Da Missouri lærte os om venlighed

by

Da vi krydsede grænsen til Missouri blev jeg et kort øjeblik i tvivl om, hvorvidt der overhovedet var mere at opleve på Route 66. Min tvivl blev dog hurtigt gjort til skamme, da vi ankom til Gay Parita Gas Station midt i Paris Springs. Byen består af fire huse, men hvad den mangler i størrelse, råder den bod på i charme, livsmod, historiefortælling og varme – alt sammen indeholdt af Gay Paritas ejer, Gary Turner.

Gay Parita er en velbevaret tidligere tankstation fra Route 66’s velmagtsdage. Ejeren Gary kom os straks i møde på parkeringspladsen og inviterede os med det samme ind i garagen, hvor der ventede os et overvældende syn: originale emaljeskilte, trucks fra 1948, gamle Coca Cola-skilte, blikdåser og – med Garys egne ord – en masse ”junk”.

Jeg opdagede hurtigt, at Gary har haft besøg af danskere før, men det gjorde os ikke mindre eksotiske. Det var måske derfor, vores samtale endte med at vare i to timer! Gary ved, at det i Danmark er unormalt at hilse på fremmede. Det gør ham trist, og han kan ikke forstå, hvordan vi danskere kan eksistere uden hverdagens venlighed og høflighed. Det er naturligvis også noget, jeg selv har funderet over. Hvordan kan det egentlig være, at vi danskere er så kolde og endda uhøflige over for hinanden? Jeg fortalte Gary min teori om, at eftersom staten tager sig af de svage og fattige, ”behøver” vi ikke ”bekymre” os om, hvorvidt naboen mister sit job eller om hans kone er syg. Det er ikke fordi, vi er dårligere mennesker, siger jeg til Gary med et glimt i mine – ifølge Gary – helt uimodståelige øjne . Vi værner blot om vores privatliv og om den gruppe af mennesker, der står os nærmest.

Amerikanernes åbenhed, nysgerrighed og venlighed er nok det, jeg elsker mest ved USA. Alle, der har været her, ved hvad jeg snakker om. Du bliver bare i godt humør af at blive kaldt ”sweetie” eller at få en kompliment og et smil med på vejen. Det smitter og mine rejsekammerater er allerede helt solgte. De er vilde med, hvor let det er at komme i kontakt med folk, og der har ikke været mange øjeblikke, hvor vi har siddet alene, uden at en eller flere er kommet forbi for at indlede en samtale. Amerikanerne er nysgerrige efter at lære mere om fremmede kulturer. Og de er også gode til at korrigere, når vi udlændinge har et naivt syn på amerikanerne selv. Alle de amerikanere, jeg har haft længere samtaler med, retter mig for eksempel, når jeg med beundring beskriver, hvordan amerikanerne samles i små fællesskaber, når uheldet er ude for naboen. Sådan er det ikke længere, fortæller de. USA er, ifølge amerikanerne selv, blevet koldt, egoistisk og for kapitalistisk. De rige bliver rigere, og tiderne, hvor man hjalp til og indsamlede dåsemad, er en saga blot.

Men jeg elsker nu stadig USA og amerikanerne. Mange af dem søger en europæisk tilgang, men når vi forklarer dem, hvordan livet egentlig er som dansker, trækkker de alligevel følehornene til sig. USA er godt nok ”fucked” og ”doomed”, men tanken om at leve i en verden, hvor man passer sig selv, kan få enhver amerikaner til at opgive drømmen om et bedre liv med en højere grad af social tryghed.

Gary stillede os et meget sigende spørgsmål: hvordan finder man overhovedet en kæreste i Danmark, hvis man ikke snakker med fremmede? Vi måtte blankt erkende, at vi ikke havde svaret, og Gary fortalte, at han mødte sin kone gennem 51 år ved blot at invitere hende ud, da han mødte hende ved købmanden. ”That never happens in Denmark”, måtte vi tre singlepiger fortælle Gary.

Kontrasten til Danmark blev endnu mere synlig, da vi efter en tårevædet afsked med Gary nåede til en bar i St. Louis. Selv med vores tre identiske (og meget gule) Route 66 t-shirts (som vi fik af Gary) lykkedes det os at score inden for ganske kort tid. Der gik nemlig ikke længe før en fyr fra LA, to mænd fra Kentucky og to lokale fyre fra St. Louis gav os drinks, holdt døre og førte interessante samtaler. Mine veninder var meget imponerede over, hvor let det egentlig er at skabe kontakt – om så det er for at score eller blot snakke. Jeg er ikke længere imponeret. Men jeg er lykkelig over at få en bid af amerikanerne og USA, og når jeg en dag vender snuden hjem mod Danmark bliver det med Gary og hans smil, glimt i øjet og venlighed i hjertet.

 

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*