Paranoia og konspirationsteorier i USA

Efter Berlinmuren faldt og Sovietunionen kollapsede i murbrokkernes støvskyer, stod USA alene på toppen af verdenen. Europa var forenet, og den Kolde Krig var endelig slut. Det var ‘morgen igen i USA’. En supermagt, hvis millitærkræfter ingen kunne hamle op med. En verden lå åben for amerikanerne.

Hvor kommer paranoiaen fra?

Kigger man på nutidens USA, er Reagans ‘morgenstund har guld i mund, og USA sidder på guldet’ forsvundet som dug for morgensolen. Optimismen og det ‘amerikanske århundrede’ synes at være passé. Det ligner i hvert fald et fald fra højderne af ufattelig kraft.

Man skal aldrig dømme amerikanerne ude, men faktum er, at amerikanerne er blevet paranoide og mistroiske – følelser der fragmenterer og splitter, sår tvivl og modstand mod alt og alle, og konsekvenserne er et USA, der er mere delt end nogensinde før.

Amerikanerne har altid, og helt fra nationens fødsel, haft en skepsis overfor magthavere. Det første tiltag, da landet skulle formes, var at indføre en tredeling af magten – efter inspiration af Montesquieus teori om, at magten bør deles i tre – udøvende, lovgivende og dømmende – for at forhindre en enkelt tyran i at løbe med hele møget.

Man indførte også et system af ‘checks and balances’ der gør, at alle tre ‘grene’ bliver holdt i skak af de andre. Bl.a. betyder det, at præsidenten udpeger højesteretsdommere, men at senatet skal godkende, førend den nye dommer kan sætte sig godt til rette.

Samtidig fik man også indført det berygtede 2nd amendment, der giver folket ret til at bære våben. En rettighed, der var ment som – og stadig bruges som argument for våbenloven – folkets beskyttelse mod magthavere, der blev lidt for magtliderlige.

Denne sunde skepsis er nu afløst af paranoia. Konspirationsteorier kan tryllebinde, og tilbyde en enkel udgave af en kompleks virkelighed (eller det modsatte). De fleste er dog enige i, at konspirationsteorier og falske nyheder generelt er med til at fragmentere og splitte et samfund.

De paranoide amerikanere

Gennem de seneste år har der været en konstant snak om sovende celler, ensomme ulve og konspirationer mod at dræbe amerikanere. Paranoiaen vokser. Som da Achmed Mohamed, en folkeskoleelev i Irving, Texas, blev lagt i håndjern og arresteret, tilbage i september 2015. Hans forbrydelse? Han havde lavet et elektronisk ur og lagt det i sit penalhus. Achmed interesserede sig bare for elektronik.

Men mistænkeligheden flyder frit i de fleste amerikaners blodårer, og hos staten ligeså. Der er oprettet hemmeligt millitær, og mængden af hemmelige agenturer vokser og vokser i takt med frygten. Og er der noget amerikanerne kan forholde sig til, så er det frygt. Frygt for det ukendte, frygt for Ebola, frygt for terror, frygt for sorte, frygt for hvide, frygt for atomvåben osv. At spille på frygt, er ofte den bedste vej til politisk succes.

Det er af samme årsag, at negative reklamer tit virker: de spiller på følelserne og amerikanernes frygt: hellere det dårlige end det forfærdigelige. Og for mange amerikanere, var Hillary altså et forfærdelig valg i 2016. Så hellere det dårlige valg – Trump.

Beskeden er klar og hysteriet totalt. Frygten for terrorisme, ISIS og muslimer manifesterer sig også i den generelle amerikaners opfattelse af helt almindelige ting.

De er skøre, de amerikanere?

Ja, vi ryster på hovedet her i Danmark. De er skøre de amerikanere – naturligvis er det idioti at nogen troede, at “nogen” har plantet Zika-virussen for at udrydde dem med mørk pigmentering. Ikke desto mindre er konspirationsteorier en reel følelse og overbevisning blandt visse amerikanere.

Politiet er ude på at skyde dem, så snart de bevæger sig uden for en dør. De er paranoide. Måske med god grund, men det må være drænende at føle sig så forfulgt. Især af sin egen regering, sit eget land og sine egne landsmænd.

I februar 2016 døde den højreorienterede og konservative Antonin Scalia. Han var udpeget af Reagan, og har været republikanernes og de konservatives helt store frontfigur i Højesteret. Magtbalancen i landets højeste domstol er altafgørende. Der er kun 9 dommere, og det er disse der fortolker den amerikanske forfatning.

Kort fortalt mener man enten, at det er et levende dokument, der skal tolkes udfra nutidens virkelighed. Ellers mener man, at der står sort på hvidt hvordan man skal forstå grundlæggernes ord. Scalia var af sidstnævnte gruppe, helt grundlæggende i hvert fald.

Store politiske emner kan ende i Højesteret – og det er et ufatteligt magtfuldt embede. De kan omstøde den frie abortlovgivning, gøre love ugyldige og være en kæp i hjulet på en siddende præsident, hvis de ikke støtter hans politik. Det “eneste” der holder dem i skak er det faktum, at de ikke selv udvælger sagerne, og så skal de udpeges af præsidenten for senere at godkendes af senatet.

Der var efterfølgende godt gang i debatten omkring Scalias efterfølger. Republikanske præsidentkandidater mente, at den nye dommer skule udpeges efter præsidentvalget – og sådan blev det, selvom det altså var Obamas forfatningsmæssige ret og pligt at pege på en ny dommer. USA endte med at være uden den niende højestretsdommer i over et år.

Onde tunger mente dengang, at Obama ikke havde ladet muligheden for at efterlade sig en langvarig arv, passere. Dommerne sidder ofte til de dør. Og det er dét nogle amerikanere nu mener, at Scalia fik hjælp til at gøre. Fra Obama.

Et sikkert og trygt USA

Amerikanerne er faktisk i stor sikkerhed. Sandsynligheden for fare er utrolig lille. Risikoen for at blive offer for islamisk terrorisme i USA, er forsvindelig lille. Faktisk har man større sandsynlighed for at blive mast under en faldende sofa, eller blive ramt af lynet.

Ser man bort fra det britiske angreb på Washington i 1814, Japanernes angreb på Pearl Harbor i 1941 og Al Qaedas angreb på New York i 2001, har USA været et meget velbeskyttet område (hvis man ser bort fra interne stridigheder og voldelige aktioner.) Når man har levet beskyttet og sikkert så længe, er det klart, at et angreb som 9/11 skaber utryghed og en tilstand af frygt og paranoia.

Dette hysteri blev fremhævet og personificeret af Donald Trump, da han under præsidentvalget I 2016 sagde således: “We have a problem in this country, it’s called Muslims. We know our current president is one—you know he’s not even an American. But anyway, we have training camps growing where they want to kill us. That’s my question, when can we get rid of them?”

Trump formåede at tale lige ned i maven på den paranoide amerikaner. Og det virker. Han må have nævnt ordet witch hunt tusindvis af gange på Twitter – og overbevist mange om, at undersøgelser af ham var intet andet end en heksejagt.

Og selvom amerikanerne altid har været mistænksomme og liket konspirationsteorier, har The Washington Post vist, at 54% af Trumps støtter, og omkring 43% af republikanerne, tror, at Obama er muslim.

Så alt imens det amerikanske millitær jagter flere krige, det kan fejle i, staten overvåger og aflytter mere og mere, lever en stor del af folket i en fantasiverden, hvor bussemanden venter lige rundt hjørnet. Om han så er Obama, muslim (eller begge dele), kommunist (nå ja, det kunne også være Obama), gudsforladt eller rumvæsen.

Lær om flere konspirationsteorier

Hvis du vil læse flere konspirationsteorier er her en liste over websider, der tilbyder rigeligt af det.

Ellers kan du sætte dig godt tilrette og se en film om konspirationsteorier. Der er mange, og det er ikke kun amerikanerne, der elsker dem. Der er intet som en god konspirationsfilm. Du kan f.eks. se

• JFK – en Oliver Stone film fra 1991
• Fahrenheit 911 – en dokumentar om 9/11 af Michael More
• Enemy of the State fra 1998 med Will Smith
• The Long Kiss Goodnight fra 1996 med Geena Davis
• Conspiracy Theory fra 1997 med Mel Gibson og Julia Roberts
• The Pelican Brief fra 1993 med Julia Roberts
• V for Vendetta fra 2006
• Gone Baby Gone fra 2007
• Three Days of Condor fra 1975 med Robert Redford
• The Parallax View fra 1974