Præsident pilfinger?

De har ikke været der (endnu) – sexskandalerne – i årets amerikanske valgkamp. De er ellers kendt for at kunne sætte en stopper for selv den mest velsmurte kampagne. Mest markant er demokraternes stjernekandidat i 1988, Gary Hart, der blev den første, der blev udsat for en sexskandale. Før 1988 var en politikers lagenaktivitet – eller mangel på samme – ellers ikke noget medierne interesserede sig synderligt for. Det var en privat sag, og selvom det var åbenlyst – som i Kennedys tilfælde – holdt medierne sig helt ude af sovekammeret, da ingen mente det påvirkede en mands evner som præsident.

Desværre for Hart, ændrede det sig netop dét år, han så ud til at skulle blive, ikke alene sit partis nominerede, men også landets næste præsident. Ti år tidligere havde USA været vidne til den største indenrigspolitiske skandale, Watergate, og i 80’erne kunne efterdønningerne og selvransagelserne stadig mærkes. Journalisterne var ydmyget og ført bag lyset. Hvordan kunne de undgå at se, at Nixon var paranoid og korrupt? Det var en fejltagelse, der ikke skulle gentages. Medierne blev skeptiske, især overfor kandidaternes personlighed og privatliv. Alt skulle undersøges, i jagten på at undgå en ny Nixon – en præsident man ikke kunne stole på. Tillid, integritet, personlig fremtoning, ægteskabelig status og tidligere udskejelser blev alt sammen mindst ligeså vigtigt som kandidatens politiske ståsted. Den gode Hart tabte hurtigt sit momentum, da hans utroskab så dagens lys. Spillereglerne var ændret, og mediernes rolle var vokset. De havde skabt en tørst hos amerikanerne efter skandaløse personsager, og slukkede de den ikke selv, stod modstanderen klar med angreb.

Gary Hart var for pilfingret til at blive præsident.

I 2012 var det den republikanske Herman Cain, der fik en barsk lektion i amerikansk politiks mange særegne mekanismer og faldgruber. Den tidligere pizzakonge havde på trods af sin status som politisk novice formået ikke bare at sikre sig offentlighedens opmærksomhed, men også førstepladsen i republikanernes interne ræs mod det Hvide Hus. Men selvom Cain slog sig på forandring, nytænkning og anti-establishment, blev han alligevel offer for et af de ældste og mest berygtede fænomener i amerikansk politik, nemlig den negative kampagne, da det kom frem, at han i slutningen af halvfemserne var involveret i en sag om sexchikane mod to medarbejdere.

Cain nægtede først pure og anklagede sine modstandere for at bruge beskidte personangreb. Vendekåben blev dog taget i brug få dage efter første anklage, hvor han indrømmede at der havde været fejlagtige anklager der endte med økonomiske erstatninger og skriftlige undskyldninger, fra Cain selv. Yderligere anklager kom til, og Cains modstandere gned sig grådigt i hænderne, mens de fulgte hvorledes Cain prøvede at smyge sig ud af det væv af anklager og løgne der overskyggede hans ellers udmærket kandidatur. Cain blev som bekendt ikke republikanernes kandidat det år.

Herman Cain havde også fingrene for langt nede i kagedåsen.

Cain tjener således som et eksempel for amerikanske politikere, der gør sig håb om at kandidere til deres lands højeste embede. For i modsætning til den intense og fortløbende konkurrence der foregår mellem virksomheder som Apple og HTC, der kæmper om de samme kunder og de samme markeder, kan politikere ikke opsøge nye markeder – de kan kun stjæle stemmer fra hinanden. Dette er fundamentet for negative kampagner, og hvad enten man kan lide det eller ej, er de en integreret del af det politiske landskab i USA.

Præcis som politikerne kæmper om nøglen til det Hvide Hus, således kæmper forskere og eksperter over hvilken effekt negative kampagner har på vælgerne. Flere forskere er af den opfattelse, at den tiltagende brug af negative kampagner har skabt politikerlede blandt befolkningen og dermed lagt grundstenen til lavere valgdeltagelse. De fremhæver desuden den negative kampagnes indbyggede boomerangeffekt, hvorved overdrevne personangreb i stedet får vælgerne til at vende opmærksomheden og indignationen mod folkene bag den negative kampagneføring. Andre eksperter har udfærdiget omfattende vælgerundersøgelser, der viser, at negative kampagner ikke bare højner opmærksomheden omkring politiske temaer, men også får vælgerne til at opfatte valget som værende tættere end det egentlig er tilfældet. Samme forskere pointerer tillige, at negative kampagner generelt er mere præcise, lettilgængelige og bedre dokumenterede end positive kampagner.

Når man beskæftiger sig med emnet, er det vigtigt at man adskiller negative kampagner der har fokus på kandidaternes politiske synspunkter, fra de der kaster med mudder, er personlige og under bæltestedet. Når der angribes på politiske emner gør det vælgerens beslutning lettere, da der klargøres hvor en kandidat står rent politisk ved at tydeliggøre forskellen på de forskellige kandidater. Personlige angreb er ofte nederdrægtige og en beskidt måde at tilsmudse en modstanders ry og rygte på. De politiske konsekvenser af de negative kampagner kan være ganske omfattende. Selvom de amerikanske vælgere gerne baserer deres stemme på kandidaternes offentlige persona og private generalieblad, afstødes de fleste af personangreb. Især politisk uafhængige vælgere og tvivlere er modtagelige over for skandalepræget omtale, og netop grundet svingvælgernes betydning i en tæt valgkamp, bliver de negative kampagner et væsentligt værktøj for såvel spindoktorer som medier.

Netop medierne spiller en betydende rolle for både udbredelsen og effekten af negative kampagner. TV og internet er fora, som har brug for hårdtslående nyt døgnet rundt, især i forbindelse med langstrakte valgkampe, og desuden platforme, hvor kandidaterne kan være sikre på at nå også de vælgere, som ikke har politik øverst på dagsordenen. Enkle historier med negativt indhold er derfor en vigtig indfaldsvinkel til vitale vælgergrupper, som ikke har tid til at sætte sig ind i kandidaternes politiske dagsorden og på denne baggrund vurdere deres substans. Negative reklamer virker generelt fordi de repræsenterer noget nyt. Normalt er almindelige vaskepulverreklamer, Tv-shows og Tv-serier ikke negative, og det er sat op imod denne normalt positive baggrund at negativiteten rammer amerikanerne på deres forkærlighed for det spektakulære og absurde.

Primærvalgkampe adskiller sig naturligvis fra selve præsidentvalgkampen. Ved primærvalget gælder det nemlig om at mobilisere allerede eksisterende præferencer og fremtvinge stærke følelser for ens kandidatur og person – ved at angribe ens ”egne”. Dog er det en fin balancegang – for angriber man FOR meget kan det give det andet partis kandidat store mængder af smuds, der kan bruges, når kampen om præsidentskabet folder sig ud. Skyd, men skyd ikke for meget, ellers kan den konkurrerende kandidat blot læne sig tilbage og køre sejren hjem ved at samle den affyrede ammunition op efter de tabende kandidater fra modstanderpartiet. Dette er en af grundene til, den siddende præsident ofte kan tillade sig at føre en afdæmpet og positiv kampagne mens han studerer og opsamler de interne kampe og angreb, der foregår i det andet parti, og dermed ofte en af grundene til, mange genvinder posten. Han skal simpelthen igennem en kortere angrebsperiode.

Der skal findes smuds, kastes med mudder og anklages. Det forholder sig nemlig sådan, at amerikanerne ikke stemmer for men nærmere mod i politiske spørgsmål. Sådan har det faktisk altid været. Nu står vi midt i primærvalgene der højest sandsynligt kommer til at gøde denne påstand, nok en gang. Amerikanerne er nemlig trætte. Af både demokrater og republikanere, af påstande og postulater, af angreb og forsvar, og af de negative annoncer der flimrer på Tv-skærme, og smædekampagnerne der står i kø for, at angribe og tilsvine hinanden og deres bagmænd. Den negative stemning i kampagnerne vil virke, og den vil få de partiske vælgere til at blive endnu mere partiske, og endnu mere engageret. Problemet er, at negativitet afskrækker de uafhængige og de ikke-partiske, hvor den modsatte effekt slår ind. Disse vælgere vælger sofaen på valgdagen. De bliver desillusioneret og deres negative holdninger til politik og politikere bliver blot forstærket.

Smædekampagner er intet nyt i det amerikanske politiske spil. De er nærmere vitaminpillen i demokratiet. Pillen, der fodrer offentligheden med input og sandheden. Og ja, også med løgne, tilsvininger og bagvaskelser. De har altid været der, og de har også været mere nederdrægtige end de forekommer i dag. Før i tiden blev politikere rask væk anklaget for utroskab, bigami, syfilis, valgsvindel og narkomisbrug.

6a0105369e6edf970b01543270384f970c-800wi
Grover Cleveland udsat for mudslinging i 1884-valgkampen. Han vandt valget på trods af tegningen, der skulle vise, at han havde uægte børn og dermed været en rigtig gris

En af forklaringerne kan findes i hele den amerikanske selvforståelse. For selvom USA bygger på optimisme, mod og gåpåmod, har amerikanerne også en rød tråd gennem deres historie. Der er nok et “yes we can” men der er samtidig også et ”anti-paradigme” der betyder, at amerikanerne altid har identificeret sig med at være modsat noget. Det er OS imod DEM.

Grundlæggerne af USA var anti-britiske og imod alt der havde med den britiske samfundsmodel at gøre. USA var et antistof til England og det daværende undertrykkende kongehus, den forfærdelige økonomi, og den manglende religionsfrihed.

Abraham Lincoln og abolitionisterne var imod slaveri. Gennem årtier har USA adopteret anti-racisme, været imod kommunisme, imod krige og imod atomvåben og senest, imod terrorisme. Og så var der lige forbudstiden i starten af forrige århundrede (alkoholindtag og – salg var forbudt 1905-1915).

Som samfund er USA imod korruption, imod pirateri, bare imod. De tager antidepressiv og installerer antivirus på computeren.

Det er bestemt forståeligt at mange derfor går ind i stemmeboksen med en “imod” stemning. Især når man tager alle de negative budskaber, de modtager i løbet af en valgkamp, i betragtning. Men at være imod noget er bestemt ikke altid negativt. Det kan faktisk være en positiv ting, der står i stærk kontrast til den stigende negative stemning blandt nutidens politikere og deres kampagner.

Der er altså noget der tyder på, at det ligger fundamentalt i mange amerikanere at de hellere vil undgå fejltagelser end at gå efter succes. Og det kan virke utroligt misvisende for alle, der kender bare en smule til amerikanerne og USA. De stræber, de knokler og de kæmper, om at nå til tops. Der må imidlertid ligge en forskel fra ens eget projekt, til landets fremtid.

Denne forskel kan forklares ved krisetider og USA befinder sig stadig i en økonomisk krise, samt udfordringer og krisestemning blandt befolkningen – og visse kandidater – overfor ISIS, terrorister og islamister. Det er i disse krisetider -krigstid, økonomisk krise eller samfundsoprør, at amerikanerne hellere vil undgå tab frem for at opnå fremgang. Den abstrakte angst, som nyheder om terrorangreb, virksomhedsflugt og tvangsauktioner uundgåeligt fremprovokerer, må for mange nødvendigvis bekæmpes ved at søge mod det velkendte. Og er der noget, smædekampagner kan, er det at virke tillokkende i en trusselssituation. I krisetider må negative kampagner derfor forventes at blomstre i fuldt flor, for mens oppositionen vil fokusere på fejlene hos det siddende parti og søge at fremmane mareridtsscenarier om en ødelæggende politisk udvikling, vil det siddende parti angribe oppositionen med udgangspunkt i frygten for netop det ukendte. Folk stemmer ofte på politikere der kan skabe frygt. Om det er frygt for homoseksualitet, indvandring eller forhøjede skatter. Stik imod Obamas 2008 – slogan ’change we can believe in’, er en af de ting amerikanere frygter mest, frygten for forandring. Det kan ofte være dét der gør, at en siddende præsident genvælges trods økonomisk krise og dalende popularitetstal (som Obama gjorde i 2012). Hvis man vil overbevise tvivlerne – som er dem politikerne virkelig kæmper om – skal man fokusere på dårlige nyheder. Gode nyheder som stigende beskæftigelse ræsonnerer ikke i nær så høj grad, som stigende arbejdsløshed. Forvent det værste, håb for det bedste klinger som en typisk amerikaners vælgermentalitet.

Men, men, men alting har en pris og kandidaterne skal passe på, de ikke rammes af bagslagseffekten. Selvom amerikanerne er ”lette” at påvirke ved negative annoncer og reklamer, risikerer politikerne altid, at et angreb kan have den modsatte effekt end ønsket, og blive kastet tilbage som en boomerang. Hvis angrebet bliver for personligt, for nederdrægtigt eller hvis vælgerne er for mættet af negative omtaler, kan det skabe sympati for den der angribes. Amerikanerne kan blive trætte af medierne og deres fokusering på det spektakulære, det sensationelle og det chokerende. Jovist, amerikanerne elsker sladder og skandaler, men mange er også trætte. Af arbejdsløshed, elendige boligforhold, uddannelsesforholdene, krig og fattigdom. At en politiker måske / måske ikke har været lidt pilfingrede og slesk, kan ikke vække samme vrede som at gå uden job eller miste sit hus. Negative kampagner virker, ja. Hvis de ikke bruges for meget og hvis de bidrager til, at vælgerne opnår større forståelse for kandidaternes politiske forskelligheder. Personangreb er tiltrækkende og svære at lade gå til spilde for modstandere, de skal blot bruges varsomt og i en tid, hvor et helt lands økonomiske situation ikke er det altoverskyggende tema og bekymringsgrundlag hos den almene amerikaner.


Trump er, helt imod alle forudsigelser, urørlig overfor boomerangeffekten. Han bruger personangreb, er ubehøvlet og uhøflig. Det plejer ikke at virke. Men som med alt andet, er Trump udenfor kategori

At blive anklaget for sexchikane eller andre smudsige eller perverse handlinger kan overleves, selvom det bl.a. kostede Hart og Cain dyrt. F.eks. overvandt Arnold Schwarzenegger lignende sexchikane-anklager i sin valgkamp (kendt som ’Gropegate’) og blev som bekendt Californiens guvernør i 8 år. Det skal dog siges, at kandidater som Arnold Schwarzenegger, der vinder på trods af sexanklager, ofte har et betragteligt større rådighedsbeløb, mere politisk pondus og politisk baggrundsviden end små fisk som Herman Cain. Samtidig begik Cain en monstrøs fejltagelse ved at indrømme anklagen, først efter han hårdnakkede havde påstået, at han intet kendte til den slags griseri og stodderadfærd. Mange mener da også at Cains kandidatur led uoprettelig skade, af netop førnævnte grunde.

Enhver ambitiøs politiker kan gå samvittighedsløst efter struben på deres politiske modstander, men det er ikke heri kunsten består. Udfordringen er altså snarere at bruge de negative kampagner rigtigt. Negative kampagner kan, hvis brugt smart, være selve katalysatoren i en valgsucces og desuden sørge for, at valgkampen præges af klare meninger, dynamik og politisk bevægelse. Holder man sig således til spillets grundregler og undlader at gøre grin med eller håne modstanderens livsførelse, er der ikke noget i vejen for at gribe til de barske virkemidler, en god negativ valgkampagne uundgåeligt vil bestå af. Balancegangen er svær og for ambitiøse politikere er modstandernes private fadæser ofte for gode til at ignorere. Hvis sexskandalerne skal komme i år, kommer de formentligt til at ramme Clinton. For selvom Hillary nok ikke selv har været utro, spøger hendes mands dårlige dømmekraft og sidespring stadig. Hvilken kvinde/kandidat finder sig i den slags? Skal førstemanden i det Hvide Hus virkelig være en utro kvindebedårer, der sågar lyver omkring det? Donald Trumps første kone, Ivana, har godt nok tidligere udtalt – under ed – at Donald har voldtaget hende. Men Trump virker næsten urørlig overfor de klassiske angrebsmetoder. Han kan slippe af sted med at svine kvinder, handicappede og muslimer til. Han er, som sagt, udenfor kategori.

Meget tyder på, at den kommende præsidentvalgkamp (som altid) bliver alt andet end kedelig for de af os, som ikke har noget på spil, men blot nyder en god og gedigen kamp om verdens mest magtfulde embede.

Tags

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs også

Back to top button
Close