Must-see vejsideattraktioner i Alabama

Hvis man er på roadtrip i Alabama, er der rigeligt med vejsideattraktioner, som man bør se. Vejsideattraktioner er sjove små tilføjelser til en ellers planlagt rejseplan. Det er ikke nødvendigt at planlægge hvilke attraktioner man vil se, der er nemlig masser i Alabama. Men her kommer alligevel en liste med forskelligartet stop, som kan begejstre de fleste, og er på manges bucket list over ‘ting at se i Alabama’. Her er en kæmpe fersken, en flydende kvinde og store peanuts. God fornøjelse!

Lady in the Lake & Bamahenge ved Baber’s Marina

26986 Fish trap Rd., Elberta

George W. Barbers marina ligger mellem Wolf Bay og Ingram Bayou. Men i denne marina kan man finde meget mere end blot både. Barber har nemlig fået glasfiberkunstneren, Mark Cline, til at udarbejde en række kunstværker til sin grund. De to bedste er Lady in the Lake (en kæmpe badende kvinde, hvor kun knæ og hovede er ovenvande), og en kopi af Stonehenge: Bamahenge.

Verdens største kontorstol

Miller’s Office Furniture, 625 Noble St., Anniston

Flickr/Kevin Trotman

Leonard “Sonny” Miller besluttede i 1981, at han ville have verdens største kontorstol foran sin forretning, Miller’s Office Supply. Resultatet blev en gigantiske stol, der er 10 meter høj. Engang var denne enorme stol verdens største stol, men i dag er den “kun” verdens største kontorstol.

Elefant-tankstationen

548 Main St, Roanoke

Flickr/Lamar

Denne fine lille tankstation i Roanoke har ikke altid været udformet som en elefant. Oprindeligt blev stationen faktisk bygget for at ligne en hav-klippevæg med et fyrtårn på toppen. Fyrtårnet braste sammen, og blev fjernet. Resterne af stationen lignede en elefant, og man malede et øje på, for at fuldende udtrykket.

Boll Weevil Monument

101 Main St, Enterprise

Dette monument består af en bille, der spiser bomuldsknopper. Tidligt i det 20. århundrede blev de amerikanske bomuldsmarker angrebet af disse biller. Det ødelagde store dele af den betydningsfulde industri. Men i Enterprise blev utøjets ankomst en velsignelse i forklædning. Det tvang nemlig landmændene til at finde på andre afgrøder – og pludselig blomstrede nye former for indtægtskilder, blandt andet peanuts. Derfor hylder man biller i Entreprise med denne statue.

Big Peach Water Tower

86 Peach Tower Rd, Clanton

Chilton Chambers Facebookside

I Chilton County (Alabamas fersken-hovedstad), ligger dette enorme ferskenformede vandtårn. Men, det er faktisk ikke verdens højeste ferskenformede vandtårn – det ligger i Gaffney, South Carolina). Ikke desto mindre er det ganske imponerende. Det 36 meter høje tårn kan nemlig rumme knap to millioner liter vand. Tæt på ligger Peach Park, hvor man kan se en stor fersken-statue.

Unclaimed Baggage Center

509 W Willow St, Scottsboro

I Scottsboro kan man besøge en butik, der sælger glemt bagage. Hver dag lander omkring 7,000 stykker mistet bagage dette center i Scottsboro. Unclaimed Baggage Center sælger den bagage, som flyselskaberne ikke har kunne finde ejeren af, inden for tre måneder. Den ene del af den indleverede bagage bliver doneret til velgørenhed, den anden halvdel bliver solgt. Centeret modtager bagagen efter lufthavnen har eftersøgt ejerne grundigt. I sidste ende sælger centeret det mistede bagage, som de får ind. Halvdelen af al bagagen er tøj. Men der er også dyrt elektronik og andre kostbare varer.

Verdens største mursten lavet af mursten

Acme Brick Tile and Stone, 0200 US-80, Montgomery

Verdens største mursten lavet af mursten? Det er da et must-see. Dette er ikke længere verdens største, for i 2007 lavede et texansk firma en, der er en anelse større. Men den i Texas er mobil, så dette er altså verdens største stationære mursten lavet af mursten …

Museum of Wonder Drive Thru

970 AL-169, Seale

I Seale ligger verdens første drive-through kunstgalleri. Det blev skabt i 2014 af Butch Anthony, der har samlet kuriositeter hele sit liv. Museet er lavet af stablede containere, og det indeholder alverdens kunstværker og skøre ting. Alt sammen helt uden at forlade bilen. Det er skørt, og det er dejligt amerikansk.

Peanuts i alle afskygninger

Dothan

Dothan har udråbt sig selv som verdens peanut-hovedstad. Derfor kan man overalt i denne by finde alverdens peanuts i forklædning. Der er en brandhane-peanut, en Elvis-peanut, en guld-peanut, Captain America-peanut og en politi-peanut. Bland mange mange forskellige peanuts. Det er da simpelthen bare så skønt, at man ikke kan holde sig fra en afstikker til Dothan.

Joe Minters afrikanske landsby

931 Nassau Ave. SW., Birmingham

Joe Minter’s African Village in America er startet af Joe Minter i 1989. Joe har fyldt sin have med alt muligt forskelligartet kunst, der hylder afroamerikanernes historie. Et stort miskmask, som Joe gerne viser rundt i – ellers kan man se meget af “landsbyen” fra vejen.

Kirke med kæmpe sten

Sallie Howard Memorial Baptist Church, CR 89, Mentone

Flickr/Brent Moore

Som en hyldest til sin hustru, Sallie, byggede Milford Howard denne besynderlige kirke, der har en kæmpe klippesten indbygget.

Goldie 1971

Woods Quad, 7th Ave,Tuscaloosa

Joe McCrearys ‘Goldie 1971’ forestiller en stor og rusten robot, der er kollapset. Skulpturen repræsenterer kollapset af Alabamas stålindustri. Man kan finde den faldne robot ude foran University of Alabama i Woods Quad.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Læs også

Back to top button
Close