Kærligheden blomstrer stadig i Trumps USA

by

Min første valentinsdag i USA bar ikke præg af den store romantik. Min veninde Denise og jeg var taget på vores stambar, The Alley Cat i Bakersfield, for at have en hyggelig, omend lidt fordrukken, aften. Vi fik hurtigt selskab af nogle fyre, der ikke hørte hjemme i Bakersfield. Deriblandt en tidligere NFL-spiller, der kastede sin kærlighed på Denise. Ind i en limousine med os, og videre til en privatfest. Jeg husker ikke så meget fra den fest (lidt for mange fyldte, røde plastikbægere) udover, en af deltagerne gik fra festen, fordi jeg sagde, jeg syntes sorte mænd var hotte. Jeg endte med at snakke med en fyr, jeg bare kaldte Minnesota (1 point for opfindsomhed), indtil Denise kom ned fra 1. salen. Hun havde kysset lidt med NFL-spilleren, men påstod, det kun var kys (og det var jo Valentines dag), hvilket man må håbe, eftersom han havde lagt $500 i hendes jakkelomme, som tak. Hun må være en god kysser. Og sådan noget sker jo -som vi siger – kun i USA.

Denise, NFL-spiller og “Minnesota”.

Her midt i alle historierne om Trumps tre første uger som præsident, kan man med lethed glemme, at der er så meget andet, der gør USA interessant og der gør amerikanerne fascinerende. Når det kommer til dækningen af USA, ser og hører vi næsten udelukkende i medierne om Trumps tweet, om fake news, om indrejseforbud, om løgne og nepotisme, om Rusland, om racisme, om våben og om abort. Det er naturligvis en helt selvfølgelig konsekvens af, vi i Danmark er interesseret i det, der påvirker os, og i det, der kan have relevans for vores liv. Samtidig er vi nu engang vænnet til et mediebillede, der helst skal chokere, opildne og imponere for at bibeholde vores efterhånden skrøbelige tålmodighed og fokus, når det kommer til at få vores nyheder og informationer.

Det hele kan bare godt virke en smule surt. Det hele kan virke som om, USA lige nu er et komplet opdelt land, hvor man enten er Trump-elsker – uanset hvad han tweeter om – eller forarget, på grænsen til panisk angst, over hvad den amerikanske præsident nu finder på. Jeg selv synes i den grad også, at alt det, der foregår i det politiske landskab i USA for tiden, er umætteligt spændende.

Men, USA er så meget mere end det. USA’s indflydelse på vores liv er så meget mere end det. Og sandheden er, at selvom amerikanerne er splittet rent politisk, er de stadig enige om i hvert fald én ting: kærlighed.

Et godt eksempel på, politisk uenighed ikke skiller amerikanerne så meget som vi tror. Her ses Kristy og Kathy – to amerikanske søskende, med hver sin ønske-præsident.

USA er også hvorfra vi får megen af vores inspiration fra. Ikke kun politisk, men også kulturelt, socialt og personligt. Enhver, der har opholdt sig i USA ved, at amerikanerne bare kan noget. Noget med fællesskab, noget med store kærlighedserklæringer og happy endings, og noget med alt det, der ikke foregår i Washington. Midt i den massive dækning af den amerikanske politiske dagsorden, glemmer vi måske en smule at huske på, at de fleste amerikanere ikke følger hvert skridt (eller tweet), som Trump udfører. Rigtigt mange amerikanere, er faktisk nærmest ligeglade med, og i hvert fald uimponeret af, hvad, der foregår i det Hvide Hus og omegn. Der er en grund til, knap halvdelen af de stemmeberettiget ikke stemmer. Der er en grund til, mange udenfor USA opfatter amerikanerne som dumme, politisk uengageret og med fokus på alle de forkerte ting – her tænker jeg primært på værdipolitik i form af våbenloven, fri abort og transkønnedes ret til frit toiletvalg. Der er en grund til, Donald Trump endte som præsident.

Grunden? Den kan blandt andet findes i, amerikanerne lever et liv ret så adskilt fra Washingtons gader og politiske mølle. Den kan også findes i, at mange amerikanere ikke kan se ”meningen” med politik, der, som Denise engang sagde til mig: ”Er ond og korrupt”. Donald Trump vandt derfor mange amerikaneres hjerte ved at fokusere på netop dét, der KAN påvirke deres liv, og dét der IKKE er ondt og korrupt: arbejdspladser og et GREAT Amerika. Det er så simpelt, at det næsten er pinligt. Men i tilsvarende grad enormt effektivt.

Amerikanerne er ikke dumme. De er ikke uengageret. De fleste amerikaneres fokus ligger bare hos familien, nærområdet og deres egen umiddelbare fremtid.

Hvad er det så de kan, de amerikanere? Blandt andet kan de noget med en åbenhed omkring følelser. De er varme, de er hjælpsomme og de er romantiske. Var det en dansker, der havde friet til sin kæreste på denne måde:

havde mange nok kastet en lille smule op i deres mund. Danskerne har det ikke så godt med romantik, og det at give udtryk for de store følelser. Når vi oplever det – f.eks. i USA – får det ofte prædikatet ”falsk”, ”kunstigt” og ”overfladisk”. Det tager nogle måneders ophold i USA at finde ud af, at uanset om det er kunstigt eller ej, så virker det. Man bliver bare glad, når folk omkring en giver udtryk for følelser af venskab, kærlighed og beundring.

Nu rammer vi så årets officielle kærlighedsdag, Valentine’s Day. Jeg regner personligt ikke med, at høre ordene ”glædelig valentinsdag” i dag. Men jeg er jo også i Danmark i år.

Valentinsdag er ikke så udbredt i Danmark. Her synes de fleste at afstå fra denne hjerternes dag, i kampen mod det over-kommercielle greb, dagen menes at have. Der er da godt nok reklamer fra blomsterhandlerne og knaldtilbud fra restauranter og kroer, der med sprøjtemalingskraft sprayer singlernes tilværelse til med annoncer og speaks med “I er fuldendte fordi I er to – det skal I fejre. Vis HELE verden, at I er soulmates, og ikke sølle singler”-jargonen. Men fred være med det. Resten af V-dags påmindelserne kommer fra Facebook, Google og Instagram. Amerikanske tjenester, selvsagt. På Messenger kan du sågar sende en besked indpakket i hjerter, og generelt er nettet bare smurt ind i hjerter og store fede fyldte chokolader, som man ikke får. Jeg kan praktisk talt dufte den buket røde roser i cellofan, jeg ikke modtager i år.

Men jeg har fået valentinsgaver. Den første fik jeg af Lasse, da vi gik i folkeskolen. Det var et hjemmelavet kort med en lille tegnet pingvin, og nøj, det var sødt. Men jeg tror faktisk ikke, jeg har formået at finde kærester, der er hoppet med på galejen – i hvert fald mindes jeg kun, at jeg efterfølgende har fået gaver den 14. februar, i USA. I USA giver man nemlig også kort, balloner og kys til ens veninder, venner, fætre, mødre – ja alle dem du elsker, hvilket forklarer, at der gives omkring 150 millioner valentinskort hvert år i USA. Og så er det egentligt lidt svært at være den store modstander af. Valentinsdag er nok en af USA’s mest populære højtider, og 62% af amerikanerne fejrer denne dag. Så hvis man synes det er kommercielt i Danmark, skal man tage et smut forbi Wal-mart – ja eller bare bevæge sig udenfor en dør, i Land of the Free, Home of the Brave(heart).

Hvordan opstod alt den virak om Valentine egentligt? Og hvem var denne kærlighedshelgen? Han, og traditionen, er omgivet af en del mystik – naturligvis. Ligesom det at finde The One kan være.

Den katolske kirke mener, at der fandtes adskillige forskellige helgener kaldet Valentine, eller Valentinus. Der var endda en pave Valentine, der dog kun sad med hatten i 40 dage tilbage i år 827. En historie går på, at Valentine var en præst, der udførte bryllupper i det skjulte, i det 3. århundrede  Kejseren havde nemlig beordret ægteskabet for ulovligt for unge mænd, der hellere skulle tilslutte sig kejserens hær. Og mænd er bedre soldater, hvis de ikke har en kran derhjemme, syntes at være kejserens holdning. Da kejseren opdagede Valentines unoder, beordrede han den gode præst dræbt. En anden historier hævder, at Valentine sendte sit første valentineskort til en ung kvinde, mens han sad i fængsel; et kærlighedsbrev, han underskrev “Din Valentine”

Uanset hvad, giver alle historierne om ham et indtryk af en helt med sympatiske og romantiske træk, og i England blev han en af de mest populære helgener i middelalderen. Og hvem han end var, blev han gjort til martyr d. 14. februar i 300-tallet.

Nogen mener, at grunden til vi fejrer valentinsdag d. 14. februar skyldes Valentines død, mens andre mener, det skyldes, at kirken besluttede at placere dagen midt i februar for at gøre den hedenske ‘Lupercalia’ kristen. Lupercalia var en frugtbarhedsfestival, der hyldede Faunus, den romerske gud for landbrug.

Lupercalia forsvandt langsomt, og valentinsdag overtog. I starten var det dog ikke forbundet med kærlighed – i middelalderen mente man i England, at dagen markerede begyndelsen på fuglenes parringssæson – og dertil var der åbenbart åbent en vej for kærlighedsdagen. Den første romantiske fejring af dagen finder vi tilbage i 1375 (eller der omkring), da Chaucer – en digter, filosof, forfatter og hofmand fra middelalderen – skrev et digt hvori han skrev; “For this was sent on Seynt Valentyne’s day / Whan every foul cometh ther to choose his mate,” og hermed opfandt den gode Chaucer måske den helligdag, vi kender i dag.

I 1700-tallet var det blevet normalen i England at sende <3-breve til venner og elskere, og derfra spredte traditionen sig hurtigt til det nyligt selvstændige land, USA, hvor de første masseproducerede valentinskort blev opfundet i 1840 af Esther A. Howland. And, the rest is history.

De fleste af jer kender historierne om en stor gestus, der skal vise den store kærlighed mellem to elskende, fra amerikanske film. De findes også i virkeligheden. I går modtog jeg denne besked fra en amerikansk veninde, der spurgte på vegne af en venindes veninde: ”I was wondering if you could take a picture like this for a family friend of mine? She’s trying to get all the US states plus anywhere out of the country so she can put a collage together for her husbands Valentine’s Day gift. If it’s not a pain that would be really awesome to see if not that’s fine too lol!”

Yes, sådan er de. Og i min beundring for den slags, sluttede jeg mig naturligvis til Katies jagt på et verdensomspændende kærlighedskort til sin Clinton.

 

Det er svært at gisne om, hvorfor amerikanerne er så hjertelige og hvorfor de dyrker de store kærlighedserklæringer. Hvorfor Hollywood vælter i romantiske film, den ene med en vildere storyline end den anden. Hvorfor sker de her fantastiske, næsten mytiske, historier om stor kærlighed primært i USA? Måske fordi det er dét, der holder dem sammen på tværs af politiske skel. Måske er det dét, der også fascinerer os ved USA. Det er måske ikke blot Trumps outrerede handlinger og udtalelser. Kan det være fordi, vi inde bag vores facade og tilsyneladende kulde, rent faktisk ville ønske, vi var ligeså åbne og varme som amerikanerne?

Jeg står i hvert fald gerne model til et flashmob-frieri, med al dets overdådighed og kvalme. Må i gang med amerikaniseringen af de danske mænd omkring mig.

Og mens jeg skriver, har jeg netop modtaget 2017’s svar på et valentinskort. En messengerbesked (ikke indpakket) fra en tidligere flamme i St. Louis. Han ville bare lige sige; “Happy Valentine’s Day, love. After one day and so many years, I miss you. I’m happy that I know you.” Se … De kan altså noget, de amerikanere.

 

Holder du af det jeg skriver, og vil du gerne læse mere i samme stil? Så kan du donere et valgfrit beløb – stort eller lille – til MobilePay 50912925, så jeg kan dedikere mere tid til mine skriverier.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*