Boganmeldelse: Cubanske drømme

I Christina Garcías Cubanske drømme (Dreaming in Cuban) fra 1992, lærer man om, og oplever, den cubanske historie og kultur. Både indefra og udefra den caribiske ø. Tre generationer af kvinder dominerer denne magiske fortælling om en familie delt af det politiske, geografiske og sociale skel, den kommunistiske revolution i Cuba skabte. På brilliant vis sammensmelter García de faktuelle og de historiske aspekter af Cuba, med sin egen fiktive og magiske fortælling af kvinderne. Hun gør Cuba en aktiv og vigtig del af historien, ved at bruge historiske begivenheder som tidsreferencer for at fortælle kvindernes historier.

Cubas tidlige historie

Cuba var fra begyndelsen af kolonitiden både kommerciel og strategisk vigtig. Dette på grund af dets centrale placering i det Caribiske hav. Cuba blev hurtigt udgangspunkt for Columbus’ ekspeditioner til resten af Latinamerika. Igennem kolonitiden “udslettede spanierne flere indianere med kopper end med musketter”, og Cuba var ligesom alle andre lande i regioner; et landbrugs og eksportorienteret samfund, baseret på slaveri.

I bogen arbejder Celia hele dagen med sukkerrør – Cubas vigtigste afgrød. Det er typist latinamerikansk at have en et produktsøkonomi. Men ved at fokusere på blot en vare, en afgrøde og et produkt, blev Cuba ekstremt sårbar overfor udsving på markedet. I bogen synes Cuba i den grad også skrøbelig og sårbar i et hvert aspekt, med det evigt trussel om tidevand og regn.

Men Cuba adskilte sig på et punkt. Sidst i det 19. århundrede var det stadig en koloni, og landet blev hurtigt bundet sammen med USA, i forhold til handel og investering. Et ønske om at blive annekteret af USA voksede støt. Uafhængigheden kom i 1898 efter den Spansk-amerikanske krig, hvor USA’s økonomiske interesse førte til fuld støtte til Cuba i kampen mod Spanien. Herefter var Cuba under amerikansk millitærbesættelse, og dets status som ikke-uafhængig blev endnu tydeligere med implementeringen af Platt Amendment. Her tildelte man USA magten til at blande sig i den cubanske indenrigspolitik. Cuba forblev amerikansk protektorat indtil 1934. I den periode opbyggede USA blandt andet infrastruktur og skoler, for at bringe Cuba tættere på det amerikanske kredsløb.

Cubanske ledere

“Ventetiden begyndte i 1934” da Celia indledte sin romance med en spanier, og Cuba begyndte sin Batista æra. Batista ledede gennem forskellige “dukke”-præsidenter, over en 25-årig lang periode. Meget lidt ændrede sig i den periode. Det udtrykker Celia også i sin snak om frygten for, at Cuba blive ladt tilbage, mens resten af verden flytter sig, både fysisk og ideologisk, længere mod vest.

Cuba var stadig ikke fuldstændig uafhængig, da USA stod for 80% af Cubas sugar-eksport. I 1950’erne var der amerikansk kultur overalt på øen. Turismen blomstrede side om side med stigende materialisme. Cuba var blevet legepladsen for den amerikanske og cubanske elite. Den almene cubaner var oprevet og følte sig udnyttet: “Cuba er blevet Caribiens joke, et sted hvor alting og alle er til salg”.

García bruger Fidel Castro El Líder, til at fortælle sin historie på samme måde, som hun bruger Cuba, ved konstant at refererer til ham for at markere synspunkter og begivenheder i kvindernes liv.

Fidel blev født i 1927, som søn af spanske immigranter. Han var fra begyndelsen en stærk nationalist, der ønskede at ændre Amerika.

El Líder

I 1953 blev han arresteret for et angreb på Batistas hær. Herefter flygtede han til de mexicanske bjerge, hvorfra han begyndte sin organisering af en ny revolutionær styrke. Her fandt han sammen med den unge Ernesto “Che” Guevara, der havde en utopisk idé om et forenet latinamerika.

Nytårsaften 1958/59 gik Batista af som præsident, efter at have mistet alt støtte blandt befolkningen. Revolutionen var et faktum, markeret ved afslutningen af Celias romance. Celia skriver sit sidste brev til sin spanske elsker kort tid efter, og påbegynder en ny “romance” med El Líder. Cuba endte også sin romance med USA ved at afbryde alle forbindelse. Fødslen af Pilar i revolutionens eftertid symboliserer også en ny begyndelse.

Lourdes og Rufino tvinges væk fra deres gård, pga. landbrugsreformen, der eksproprierede land, og gjorde deres til “den revolutions regeringens ejendel”. Castro var ekstremt anto-amerikansk og nationaliserede hurtigt den cubanske økonomi. Samtidig foretog han et sving imod den kommunistiske sovjet-blok, ved at indføre et autoritært regime med egalitær socioøkonomisk politik.

Før revolutionen solgte Jorge elektriske koste for et amerikansk firma. Han ønskede at vise sin gringo chef, at de ikke adskilte sig synderligt fra hinanden. Både ham og chefen, og USA og Cuba. Men spændingerne mellem USA og Cuba spidsede hurtigt til, da USA suspenderede sukker-kvoterne. Castro beslaglagde resten af de amerikanskejede ejendomme, og tvang USA til at lave handelsembargo mod Cuba. Sovjetunionen købte Castros støtte ved at overtage sukkerkvoterne fra USA i ønsket om at få ham som kommunistisk sjæleven og allierede.

Socialisme i Cuba

Castro var opsat på at kæmpe for de fattige. Da Celia tænker over hvad revolutionen har bragt med sig, ser hun at “ingen sulter eller bliver nægtet lægehjælp, ingen sover på gaden”. Castro opbyggede et uddannelsessystem og et sundhedsvæsen af verdensklasse. Samtidig faldt analfabetismen drastisk. Den forventede levetid steg fra 63 til 76, på blot 30 år. I 1975 oprettede Foreningen for cubanske kvinder (FMC) den egalitære familiekode, der sagde, at mænd skulle lave halvdelen af husholdningsarbejdet.

I sin bog kritiserer García tydeligt det patriatiske system i latinamerika, ved at fokusere på kvinderne og ved at lade mændene fremstå som ikke-eksisterende eller som ekstremt svage.

Svinebugtsinvasionen

Fra hendes veranda er Celia i stand til at spotte en ny Svinebugtsinvasion: I 1961 fejlede USA i dets invasion af Cuba. En invasion der var skabt ud af frygt for at miste hele Latinamerika til kommunismen. Kort tid efter i 1963 forværrede relationen mellem de to nationer sig, i form af den cubanske missilkrise.

I 1979 indså den cubanske befolkning, at de ingen varer havde, efter 100.000 slægtninge fik bevilliget adgang til Cuba; “jeg føler det som om vi er bagud i tiden, i en form for cubansk version af et tidligere USA”. Dette forårsagde en voldsom udvandring fra Cuba, da 125.000 flygtede via den peruvianske ambassade (heriblandt Lourdes og Ivanito).

I 1992, same år som bogen blev skrevet og kort tid efter Sovjetunionens kollaps, oplevede Cuba et enormt økonomisk slag, værre end den Store Depression, og som efterlod cubanerne i endnu værre forfatning. Der var færre madrationer, mindre elektricitet og ingen busdrift pga. manglende olie. I slutningen af 1990erne var det turismen og penge fra slægtninge i udlandet, der holdte Cuba ovenvande.

Cubanske og amerikanske drømme

Identitet og identitetsfølelse er store emner i Latinamerika, og Cuba er ingen undtagelse. Der er en forestilling om, at sorte og indianere er mindreværdige, minder om dyr, er barnlige og dumme, samtidig eksisterer der en evig frygt for sorthed; “brugte afblegningscreme (….) for at fjerne ethvert bevis på hendes mulatblod”. I Cuba er sorthed mest defineret ved hvor krøllet ens hår er. Jo mere krøllet desto mere sort. Bogen adresserer problemet med at ‘høre til’ og de vanskeligheder en exil-cubaner nok møder i jagten på at finde en identitet: han/hun er splittet mellen to nationer og mangler en følelse af at føle sig hjemme i begge lande.

I Miami, hvor alle bådene med flygtende cubanere, der ønsker at opnå den amerikanske drøm, ender, er der nogle grundlæggende fordomme, stereotyper og ulykkelige skæbner; Lourdes taler om at forlade Miami da hun umuligt kan bære “den endeløse spekulation over økonomien, og konkurrencen om et opvaskerjob”.

Selvom størstedelen af Latinamerika er katolsk, eksisterer der stadig nogle gamle sekter med rod i Africa, Asien og den før-kolonitiden latinamerikanske kultur. Et eksempel er Santería bevægelsen, som Felicia har hengivet sig til. Det er en række religiøse prakiser, der blev bragt til Cuba af afrikanske slaver indtil slavefrigørelsen i 1886.

Celia frygter, at Cuba vil blive ladt i stikken eller endda helt forsvinde i regnen eller tidevandet, som Celia selv gør i slutningen.

“Cuba er et underligt eksil, synes jeg, en ø-koloni. Vi kan nå det med et 30 minutters charterfly fra Miami, og dog aldrig nå det rigtigt”.

Man kan finde bogen her*