Betty Boop – tegneseriefiguren med en fascinerende baggrund

Betty Boop er en amerikansk tegneseriefigur, med særdeles fremhævede kvindelige træk – og kendt for sin babystemme og catchphrase ‘Boop-boop-be-do’. Betty Boop blev skabt af Max Fleischer i 1930, og hun blev lynhurtigt en sand publikumsfavorit. De færreste kender dog den yderst spændende og kontroversielle historie bag en af de mest særegne tegneseriefigurer gennem tiderne.

 

Betty Boops oprindelse

Betty Boop var den første kvindelige heltinde, indenfor amerikansk tegnefilm. Første gang man kunne se Betty, var i 1930 i filmen Dizzy Dishes. Dengang var den lille frække dame dog portrætteret som en puddel – det var først i filmen Any Rags fra 1932, at hun fik det udseende, som vi kender i dag. De lange øreflipper blev forvandlet til lange øreringe, og pelsen til en veltrimmet og kæk frisure.

Betty Boop som puddelhund med sin kæreste, Bimbo

Det første år lagde forskellige kvinder stemme til Betty, inden rollen gik til Mae Questel i 1931. I det tidlige stadier var Betty Boop blot en bifigur, som kæreste til Max Fleischers daværende stjerne – hunden Bimbo. Bimbo forsvandt senere, og Betty gik fra navne som Nancy Lee og Nan McGrew til hendes fængende Betty Boop, i 1932 i filmen Stopping the Show, der blev den første film i Bettys filmserie.

Betty blev som skrevet den første kvindelige heltinde indenfor animationsbranchen, selv med hendes overdrevne sexuelle fremtoning med store dådyrøjne, smal talje, ultrakort kjole, store bryster og pigede stemme. Skaberne bag Betty Boop gjorde nemlig meget ud af IKKE at portrættere hende som et hjælpeløst offer, der skulle reddes af en stor stærk mand – men som en fuldt ud i stand til at tage vare på sig selv. I de første år var hun derfor primært populær blandt voksne, der nød fremstillingen af det løsslupne årti, der netop var overstået, mens de gennemgik det barske 1930’ere.

Til forskel fra andre kvindelige tegneseriefigurer i samtiden, såsom Minnie Mouse, var Betty nemlig ikke en kvindelig udgave af sin mandlige modpart, med blot få ændrede deltaljer, uden kvindelige former og med et barnligt udtryk. Betty Boop var helt sin egen, selvstændig og sexuelt frigjort, og hun gjorde op med de værdier hendes forældres generation havde levet efter.

Betty Boop – filmene blev også gjort mere populære af, at de havde en masse af samtidens populære jazzmusik – herunder Louis Amstrong.

Betty Boop og censur

Der gik ikke længe før filmene løb ind i problemer for netop det sexuelle udseende. I 1934 lancerede det amerikanske filmcensur nemlig sin såkaldte Hays Code, der klargjorde hvad de mente, der var moralsk acceptabelt i Hollywoodfilm.

Som følge heraf blev Bettys kjole længere, hun blev knap så nedringet, og hendes frigjorte livsstil blev nedtonet, så hun mere fremstod som moderne karrierekvinde. Dog var Betty Boop stadig single. Det var herefter, at figuren blev mere populær blandt børn.

Produktionsselskabet mistede interesseret for Betty, og den sidste film i serien blev vist i 1939. Betty Boop nåede kun at optræde i farver én gang – i Poor Cinderella fra 1934.

Betty Boop gjorde senere comeback, men hendes storhedstid på det store lærred var endegyldigt slut, men hun er forblevet et sandt kulturikon.

Den “ægte” Betty Boop

Mens billedet af den frodige og dådyrsøjede tegneseriefigur er printet ind på de flestes nethinde, er det de allerfærreste, der ville kunne udpege det oprindelige Betty Boop. Så hvem var det, der inspirere Max Fleischer? Var det den finurlige Helen Kane? Eller måske 30’ernes it-pige, Clara Bow, hvis korte år og tynde øjenbryn lignede Boop til perfektion? Eller var det måske Baby Esther, den sorte jazzsangerinde, hvis navn forlængst er blevet slettet fra historiebøgerne?

Lad os dykke ned i de forskellige teorier …

Rigtig mange mente, at det var Helen Kane, der havde givet inspiration til Betty Boop – karakteren, men Boop havde aldrig været muligt uden 1920’ernes jazzsangerinde, Esther Jones aka Baby Esther.

Baby Esther

Esther fik sit kælenavn ‘Baby’ på grund af sin baby-agtige sangstemme. Jones optrådte jævnligt på den kendte Cotton Club i Harlem.

Nicknamed after her “baby” singing style, Esther performed regularly at the famous Cotton Club in Harlem.

Baby Esther blev kendt for at bruge fraser som “Boop-oop-a-doop”, som senere blev Betty Boops signaturfrase. Men, selvom skaberne bag Betty har anerkendt Esther Jones som den “ægte” Betty Boop, giver de fleste Helen Kane kredit for at have været den sande inspirationskilde. Helen Kane gjorde nemlig alt for at tage al opmærksomheden.

Sandheden er nemligt, at Max Fleischer havde til hensigt at lave en karikatur af Helen Kane. Hvad han ikke vidste på det tidspunkt var, at Helen var en sand Esther – copycat.

You see, the thing is that Betty Boop was initially intended, by creator Max Fleischer, to be a caricature of Helen Kane — though he didn’t know at the time that Kane was merely a Baby Esther copycat.

Men i 1932 tog sagen en noget rodet drejning, da Helen Kane anlagde et søgsmål mod Fleischer for krænkelse af hendes brand, personlighed og image. Hun krævede $250,000 i erstatning.

Det var under retssagen, at den ægte Betty Boop blev afsløret, da Lou Walton under ed fortalte, at Helen Kane havde set Baby Esthers optræden i 1928. En optræden hvor Esther sang sangen I Wanna Be Loved By You med fraser som ‘Boop-boop-a-doop’. Få uger senere begyndte Helen at ‘boope’ præcis ligesom Baby Esther.

Lou Walton vidnede desuden, at han, i 1925, personligt havde undervist den unge Esther Jones i hendes signaturstil. Hermed begyndte Kanes plan at blive optrævlet.

Lou Walton also testified that in 1925 he had personally taught a young Baby Esther her signature scat style. Helen Kane's plan was unraveling.

Da retssagen fandt sted, var Esther Jones død – mens Helen Kanes karriere var på vej nedad. Det var derfor en kærkommen mulighed for at få offentlighedens opmærksomhed.

Da retssagen havde kørt i to år, lykkedes det Max Fleischer at skaffe en lydfil af Baby Esthers ‘boop-a-doops’ – optræden fra 1928, hvorefter Esthers arv var genskabt, og Helen Kane blev afsløret.

Dommeren, Edward J. McGoldrick sagde således; “Sagsøgeren har ikke lykkedes med at opretholde hverken sandsynlighed eller bevis for anklageren”, og at det efter hans mening ikke var sandsynligt, at “baby-sangeriet” stammede fra Kane. Han mente heller ikke, at Helen skabte Betty Boops optræden, da den mindede mere om en anden stjerne fra denne tid, Clara Bow.

Clara Bow

Dette betyder altså ikke, at Betty Boop i virkeligheden var sort, men hun var i hvert fald inspireret af sortes musikstil fra denne tid. Man blev simpelthen enig om, at Baby Esther stod bag Betty Boops stil, men at Helen Kane havde været størst inspiration til Boops udseende. Betty Boops dansetrin og optræden var inspireret af andre kunstnere, herunder altså Clara Bow.

Betty Boop i dag

Betty er stadig et ikon, og et symbol på kvindelig frigørelse. Helt forud for sin tid, og en karakter, som både voksne og børn, mænd og kvinder, kan finde inspiration i.

Er man vild med Betty Boop findes der alverdens merchandise derude:

Det er også muligt at erhverve sig en samling af tegneserien i bogform her.

So does this mean Betty Boop is black? No, of course not — but she was, in part, inspired by the musical style of a black artist. All it means is that it's important to give artists the credit that they deserve. You can try to rewrite history like Helen Kane, but the truth will always come out!

Tags

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs også

Back to top button
Close