Fra Big Apple til Salad Bowl

by

Fra 1892 til 1954 ankom mere end 12 millioner immigranter til USA gennem registreringsrummet på Ellis Island – en lille ø i New Yorks havn. Alle kom med forhåbningen om et bedre liv og om at forlade forliste og bristede drømme i hjemlandet. Når man står på færgen til Freedom Island og Ellis Island, kan man mærke den forventning og alle de drømme, der fulgte med i rygsækken på de håbefulde immigranter. Det er et fantastisk syn, når båden sejler forbi Frihedsgudinden. Som semi-immigrant og stor USA-elsker, rejser hårene sig næsten i nakken af mig. Hun er lille af statur, men stor i symbolisme og betydning. På toilettet på Freedom Island, hvor den grønne gudinde står, har de sat ‘Star Bangled Banner’ på repeat, og da jeg træder ind i bygningen på Ellis Island, bliver jeg overvældet af følelser.

Jeg har ingen forfædre der har prøvet lykken her, men at gå rundt blandt billeder, gamle rekvisitter, personlige beretninger og duften af forventninger i denne flotte og historiske bygning, gør indtryk på enhver, der som jeg, har prøvet at forlade hjemlandet, familie og venner, i håbet om ’et bedre liv’.

New York er fantastisk. Den er vild, voldsom og vidunderlig. Den er fyldt med mennesker, lys og alt, hvad hjertet begærer, hvornår og hvor du lyster. Og så er den stadig USA’s tydeligste eksempel på immigrationens betydning for nation-building. At USA er bygget af immigration er åbenlys for enhver, men her i NYC er det overraskende tydeligt. Der er China Town, Little Italy, Latino-kvarteret osv. New York føles som hele verden samlet på et sted. Alt er tilladt og alle er velkomne.

Sådan var det også under Ellis Islands storhedstid. Alle, der ville fralægge sig fortiden og assimileres, gled ofte gennem uden problemer. USA, og NYC, var en smeltedigel og en salatskål – hvor alle de forskellige kulturer smeltede sammen, komplimenterede hinanden, og resulterede i et nyt folkeslag. Et overvældende antal af immigranterne kom fra Europa på dette tidspunkt. Efter starten af sidste århundrede, hvor immigrationen var begrænset til særligt europæisk immigration (man anså en europærer for nemmere at assimilere og som værende nærmere i sociokulturelle forhold til amerikaneren), åbnede man op for resten af verden. I dag er mange amerikaneres bekymring ikke for mange russiske, jødiske, indiske eller andre ikke-vestlige kristne europæiske immigranter. Vejen til USA gennem Ellis Island er skiftet ud med den lange og udskældte grænse til Mexico, og det er nu den latinamerikanske immigrant, der er genstand for USA’s bekymring. Kan de integreres og smelte sammen med resten af landet?

En veninde i Bakersfield lavede afskedsmiddag til mig. Hun ville lave et rigtigt amerikansk måltid, så hun havde lavet enchiladas – et godt eksempel på ironien i, at store dele af den latinamerikanske kultur nu anses for at være ærkeamerikanske, trods det at immigranten selv ikke anses for at være amerikaner. At stå på 5th Avenue og se Macy’s St. Patricks Parade tydeliggør dette fænomen endnu mere: at USA og amerikaneren er lavet af en masse miskmask, hvor alle stammer fra ‘somewhere else’, og hvor ens baggrund er af stor betydning for ens personlighed. Men det er måske også lidt grinagtigt, at alle amerikanere render rundt i grønt med en *kiss me I’m Irish’-shirt på og på den måde prøver at genfinde, eller opfinde, noget af deres fortid. Jeg synes det er opreklameret og bare for meget. Pludselig er alle irere, og det gør mig en anelse arrig at se, at det i virkeligheden handler mere om at skeje ud og drikke, end om at sætte sig lidt ind i, hvad dagen egentlig handler om. I protest, har jeg fået lavet en *eat me, I’m Danish*-shirt…

 

Holder du af det jeg skriver, og vil du gerne læse mere i samme stil? Så kan du donere et valgfrit beløb – stort eller lille – til MobilePay 50912925, så jeg kan dedikere mere tid til mine skriverier.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*