Blackface: En kontroversiel stereotype

Begrebet blackface stammer helt tilbage til 1800-tallets USA. Her malede slaveejere deres ansigter sorte og karikeret, i et ønske om at latterliggøre og nedgøre deres sorte slaver. Historien bag karikaturen blackface har derfor dybe rødder i slaveri og racisme. Så når historier, produkter eller udklædninger med under- eller overtoner af blackface dukker op i medierne, sætter det ofte gang i en fortælling om fortidens rædsler, hos mange afroamerikanere.

Minstrel-shows & blackface

Fænomenet med blackface tog fart i 1830’erne, hvor minstrels-shows blev en populær underholdningsform. I New York City begyndte de hvide varietékunstnere at karikere de sorte slavers udseende, sang, dans og udtryksform. Disse minstrels-shows var den første teaterform, der var entydigt amerikansk. De kan anses som værende teaterstykker eller underholdningsshows med komiske indslag, varieté, dans og musikoptrædener.

Med skosværte eller brændt kork i ansigtet, store hvidmalede læber, pjaltet “slavetøj” og komiske danse og optrin – gjorde kunstnerne voldsomt grin med den undertrykte sorte befolkning. Nu var de ikke “blot” slaver, men også objekter til underholdning og symbol på mindreværdige mennesker.

De sorte blev fremstillet som overseksuelle, dovne, mindrebegavet, overtroiske, fjollede, barnagtige og med kriminelle tendenser. Deres natur blev set på som værende ude af stand til at rationalisere, moralisere og tænke fornuftigt. De mindede faktisk mere om dyr, end om mennesker i deres natur.

Alt sammen stereotyper og fortællinger, som var med til at retfærdiggøre den behandling de sorte fik, som slaver og som underholdningsform.

Jim Crow

Det var Thomas Dartmouth Rice, der skabte den første populære minstrel-karakter i form af Jim Crow. Rice er derfor ofte refereret til som “faderen af minstrel-shows”. En anden typisk karaktertype i stykkerne var ‘Mammy. Mammy er en sort kvinde, der passede de hvides huse og børn. Der var også “Sambo”, og sange om sorte der blev “røget som tobak”, “plantet i jorden som frø”, “brugt som fiskemadding” osv.

Navnet Jim Crow blev synonym med afroamerikanernes manglende borgerrettigheder efter slaveriet ophør. Herefter levede de under de såkaldte Jim Crow-love, indtil midten af 1960’erne. Her lykkedes. borgerrettighedskampen med at få ændret den amerikanske lovgivning, så alle amerikanere, uanset hudfarve, havde lige rettigheder under loven.

Minstrel-shows blev uhyre populært i årtierne efter. Flere og flere kunstnere skabte minstrel-figurer, sange og danse, der alt sammen var med til at skabe en skarp parodi og nedværdigende stereotyp på den sorte mand. I nordstaterne blev man sent opmærksom på de reelle forhold for slaverne i sydstaterne. Dette blandt andet på grund af de forestillinger man så i teateret, hvor slaverne så ganske lykkelige ud.

Som modstanden mod slaveriet voksede, og USA var på vej ind i borgerkrig, ændrede mange af karaktererne og showenes udtryk sig. Minstrel-shows fjernede mange af de grusomme fremstillinger af livet som slave. De blev erstattet med den lalleglade og fjollede slave, der sprang rundt og sang skøre sange, og som ville gøre alt for at behage sin ejer. Pludselig var minstrel-shows blevet en politisk arena. I sydstaterne ønskede man at portrættere de sorte som være lykkelige i deres slaveforhold, og slaveriet som værende den bedste løsning for alle parter.

Der var også grupper af afroamerikanere, der optrådte i minstrels-shows. De blev de sortes første indtræden på den amerikanske populærkulturelle scene. Mange vil nok undre sig over, at også blandt publikum var der mange sorte. Ingen ved hvorfor. Måske fordi de gerne ville se andre afroamerikanere på scenen. Måske fordi de nød at se bidder af deres kultur. Måske fordi de kunne relatere til de stereotyper, der blev fremført.

Minstrel-shows ophør

De populære opførelser forblev populære. I dets oprindelige form forsvandt de stille og roligt efter borgerkrigens afslutning og slaveriets ophør. Men de forblev brugte, blandt andet som high school – teaterstykker, helt optil 1960’erne. Kendte skuespillere som Fred Astaire, Shirley Temple og Judy Garland spillede også med i minstrel-shows.

I 1960’erne satte Civil Right Movement et endegyldigt punktum for minstrel-show, omend ikke for brugen af blackface i populærkulturen og udklædning.

Blackface i det 21. århundrede

I det 21. århundrede er vi blevet vidne til digital blackface. Her skal man blandt andet skal passe på med, hvilke emojis man bruger. Også i hvilken sammenhæng, ligesom brugen af diverse gifs også hurtigt kan blive opfattet forkert af modtagerne. Det kan være et minefelt at bevæge sig ind i diskussionen om afroamerikanerens oplevelse og følelse af racisme. På den ene side kan man fastholde, at intentionen ikke var racistisk. På den anden side kan man argumentere for, at en følelse af krænkelse og racisme, må være baseret på, hvordan modtageren opfatter det.

Men det er vigtigt at tage historien med i betragtning. Blackface er for mange sorte, et voldsomt symbol på den undertrykkelse og latterliggørelse, deres forfædre i rigtig mange år var underlagt.

Nogle mener måske, at det ikke er racistisk at synge om en negermand, eller male sig sort i hovedet til en udklædningsfest. Mange er trætte af, at alt skal gøres politisk korrekt, og at man ikke kan gøre som i “de gode gamle dage”. I det 21. århundrede må man her tænke over, den historie og fortælling, den sorte befolkning i USA er vokset op med. Det er klart, at man skal træde meget varsomt som firma eller politiker, i nutidens USA, hvis man begiver sig ud i noget, der potentielt kan misforstås som værende racistisk.

Blackface er et karikeret symbol på en stereotyp sort mand. Et billede på frygt, kriminalitet, underbegavelse og mindreværd. Man kan synes hvad man vil, men ingen kan benægte de historiske sår, der vil tage tid at hele.