettet. Det kan godt tage lidt tid, men jeg har en gang oplevet, at jeg sparede over 2000kr på 14-dages billeje gennem en rabatkupon jeg fandt gennem Google.

Avis:
Med sloganet “We try harder” er Avis et af de store traditionelle amerikanske udlejningsfirmaer, grundlagt af Warren A. Avis i 1946. Avis retter sig traditionelt mod erhvervskunderne, og priserne hører derfor ikke til i den billigste ende af skalaen.

Til gengæld er udvalget af biler enormt – bl.a. i luksusklassen – og så skal du ikke bekymre dig om gebyrer for vejhjælp eller lignende, hvis noget går galt. Det er naturligvis inkluderet i prisen – bare du ellers overholder færdselsreglerne og lejebetingelserne.

Avis har kontorer i hele USA, så går noget galt, er der ikke langt til hjælpen. Avis har også jævnligt kampagnepriser på billeje, og også her er det muligt at finde rabatkode ind imellem. Jeg har ikke den store erfaring med Avis, men jeg har heller aldrig hørt noget dårligt om dem.

Dollar Rent a Car:
Det er ofte en bil hos Dollar Rent a Car, du ender med, hvis du booker gennem RentalsCars.com eller Auto Europe, da priserne her er blandt markedets laveste. Firmaet har kontorer over hele USA, og er især målrettet turister, der skal have gode, solide og billige standardbiler. Til gengæld er antallet af eksotiske biler noget mere begrænset, selvom Dollar Rent a Car retfærdigvis også har Ford Mustangs i deres bilpark.

Priserne hos Dollar hører på papiret til blandt de laveste i markedet, men her er der også selvrisiko på kaskoforsikringen, og så skal man betale for en tank benzin når man afleverer bilen. Så skal du kun have bilen i kort tid, kan Dollar Rent a Car ikke betale sig. Jeg har ikke selv den store erfaring med Dollar Rent af Car.

Andre firmaer inkluderer Thrifty, Budget, og Auto Escape.

Der er altså rigeligt at vælge imellem. Kig dig godt omkring, og søg på de forskellige sider, inden du booker. Men at leje en bil i USA er altid utroligt nemt, og uden problemer. Gør dig det klart inden du booker, hvilke slags forsikringer du ønsker, hvilken bil du drømmer om, og om prisen er afgørende.

Og hav så en vidunderlig tur!

Indeholder affiliate-links der betyder, at hvis I booker jeres bil til roadtrip i USA gennem et af mine links, modtager USAmerika en lille provision.

Niagara Falls – de betagende vandfald midt i kasino-enferno

by

Niagara Falls er vilde vandfald på grænsen mellem USA og Canada. Vandfaldene er en lige så store turistattraktion som Gran Canyon, og helt bestemt et besøg, der bør være på alles “to do”-liste. Det også selvom store kasinoer og hoteller “pryder” bagsiden af Niagara Falls på den canadiske side. 

Hoteller ved Niagara Falls i Canada

Hoteller ved Niagara Falls i USA

American Falls og Horseshoe Falls
Niagara Falls består af to vandfald: American Falls på den amerikanske side af grænsen og Horseshoe Falls på den canadiske. Udsigten over Niagara Falls er KLART bedst fra den canadiske side, så kommer du fra New York State, er der ingen vej udenom: Du må over på den canadiske side af grænsen, hvis du for alvor skal nyde Niagara Falls storhed. Det er i øvrigt helt problemfrit at krydse grænsen – bare husk pas. 

Hoteller og kasinoer som baggrund
Det er synd og skam, men på begge sider af Niagara Falls ligger det ene store hotel efter det andet. På den canadiske side, hvor der også er den bedste udsigt til vandfaldene, er der især store blinkende hoteller og kasinoer. Det virker faktisk lidt absurd, når man står der og ser de flotte vandfald og naturen der raser, og man så vender sig om og ser en skov af neonskilte og store bygninger.

Niagara Falls har i hvert fald ikke formået at holde sig fra for det kommercielle aspekt. Desværre.

Det spektakulære Niagara Falls
Du kan sagtens “nøjedes” med at nyde den gratis udsigt fra kanten af bredderne. Der er mange turister, men det er så afgjort også muligt at finde en stille stund for sig selv, hvor man bare kan nyde det vilde syn af vandmasserne og den fantastiske natur.

I kan også gøre som rigtig mange turister vælger – nemlig at tage båden ‘Maid of the Mist’, der sejler jer så tæt på American Falls og Horseshoe Falls, som vejret nu tillader. Det er på denne båd (iført de karakteriske blå regnfrakker) at mange filmfrierier er fra. Båden kan du tage fra begge sider, og husk at du nok bliver gennemblødt på trods af outfittet.

Der er også en tur backstage, kaldet ‘Journey Behind the Falls’. Denne tur kan kun opleves fra den canadiske side. Her kommer man helt tæt på, og står indenunder selvet Horseshoe Falls, mens vandet fossser ud lige foran øjenene på en. Lyden er voldsom, men synet er det hele værd.

 

Niagara Falls’ vandmassers slidtage på klipperne, med deraf følgende erosion, gør, at faldene over en periode på 10 år rykker 30 centimeter “baglæns”. Hvert sekund ryger der i gennemsnit omkring 2.800 kubikmeter vand ud over kanten af de to vandfald – lidt afhængig af årstiden.

 

Hoteller ved Niagara Falls i Canada
Hoteller ved Niagara Falls i USA

Fakta om Niagara Falls:
Åbningstider: Hele året døgnet rundt
Entré: Gratis adgang.
Bredde på Horseshoe Falls: 792 meter
Bredde på American Falls: 323 meter
Største fald: Horseshoe Falls 53 meter

Kort over Niagara Falls

www.infoniagara.com – Canadisk website med information om Niagara Falls
www.niagarafallsstatepark.com – State Park på USA-siden af Niagara Falls

 

Indeholder affiliate-links

Solvang – den danske by i Californien

by

Solvang er kitsch, kult og dansk kultur, lige midt i Californien. Det er naturligvis en by du bør tage forbi, mens du er på Highway 1, eller bare når du er i Californien. Selvom maden smager forfærdeligt, ingen rigtig snakker dansk og det er Danmark på amerikansk, er de lokale indbyggere i Solvang alligevel helt bevidste om deres kulturarv.

Hoteller i Solvang
Den danske by midt i Californien
Danskerne har måske ikke sat det vildeste spor efter sig i USA. Men, for de fleste danskere, er Solvang nu alligevel et sted, man bare skal se – især når man er på Highway 1. Man skal vel lige forbi, og få bekræftet alle sine fordomme om den danske by i det store land. Sådan havde jeg det også, da jeg første gang besøgte Solvang i 2007. For æbleskiverne smagte ikke af æbleskiver, og den brune sovs var uden pondus og danskhed. Men det var da alligevel sjovt at se de danske flag, lige der midt i Californien. Jeg synes jo også, det var pudsigt at se en souvenirbutik med mit navn, og se de forskellige danskindspirede møller og bygninger.Jeg besøgte Solvang igen i 2012, kort efter, byen havde fejret 100 års jubilæum, og det var som om, at den begivenhed havde tændt op under den danske nationalfølelse, eller nærmere, en større indsigt og selvforståelse, blandt Solvangs indbyggere. Der var meget mere historisk viden og oplysning blandt befolkningen, om hvad danskheden egentlig havde betydet for deres forfædre og for byens udvikling.Eksemplet på succesfuld integration
Solvang blev grundlagt i 1911, da en gruppe danske ny-amerikanere købte noget jord mellem Los Angeles og San Francisco, et sted langt ude på landet, væk fra den kolde midtvest-vinter. Planen var at lave en ny dansk koloni for danske udvandrere i Californien, og en af de første institutioner i den nye by blev den lokale skole, da de første indbyggere i Solvang var danske lærere. I 1928 kom kirken til.I dag bor der i omegnen af 5.500 i Solvang, der primært tjener penge på turisme og vinproduktion. Omkring en million turister besøger hvert år den lille særlige by.De danske udvandrere var dog så gode til at tilpasse sig de nye forhold i det fremmede, at de hurtigt blev amerikaniseret, og “forsvandt” i den amerikanske smeltedigel. Meget af det danskheden forsvandt derfor, men de danske navne bestod, og derfor finder du i dag stadig mange af velkendte danske efternavne i den lokale telefonbog, på vejnavne og på butiksnavne. Parken er opkaldt efter H.C. Andersen, og på byens museum, Elverhøj – der er indrettet som en gammel dansk bondegård – kan man blandt andet se gamle danske møbler.

Rundetårn, møller og “bindingsværkshuse”
Den danske oprindelse og den danske kulturarv forvandt dog aldrig helt, og i 1976 lagde Dronning Margrethe vejen forbi Solvang, for at hylde efterkommerne af de danske udvandrere. Her tildelte hun også byens grundlægger, Ferdinand Sørensen, dannebrogsorden. Dronningens besøg blev startskuddet til en større bevidsthed om Solvangs danske kulturarv, og pludselig gav det ekstra mening at reklamere for Bager Olsen på Copenhagen Drive (hovedgaden i Solvang) og Ingeborgs, Solvangs lokale chokoladeforretning.

Op gennem 80’erne og 90’erne koblede flere amerikanere sig på den danske bølge, men efter godt og vel to årtier med plastikstorke, påmalet bindingsværk og en model af rundetårn i Solvang (i målestoksforhold 1:3), er man nu ved at finde tilbage til den lidt mere oprindelige vare – selvom Solvang ikke ville være Solvang, hvis der ikke blev serveret æbleskiver og medisterpølse til morgenmad (ja, jeg ved det) til den årlige byfest Danish Days, der bliver arrangeret hvert år i september. Til Danish Ways er det æbleskive-spisekonkurrence, folkedans, musik og parader.

Solvang har også et meget populært teater, Festival Theater, hvor der er plads til 700 publikum i det udendørs teater. Her har man kunne se Hamlet (selvfølgelig), Les Misérables og West Side Story.

Solvang er stadig et unikt eksempel på en helt særlig fusion af dansk kulturhistorie og amerikansk sans for at skabe en rigtig god forretning.

Cykelløb i bakkerne omkring Solvang
Solvang og cykelsport hænger faktisk tæt sammen. Det californiske cykelløb, Tour of California, har i flere år haft startby i netop Solvang. Desuden brugte Lance Armstong førhen, det kuperede terræn omkring Solvang til træning inden han stillede op i Tour de France.

De seneste år har der været afholdt motionscykelløb til fordel for Børnecancerfonden i forbindelse med Danish Days, hvor flere danske cykelentusiaster har deltaget i løbet fra San Francisco til Solvang.

Fun facts: En stor del af den Oscarvindende fil, Sideways (2004) blev optaget i Solvang. Og nå ja, så ligger Michael Jacksons berømte Neverland Ranch kun et stenkast fra Solvang. Alt sammen flere gode grunde til at give Solvang en ekstra chance, når du nu alligevel er i nabolaget.

Hoteller i Solvang

Se her hvor Solvang ligger, og hvordan du nemmest kommer derhen

Du kan læse mere om byen med de danske aner her: www.solvangusa.com

Indeholder affiliate-links

Den bedste bog om roadtrips er ubetinget Jamie Jensens ‘Road Trip USA’

by

Jeg var så heldig at få Jamie Jensens ‘Road Trip USA – Cross-Country Adventures on America’s Two-Lane Highways’ af mine kolleger, da jeg flyttede til USA i 2011. Bogen er intet mindre end fantastisk, og et must for alle, der elsker (at drømme om) roadtrips i USA.

Elleve forskellige ruter at vælge imellem 
Der er skønt at sidde og bladre i Jamies bog, mens man drømmer sig hen til klippeformationer, vilde storbyer, motorvejscafeer og den klassiske sorte asfalt med de gule midterstriber. Muligheder er der nok af. Faktisk hele elleve udførlig og malerisk beskrevet rutebeskrivelser fra den prisvindende rejseforfatter, Jamie Jensen.

Der er naturligvis den klassiske tur fra Chicago til Los Angeles ad Route 66, og den spektakulære tur langs vestkysten mellem Los Angeles og San Francisco ad Highway 1.

Men du kan også tage på ‘The Lonely Route’ tværs over USA, hvor du kører i ingenmandsland time efter time. Eller måske ‘Southern Pacific’ er mere dig? Her kører du fra San Diego til Østkysten, gennem blandt andet New Orleans.

Køb Road Trip USA – Cross-Country Adventures on America’s Two-Lane Highways

Der er både ruter på langs af USA, og ruter på tværs. Det må være målet at køre alle elleve ruter – for enhver USA-entusiast. De elleve ruter krydser alle stater, med undtagelse af Alaska og Hawaii.

Bogen indeholder et væld af informationer
Jamie Jensen er ikke gledet let oven noget som helst, i sin næste 1000 sider lange roadtrip-bog. Hver rute har tips, interessante historier, seværdigheder, restauranter, moteller og tankstationer. Alt sammen krydret med udførlige informationer og pudsige ‘nice to know’, selvom det meste naturligvis er ‘need to know’.

Det er med denne bog muligt at gøre sig helt store drømme om livet ‘on the road’. Men når du først har den mellem hænderene, går der ikke længe inden du booker din næste rejse til USA. Så er du “advaret”. Bogen er for dig, der ønsker at opleve “det rigtige” USA, og alt det der ligger midt i det hele. Men der er naturligvis inkluderet alt det, du bare MÅ og SKAL og VIL se, også selvom det er turistpræget. Jensen formår jo at give dig råd til alle stederne, med et lille tvist.

Road Trip USA har fokus på moderne amerikansk kulturhistorie, og en eminent mikstur af historie, kult og kultur, roadtrips og oplevelser.

Du kan lige nå, at ønske dig den i julegave. Tro mig, du vil ikke fortryde det! Så kan drømmene begynde.

Kan du ikke vente, kan du købe den lige her i hæftet udgave eller her i paperback.

I kan også købe nogle af hans andre bøger:

Jamie Jensens ‘Road Trip USA: Route 66’

Jamie Jensens ‘Road Trip USA: Great River Road’ 

Jamie Jensens ‘Road Trip USA: Pacific Coast Highway’

Jamie Jensens ‘Road Trip USA: Atlantic Coast’

Jamie Jensens ‘Road Trip USA: Appalachian Trail’

 

Hvis du køber dine roadtrip-bøger gennem USAmerikas links, modtager jeg en provision der gør, at der er råd til vedligeholdelse af sitet, flere rejser og dermed flere rejsebeskrivelser og hjælp til jer.

Hearst Castle – det prægtige slot på Highway 1

by

Hearst Castle er et fantastisk slot, der ligger lige midt mellem San Francisco og Los Angeles. Slottet kaldes ofte det eneste slot i USA, og det er så seværdigt, at det er på top-ti over mest besøgte turistattraktioner i hele USA. Kom ind i de imponerende værelser, og tag billedskønne fotos af det prægtige eventyrslot, hvis du er på Highway 1.

Hoteller i San Simeon – tæt på Hearst Castle

Hearst Castle

Prægtigt hvidt slot i San Simeon 
I 1919 besluttede den velhavende aviskonge, William Randolph Hearst, at han ville have et stort og mægtigt slot. Hearst ejede på det tidspunkt 26 aviser, 16 tidsskrifter, 11 radiostationer, fem nyhedsbureauer og et filmselskab. Penge havde han altså nok af, og dem besluttede den gode Hearst altså at investere i sit helt eget slot.

Slottet skulle lige væk fra larm og mennesker, og det var derfor naturligt, at valget faldt på San Simeon-området. Her havde Hearst nemlig arvet et ordentlig stort jordstykke. Her kunne hans drømmeslot ligge, helt uforstyrret og med en vidunderlig udsigt over Stillehavet. Bygningen kaldte han “La Cuesta Encantada” – spansk for Den Fortryllede Bakke.

Inspirationen til byggeriet kom fra Middelhavsområdet, og det var Hearsts vision, at stedet skulle lede tankerne han på en bjerglandsby i Middelhavsområdet. Selve hovedbygningen er derfor udformet som en katedral omgivet af mindre bygninger – landsbyens huse – ligeledes bygget i Middelhavsstil. Det var arkitekten, Julia Morgan, der stod for at virkeliggøre Hearst vilde drømme om et ekslusivt og tilbagetrukket slot. Udover de vanvittigt mange værelser, skulle området også rumme haver, springvand og terrasser – alt sammen for at gøre plads til Hearsts store passion for kultur og kunst, og for at han kunne fremvise sin enorme kunstsamling. William samlede kunstgenstande for millioner af dollars til sit slot, og det var den største, flotteste og mest sjældne private samling af sin art i verden.

Casa Grande og de mange haver

Selve slottet (Casa Grande) er i tre etager med to store 70 meter høje tårne. Tårnene var inspireret af den spanske domkirke-stil. Der udover er der tre gæstehuse hver i to etager, alle med eget badeværelse og toilet, et stort udendørs svømmebassin (Neptune Pool) i græsk stil på 50 gange 50 meter, samt et stort indendørs svømmebassin på 30 gange 10 meter.

Dertil en hel fløj alene med 36 gæsteværelser, en teatersal med plads til cirka 100 tilskuere, spisesal, køkken, bibliotek med 5000 bøger, samt en vinkælder med over 3000 flasker årgangsvin. I alt er der 56 soveværelser, 61 badeværelser og 19 dagligstuer.

Langs vejen, der fører op til Casa Grande, blev der blandt andet plantet 5000 oliventræer, granatæbletræer, appelsintræer, cyprestræer, egetræer og palmetræer. Omkring selve slottet blev der anlagt eksotiske haver i terrasser med masser af skulpturer og anden kunst, samt blomsterbuske og træer fra alle egne af verden. Året rundt arbejde over 20 gartnere på at sørge for, at Hearst Castle altid stod i flor.

I tilslutning til slottet var der en kvægfarm med kødkvæg og malkekvæg, ligesom William R. Hearst anlagde en zoologiskhave på området. Denne er dog siden nedlagt, men der lever flere vilde dyr i bakkerne blandt andet rådyr. Udover de 8368 m2 bolig var der 51 hektar haver, terrasser, fortove og pools.

Fester for Hollywoods jetset
William Randolph Hearst var en ufattelig rig mand, og han fortsatte byggeriet af sit drømmeslot helt frem til 1947 – uden nogensinde at blive færdig. Grundet sit ringe helbred, måtte William forlade sin fortryllede bakke i 1947, inden byggeriet stod helt færdigt og skarpt, som han havde drømt om. Rygtet vil endda vide, at en af de tre udendørspools blev ombygget hele tre gange, fordi Hearst i første omgang ikke var tilfreds med formen.

The Neptune Pool – Hearst Castle

 

Hearst Castle var op igennem 1920’erne og 30’erne omdrejningspunkt for en lang række store fester for den kulturelle og politiske elite i USA og den øvrige verden. Blandt andre har stumfilmsstjernen Charlie Chaplin, haft sin gang på slottet, ligesom også Winston Churchill var gæst ved et af Hearsts mange middagsselskaber – de fleste med overnatning.

Forskellige muligheder for besøg

Hearst Castle er så stort, at der findes forskellige guidede ture, der alle udgår fra Visitor Center nede ved Highway 1. Herfra fragtes man i busser de cirka fem kilometer op ad bjerget til selve slottet, hvor man følger guiderne rundt på slottet.

Hvis man er førstegangsbesøgende, anbefales det, at man tager ‘Grand Rooms Tour’, hvor man kommer ind i hovedbygningen, Casa Grande og “leger” gæst hos Hearst, som det var i gamle dage. Det var også i Casa Grande, at William hver aften gennemtjekkede sine aviser, inden de blev sendt til trykken.

Alle ture varer cirka to timer inklusiv transport op og ned ad bjerget. Efterfølgende kan man vælge at se en film om Hearsts liv i velkomstcenteret – en film, som er inkluderet i entrebilletten. Om foråret og efteråret er der også mulighed for aftenture op til slottet.

Entreprisen er på $25 for voksne – $12 for børn mellem 5 og 12 år $12. Med i prisen er bustur op til slottet og adgang til Hearst Castle Theater i velkomstcenteret, hvor en dokumentarfilm om William Randolph Hearst kan ses.

Se her, hvor slottet ligger, og hvordan I kommer derhen.

Slottet har åbent fra kl 9.00 hver dag, kun undtaget Thanksgiving, juledag og nytårsdag.

Hoteller i San Simeon – tæt på Hearst Castle

Læs mere på: www.hearstcastle.com, hvor I også kan købe billetter på forhånd.

Hearst døde i 1951, i en alder af 88 år. Seks år senere blev slottet givet til Californien, der stadig ejer det den dag i dag. Året efter, i 1958, blev slottet åbent for offentligheden.

 

Barnebarnet blev kidnappet og terrorist.

Den 4. februar 1974 blev Patty Hearst, barnebarn af William Randolph Hearst, kidnappet af den ekstreme amerikanske terrororganisation Symbionese Liberation Army (SLA).  SLA’s formål var at omstyrte det amerikanske system ved vold.

Planen var at bytte Patty Hearst for nogle af de fængslede medlemmer af SLA, som sad i de amerikanske fængsler.  Denne plan mislykkedes dog, da justitsministeriet blankt afviste forslaget. I stedet krævede SLA, at familien Hearst skulle donere $70 til hver fattig person i hele Californien. Det anslås at ville beløbe sig til $400 millioner.

Som et modtræk donerede familien Hearst mad til en værdi af $6 millioner til de fattige i området omkring Bay Area. SLA nægtede dog stadig at frigive Patty, de de mente, at maden havde været af dårlig kvalitet. 

På en efterfølgende båndoptagelse, som blev frigivet til pressen, kunne man endog høre Patty Hearst sige, at det kunne hendes far have gjort meget bedre.

Den 3. april 1974, to måneder efter sin kidnapning, annoncerede Patty Hearst, at hun nu havde sluttet sig fuldbyrdet til SLA. Snart efter dukkede Patty Hearst op på overvågningsbånd fra banker, som SLA havde plyndret. Hun optrådte også på plakater, der støttede SLA og deres sag. 

I september 1975, halvandet år efter sin kidnapning, blev Patty Hearst anholdt og sigtet for sine forbrydelser. Familien Hearst hyrede dyre og dygtige advokater, som plæderede for, at Patty Hearst var uden skyld i sine gerninger, og at hun skulle frikendes på grund af Stockholm Syndromet. Anklageren var dog knap så overbærende. Han mente, at Patty Hearst nok var blevet kidnappet, men efterfølgende havde været fuldt bevidst om sine handlinger. Anklageren krævede derfor en meget lang fængselsstraf. Juryen fulgte anklageren. 

Patty Hearst blev kendt skyldig i bankrøveri og idømt 35 års fængsel. 

Senere blev dommen ændret til syv års fængsel, og i sidste ende omstødte daværende præsident Jimmy Carter dommen. Patty Hearst nåede kun at afsone 22 måneder. Patty blev endegyldigt benådet den 20. januar 2001 af daværende præsident Bill Clinton på hans sidste dag som USA’s præsident.

Efter sin løsladelse giftede Patty Hearst sig med sin tidligere bodyguard. Hun bor i dag i New York med sine to børn. Fra tid til anden giver hun stadig interviews om sin tid i SLA. Hun har med skiftende held forsøgt sig som skuespillerinde.

Indeholder affiliate-links.

Joshua Tree National Park – se de fine små særegne blomstertræer

by

Joshua Tree National Park er bestemt et besøg værd, hvis du kører rundt i Californien. De små specielle træer (der botanisk egentlig er en blomst, hørende under lilje-familien) findes ganske få steder i verden. Et af de steder er i Mojave-ørkenen i Californien. De små pjuskede træer kan opleves i Joshua Tree nationalpark, der dækker et område på størrelse med Lolland. Du kan også se klippeformationener, flotte blomster og ørkennatur i denne nationalpark.

Hoteller i Twentynine Palms- Nord for Joshua Tree

Joshua Tree

Lidt om Joshua Tree 

  • Åbent 24/7 året rundt
  • Areal: 4.120 kvadratkilometer
  • Entré: $15 per bil – gælder i en uge.
  • Geografi: Sydlige Californien
  • Kort over hele nationalparken

Joshua TreeJoshua Tree og Mojave-ørkenen

Nationalparken med de unikke træer ligger på grænsen mellem to forskellige ørkentyper; den lavtliggende Colorado-ørken i syd og den højtliggende, og frodige, Mojave-ørken i nord. At to ørkenområder mødes, er mest signifikant, hvis du kører ind i parken fra Interstate 10 i syd. Når du herefter kører nordpå, ser du tydeligt hvorledes landskabet ændrer sig.

De mest seværdige, og populære, områder i parken findes da også i den nordlige og østlige del – den del, der ligger ud til Highway 62.

Her findes de store klippeformationer, og store Joshua Træer. Det er også i det område, du nemmest finder overnatningsmuligheder i byen Twentynine Palm.
Hoteller i Twentynine Palms – Nord for Joshua Tree

Joshua Tree – den oversete nationalpark
Mange springer desværre Joshua Tree over, på deres roadtrip i det vestlige USA. Ofte har man alt for travlt med at komme videre fra Los Angeles til Gran Canyon. Men I bør virkelig ikke snyde jer selv for de fine træer, og et besøg i den store ørkenpark. Et besøg i parken vil ikke forlænge jeres tur betragteligt – det ligger nærmest på vejen, og tager ikke mere end halvanden time at køre igennem parken (selvom I selvfølgelig også skal ud af bilen, for rigtigt at nyde naturen). Man kan dog sagtens se træerne uden at tage ind i parken, men der er nu alligevel mange eventyrlige oplevelser i parken, der er et væld af klipper og træer, at jeg vil anbefale det, hvis I er på de kanter.

I bør stoppe ved Hidden Valley, der er en 1.6 km sti gennem kuperet landskab med Joshua træer og klipper i postkortidyl. Cholla Cactus Garden er bestemt også et must, og et stop værd.

Hvis I besøger Joshua Tree i foråret, kan I også være så heldige at opleve træerne blomstre.

Husk, som altid, vand på din tur.

Joshua Tree

National Park Service officielle guide til Joshua Tree National Park

Hoover Dam – den imponerende dæmning på Colorado River

by

Hoover Dam (kendt som Boulder Dam fra 1933 til 1947) er et must see. Dæmningen er et fantastisk og imponerende byggeprojekt, og befinder du dig i Nevada eller Arizona, bør du unde dig selv at tage et par timer ud af programmet, og bruge dem på at udforske dette enorme anlægsprojekt. Hoover Dam ligger lige ved grænsen mellem de to amerikanske delstater Nevada og Arizona, placeret i Black Canyon på Colorado River, ikke langt fra Las Vegas.

Hoover Dam

Historien bag Hoover Dam

I 1930’erne blev Hoover Dam (Hoover-dæmningen) konstrueret, for at tæmme den voldsomme og uberegnelige Colorado River (Colorado-floden). Med årstidernes skiften, ændrede Colorado-flodens vandstand sig så voldsomt, at den utallige gange var årsagen bag enorme oversvømmelser. I 1922 gik den daværende regering derfor i gang med at undersøge, om det var muligt at dæmme op for den vilde flod, og i 1928 var beslutningen om at bygge dæmningen taget.

Arbejdet med Hoover-dæmningen gik i gang i 1931 – lige midt i den Store Depression. I USA var arbejdsløsheden på himmelflugt, og det nye offentlige byggeprojekt kom som en kærkommen hjælpende hånd fra den føderale stat til de mange, der ikke kunne forsøge dem selv og deres familier. I alt 21.000 mænd fik arbejde med det ambitiøse projekt, der varede fem år, kostede $50 Millioner (svarende til $690 millioner i dag), og som kostede 112 arbejdere livet (flere andre døde af sygdom, kulilteforgiftning eller hedeslag).

De amerikanske myndigheder opdagede i slutningen af 1939, at tyske agenter planlagde at placere bomber ved Hoover Dam, for at sabotere store dele af energiforsyningen til de omkringliggende stater. Som konsekvens af det forestående plot, blev der foretaget en masse forholdsregler i og omkring den nyopførte dæmning. Efter angrebet på Pearl Harbor i december 1941, blev Hoover Dam lukket for besøgende helt optil september 1945.

Uenigheder om navnet 

Da ideen og tegninger var på tegnebrættet, blev den kommende dæmningen opkaldt efter Boulder Canyon – stedet hvor man oprindeligt havde tænkt, at anlægget skulle være. I daglig tale hed projektet altså Boulder Dam. Men, den 17. september, 1930 annoncerede daværende indenrigsminister, Ray Lyman Wilbur, at dæmningen fremover skulle hedde Hoover Dam – opkaldt efter hans chef, præsident Hoover, der var tiltrådt som præsident i 1929.

Hoover Dam

Da Franklin D. Roosevelt blev præsident i 1933, besluttede hans indenrigsminister, Harold Ickes at ændre navnet til Boulder Dam, da der var ondt blod mellem Hoover og Ickes, og mange amerikanere bebrejdede Hoover for den Store Depression, hvorfor navnet Hoover klingede negativt i manges ører. Det forblev navnet frem til 1947, hvor Kongressen officielt vedtog, at navnet var, og skulle være, Hoover Dam.

Fakta om Hoover Dam

Inden anlægget kunne bygges, måtte man lede vandet fra Colorado River væk. Man sprængte derfor tunneller, svarende til en firesporsmotorvej igennem Black Canyon. I de efterfølgende fem år fossede floden gennem afledningstunnellerne mens de mange arbejdere knoklede videre i den tørre kløft. I 1936, da Hoover Dam var færdigbygget, havde man endelig fået kontrol over den vilde flod, og i Californien, Nevada og Arizona kunne man nu se frem til billigere strøm.

Dæmningen blev ikke alene skabt for at give strøm til nærliggende Las Vegas. Man ønskede også at drage nytte af vandet fra Colorado River, for at fordele vandet mere ligeligt til de tørre stater – Californien, Arizona og Nevada. Efter byggeriet stod færdigt, kunne de tre stater i højere grad dyrke landbrug og fødevare, da man havde formået at gøre ørkenområder til mere frugtbare områder.

  • Søen, som blev dannet bagved dæmningen, Lake Mead, er USA’s største reservoir. Den dækker omkring 694 kvadratkilometer, og har en kystlinje på 885 kilometer.
  • Lake Mead kan indeholde 1,24 billioner kubikfod vand.
  • Ved foden er dæmningen 200 meter tyk.
  • Dæmningen er 221 meter høj og 379 meter lang.
  • Når elektricitetsbehovet topper, løber der så meget vand gennem generatorerne, at det kunne fylde 15 mellemstore svømmebassiner på ét sekund.
  • Der er så meget beton i Hoover Dam (4,5 millioner kubikmeter), at man kunne bygge et 1,2 meter bredt fortov hele vejen rundt om ækvator.
  • Dæmningen buer, men er så massiv, at man ikke havde behøvet at lave den buet, da vægten på dæmningen (mere end 6.600.000 tons) sagtens kan modstå vandtrykket. Designerne mente dog, at folk ville føle sig sikrere, hvis den var buet.
  • Den skaber mere end fire milliarder kilowatttimer om året – nok til 1,3 mio. mennesker.

Besøg Hoover Dam

Hoover Dam er et af de helt klassiske stops på vejen mellem Kingman, Arizona og Las Vegas, og har næsten en million besøgende om året. I 2010 åbnede man en højbro/bypass på US 93 – for at lette trafikken på dæmningen. Dæmningen er derfor ikke længere hovedåre mellem Nevada og Arizona, og selvom du ikke kan køre over selve dæmningen længere, bør du bestemt ikke snyde sig selv for at opleve dæmningen på tætteste hold. Det er let at parkere (på Arizona-siden), og derefter gå ned og nyde den spektakulære udsigt.

Hvis du vil på besøgcenteret, er det lettest fra Nevada-siden. Vær opmærksom på parkering – nogle steder koster det $7, andre steder er det gratis. Parker bilen (eller motorcyklen), gå ned på vejbroen og nyd det fantastisk syn, som Hoover Dam er. Et imponerende bygningsværk med enorm betydning for områderne omkring.

Hoteller i Kingman
Hoteller i Las Vegas

Opførelsen af Hoover Dam fik også betydning for hele nærområdet – Boulder City er et følge af Hoover Dam, da byen opstod for at huse de mange arbejdere, og langs Lake Mead findes nu en række rekreative resorts, hvor man kan nyde fiskeri, vandsport og svømning. Lake Mead blev USA’s første rekreationsområde i 1964. Las Vegas, der ligger en times kørsel fra Hoover Dan, kan også takke dæmningen for et gevaldigt boost. Las Vegas blev et frirum for arbejderne, når de en sjælden gang havde en fridag (man arbejde 6 dage om ugen i treholdsskift).

På momondo finder du de bedste og billigste flybilletter. Se her!

Du kan læse mere om Hoover Dam og finde information om billetter på https://www.usbr.gov/

Indeholder affiliate-links.

Teresa Kaepernick, NFL-spillers mor, til Trump: Jeg er en bitch!

by

Colin Kaepernick, daværende quarterback for San Franciscos 49’ers, var på mange footballfans læber sidste år. Kaepernick nægtede nemlig at stå op under den amerikanske nationalsang, hvilket affødte en del kritik af NFL-spilleren. Nu blander præsident Trump sig også i sagen.

Præsident Trump har været ved tasterne endnu en gang, for at give sit besyv med i sager, der er et stykke fra hans resortområde. Kritikere vil mene, at dette blot er endnu en afledningsmanøvre, for at fjerne fokus fra Ruslands-undersøgelsen. Støtterne bakker deres præsident op, i hans udtalelser om patriotisme og nationalfølelse. Spørgsmålet er dog, om Trump denne gang har valgt at lægge sig ud med de forkerte: De amerikanske sportsstjerner.

Under et republikansk vælgermøde i Alabama i fredags, udtalte præsidenten nemlig således: »Ville du ikke bare elske at se en af klubejerne i NFL sige, efter en spiller håner vores flag: ‘Få den skiderik væk fra banen lige nu. Han er fyret’. Du ved, at en af ejerne kommer til at gøre det. Han kommer til at sige: ‘Den fyr håner vores flag. Han er fyret’. Og den ejer ved det ikke endnu, men han vil være den mest populære person i vores land.«

Trump nævnte ydermere, at amerikanerne burde lade være med at støtte op om NFL – så længe respektløsheden for det amerikanske flag fortsætter: »Når I ser de her mennesker knæle, mens de spiller vores fantastiske nationalsang, er den eneste ting, I kunne gøre anderledes simpelthen at forlade stadionet. Jeg kan garantere jer for, at det vil stoppe. Bare tag jeres ting og gå. Det er alligevel ikke det samme spil mere.«

Kaepernick – den udstødte NFL-spiller

Colin Kaepernick. Foto fra Wikimedia Commons

Colin Kaepernick havde sidste år fået nok af den politivold og uretfærdighed, som han oplevede de sorte stadig havde i USA. Som protest, valgte han at knæle under nationalmelodien til NFL-kampene, som det ellers er kutyme. Dengang fortalte Kaeapernick:»Jeg vil ikke stå op og udvide stolthed for et flag for et land, der undertrykker sorte og farvede folk. For mig er det større end football, og det ville være egoistisk af mig, hvis jeg så den anden vej. Der er lig i gaderne og folk der får betalt orlov og slipper af sted med mord.«

I kølvandet bakkede enkelte NFL-kolleger op, men generelt var Kaepernick meget udskældt. Han egen klub, San Francisco 49’ers, kom med denne udtalelse efterfølgende: »Nationalmelodien er, og vil altid være, en særlig del af pre-game ceremonien. Det er en mulighed for at ære vores land og reflektere over de store friheder vi tildeles som dets borgere. I respekten for de amerikanske principper såsom religionsfrihed og ytringsfrihed, anerkender vi individets ret til at vælge at deltage eller ej i vores fejring af nationalmelodien.« 49’ers støttede altså deres quarterback i hans grundlovssikrede frihedsret, uden på nogen måde at blande sig eller bakke op om hans beslutning.

Læs også Super Bowl 50

Det fik dog store konsekvenser for Kaepernick, der pludselig blev symbolet på anti-amerikanske sorte, og manglende patriotisme. I øjeblikket kan Kaepernick da heller ikke finde en footballklub, nok primært fordi han er et for varmt – rent politisk – emne. Ingen har lyst til at få noget i klemme.

Bortset fra Trump, altså. Trump, der uden at nævne Kaepernick ved navn, med al tydelighed langer ud efter ham, og andre som ham.

Sportsstjernerne svarer igen

Colin Kaepernicks mor, Teresa Kaepernick, var ikke sen ude med at svare præsidenten igen. Det kom der er ret så populært tweet ud af:

NFL-runningbacken, Lesean McCoy var ret kort og kontant:

Richard Sherman fra Seattle Seahawks, var hellere ikke imponeret:

Flere NFL-hold har også langet ud efter Trump, ovenpå præsidentens udtalelser. F.eks. kalder Green Bay Packers-præsident Mark Murphy det»uheldigt, at præsidenten har besluttet sig for at bruge sin store platform til at komme med splittende og fornærmende udtalelser om spillere og NFL,« og Seattle Seahawks-præsident Peter McLoughlin meddeler, at han»fuldt ud støtter spillernes ytringsfrihed og deres fredelige aktion for at gøre opmærksom på eksisterende raceforskelle i landet.«

Trump angriber videre

Dagen efter, lørdag, gik præsidenten igen til angreb på amerikanske sportsstjerner. Han startede med at tweete om NBA-stjernen Stephen Curry og dennes hold, Golden State Warriors, der er forsvarende NBA-mestre:

Holdet er nemlig inviteret til Det Hvide Hus, på grund af deres mesterskabssejr. Stephen Curry har tidligere givet udtryk for, at han ikke havde lyst til at deltage, og det fik altså præsidenten til at trække invitationen tilbage.

Præsidentens tweet fik NBA-stjernen, LeBron James fra Cleveland Cavaliers til at svare således:

Stephen Currys hold, Golden State Warriors udsendte dog et statement, hvor de skrev, at de på trods af det nu aflyste besøg i Det Hvide Hus alligevel vil tage til Washington for at hylde ’lighed, diversitet og inklusion’:

Senere på dagen var det så en amerikansk baseball-spiller, der knælede under den amerikanske nationalmelodi:

»Det var ikke af manglende respekt for vores militær, det var ikke af manglende respekt for vores forfatning, det var ikke af manglende respekt for vores land. Jeg havde hånden på mit hjerte, fordi jeg elsker det her land,« lød det bagefter fra Bruce Maxwell. »Det vækker opmærksomhed, når jeg knæler, fordi jeg gør det for alle dem, der ikke har en stemme. Lige nu har vi en raceopdeling her landet, og det bliver praktiseret fra det højeste embede, og han siger i bund og grund, at det er okay at behandle folk forskelligt. Jeg gik på knæ for en sag.«

Men præsidenten fortsatte:

I dag er det football-søndag (og jeg skal hurtigt tilbage til at se de lilla vikinger), og det så præsident Trump altså som en god mulighed for at opfordre amerikanerne til at blive hjemme fra NFL-kampene, og udvise afsky for den respektløshed, præsidenten mener gennemsyrer visse spillere:

Ifølge den gode Donald, er NFL i øvrigt også nedadgående, og når Donald kommer med statistik og fakta, ved vi jo at det er rigtigt:

Der er ingen tvivl om, at Kaepernick startede et eller andet sidste sommer, da han knælede. Der er ingen tvivl om, at USA går gennem endnu en periode med et opdelt folk og uretfærdighed. Der er ingen tvivl om, at amerikanerne elsker football, og der er ingen tvivl om, at dette emne deler vandene. Der er dog tvivl om, hvorfor præsident Trump vælger at bruge så meget krudt på sportsstjerner, og hvorfor lige nu. Er det for at fjerne fokus fra Rusland-undersøgelsen? Eller har han bare set sig sur på stjernerne? Måske han bare oprigtigt synes, det er for dårligt af dem? Noget siger mig, at han er ude i en DEL og HERSK-tilgang.

Nå, der er NFL i fjernsynet! 

St. Louis – byen, hvor hvide og sorte ikke synes at kunne forenes

by

St. Louis, Missouri er i disse dage scene for demonstrationer og race-uro. I St. Louis er halvdelen af befolkningen sorte, og de synes ikke rigtig at kunne forenes med den hvide halvdel. Efter tre dages demonstrationer er over 100 blevet anholdt, koncerter blevet aflyst og race-urolighederne igen blusset op i St. Louis, og i USA.

I 2012 var jeg i St. Louis, på min vej tværs over USA ad Route 66. Det er en stor by, lige ved Mississippi-floden. En pulserende og spændende by, men også en by med enorme race-skel og fordomme fra både sorte og hvide indbyggere. St. Louis

Jeg mødte Carlin – en sort mand – på en bar i St. Louis. Da vi skulle gå fra baren til hans bil, holdte han mig forsigtigt i hånden. Men han brød sig ikke om det. Ikke fordi, han ikke synes jeg var sød – for det gjorde han – men fordi han var bange for “trouble”.

Carlin fra St. Louis

Det var ikke nyt for mig, at hvide og sorte helst ikke måtte blive set sammen – men det var nyt, og overraskende, for mig, at det også galt i en storby som St. Louis.

Velkendte uroligheder over frikendelsen af betjent

Hundredevis demonstrerer i disse dage i St. Louis. De er igen utilfredse med den forskelsbehandling, de sorte oplever i retssystemet. Protesterne opstod, da den hvide betjent, Jason Stockley, i fredags blev frikendt for, i 2011 at have skudt og dræbt den sorte, Anthony Lamar Smith.

Det har vi set før. Det minder om urolighederne i Ferguson – som ligger tæt på St. Louis – i 2014, hvor de sorte demonstrerede i kølvandet på frikendelsen af en hvid betjent, der skød teenageren Michael Brown. Igen bliver butikker og restauranter ødelagt, politibetjente og demonstranter såret og skellet mellem de hvide og de sorte blot større og større.

Efter de sorte fik fuld ligestilling for loven i 1960’erne, har de fortsat kæmpet med den uretfærdighed, de oplever fra politiets og retsvæsenets side. De sorte har simpelthen fortsat en følelse af, stadig at blive forskelbehandlet.

Den aktuelle sag

I 2011 dør den 24-årige Anthony Lamar Smith som følge af de skud, den 36-årige betjent, Jason Stockley affyrer. Stockley udtaler, at Smith flygtede i sin bil, da Stockley og hans partner ville anholde ham for narkokriminalitet. Stockley påstår, at Smith havde en pistol, og at han derfor følte sig truet. Han skød herefter Smith frem gange.

Forsvaret mente altså, at betjenten handlede i selvforsvar. I USA må en politimand skyde for at dræbe, såfremt han objektiv oplevelse af at være i fare.

Anklageren mente derimod, at Stockley havde plantet en pistol i offerets bil efter drabet. Dommer Timothy Wilson mente dog ikke, at anklagemyndigheden havde fremlagt klare beviser for, at Stockley havde begået drab, eller for at han ikke havde handlet i nødværge, og d. 15. september 2017 bliver den nu tidligere politibetjent frikendt for drab. Herefter begynder demonstrationerne, der altså indtil videre har medført, at over 100 er anholdt.

Stockley er frikendt i retten – her kan du se videooptagelser af hændelsen. I domsafsigelsen kan man læse, at retsmedicineren udtaler, at Smith havde sin højre hånd strakt ud (som for at få fat i pistolen) inden han blev skudt. Smith var heroinsælger og tidligere dømt for narko- og våbenkriminalitet. På videoen ser man ikke betjenten plante pistolen i Smiths bil.

Politiet har oplevet at blive angrebet med sten og kemikalier. Demonstranterne har blandt andet råbt: “Ingen retfærdighed, ingen fred”. Myndighederne har ikke kunne garantere for sikkerheden ved Ed Sheerans og U2’s koncerter i St. Louis, hvorfor de begge er aflyst.

Sorte bliver oftest dræbt, og de nærer stor mistillid til politiet

Den hvide befolkning i USA, har generelt stor tillid til politiet og dets arbejde. Donald Trump har også været ude og sige, at “Blue Lives Matter”, som en reference til “Black Lives Matter”. Blue repræsenterer i dette tilfælde politiet.

Men sådan er det absolut ikke blandt de sorte. De har en enorm mistro til det amerikanske politi – de afskyr det ofte.

Fakta er også, at statistikkerne viser, at de sorte amerikanere, har grund til at frygte politiet mere, end de hvide har. Hver gang fem sorte bliver dræbt af politiet, er det samme tal to for de hvide, set i forhold til antallet af hvide og sorte. Når de sorte så har en opfattelse af, at intet rigtigt har forandret sig på det område, og politiet gang på gang bliver frikendt for drab på sorte, koger det hele over.

Politiet i USA har stort råderum. Da våben er lovlige, går de som oftest ud fra, at den person de står over for er bevæbnet. Samtidig er der er større frygt for sorte bandemedlemmer end for hvide – en frygt, der ligger langt tilbage, og i mange storbyer i USA er helt indgroet i politiets mindset. Der findes også stadig store sociale og økonomiske skel og ulighed mellem sorte og hvide, og som konsekvens, stadig mange ghettoer. Fattigdom afføder kriminalitet, og det er en længere proces, at fjerne politiets opfattelse af de ‘farlige’ sorte, især når alle statistikker viser, at sorte, rent forholdsmæssigt, er mere kriminelle end hvide.

Løsningen skal findes politisk, hvor fokus bør ligge på at fjerne uligheden og fattigdommen. Men det er som bekendt, ikke en amerikansk tankegang.

De sorte raser videre og den uretfærdighed, de oplever, mens mange hvide er trætte af, at de sorte er ensidige og lukker øjnene for mange af de problemer, som, de hvide mener, de selv er skyld i. Trump skal nu forsøge at gøre det, Obama ikke lykkedes med: at samle en nation, der er mere og mere delt på flere og flere områder.

Husker du 9/11-terrorangrebet? Se CNN’s dokumentarfilm om angrebet her

by
9/11-terrorangrebet

Forleden var det 16 år siden, USA, og resten af verden, mistede sin uskyld. Sådan siges det i hvert fald ofte. Men måske amerikanerne også genfandt noget: En stærk patriotisme og tro på landets, og dets befolknings, stålfasthed.

Når man møder taler med en amerikaner om 9/11-terrorangrebet, mindes man om, at USA, og amerikanerne, for 16 år siden – en tidlig efterårsmorgen tirsdag d. 11 september 2011 – for altid blev forandret. Panseret var blevet brudt, og USA blev ramt i hjertet. Ideen om et ubrydeligt og usårligt Amerika, faldt sammen.

Hvert år når vi når 11. september og årsdagen for 9/11-terrorangrebet, spørger de forskellige medier altid danskerne, om de kan huske hvor de befandt sig. De kan de altid, og historierne vælter altid ind. For hvert år kommer der dog mere og mere kynisme ind i kommentarerne. Flere og flere synes at føle, at nu må vi også komme videre. Nu må vi også lade være med at soppe rundt i det. Hvad med alle de andre lande, der jævnligt er udsat for terror? Hvad med alle de lande, der lider under amerikanske invasioner og tilstedeværelse? Hvad med alle de amerikanere, der bliver dræbt af våben, af deres egne landsfæller?

Ja, det er også vigtigt. Men om vi vil det eller ej, ændrede USA sig, og dermed den virkelighed, som vi alle lever i, den dag for 16 år siden.

Jeg var au pair i Valencia. Jeg lå ved poolen, da kvinden, jeg boede hos, kom løbende ud og råbte noget med Estados Unidos og aeroplanos. Jeg forstod ikke meget – jeg vidste intet om USA og tårnene. Men jeg husker det tydeligt, og hvordan jeg pludselig blev mega bange, da mine veninder ringede om snakkede om bombetrusler i Danmark. Jeg hørte meget denne sang, mens jeg græd. Fordi jeg synes det var så forfærdeligt, og fordi det ramte noget helt inde i mig:

Mine amerikanske venner husker den stadig. Man joker heller ikke det. Man mindes stadig, alle de brandmænd, der ofrede deres liv for at redde andre, alle de frivillige, der kæmpede med at finde overlevende i støvsuger og murbrokker i dagene efter angrebet, og man hylder den amerikanske ånd, der pludselig blev genforenet den dag.


Men er det egentlig mere end et Facebook-badge, de klasker på hvert år? USA er jo splittet, som aldrig før? Er patrioterne blevet FOR patriotiske? Hvad med de amerikanere, der ikke vil hylde det amerikanske flag længere, fordi de anser det for racistisk? Har amerikanerne egentlig ikke NETOP glemt?

Det er der i hvert fald nogen, der mener:

I 2008 tog jeg dette billede af NYC – inden man var gået i gang med opførelsen af de to nye tårne:

Fire år senere, tog jeg dette billede – dog fra en anden vinkel, men nu med et tårn opført:

Nogle, som jeg, husker det stadig og mindes stadig. Jeg håber nu aldrig, at man glemmer, hvad ondskab kan forårsage.

I 2016, lavede CNN denne to timer lange dokumentarfilm om 9/11-terrorangrebet. Den kan du se her:

Rufus Gifford til danskerne: »I har noget helt særligt«

by
Rufus Gifford / USAmerika
Fredag d. 1.9 var USAmerika til et fremragende foredrag i ODEON, med USAs tidligere ambassadør, Rufus Gifford. Læs her et grundigt sammendrag fra foredraget, hvor Rufus blandt andet beskrev hvordan han blev ambassadør, hvad han syntes og synes om Danmark, hvad hans fremtidsplaner indebærer, og ikke mindst, hvorfor Trumps præsidentskab efterlader plads til håb.

Foredrag i ODEON arrangeret af Tikko

Rufus Gifford mødte fynboerne i det nyopførte, og utroligt flotte, ODEON – der ligger midt i Odense centrum. Det var Rufus’ sidste foredrag – for denne gang – i en Danmarksturné arrangeret af Tikko. Rufus Gifford har svært ved at undvære Danmark – og her blot seks måneder efter han sagde farvel til landet, var han altså tilbage, for at fortælle om sine oplevelser som den amerikanske ambassadør, i foredraget, som blev kaldt: I Was The Ambassador. 


Rent logistisk gik det som smurt. ODEON lagde smukke rammer til arrangementet, Gifford storleverede på indholdssiden, og Tikko havde stykket et arrangement sammen, der simpelthen forløb upåklageligt.

Får du selv lyst til at opleve Rufus Gifford, har Tikko arrangeret en ny række foredrag rundt i landet, med den populære amerikaner, her i efteråret. Køb din billet her.

Den første tid som ambassadør

Rufus Gifford havde ikke lige regnet med, at hans chef, Barack Obama, ville udnævne ham til ambassadør.

Efter Obamas genvalgssejr i 2012, håbede Gifford, at Obama ville gøre ham til Deputy Chief of Staff. Rufus havde fungeret som finansdirektør på præsidentens valgkampagne, og var en tro følgesvend og ven af Obama.

Tre uger efter valgsejren får han at vide, at Obama har andre planer med ham. Han skal nemlig være ambassadør i Danmark. Men Rufus havde det bedst i kulissen, og han anede intet om at være frontfigur og repræsentant for sit land, som ambassadør.

Her kom det amerikanske politiske system dog den kommende ambassadør til gode. Efter at være blevet udpeget af præsidenten, skal ambassadører nemlig godkendes af Kongressen. Det blev Rufus Gifford først ni måneder senere – ni måneder, som ham brugte på intensivt at forberede sig på sit nye land, og på sin nye rolle som ambassadør. Rufus joker selv med den video, der blev lavet inden han rejste til Danmark, fordi han selv mener, den viser, at han ikke anede hvad han gik ind til, og hvilket land han skulle til:

Rufus Giffords første indblik i Danmark

Gifford fortæller videre, at han vidste, at Danmark er en nær allieret og god ven af USA. Men ikke så meget mere. Her tyede han til sine, og amerikanernes, stereotyper omkring danskerne, der blandt andet inkluderede:

  • Vikinger
  • Lego
  • H.C. Andersen
  • Cykling
  • Smukke blonde mennesker
  • Selfie-gate (Helle Thorning, der tog selfie med Obama)
  • Vindmøller
  • Tulipaner og træsko (amerikanerne tror ofte, at Danmark og Holland er det samme).

Rufus Gifford ville dog vide, hvad en dansker helt præcis er. Han begyndte at studere os. Han tog på besøg i danske hjem, spiste påske- og julefrokost og lærte om vores kultur. Herefter laver Gifford en genistreg, og viser, at han nu virkelig forstår danskerne: han begynder at snakke om os og rose os.

Hvad er en dansker og dansk kultur?
  • Hygge – Gifford fortæller, at der findes ‘Hygge’-butikker og en helt bevægelse i USA, selvom amerikanerne ikke helt forstår det. Rufus elsker vores levende lys, tæpper og fællesskab i vores søgen efter det perfekte øjeblik.
  • Janteloven – Rufus Gifford er fortaler for Janteloven, af den simple årsag, at den gør, at vi er det mest ligestillede land, pga. personlig ydmyghed. I vores professionelle karriere, burde vi sparke den af h…… til, men Rufus mener altså, at Janteloven er en af de ting, der gør os til noget helt særligt.

Maybe if America had a bit more Jantelov we wouldn’t have elected Donald Trump as President

  • Balance mellem arbejde og fritid. Vi arbejder for at have leve, vi lever ikke for at arbejde.
  • Danske værdier, blandt andet vores grønne omstilling.
  • Traditioner – noget som amerikanerne ikke har, såsom julefrokost, se Dronningens nytårstale sammen og Sankt Hans.
  • Fælleskab
  • Smørrebrød

Rufus Gifford er stor fortaler for, at man lærer (eller i hvert fald forsøger at lære) sproget og deltager i de danske traditioner, for at oprigtig forstå landet og dets beboer. Som ambassadør var det vigtigt for Rufus Gifford at udbrede det amerikanske budskab, at skabe bedre relationer og fjerne de fordomme/stereotyper, som VI danskere har omkring amerikanerne.

Noget af det, som han har hørt danskere sige om amerikanere er:

  • Cowboys – men de eksisterer altså kun i begrænset omfang i få stater.
  • Våben – han har selv aldrig haft et våben
  • Hjemløshed
  • Overvægt
  • Iværksætteri
  • Trump

Det Gifford rigtig gerne vil have er, at man husker på hvor enormt et land det er, og hvor stor forskel der er på de 50 delstater. Selvom stereotyperne er rigtige, skal vi huske på diversitet og kompleksiteten i USA.

For at få nedbrudt stereotyperne og give os større indsigt i hvordan vi er som mennesker, tog han Barack Obamas råd:

Just be yourself. Go tell your story

Det er uden tvivl derfor, danskerne holder så meget af Rufus. Han er nærværende, ægte og oprigtig. Vi fik et indblik i hans privatliv, og hvordan det var at være ambassadør. Han blev allemandseje.

Rufus Gifford om Trump: Der er håb og lys forude

Der er ingen tvivl om, at Gifford var rystet, overrasket, vred og ked af det, da Donald Trump vandt valget i november 2016. Der er heller ingen tvivl om, at han ikke bryder sig om præsidenten overhovedet. En af de helt store udfordringer for USA er, ifølge Rufus, at der er en enorm stor mistillid til det amerikanske system og dets institutioner, en mistro så stor, at man endte med at få den mindst egnede præsident man kunne forestille sig.

Selvom Rufus fandt trøst i Obamas afskedstale og i hans Yes we can. Yes we did, er han oplevelse af Donald Trump som præsident endnu værre end han havde frygtet. Men i sidste ende er han håbefuld, og nævner flere gange Winston Churchill, der engang sagde:

Americans will always do the right thing – after exhausting all the alternatives

Amerika skal altså nok hele, og der er masser af håb forude. Noget af det første, der skal kigges på er dog det enorme skel, der er i befolkningen. Det er et ægte skel, og noget man er nødt til at addressere.

Men hvorfor er Rufus Gifford, en stor modstander af Donald Trump, og alt hvad han står for, så stadig håbefuld? Det er han fordi, det amerikanske system består af tre separate grene – en tredeling af magten (præcis som i Danmark). I USA holder de tre statsmagter dog hinanden i skak i et system der kaldes Checks and Balances. Systemet er lavet for, at ingen af de tre grene kan løbe med magten, og noget de Founding Fathers lagde stor vægt på: de ville for alt i verden undgå et nyt kongedømme eller diktatur, som de var flygtet fra under den britiske konge.

 

Billede fra Wikimedia Commons

Her er nogle eksempler på, hvordan Trumps ideer og handlinger er blevet stoppet af dette system:

  1. Indrejseforbud: Trump ville forhindre indrejse for syv specifikke lande (muslimske). Det mener Gifford er uamerikansk, amorals og historieløst. Folket gik imod i hobetal, og retten gik herefter efter ind i sagen og afgjorde, at det var imod den amerikanske forfatning (en ret og opgave, der pålægger den dømmende magt i USA). Her fungerer systemet som det er meningen.
  2. Afskaffelsen af ObamaCare: Folket protesterer igen – og selvom ObamaCare ikke er optimal, og der er rigeligt med plads til forbedringer, ville folket altså hellere beholde og ratificere loven, end afskaffe den. I det øjeblik er de folkevalgte i Kongressen nødt til at handle. De vil gerne genvælges, og må derfor tænke mere på deres vælgere i deres respektive stater, end på hvad deres partifælle-præsident ønsker. Republikanske kongresmedlemer gennemfører derfor ikke en lovændring, der skulle afskaffe ObamaCare. Systemet virker igen efter hensigt.
  3. Parisaftalen: Trump trækker USA ud af klimaaftalen. Det er han i sin gode ret til. Det her er ikke en del af Checks and Balances, men illustrerer på fin vis, de begrænsninger, som folket kan sætte på Washington og præsidenten. Kort tid efter meddelte borgmestre, guvernører, virksomheder og privatpersoner nemlig, at de ville overholde Parisaftalen. Ja faktisk ville de give den et nyk opad, og overgå de mål, der var sat. Folket og delstater har måske bidraget endnu mere til den grønne omstilling, netop fordi Trump trak USA ud af klimaaftalen: Man blev simpelthen mere motiveret af præsidentens afstandstagen til klimaaftalen.
  4. Ruslandsforbindelsen: Putin søgte at hjælpe Trump til at blive præsident, men ingen ved, om det egentlig lykkedes for Rusland for at påvirke valget. Efterfølgende bliver FBI-direktøren James Comey fyret, angiveligt fordi han var i gang med at undersøge Trumps forhold til netop Rusland og Putin. Det kan ses om obstruction of justice – som er en bevidst forsøg på at forhindre undersøgelser og rettergange. Trump er ikke anklaget for at have blandet sig i undersøgelserne – og nu er der en uvildig undersøger, Robert Mueller, der kigger på sagen. Har Trump forhindret undersøgelser, kan han komme for en rigsretsdomstol. Men det er nu engang MEGET langt ude i fremtiden, og ren ønsketænkning fra Trump-modstandere.

Rufus Gifford er altså ret håbefuld og optimistisk for sit hjemland, netop fordi det amerikanske system fungerer som det skal. Noget, systemet dog ikke kan forhindre er, ufattelige tweets, latterlige udtalelser, eller, vigtigst af alt, hvis Trump starter en krig. Han er øverstbefalende for de væbnede styrker, og kan de facto uden Kongressen gå i krig. Men det er altså ren spekulation.

Rufus Giffords modsvar til Trump

Ingen der gik fra ODEON var i tvivl om, at Rufus ikke bryder sig om Trump. Han viser sjove klip og forsider med Trump, der latterliggør ham – og hele salen griner da også med.

Alt det, som Gifford har fortalt om, med hensyn til det amerikanske system, har også gjort, at det har motiveret mange til at gå ind i politik. Præcis ligesom delstaterne blev motiveret af Trumps modstand mod Parisaftalen, er rekordmange amerikanere blevet motiveret af Trumps præsidentskab. På den ene eller anden måde.

En af dem, er naturligvis Rufus Gifford. Han fortæller, at han stiller op til Kongressen for sin hjemstat, Massachusetts. Og han har det bare. Karismaen, evnen til at holde taler, evnen til at tale med og ikke til folk, og en masse på hjerte. Man kan mærke, at Rufus Gifford elsker sit land, og at han vil gøre alt for at forbedre og bidrage til det. Der findes ikke mange danskere, der ikke gerne så ham tilbage i Danmark – lad os håbe for ham, at amerikanerne kan se hans potentiale på samme måde.

Amerikanerne er fired up og “endelig” bliver der diskuteret politik overalt. Der er jo intet der er så skidt, at det ikke er godt for noget, og i sidste ende vælger amerikanerne jo det rigtige, efter de har udtømte alle andre muligheder.

Selfie med Rufus, bog og afslutning

Hele det fantastiske foredrag afsluttes af en sprøgerunde, hvor gæsterne kan få muligheden for at stille spørgsmål til taleren. Han svarer høfligt, engageret og levende – han er den fødte politiker.

Efterfølgende fik vi muligheden for at få ham til at signere sin bog (skrevet af Stephanie Surrugue) – som i øvrigt klart kan abefales. Du kan købe den her eller lytte til den på Mofibo – hvor du kan få 14 dage gratis og uforpligtende prøve tid her.

Tak til Rufus Gifford for en fantastisk aften med indlevende og spændende fortællinger, og til Tikko for hele arrangementet.

 

Indeholder reklamelinks

 

1 2 3 11
Go to Top