#OscarsSoWhite: Oscar-uddelingen 2016

Februar er en dejlig måned, fyldt med ting, der skal fejres. Først var der Super Bowl, hvor amerikansk fodbold og den amerikanske sportsånd fejres – samme dag tilfældigvis også undertegnedes fødselsdag – hip hip. Ugen efter var det kærligheden, vi fejrede, og i går kom turen så til Hollywood og alle filmstjernene. Februar er i år endda begunstiget med en ekstra dag, og den vil jeg bruge på at se lidt tilbage på gårsdagens arrangement. Jeg elsker film, men er ingen ekspert – så den del; hvem vandt og hvorfor, holder jeg mig fra. Det mest interessante i år, er nærmere det der lå forud for uddelingerne af statuetterne; nomineringerne.

Oscar-uddelingshowet er en af de – hvis ikke den – mest kendte og indflydelsesrige institutioner i filmindustrien. Det er her man anerkender og hylder Hollywoods bedste skuespillere, instruktører og filmmagere generelt. Akademiet blev oprettet i 1927, og bestod, med undtagelse af en kvinde, udelukkende af hvide mænd. I 2016 består akademiet af over 6000 medlemmer, hvor begge køn og diversitet i forhold til etnicitet er repræsenteret. I år var det 88. udgave af det hypede show, der heller ikke skuffede i år, dog føltes ‘Den røde løber’ langtrukken, og jeg synes egentlig ikke vi fik særlig mange kjoler at se. Den flotteste var dog uden tvivl den svenske Alicia Vikander, som jeg personligt synes er helt fantastisk.

alicia-vikander-g-xlarge_trans++gItNv9QsiBgAe-nRyizWN2OjcDV_lbHfpeRBttVWdm0

Resten af kjolerne var enten fesne eller for nedringet. Spaghettistropperne har desværre fået en renæssance, og det havde de egentligt ikke behøvet at få. Nogle af kjolerne lignede simpelthen badedragter, gymnastiktøj eller dårligt siddende bodystockings. Æv.
.

627385b6_edit_img_cover_file_40337330_1456448429_GettyImages-51MrxVbC.xxxlarge425_charlize_theron_getty512919460

Og så var der dem, man ikke helt ved om man elsker eller hader.

smukgrim kjole heidi klum
Der var også det, der var udenfor kategori- naturligvis, fristes man til at sige -personificeret ved Lady Gaga.
oscars-red-carpet-2016-best-dressed-lady-gaga

Selve showet forløb planmæssigt, med planmæssig sejr til Leonardo DiCaprio, der endelig fik statuetten efter tidligere at have været nomineret tre gange for bedste hovedrolle, en gang for bedste birolle, og en gang for bedste producer. Leonardo fik stående applaus mens han gik op for at levere en velforberedt og politisk tale. I år var alle tak til Gud, mor og mentor smidt ned i en ticker, for at gøre plads til vinderens umiddelbare følelser og budskaber. Leonardo talte om global opvarmning – et emne, der står ham meget nær;

“Klimaforandringer er virkelige, og de sker lige nu. Det er den alvorligste
trussel mod vores art, og vi må arbejde sammen og ikke udskyde handling på området,” sagde han. Han bad politikere om at handle og fortalte, hvordan ‘The Revenant’-filmholdet havde måtte tage til det sydligste punkt på kloden de kunne komme, for overhovedet at finde sne. Han sluttede sin takketale af med at sige; “Lad os ikke tage vores planet for givet. Jeg tager ikke denne aften for givet.”
Læs også Super Bowl Sunday

Ligeså politisk var åbningen på showet, udført af årets vært – Chris Rock. Det er nok gået de færrestes næse forbi, at det helt store tema i år har været de manglende nomineringer til afroamerikanere. Da årets nominerede blev offentliggjort i slutningen af janaur, bredte hashtagget #OscarsSoWhite sig hurtigt på de sociale medier. Havde man ikke bidt mærke i det, blev det tydeliggjort allerede under ‘Den røde løber’ hvor en af værterne (selv afroamerikaner) hyppigt og flittigt bragte emnet på banen. Hver gang en sort steg op på det lille ABC-producerede podium, blev de spurgt om deres holdninger til #OscarsSoWhite-polemikken. Det blev ærlig talt en smule for meget, og jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, hvorfor hun kun spurgte de sorte. Derudover virkede det malplaceret at stå og diskutere hvor yndig en kjole vedkommende havde på, dernæst for frådende at kaste sig over det sociokulturelle aspekt af HELE showet.

Jeg blev faktisk en anelse irriteret.
Anderledes gik det for værten.

oscars-2016-chris-rockChris Rock åbnede showet ligepå og hårdt, og dedikerede hele sin åbningsmonolog til at sætte fokus på ‘det hvide Oscar’. Han lagde kækt ud med at sige, at hvis værten skulle nomineres, ville han slet ikke have stået der. Hans tale var en legende dans, der forsøgte at sætte Oscar-showet i perspektiv, at annoncere at Hollywood er racistisk (omend ikke på den rigtigt lede måde, mere på den “du er sød nok, Rhonda, men ikke sød nok til at joine vores søsterskab”), og der efterspurgte flere muligheder for de farvede skuespillere.Rock nævnte, at racespørgsmålet ikke er nyt i Oscar-sammenhæng. Men dengang i 1950’erne og 1960’erne, “have vi rigtige ting at protestere imod. Når din bedstemor hænger fra et træ, er det virkelig svært at bekymre sig om bedste udenlandske kortfilm”. Og Chris har ret – racisme (eller i hvert fald racismeanklager) og Oscar er intet nyt, og det rammer heller ikke kun afroamerikanerne. Også latinorer, asiater og indianer har været underrepræsenteret, fordi film og filmbrancen afspejler den æra og tidslomme, de er produceret i. I 1920’erne, hvor racismen blomstrede, kunne man tydeligt se det i Oscar-uddelingen. Bl.a. vandt kridhvide for at have spillet både latinoer og asiater.

image.adapt.990.high.luise_rainer_headshot.1393683138292
I 1938 vandt østrigske Luise Rainer for bedste kvindelige hovedrolle, for sin udgave af en kinesisk bondekone i ‘The Good Earth’

 

 

220px-Warner_Baxter_promo
Warner Baxter vandt i 1930 for bedste hovedrolle som det mexicanske ‘Cisco Kid’ i ‘In Old Arizona’

Antallet af latinoer, asiater og indianere der har været nomineret har været stødt stigende, men ingen asiatisk skuespillerinde har vundet i 58 år, og det er 54 år siden, en latino skuespillerinde tog en Oscar med hjem.

Men er det ikke svært at stille det op på den måde? Bør man ikke kigge på tallene forholdsvist? Bør man ikke huske på, at Oscar “bare” har afspejlet de samfundsmæssige tendenser? Bør man ikke overvejer, om der “bare” ikke var nogle sorte i år, der var ligeså gode som de hvide?

Kigger man på de seneste 20 år, er der i hvert fald noget der tyder på, at Oscar-statuetterne er blevet fordelt ligeligt set i forhold til befolkningssammensætningen, hvis vi udelukkende koncenterer os om de sorte (da det også er dem, der råber højest).

I de seneste 20 år har;
15% af bedste mandlige hovedrolle været sorte
10% af bedste mandlige birolle været sorte
5%  af bedste kvindelige hovedrolle været sorte 
20% af de bedste kvindelige biroller været sorte 

Det svarer altså til en gennemsnitlig procentdel på 12.5%. I USA udgør afroamerikanerne omkring 13% af befolkningen – besnærende tæt på de 12,5%.

Betyder det så, at Oscar ikke forskelsbehandler? Tja, i hvert fald ikke sådan markant indenfor de seneste 20 år. Chris Rock gjorde da også (noget uventet) grin med de personager, der havde boykottet showet pga. racisme (Will Smith boykottede showet fordi ‘showet afspejler industrien og industrien afspejler landet’). Han sagde bl.a. at “At Jada (Will Smiths kone, red.) boycotter Oscar-showet svarer til at jeg boykotter Rihannas trusser … Jeg var ikke inviteret”. Rock kunne ikke se grund til at boykotte noget som helst, og showet ville jo blive afholdt, uanset hans tilstedeværelse eller ej.

Men Chris Rock benægtede absolut ikke et Hollywood, der forskelsbehandler. Han advokerede for, at sorte skuespillere skulle have samme muligheder – og det ikke kun en gang. Muligheder. Lige muligheder. Det er alt, de nogensinde har ønsket sig. De fleste mener da også, at et af de store problemer er, at sorte skuespillere ofte spiller stereotype rolle, der ikke er frugtbare i jagten på komplet ligestilling. En palet af muligheder, uanset hudfarve, det er hvad Rock og de sorte gerne vil have.

I slutningen af sin monolog, kastede han et lille positiv forskelsbehandlingskort ind i manegen. Han foreslog, at man åbnede op for en helt særskilt kategori – de sortes kategori – præcis som man har kvindelige og mandlige kategorier, i et forsøg på at opnå mere lighed.

Men ok, det lyder jo også rimeligt. Men det er meget dobbeltmoralsk. Giv os alle de samme muligheder for de samme rolle som alle andre, så vi kan være ligestillet og ligebehandlet. Og giv os så lige vores egen kategori – for vi er særlige. Det er en pointe, jeg ikke er alene i at have. Den afroamerikanske skuespillerinde Stacey Dash (kendt mest som Dionne fra ‘Clueless’) har f.eks. udtalt at “Jeg synes det er latterligt. Vi må beslutte os. Enten vil vi have seperation eller integration, og hvis vi ikke vil have seperation, så må vi afskaffe BET og BET Awards (Black Entertainment Television, red.) hvor du kun bliver hyldet hvis du er sort. Hvis det var den omvendte verden, ville vi være i oprør. Det er dobbeltmoralsk.”

12418102_837464479709977_6025345452013265055_n

Men Stacey er heller ikke rigtig sort. I hvert fald ikke længere. På de sociale medier er hun meget udskældt for sin lyse hudtone og manglende sympati og medsøskende-kærlighed, og derfor ikke en, afroamerikanerne lytter til.

De konservative kan gnide sig lidt i hænderne. For de har i hvert fald ikke haft en finger med i det ultra-liberalistiske glimmerunivers. Det er ikke dem, der har udelukket de sorte fra toppen af glitterbyen. Det er heller ikke dem, der har besluttet at der ingen sorte er med i det demokratiske primærvalg, og det er der kommet denne lille meme ud af: 12642605_795826387217208_2488622328745698633_n

Det er klart, at racismespørgsmålet fylder meget for tiden, og der derved er mere fokus på eventuelle situationer med forskelsbehandling. Det har bare altid forekommet mig underligt at tilføje så meget til debatten ved konstant at påpege at sorte og hvide er forskellige. Jeg taler ikke om, at det ikke er begrundet, bevares der er MASSER af racisme i USA – jeg mener bare – helt i overensstemmelse med den fantastisk Morgan Freeman at for at fjerne racisme skal man stop talking about it. Man skal ikke have en måned, der er dedikeret til sorte, man skal ikke have award-shows kun for sorte, og man skal ikke have en kategori i Oscar-showet kun for sorte. Men Black Lives Matter – som Rock sluttede showet af med at sige – ja, det gør de. Og lad endelig kampen for ligestilling og kampen mod racisme fortsætte. Men dobbeltmoral har aldrig klædt nogen. 12410542_10153344011072596_8772844304695656355_n

 

 

 

 

12565592_1084227668274986_3703954909515384850_n

Her er en liste over årets vindere:

Bedste film
Spotlight

Bedste instruktion
“The Revenant” Alejandro G. Iñárritu

Bedste kvindelige hovedrolle
Brie Larson i “Room”

Bedste mandlige hovedrolle
Leonardo DiCaprio i “The Revenant”

Bedste mandlige birolle
Mark Rylance i “Bridges og Spies”

Bedste kvindelige birolle
Alicia Vikander i “The Danish Girl”

Bedste animerede spillefilm
“Inside Out”

Bedste fotografering
“The Revenant” Emmanuel Lubezki

Bedste kostumedesign
“Mad Max: Fury Road” Jenny Beavan

Bedste dokumentar
“Amy” Asif Kapadia og James Gay-Rees

Bedste klipning
“Mad Max: Fury Road” Margaret Sixel

Bedste ikke-engelskprogede film
“Son of Saul” Ungarn

Bedste makup
“Mad Max: Fury Road” Lesley Vanderwalt, Elka Wardega og Damian Martin

Bedste originale filmmusik
“The Hateful Eight” Ennio Morricone

Bedste originale filmsang
“Writing’s On The Wall” fra “Spectre”

Bedste produktionsdesign
“Mad Max: Fury Road” Production Design: Colin Gibson; Set Decoration: Lisa Thompson

Bedste animerede kortfilm
“Bear Story” Gabriel Osorio og Pato Escala

Bedste kortfilm
“Stutterer” Benjamin Cleary and Serena Armitage

Bedste lydredigering
“Mad Max: Fury Road” Mark Mangini og David White

Bedste lydmiks
“Mad Max: Fury Road” Chris Jenkins, Gregg Rudloff og Ben Osmo

Bedste visuelle effekter
“Ex Machina” Andrew Whitehurst, Paul Norris, Mark Ardington og Sara Bennett

Bedste bearbejdede manuskript
“The Big Short” Charles Randolph og Adam McKay

Bedste originale manuskript
“Spotlight” Josh Singer & Tom McCarthy

Tags

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Back to top button
Close