Den første uge efter Trumps sejr

by

Okay. Vi trækker lige vejret dybt. Donald Trump vandt det amerikanske præsidentvalg, og hele medieverdenen er gået i selvsving, i skøn forening med Facebook-opdateringer, memes og delen af links, og de forskellige rygter og snakke rundt om i Danmarks kantiner.

Men hvad er der egentligt sket af vigtige ting, og hvad skal man tage med sig fra den seneste uge? Jeg prøver at komme med et overblik.

Onsdag d. 9.11.2016: verdenen vågner op til den overraskende (for de fleste – især eksperter og medier) nyhed, at Trump vinder valget. Det står dog også klart, at Clinton ser ud til at have vundet ‘popular vote’. I skrivende stund fører hun antal afgivende stemmer med omkring 1.000.000. På nedenstående kort kan man se, hvordan de forskellige stater stemte, samt med hvor stor margin, de to kandidater vandt den enkelte stat med. 15036504_10154701748782731_7228795865654039512_n

Dét der var noget rod for Hillary var, at hun tabte sin firewall, de stater, hun ikke troede hun kunne tabe, og som hun dermed ikke førte valgkamp i (i hvert fald ikke som hun “burde” – kan man se). Hun tabte hele rustbæltet. Hun tabte disse fordi, Trump formåede at tale til alle de vælgere, der har mistet; arbejde, levevej, håb eller fremtid. Hun tabte fordi demokraterne simpelthen ikke stemte nok i disse stater. I Michigan taber hun med i omegnen af 12.000 stemmer. Hun får i Wayne County, Michigan 48.000 færre stemmer end Obama i 2012, mens Trump her får 14.500 flere stemmer end Romney. Billedet gør sig også gældende i nabostaten Wisconsin, som Clinton også overraskende taber. Og i Pennsylvania. Problemet var ikke, at Trump fik flere stemmer end Romney i visse counties i disse stater, men at Clinton ikke fik demokraterne til at rejse sig fra sofaen og stemme i samme omfang, som de havde gjort 4 år tidligere.

Enten var det et Ellemann “den er hjemme”-copy cat-nederlag, ellers var det den overvældende negative tone, der havde tændt vælgerne af (husk kun 55% af amerikanerne stemmer til præsidentvalget), ellers var det fuckfinger til eliten, Hillarys sagnomspundne email-sag og hele Washington med al dets korruption og politisk stilstand, ellers var det at Trump havde mobiliseret sine vælgere mere end Hillary havde, ellers var det de vrede hvide vælgere, der er racister hele bundet og bare vil have en mur, ellers var det manglende karisma hos Clinton, ellers var det Rusland og Putin? Ingen ved det, og alle skriver og taler om det. At det er populismens tid, racismens genfødsel og starten på enden. Mange mener, at Clinton og staben omkring hende simpelthen ikke troede på, hun kunne tabe, og at de lukkede øjnene for hvad Trump-støtterne sagde. Men man skal dog huske på, at i virkeligheden er det omkring 115.000 stemmer, der har afgjort valget, i de førnævnte svingstater (samt Florida). Spekulationerne vil fortsætte, analyserne flyve og konspirationsteorierne flyde, længe længe længe endnu. Ingen tvivl om, valgåret 2016 kunne få sit eget curriculum, semester og kontor på statskundskabstudier verdenen over.

Som noget af det første, var alle eksperter ude og sige, at ja, de tog sgu fejl. Lynchstemningen var høj på de sociale medier, der i fælles front krævede eksperttitlen fjernet. Meeen skal vi nu ikke lige spise brød til. Eksperterne kunne jo ikke have forudset, at 115.000 vælgere ville tippe den anden vej. De kunne jo ikke vide, at alle meningsmålinger talte usandt. Der er ingen tvivl om, at mange eksperter og journalister simpelthen ikke havde fattet den movement som Trump havde sat gang i, eller oprigtigt prøvet at forstå hvad der foregik. Men sandheden kan jo være, at det hele var en anelse tilfældigt – og hvis de 115.000 havde stemt anderledes, havde alle siddet nu med klappen i de små hænder over eksperternes klarsyn. Kritik af medier og elitær opførelse / for meget kloge-åge er på sin plads, men ingen bryder sig særligt meget om bagkantsprofetier og bagkantseksperter, der kritiserer og er hellige, på bekostning af en saglig debat. Det blev faktisk lidt grimt til sidst.

I medierne var der historier om børn der frygtede 3. verdenskrig, store og vidtspredte demonstrationer på tværs af USA og spekulationer om, hvilken Trump vi får at se som præsident. Trump afholdte en – mener mange – god og sober takketale. Jeg mener, han viste lige præcis hvor narcissistisk og opblæst han er, da han indledte et 10 min langt takkekvæk og “se alle de, der støttede mig”, men så liiiige glemmer at takke sin VP. Clinton glimtede i sit fravær, da hun afviste at gå på scenen med en nederlagstale. Det var lidt mærkeligt.

Torsdag mødes den kommende præsident med den siddende præsident. Det bliver et langt møde, og Trump virker betuttet, forbløffet og overrumplet. Han er afdæmpet. Mange mener, at jamen så får vi en meget roligere Trump som præsident. Selvom man på hans hjemmeside kan læse, hvad har tænkt sig at gennemføre de første 100 dage af sin præsidentperiode, bl.a. MUREN og deportering af 2 millioner illegale indvandrere. Nuvel. Demonstrationerne tager til, og republikanerne tager sig til hovedet. Her er et udpluk af memes fra Facebook, fra republikanere;

14915700_1120884894688828_7698764214118757389_n 15078930_1319465128094795_1735596606106175784_n 15055711_1145156765579591_8883642478850067778_n 15055624_564454097085901_930613249257106577_n 15027824_1155314797891517_4625602188174451238_n 14993568_569175723288467_5943500353202512663_n 14991853_1311670248874283_3218989336882217282_n 14962646_343553232669055_8465618628580552183_n

Og republikanerne har en pointe. Det er sådan gamet er. I vandt sidst, og nu har vi haft Obama i 8 lange år. Og vi gik ikke på gaden i protest og demonstrationer. Jovist har de været nedladende og dybt kritiserende overfor Obama, men protester så man ikke i dette omfang for 4 år siden. Til gengæld kunne man i ugens løb læse om en offentligt ansat kvinde, der glædede sig over, at der snart kom en smart og flot dame i det Hvide Hus, da hun var træt af at se på en abe i høje hæle. Hun og en borgmester, der bakkede hende op i udtalelsen, har begge mistet deres job.

Uanset hvad er det meget tydeligt for enhver, der kender amerikanere i disse dage, at landet er mere splittet end det har været i generationer. Der er oprigtigt brug for en præsident, der kan samle nationen. Ingen tror helt på, at Trump kan blive den person.

Tro mod sin narcissistiske natur (er du i tvivl om han er det, kan du læse mere her) udvalgte Donald sine børn til at være en del af sit transition team. Han er vant til at betro sig til sine børn, han stoler på dem og han har altid givet dem vigtige poster i sin forretningsverden. Det var lidt underligt. Det var også underligt da Ivana Trump – den første kone – meddelte, at hun bestemt mente, at hun skulle udnævnes til ambassadør i Tjekkiet, hvor hun oprindeligt kommer fra. Det kan være, det er en immigrant, Donald (heller) ikke har noget imod at sende retur.

Og så kommer de første udnævnelser. Trump skal udnævne flere hundrede amerikanere bl.a. til sin egen stab og førnævnte ambassadører. De første der sættes navn på er Trumps kommende højre hånd og nærmeste rådgiver – hans chief of staf. Det bliver Reince Priebus – et valg mange ser som moderat og et tegn på, at helvede på jord er udsat. Men så udnævner han også sin chefstrateg, og her vælger han dæmonen, Lord Voldemort, den racistiske, nederdrægtige leder af Breibart.com, den værste af dem alle og hvad han ellers er blevet kaldt, Steve Bannon. Det ses som en forlængelse af den hårde stil, Trump lagde op til under sin valgkamp. Igen, ingen ved hvad Trump egentlig bliver for en præsident. Dog tyder noget på, at Trumps forhold til medierne og pressekorpset, der følger en præsident hvorend han er, er mildest talt vissent. Læs her hvad journalist Dan Rather siger om Trumps seneste ’stunt’, hvor han sniger sig væk fra pressekorpset:

skaermbillede-2016-11-17-kl-21-03-07

Det bliver ikke mere tydeligt hvilken slags Trump vi ser (selvom meget tyder på, at vi får en Trump med 2 adresser, da han påtænker at splitte bopæl som et skilsmissebarn – 7 dage hos det Hvide Hus, 7 dage hos Trump Tower) i det interview han giver til 60 Minutes. For pludselig er den mur, han få dage før havde lovet, han ville opføre, måske mere et hegn. Måske vil han ikke helt afskaffe ObamaCare. Måske måske måske. Vi må simpelthen vente til efter d. 20.1.2017 og se. Hvis han da overhovedet ender som præsident. I PRINCIPPET kan valgmændene stadig skifte hest, når det “rigtige” valg afgøres i midten af december. I PRINCIPPET kan han nå at blive retsforfulgt og tvunget til afgang. I PRINCIPPET kan han nå at sige; ej, venner det magter jeg ikke (han virker oprigtigt lidt – lad os sige – skuffet over hvor lidt magt han kommer til at have, hvor meget han bliver overvåget og holdt i ørene, og en anelse overvældet af det enorme ansvar, der snart ligger på hans skuldre. Vi skal huske på, det var ikke kun eksperterne, der troede Trump ville tabe. Trumps kampagnestab havde heller ikke regnet med, at han ville vinde. Det fascinerende ved en narcissist som Trump er dog, at han hele vejen igennem har postet meningsmålinger, der tydeligt viste et nederlag, mens han skrev som kommentar; Jeg FØRER. STORT. Ligesom han proklamerede efter valget at han vandt STORT (arrhhhhh …). Måske han omvendt psykologi/overdreven tro på egne evner og resultater uanset fakta, rent faktisk var dét, der gav ham sejren?)

Jeg tror ikke den fede dame har sunget endnu. Men hvad der sker, skal jeg så absolut ikke vove mig ud i at spå om eller lege ekspert i. Jeg har en ‘gut feeling’ – og den siger mig, at vi har en meget interessant tid i vente.

Holder du af det jeg skriver, og vil du gerne læse mere i samme stil? Så kan du donere et valgfrit beløb – stort eller lille – til MobilePay 50912925, så jeg kan dedikere mere tid til mine skriverier.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*