Tid til eftertanke

Vel ankommet til Arizona er tiden kommet til at fordøje nogle af de mange indtryk, der har mødt mig på rejsen indtil videre. LA gjorde et stort indtryk – på både godt og ondt – og jeg har indset, at det kan være godt at tænke i modsætninger, når man skal forsøge at beskrive USA og dets befolkning. En by som LA viser måske bedre end noget andet sted på jorden, hvor stor forskel, der er på dem, der lykkes, og på dem, som enten ikke kan selv eller bare ikke har heldet.

På Hollywood Boulevard faldt jeg for eksempel i snak med en armensk ejer af en souvenirshop, der var ked af, at folk kun ser det glitrende Hollywood med alle stjernerne og al overfloden. For LA rummer også dem, som ikke har sygeforsikring og derfor ikke har råd til at betale for hverken almindelige lægebesøg eller operationer. Selv MED sundhedsforsikringer kan for eksempel kræft koste dig mere end ”blot” dit helbred. Det har Kristy – Kathy’s søster – opdaget. Hun skal have fjernet sit ene bryst på grund af brystkræft. Operationen koster 70.000 dollars, men det betaler forsikringen, fordi hendes afdøde mand var krigsveteran og derfor forsikret gennem staten. Jeg har været meget imponeret over, hvor hurtigt sundhedssystemet har behandlet Kristy – det sætter mine bekendtes oplevelser med det danske sundhedssystem i relief. Også selvom Kristy personligt skulle lægge 3.000 dollars før operationen – kald det en form for selvrisiko…

Den amerikanske valgdækning bærer også præg af, at det, der glitrer, bare er sjovere end det, der har med hverdagen at gøre. Måske er det derfor, jeg synes, det er lidt svært at følge ordentligt med i valget herovre. Nyhedsdækningen fejler intet – også selvom Kathy insisterer på kun at se nyheder på FOX. Hendes slet skjulte plan er vist at indoktrinere mig og måske troede hun, hun var lykkedes med projektet, da jeg en dag tog med hendes datter i kirke. Men næ nej, jeg skulle jo bare se, hvad ”all the fuss was about”.

Men den almene amerikaner er simpelthen fløjtende ligeglad med Washington. Han bekymrer sig ikke om, hvad de tre ”branches” foretager sig, så længe de holder sig ude af hans privatliv, holder benzinpriserne nede og fabrikkerne åbne. I stedet er det den fjerde ”branch”, nemlig medierne, der optager amerikaneren. Ikke de lødige, indholdstunge medier, men medier, der i køen i Wal-Mart beretter om Angelina Jolies chokerende tynde og afklædte ben til Oscarfesten.

Washington er langt væk – både fysisk og i overført betydning. At Whitney Houston er død, at Jolie viser lårbasser og at deltagerne til næste sæson af Dancing with the Stars nu er fundet, er mere håndgribeligt. Det er glimmer og materialisme, der som på Hollywood Boulevard vinder over krøblingerne og de udstødte. Så når jeg har speederen i bund på Route 66 er det med visheden om, at det ”dobbelte Amerika”, som mange danskere sjældent stifter bekendtskab med, både rummer enorm skønhed og afgrundsdyb ulykke.

Tags

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs også

Back to top button
Close