Historiske og ikoniske veje & gader i USA
En køretur på en af verdens mest kendte veje. En guidet tur langs historiske gader i amerikanske byer. En musikalsk oplevelse af ikoniske dimensioner i festklædte gader. Oplev USA’s mest ikoniske og historiske veje og gader. Mange af disse ikoniske veje kender man fra film, bøger og TV-serier. Blot navnet kan bringe diverse associationer med sig.
Steiner Street i San Francisco, Californien
Har man set ‘Hænderne fulde’ eller ‘Mrs. Doubtfire’ er man bekendt med denne smukke vej. Her finder man nogle af de mest berømte painted ladies i USA. Painted ladies er en række af viktorianske huse, der er malet i friske farver, for at fremhæve den unikke arkitektur.
Acorn Street i Boston, Massachusetts
Denne charmerende gade i Bostons historiske nabolag, Beacon Hill, er en af de mest fotograferede veje i USA. Rige handelsfolk og kunstnere levede her i det 19. århundrede. I dag er det en af Bostons mest berømte attraktioner. Gaden er letgenkendelig med sine brosten, lanterner og røde murstenshuse. Det samme kan man i øvrigt sige om Beacon Street. Er man i Boston og på jagt efter endnu mere historik, er det nærliggende at tage på Freedom Trail.
Beale Street i Memphis, Tennessee
Denne gade er et sandt amerikansk ikon. Beale Street i centrum af Memphis er synonym med musik, og hvor bluesmusikken blev født. Det er her jazz, blues, rock ‘n’ roll, country og R&B blev sammensmeltet. Det er også her, de flest af de mest berømte musikere har optrådt. Når man slentrer ned ad gaden, kan man hører musik fra de adskillige klubber, barer og restauranter. Husk at få et billede ved det blå skilt, der markerer starten på den enestående gade.
Times Square, Broadway og Wall Street i New York City, New York
For mange turister, er Times Square en af de første attraktioner, de besøger i NYC. Her et hav af lys, folk, gule taxaer, neonskilte, kæmpe skærme og souvenirbutikker. Nytårsaften “falder kuglen” her fra Times Square. I det 19. århundrede var dette område centrum for NYC’s hestevognsbranche. I 1904 installerede man den første elektriske reklame, og tre uger senere omdøbte man området til Times Square. Teknisk set er dette ikke en rigtig gade, det er nok mere at betragte som et kryds og en plads. Ikoniske Broadway krydser Times Square.
Broadway er musicals, danseshow og teater. At se en musical på Broadway er en ganske særlig oplevelse. Tjek små uafhængige teatre ud, eller tag ind og se et af de veletablerede stykker. Uanset hvad, er man garanteret en oplevelse.
Når man er færdig på Broadway, kan man passende tage ned ad en af NYC’s andre kendte veje – Wall Street. Wall Street er synonym med USA’s financielle marked. Det er her New York Stock Exchange, der er verdens største børs, ligger. For mange repræsenterer Wall Street magt, rigdom, grådighed og korruption. Ledere på Wall Street fik en stor del af skylden for finanskrisen.
Bourbon Street i New Orleans, Louisiana
Bourbon Street er blevet et symbol på jazzbyen, og synonym med bylivet. Her er fyldt med farver, musik og ikoniske balkoner. Gaden går gennem det historiske franske kvarter. Bourbon Street er ikke opkaldt efter den lækre drik. Den fik sit navn til ære for House of Bourbon, der var Frankrigs førstefamilie. Det var ingeniøren, Adrien de Pauger, der designede byens layout i 1721, da Louisiana stadig var under fransk kontrol.
Snake Alley i Burlington, Iowa
Snake Alley i Burlington, Iowa blev anlagt i 1894. Snake Alley er kendt som den mest snoede vej i verden. I hvert fald har Riley’s Believe it or not udråbt den til at være således. Men der er altså ikke helt fuldkommen enighed, for San Francisco hævder nemlig, at de har verdens mest snoede gade. De hævder faktisk også, at storbyen også er indehaver af andenpladsen. Man lagde brostenene på Snake Alley på en måde, så hestene ville få bedst mulig fodfæste.
Lombard Street i San Francisco, Californien
De fleste mener, at DETTE er verdens mest snoede gade. Det er i hvert fald en af dem, og en af USA’s mest fotografere veje. Lombard Street er ikonisk med sine otte hårnålesving. Vejen blev udformet således, for at reducere bakkens 27% stigning. Det var for stejlt for de fleste hestevogne og Model T – biler. I 1922 besluttede man derfor at lave den kringlede gade, der blev ensrettet i 1939. Omkring en million biler kører hvert år ned af denne berømte gade.
San Francisco selv mener, at den mest snoede vej i hele verden, er Vermont Street, der ligger i den modsatte ende af storbyen. Så den kan man da lige tage en tur på også, hvis man er til den slags, og selv vil afgøre, hvilken vej, der er mest kringlet.
The Strip i Las Vegas, Nevada
Las Vegas Boulevard – bedre kendt som The Strip – er hele USA’s legeplads. Det er den gade, de fleste forbinder med Las Vegas. Det er der en grund til. Det er her der er vilde hoteller, blinkende lys og neonskilte, et væld af kasinoer og konstant underholdning. Nogen elsker denne vej, andre synes, at det er too much. Uanset hvad er det en af de mest ikoniske veje i hele USA.
Elfreth’s Alley i Philadelphia, Pennsylvania
Elfreth’s Alley er den ældste kontinuerligt beboet gade i USA. Gyden var egentlig ikke inkluderet i de oprindelige planer for Philadelphia. Men som Philadelphia blomstrede, købte eller lejede handelsfolk og håndværekere ejendomme, der var tæt på havnen. Det ledte til overbefolkning, og grundejerne anerkendte, at der var behov for alternative ruter til havnefronten. Man oprettede derfor en sti til vogne, ned langs ejendommene, i 1703. Denne sti blev senere kendt som Elfreth’s Alley, opkaldt efter smeden, Jeremiah Elfreth. man kan besøge Elfreth’s Alley Museum, og få hele gydens og områdets historie.
Pennsylvania Avenue i Washington D.C.
Pennsylvania Avenue er også kendt som Amerikas hovedgade. Vejen forbinder nemlig United States Capitol og Det Hvide Hus. Denne del af USA’s hovedstad ser mange fejringer, protester og parade i løbet af et år. Langs Pennsylvania Avenue ligger også the J. Edgar Hoover Building (FBI’s hovedkvarter) og the Robert F. Kennedy (justitsministeriets hovedkvarter). Efter indsættelsen tager de fleste præsidenter en tur ned langs gaden, hvor de herefter skal bo de følgende fire år.
Rodeo Drive i Los Angeles, Californien
Mangler man lige nogle tusinde kroner at brænde af, er Rodeo Drive stedet. Her er topklasse og mege dyre butikker, og kendisser, der er ude for at købe nyt designertøj. Her findes blandt andet Chanel, Prada, Louis Vuitton, Burberry, Tiffany’s, Lacoste, Giorgio Armani og Gucci. Det var her Vivian i Pretty Woman, blev fælt afvist af de snobbede ekspedienter.
5th Avenue i New York City, New York
Hovedåren i The Big Apple er 5th Avenue. Gaden krydser hele Manhattan fra nord til syd, og her finder man nogle af verdens dyreste butikker. Gadens mest kendte butik er Apple Store. På 5th Avenue finder man Empire State Building og New York’s Public Library. Det er også her man finder Metropolitan Museum of Art, Flatiron Building (USA’s første skyskraber) og Rockefeller Center.
Hollywood Boulevard i Los Angeles, Californien
Hollywood Boulevard nok mest kendt for the Hollywood Walk of Fame. Her kan man gå og spejde efter ens yndlingssanger eller -filmstjerne. Denne del af Hollywood Boulevard tiltrækker alene flere end ti millioner turister hvert år. Her på gaden ligger også the Chinese Theater, hvor mange film har præmiere. Foran det ikoniske teater er der også fod- og håndaftryk fra kendte skuespillere.
Oplev et væld af udklædte karakterer, glimmer og guld, og en kontrastfyldt gade, lige midt i Hollywood.