Stella Awards: Her er nogle af de mest besynderlige retssager fra USA

by

Som du måske har læst her på USAmerika, har amerikanerne nogle virkelige skøre love. Amerikanerne selv er heller ikke altid helt uden gak i låget, som I kunne læse i dette indlæg. Men hvorfor har amerikanerne så mange mærkelige love? Som mange måske ved, er USA et land bygget op omkring retsvæsenet. I USA betyder magtens tredeling nemlig, at retssystemet kan dømme en lov forfatningsstridig. Det er også gennem de forskellige retsinstanser, at amerikanerne kan opnå alskens rettigheder – et kendt eksempel herpå er sagen Roe v. Wade fra 1973, hvor højesteretten fastslog, at en kvinde har ret til abort, i følge den amerikanske forfatning.

De fleste ved nok også, at man i USA kan lægge sag an mod alt og alle. Og det gør amerikanerne. Ud af alle de forskellige retssager kommer en hulens masse advarsler og påbud på varer, bygninger og manualer.

USA vrimler med advokater klar til at føre din sag mod systemet, naboen, din arbejdsgiver og arbejdsplads,  din ægtefælle eller diverse forskellige firmaer og produkter. Af samme årsag, er advokater blandt de mindst respekterede erhverv, man kan have i USA. Mange anser simpelthen advokater for at være alt for griske, og kun med øje for det næste sagsanlæg.

Mange af de skøre love kan derfor sagtens stamme fra tidligere retssager. Staten eller byen har derefter besluttet, at en lignende sag ikke er ønskværdig, og der er derfor lavet en lov, der kan sikre imod et ny søgsmål af lignende karakter. En ting er sikkert; det er ikke let at være virksomhed eller myndighed i USA. Der er vanvittigt mange ting, de skal tage i betragtning, hvis de vil undgå at have en retssag på halsen. Det flyver i hvert fald rundt med erstatningskrav i det amerikanske land.

Skøre love i USA
Læs også Skøre love i USA

Men lad os kigge på nogle af de mere mærkværdige og besynderlige retssager, der har været i USA. Man taler ofte om at uddele en Stella Award – opkaldt efter den 81-årige Stella Liebeck, der spildte brandvarm kaffe på sig selv, og sagsøgte McDonald’s for den skoldhede kaffe. Hun skulle senere have hudtransplantation på lårene. Stella fik først tildelt en erstatning på $2.860.000, men endte dog med en erstatning på beskedne $640.000. En Stella Award gives altså til de mest bemærkelsesværdige retssager.

Ægteparret, kakerlakken og flyet

Advokaten (ha ha ha) Harry Marsh og hans forlovede Kaitlin Rush sagsøgte i 2011 luftfartsfirmaet AirTran Airways for $100.000. Ægteparret fra North Carolina havde nemlig, under en flytur med AirTran, set kakerlakker kravle ud af en ventilationsblæser og op til håndbagagerummene. Parret blev så chokeret og paniske, at de smed tøjet fra deres bagage væk, af frygt for, at kakerlakkerne havde lagt æg i deres kufferter.  AirTran blev sagsøgt for uagtsomhed og hensynsløshed, for stewardesserne ikke gjorde noget, da problemet blev påpeget. Samtidig sagsøges der for følelsesmæssig stress og plage, falsk tilbageholdelse og vildledende handelspraksis.

Kakerlak fundet i McNugget

Apropos kakerlak, i 2013 sagsøgte en mand fra Edwardsville, Pennsylvania familierestauranten McDonald’s i Shavertown for forsømmelse og uagtsomhed. Årsagen var, at han havde fundet (og bidt af) en kakerlak i en McNugget. Manden tog efterfølgende på skadestuen på grund af madforgiftning med opkast, kvalme og diarré. Advokaten, der fører sagen for den forsmåede mand, fik en retsmediciner til at undersøge den resterende McNugget med kakerlak, for at fastslå, at kakerlakken var friturestegt sammen med den pågældende McNugget, og altså ikke placeret der efterfølgende. McDonald’s betalte manden for sine skader og for de udgifter, han havde haft i forbindelse hermed.

Det guddommelige erstatningskrav

Matthew Lincoln fra Tennessee sagsøgte sin lokale kirke og dens præster for $2.500.000. Under en alternativ aftengudstjeneste, kom ånden over Matthew. Det var en så voldsom ting, at han besvimede og faldt bagover, hvorefter han slog hovedet på det tæppebelagte cementgulv. De skader, Lincoln pådrog sig under faldet, bebrejder han nu præsterne. De havde nemlig ikke sørget for, at der var hjælpere til stede – hjælpere der ellers var lovet til de personer der skulle besvime eller på anden måde tabe kontrollen.

 

 

En klistret toilettur
31-årige Haywood Rosales skulle på toilettet i Home Depot i Missouri, men toiletsædet viste sig at være som smurt ind i lim. Haywood måtte kalde sin kone til hjælp over mobiltelefonen, fordi han sad fast på tønden. Dan han endelig kom på benene, efterlod mødet med toiletsædet en forreven bagdel og ditto lår. Nu Rosales gået til retten med et erstatningskrav på $20.000.

G-streng som skydevåben
52-årige Macrida Patterson har sagsøgt Victoria’s Secret. Macrida skulle prøve et par blå g-strengstrusser, der havde små pyntesten formet som et hjerte på forsiden. Men da g-strengen skulle på, gik den i stykker og et par af stenene blev revet af, og ramte Patterson i øjet. Victoria’s Secret sagsøges for den efterfølgende sygemelding og de eventuelle permanente øjenskader, Macrida har pådraget sig.

Kunde vred over to cent

Mary Bach ville ikke finde sig i at blive taget ved næsen af Wal-Mart. Hun havde nemlig købt en pakke pølser, der stod til 98 cent. Ved en fejl blev pølserne slået ind på kasseapparatet til $1. Mary blev så vred over de to cent (cirka 16 øre), at hun sagsøgte Wal-Mart. Hun mente i øvrigt, at det ikke var “et enestående tilfælde.” Wal-Mart forklarede at emballagen var blevet ændret, og de mente, at kvinden kun var ude efter en retssag med erstatning til følge. Hvem ved, det var hun måske også, men dommeren var trods alt enig med hende, og hun fik derfor hele $180 dollars i erstatning.

Filmsucces sagsøgt for mangel på bilkørsel

Den amerikanske filmsucces Drive, med den danske filminstruktør Nicolas Winding Refn bag roret, blev i 2011 sagsøgt, fordi en biografgænger i den grad følte sig snydt. Sarah Deming fra Michigan sagsøgte virksomheden, der distribuerer filmen samt biografen, hvor hun så filmen. Hun mente nemlig, at traileren for filmen i den grad havde vildledt hende: “Der var meget lidt biljagt, og den mindede ikke om en actionfilm med biler. Den havde meget lidt bilkørsel,” lød det i søgsmålet. Samtidig mente Sarah, at filmen var anti-semitisk. Seks år senere, er sagen stadig ikke afgjort.

Groomzilla-angreb

Todd Remis (groomzilla, som han er blevet kendt som) var så utilfreds med sine bryllupsbilleder, at han sagsøgte firmaet bag, amerikanske H&H Photographers. Remis krævede erstatning for de $4.100, han havde betalt for billederne. Som om det ikke skulle være nok, krævede han også $48.000 til at genskabe brylluppet i de præcis samme rammer, og med de samme gæster, så dagen kunne gengives og foreviges på en passende og troværdig måde. Med en ny fotograf selvfølgelig. Det oprindelige bryllup fandt sted tilbage i 2003,  og efter en mangeårig strid med fotograferne, valgte han at gå rettens vej i 2011. Det mest opsigtsvækkende er, at søgsmålet kom to år efter, han blev skilt fra konen.

De falske, men sjove, retssager

Der en del myter derude, og rundt på nettet florerer en del falske, eller delvis falske, retssager. De KUNNE godt have været sande, men det er de (desværre?) ikke:

  1. Kathleen Roberston fra Austin, Texas modtog $780.000 i erstatning, efter hun havde brækket hendes ankel, da hun faldt over et barn i en møbelbutik. Ejeren af forretningen var forståeligt nok forundret over udfaldet, da barnet viste sig at være Kathleens søn.
  2. Den 19-årige Carl Truman fra Los Angeles vandt $74.000 da hans nabo kørte over hans hånd med en Honda Accord. Truman havde tilsyneladende ikke opdaget, at der sad nogen i i bilen, hvis hjulkapsler, han var ved at stjæle.
  3. Terrence Dickson fra Bristol, Pennsylvania var på vej ud af et hus, han netop havde berøvet, gennem garagen. Han kunne dog ikke få de automatiske garagedøre til at åbne, og han kunne ikke gå tilbage i huset, da døren var smækket bag ham. Terrence var fanget i garagen i otte dage, da den familie, der boede i huset, var på ferie. Han levede af pepsi og tørfoder til hunde. Dickson sagsøgte familiens forsikringsselskab, da hele situationen havde forårsaget store mentale lidelser. Juryen tilkendte ham $500.000.
  4. En restaurant i Philadelphia blev beordret at betale Amber Carson $113.500 i erstatning, efter Amber var gledet i spildt sodavand, og havde brækket sit haleben. Væsken var på gulvet, fordi Amber havde kastet sin drinks mod sin kæreste, 30 sekunder tidligere.
  5. Kara Walton fra Delaware sagsøgte med succes ejeren af en natklub, hvorfra hun faldt ud af et badeværelsesvindue og slog to af sine fortænder ud. Episoden skete mens Kara var i færd med at snige sig ind på toilettet i et forsøg på at undgå at betale de $3.50 indgangsgebyr. Hun fik $12.000 og dækket tandskaden.
  6. En af de mest gentaget, men også falske, historier er historien om Hr. Grazinski, der netop havde købt en spritny Winnebago motor home. På sin første tur, satte han vognen på cruise kontrol på motorvejen, og gik om bag i køretøjet for at få sig en kop kaffe. Winnebagoen kørte galt, og Grazinski sagsøgte firmaet bag for ikke at have skrevet i manualen, at han ikke kunne gøre sådan. Altså at cruise kontrol ikke var det samme som autopilot. Han blev tildelt $1.750.00 og fik en ny motor home. I følge myten ændrede Winnebago herefter køremanualen.
  7. En af de mest berygtede sager handler om en mikroovn og en puddelhund. Dorothy Johnson ville nemlig tørre sin puddel i mikroovnen, da der ikke stod i manualen, at det kunne man ikke. Hun sagsøgte firmaet bag, Kenmore Inc. for erstatning for sin afdøde puddel.

 

Topfoto fra Flickr

 

Opdateres løbende …

 

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*