Hvad var Pony Express? Fortællinger fra Det Vilde Vesten

Den berømte Pony Express var en hurtig posttjeneste på hesteryg. Systemet kunne levere post og meddelelser over lange afstande på tværs af det amerikanske kontinent, primært mellem St. Joseph i Missouri og Sacramento i Californien. Den samlede strækning var på 3,163 kilometer. Pony Express var kendt for sin hurtighed og pålidelighed og blev betragtet som en imponerende bedrift.

Pony Express blev etableret som et svar på behovet for hurtig kommunikation mellem østkysten og vestkysten under den amerikanske borgerkrig. Det var en tid, hvor telegrafsystemet endnu ikke var fuldt funktionsdygtigt, og det tog lang tid at sende post med traditionelle postvogne eller skibe. Tjenesten involverede et netværk af ryttere (cirka 120 yngre mænd), der red på heste (cirka 400 kvalitetsheste)mellem de forskellige Pony Express-stationer. Rytterne udvekslede posttasker ved hver station og fortsatte derefter til næste station.

Grundlæggerne

Pony Express blev skabt af William H. Russell, Alexander Majors og William B. Waddell, der grundlagde Central Overland California and Pikes Peak Express Company. De tre entreprenører var allerede succesrige inden for transport- og fragtindustrierne, da de så potentialet for at forbedre kommunikation og postlevering på tværs af USA.

Pony Express-grundlæggere oprettede Pony Express som et datterselskab af deres større virksomhed. Pony Express var kun en del af deres brede transportimperium, der inkluderede stagecoaches og andre fragttjenester.

Ryttere aflagde en loyalitets-ed

Som en del af månedslønnen på $50, skulle Pony Express-rytterne aflægge en loyalitets-ed. Eden lød: “Jeg sværger hermed, foran den store og levende Gud, at jeg under min ansættelse og som medarbejder hos Russell, Majors og Waddell, under ingen omstændigheder vil bruge blasfemisk sprog, at jeg ikke vil drikke alkoholiske drikke, at jeg ikke vil skændes eller slås med nogen anden medarbejder i firmaet, og at jeg i enhver henseende vil opføre mig ærligt, være tro mod mine pligter og så lede alle mine handlinger, at jeg vinder mine arbejdsgiveres tillid, så hjælp mig Gud.” Brød man reglerne, risikerede man fyring. Noget tyder dog på, at de færreste overholdte reglerne. Det flød nemlig med alkohol på stationerne.

Pony Express var meget hurtig

I midten af det 19. århundrede skulle post til Californien enten transporteres over land i en 25-dages stagecoach, eller tilbringe måneder ombord på et skib under en lang sørejse. Pony Express havde derimod en gennemsnitlig leveringstid på blot 10 dage. For at opnå denne bemærkelsesværdige hastighed oprettede man omkring 190 afløsningsstationer. Stationerne lå i det, der i dag er Utah, Nevada, Californien, Missouri, Kansas, Nebraska, Colorado og Wyoming.

Selskabets kunne i marts 1861 bryste sig af at fragte Abraham Lincolns indsættelsestale fra Nebraska til Californien, på blot syv dage og 17 timer.

De modige ryttere

Pony Express-rytterne var kendt for deres mod og udholdenhed. De red på hesteryg i døgndrift, uanset vejrforhold og farer på vejen, inklusive truslen fra oprørske indianere. De kunne tilbagelægge omkring 120-160 kilometer om dagen og skiftede heste hver 16-24 kilometer, for at opretholde den høje hastighed.

For at holde posten i gang så hurtigt som muligt skulle rytterne rejse lange afstande på udfordrende terræn og i alle vejrforhold. Rytterne red i  høj hastighed i flere timer, stoppe ved en station for at skifte heste og slappe af i et par minutter, inden de fortsatte. Da arbejdet var fysisk krævende og til tider farligt, blev rytterne ofte hyldet for deres mod og udholdenhed.

Mange Pony Express-ryttere blev legendariske i sig selv, og bliver af mange i dag betragtet som et broderskab af helte.

Rytterne var ofte helt unge mænd, og gerne helt små og tynde. Ofte vejede de ikke mere end 50-55 kilo.

Posten blev transporteret i en specielt designet sadeltaske.

For at reducere vægten, og opnå hurtige udskiftninger af hest og rytter, brugte Pony Express en speciel type posttaske kendt som en ‘mochila’ – det spanske ord for rygsæk. En mochila var en specielt designet lædersaddelpose. Denne bestod af et læderdække, der blev lagt over sadlen og holdt på plads af rytterens vægt. Den havde fire lommer – tre til post og en til rytterens tidskort. En mochila kunne rumme op til 9 kilo gods. Ved hver afløsningsstation tog rytterne blot mochillaen fra den ene hest og kastede den over den næste. Hermed kunne de skifte heste på bare to minutter.

Mochilaen var let og havde god holdbarhed der bidrog til, at posten ankom i god stand, på trods af at den blev transporteret over store afstande og udfordrende terræn.

Buffalo Bill Cody var sandsynligvis ikke en Pony Express-rytter

I sin selvbiografi hævdede den berømte showmand fra det vilde vesten, William “Buffalo Bill” Cody, at han arbejdede som en Pony Express-rytter i en alder af 14 år. Han påstod endda, at han en gang red 384 miles i et enkelt ridt. Men selvom det næsten helt sikkert er sandt, at Cody arbejdede som bud for ejerne af Pony Express, findes der ingen optegnelser over ham som rytter. Samtidig var han sandsynligvis i skole i Kansas i den periode. Uanset Codys involvering med Pony Express er der ingen tvivl om, at han senere holdt dets minde i live med sine berømte “Wild West” vaudeville-shows, der inkluderede Pony Express-ryttere og hesteskift som et tilbagevendende stunt fra 1883 til 1916.

En økonomisk fiasko

Pony Express blev aldrig profitabel i løbet af de 18 måneder posttjenesten eksisterede. Selskabet begyndte at levere post i april 1860, men tjenesten blev stoppet få uger senere, da krigen ved Pyramid Lake brød ud. Krigen var en konflikt mellem lykkeriddere & minearbejdere og Paiute-indianerne, hvis jord nu blev plyndret. Den midlertidige nedlukning kostede selskabet omkring $75,000, og det fortsatte med at bløde penge i de følgende måneder på grund af høje driftsomkostninger og manglende evne til at sikre en kontrakt med regeringen om posttjenester. Selvom Pony Express blev rost i pressen for sin effektivitet og eventyrlyst, blev den til sidst opløst i oktober 1861 efter at have tabt op mod $200,000.

Almindelige mennesker brugte næsten aldrig Pony Express

Pony Express-tjenesten var ikke billig. I begyndelsen kostede den $5 for hver 14g post – svarende til omkring $130 i dag. Priserne blev senere reduceret til blot $1, men det var stadig for dyrt for almindelig post. I stedet blev tjenesten primært brugt til at levere avisartikler, regeringsbeskeder og forretningsdokumenter, hvoraf de fleste var trykt på tyndt papir for at holde omkostningerne (og vægten) nede. Tjenesten var især vigtig for regerings- og finansielle organisationer, der er afhængige af hurtig kommunikation for at drive deres aktiviteter.

Et 611 kilometer ridt på under to dage

I maj 1860 tog Robert “Pony Bob” Haslam på det mest legendariske Pony Express-ridt i historien. Den 20-årige skulle gennemføre sin sædvanlige rute fra Friday’s Station øst til Buckland Station i Nevada. En tur på 120 kilometer. Ved ankomsten til Buckland fandt han dog ud af, at hans afløsningsrytter var skræmt af Paiute-indianerne, der havde angrebet stationerne langs ruten, som en del af Pyramide Lake-krigen. Da den anden mand nægtede at tage posten, sprang Haslam tilbage i sadlen og red videre, og gennemførte til sidst en 305 kilometer lang rute, før han afleverede sin mochila ved Smith’s Creek. Efter et kort hvil monterede han en frisk hest og fulgte samme rute hele vejen tilbage til Friday’s Station. Da han endelig vendte tilbage til sin hjemmestation, havde “Pony Bob” rejst 611 kilometer på mindre end 40 timer – en rekord for Pony Express.

Ekstreme vejrforhold

Selvom der var risici og farer forbundet med at være en rytter, var et af de største problemer vejret og de ekstreme temperaturer. Faktisk erklærede flere ryttere, at den ekstreme kulde og snestorme var farligere end potentiel vold på ruten.

Pony Express-ruten gik nemlig gennem et stort område, hvoraf meget var fjendtligt terræn med ekstreme vejrforhold, især i bjergområderne. Ryttere skulle kæmpe mod frysende temperaturer, snestorme og isglatte stier. Disse forhold gjorde det ekstra udfordrende for rytterne at holde sig varme og sikre under deres rejse.

Snestorme kunne forsinke rytternes fremskridt og true deres sikkerhed. På trods af disse udfordringer fortsatte ryttere med at levere posten så hurtigt som muligt, selv under de vanskeligste vejrforhold.

Ryttere havde ikke det farligste job

Pony Express-rytterne skulle som skrevet håndtere ekstreme vejrforhold, barsk terræn og truslen om angreb fra banditter og indianere, men livet var måske endnu farligere for dyrepasserne, der bemandede afløsningsstationerne. De var var ansvarlige for at passe hestene og vedligeholde stationerne, herunder at sørge for mad, vand og andre forsyninger. De boede typisk i primitive hytter med jordgulve, der kun var udstyret med soveområde og fold til hestene. Mange af dem var beliggende i afsidesliggende områder af grænsen, hvilket gjorde dem yderst sårbare over for overfald. Beretninger varierer, men indianere angreb angiveligt eller brændte flere stationer under Pyramid Lake-krigen i sommeren 1860 og dræbte op til 16 dyrepassere. Til sammenligning døde kun en håndfuld ryttere – seks ifølge National Park Service – i tjeneste.

Det var især unge mænd, der blev tiltrukket af spændingen og begejstringen ved at arbejde med Pony Express som dyrepasser. De skulle være dygtige ryttere, have viden om hestepleje og ernæring og være i stand til at arbejde lange timer under alle vejrforhold. De skulle også være villige til at arbejde på fjerne steder langt væk fra civilisationens bekvemmeligheder.

Transkontinentale telegraf gav dødsstødet til Pony Express

Pony Express var allerede i økonomisk krise, da den transkontinentale telegraflinje blev fuldført i oktober 1861. Den nye teknologi muliggjorde øjeblikkelig kommunikation mellem kysterne, hvilket gjorde tjenesten overflødig. Selskabets ejere lukkede det ned kort tid efter, og de tre mænd gik bankerot.

Selvom Pony Express’ levetid var kort og økonomisk mislykket, forblev det et ikonisk symbol på pionertiden og blev senere romantiseret og fejret som en legendarisk del af den amerikanske vestlige historie, og som et symbol på amerikansk pionerånd.

Denne korte bid af USA’s historie er blevet legendarisk og filmatiseret flere gange. Der findes også en Pony Express National Historic Trail – så man kan opleve flere steder, fuldt med historiens vingesus.