1960ernes modkultur i USA: Et brud med alle normer

1960ernes modkultur og hele årtiet var en revolutionær og spændende tid med stor social og teknologisk forandring. Der var nye musikstile, snigmord, uforglemmelig tøjmode, borgerrettigheder, kvinders frigørelse, en kontroversiel og afgørende krig i Vietnam, månelandingen, fredsmarcher, flowerpowerbevægelsen og Woodstock, storslået TV og film, og den sexuelle frigørelse.

Nye og lige rettigheder

I 1960erne begyndte grupper, der tidligere havde været undertrykt, mere kraftfuldt og succesfuldt at hævde sig selv. Det var afroamerikanerne, de indfødte amerikanere, kvinderne og latinoerne. Meget af den støtte disse gruppe fik, i deres jagt på frigørelse og ligestilling, fik de af de unge. Det var en befolkningsgruppe, der var større end nogensinde, og bevægelsen for lige muligheder gav de unges trang til forandring momentum og drivkraft.

Med landet i laser, som resultatet af den fejlslagne Vietnamkrig, viste tusinder af unge mænd og kvinder deres synspunkter gennem protester, demonstrationer, rallies og koncerter. Med den fælles anti-krigsfølelse samledes de om en sag, og blev forenet i fællesfront mod det samfund de levede i. Denne nye form for kultur bestående af modstand spredte sig som en vild ild med alternativ livsstile blomstrende overalt, og med folk der fandt hinanden, og fandt sammen. Ved at omfavne “modkultur”-livsstil og radikale politiske synspunkter, opstod mange af efterkrigstidsbørnene som fortalere og advokater for et nyt samfund. Et samfund, der var karakteriseret ved multikulturisme og multietnicitet – senere kendt som counter culture – modkultur. Nogle gange kendes det som arvingen af Beat-generationen fra 1940’erne og 50’erne.

1960’ernes modkultur

Men hvad var denne modkultur helt præcist, og hvordan manifesterede den dets synspunkter gennem musikkulturen?

1960erne var de unges tid, da 70 millioner af efterkrigstidens baby-boomer var blevet teenagere. Den unge befolkning afviste det stabile og småborgerlig middelklasse-liv, deres forældre havde kæmpet så hårdt for at opbygge i årtierne efter 2. verdenskrig. Som Bob Dylan poetisk sang i “The Times They Are A-Changin’”: “Your sons and your daughters are beyond your command, Your old road is rapidly ageing”. Her bønfaldte han forældrene om at være mere tolerante overfor generationernes forskellighed, og acceptere den nye livsfilosofi.

De unge reagerede imod den politiske konservatisme (og det de opfattede som social undertykkelse) under den Kolde Krig, og imod USA’s vidtrækkende millitære tilstedeværelse i Vietnam. Modstanden mod Vietnamkrigen blev ikke mindre af værnepligten.

De unges modstand

På den ene side kan man sige, at oprøret havde sit udspring på universiteterne og campusområderne. Her var grupper som Students for a Democratic Society (SDS), som en inkarnation af det Nye Venstre. Det Nye Venstre var egentligt et brud med det Gamle Venstres fokus på arbejdsmarkedet. I stedet adresserede de de kulturelle værdier, deres medlemmer havde. Det var primært universitetsstuderende, der reagerede og agerede mod de politiske, sociale og kulturelle undertrykkende værdier, deres forældre stod for.

Fokus blev herefter drejet over på ting som ytringsfrihed, minoriteters friheder, ligestilling og at ende krigen i Vietnam. På den anden side kan man se modkulturen som et element i det private liv og kreativitet, og ikke som noget der tilhørte den økonomiske eller politiske atmosfære.

Hippierne

Det mest synligt radikale element ved denne modkultur var hippierne. Hippernes sexuelle revolution udfordrede konventionelle idealer. De eksperimenterede med stoffer – især LSD og hash – og de udfordrede sociale normer indenfor musik, levemåder, kunst, religion, tøj og endda hygiene.

Dette element af bevægelsen afviste alt hvad der var mainstream, og fulgte Timothy Learys råd om at “tune in, turn on and drop out”. Hippierne prøvede at ændre samfundet, der omgav dem, ved at droppe ud af det. Babyboomer-generation fandt hurtigt ud af, at et effektivt afløb for deres revolution fandt de gennem musikken. Koncerter, T ‘love-ins’, ‘sit-ins’ og ‘be-ins’ fik alle til at føle, at de ikke var alene med deres tanker og meninger.

Musikkens indflydelse

Selvom de to grupper var forskellige, fandt de fælles grund gennem den musikalske arena. Det var en kortvarig symbiose, hvor modkulturen gav det Nye Venstre musik og mystisk. Det Nye Venstre gav modkulturen et politisk mål: Stop krigen.

Musik blev de vigtigste medie for den nye unge kultur, og for at kunne definere dem. Før rockmusik og sociale protester blev sammenviklet i midten af 1960erne, var folkemusikken modkulturens soundtrack. Denne simple musik bragte studenter, “beatniks” og aktivister sammen i sang og sjæl. Sange med et politisk eller social budskab, såsom sange af Bob Dylan, blev almindelige. Splittelsen mellem folkemusikken og rockmusikken blev langsomt nedbrudt. Blandt andet fortolkede bands som the Byrds og Peter, Paul and Mary folketeksterne med rockinstrumenter.

Bob Dylan og modkultur

I 1964 ramte folke-rock fortolkninger af Dylans tekster “Mr. Tambourine Man” og “Blowing in the Wind” hitlisterne. Ligeledes nåede Joan Baez og “We Shall Overcome” toppen af hitlisterne i 1963. Den sidste glød, der fusionerede folkemusikken og rocken kom fra Mr. folkemusik himself: Bob Dylan. I juli 1965, netop som Vietnamkrigen begyndte at vise sine store omkostninger, troppede han op til Newport Folk Festival. Med sin elektrisk guitar, der erstattede den akustiske, viste han gennem sin fremførelse, hvorledes meningsfulde tekster kunne blive sammensmeltet og tilpasset til populærmusik.

Folkemusikken var det primære medie for anti-krigsprotester gennem musik. Nok fordi, rockmusikere først og fremmest var performere sidenhen aktivister. Samtidig kunne folkemusikken, med sine akustiske instrumenter, opfordre og føre til spontane svar og opførelse ved demonstrationer. Den 17 april 1965 sang Joan Baez, Judy Collins og Phil Ochs foran de 25.000 anti-krigsdemonstranter der havde marcheret til Washington. Judy Collins fangede tidens sjæl gennem Dylans “Times they are a-changing”: “Come senators congressmen please heed the call (…) There’s a battle outside and it’s raging, That will soon shake your windows, And rattle your walls, Oh the times they are a-changing”.

Stoffer og syrerock

Den stil der voksede ud af tonerne fra den nye musik, de skarpe farver og hallucinationerne fra LSD, blev kaldt psychedelia. Selvom Dylan var en af de få kunstnere, der ikke hoppede med på psychedelia-vognen, inspirerede hans revolutionære indsats mange andre kunstnere og bands til at gøre det modsatte. De første psychedelia-bands kom fra Haight-Ashbury i San Francisco: The Grateful Dead, Jefferson Airplane, og andre. Det varede ikke længe, inden de spredte sig tværs over landet til New York og The Fugs, og til England med The Beatles og The Rolling Stones. Med en krig, der voksede i intensitet, og en generelt voksende utilfredshed og utraditionel tankegang, voksede psychedelia-kulturen og syrerocken. Det nåede sit ultimative højdepunkt ved Woodstock festival i 1969.

Hvad modkulturen gjorde

Bevægelsen væk fra de konservative sociale normer i 1950erne resulterede i revolutionære måder at tænke på, og en vaskeægte ændring i USAs kulturelle fabrik. De unge hungered forandring, og det fik de. Deres modkultur på uddannelsesområdet, værdier, livsformer, love og underholdningsområdet. Nogle dykkede ned i politisk aktivitet, såsom SDU, mange flere omfavnede nye standarder for tøj og sexuel opførsel. Alle elementerne i modkulturen spillede en vigtig rolle, men musikken var dét, der holt det hele sammen. Det var hippierne sprog. Det var ikke blot den måde hvorpå de kommunikerede – det var sådan de bekæmpede alt det grimme de så i den verden der omgav og omsluttede dem.

At bruge musik som en form for social protest er unik for den socio-kulturelle amerikanske arv. I Europa er litteratur, filosofi, teater og film blevet brugt som kulturelle protester, ligesom græsrodsaktivisme har været det i u-landene. Intet andet sted har musik været brugt for at ytre følelser af frustration, utilfredshed og modløshed som i USA. Det så man tydeligt i 1960erne. Musik tillod alle og enhver at udfordre sig selv ved at dissekere sandheder og løgner i den omgivende verden. Musik var broen der knyttede individet til samfundet for at skabe en enkelt magt, hvis sum var større end summen af individerne. De opløftende toner og uforglemmelige guitar var en stor del af rockmusikken, men folkemusikkens tekster var dét der interesserede lytterne, og dét der tøjlede deres revolutionære sind.