Baby shower: Traditionen, afholdelsen og historien

Baby shower for den kommende mor, er en amerikansk tradition, der vinder mere og mere indpas herhjemme. Her hylder man den gravide kvinde og det kommende liv. Men hvordan opstod traditionen og hvordan holder man et baby shower? Læs her om historen bag, om dos og don’ts, om pynten, maden og alt det man skal bruge for at holde et vellykket baby shower for kvinden man holder af.

Hvad er et baby shower?

Et baby shower er kort fortalt en hyldest til venskaber, til den gravide kvinde og til det kommende liv, og en måde at forsøde ventiden på. Ved et baby shower handler det om at forkæle og hygge med den vordende mor. Det gør man typisk ved veninder og kvindelige familiemedlemmer, kager, pynt i lyseblå eller lyserøde farver, små hyggelige lege, gaver og generel hyggeligt samvær og selskab. Her fejrer man sin veninde og det, at hun er i lykkelige omstændigheder.

Til forskel for barnedåben, er baby shower mere en fest for den kommende mor og dennes nære veninder og familie. Mange ser det som en (foreløbig) sidste tøsedag, inden babyen kommer, og det er noget mange kvinder ser frem til i deres graviditet.

Det ligger jo i navnet ( selvom der ikke altid er helt enighed om, om det hedder babyshower eller baby shower) – men det handler om at fejre baby og at det er et shower, hentyder til, at kvinden kan forvente en sand gaveregn denne dag. Den søde ventetid kan være lang, hvor man spændt venter på fødslen og fremtiden med et sit nyfødte barn. Derfor kan en hyggelig fest med familie og venner, hvor der tales om det kommende barn og kvindens håb og drømme for den lille, være kærkommen.

Hvor stammer baby shower fra?

Traditionen med at holde et baby shower stammer fra USA – ligesom bridal shower også gør. I USA har formålet især været at hjælpe de vordende forældre med økonomisk hjælp eller gaver, såsom vugge, bleer og barnevogn – lidt som vi kender det i Danmark med vores barnedåb. I Danmark er baby shower primært om hygge og venskab – hvilket også er blevet tendensen i USA.

Der har eksisteret udgaver af baby showers meget længe. I det sene 1800-tal holdte man således tea parties i en park. Til disse fester var det – som i dag – kun kvinder, der var med. Her gik man med solskærme og spillede spil, foruden at give kvinden gaver. Disse fester blev først afholdt efter barnets fødsel.

I USA blev storkfesterne (senere baby showers) særligt populære under verdenskrigene – hvor mange familier og vordende forældre kæmpede økonomisk. Traditionen holdt herefter ved. I USA er baby showers virkelig et etableret koncept. Man kan købe indbydelseskort, taksigelsesdigte, servietter og så videre til baby shower, i det fleste supermarkeder, og på mange restauranter kan man endda få specielle menuer til baby shower. Faktisk er baby showers så etableret i USA, at der også kan findes grandma showers, hvor mormor og farmor får gaver til det kommende barnebarn. I USA er der altid en anledning til fest, bannere og sammenkomster.

Amerikansk og dansk tradition blandes

Baby shower er en ret ny tradition i Danmark – og som det har været tilfældet med Halloween og Valentine’s Day, er traditionen noget vi har hørt og set i amerikanske film og serier. I forhold til baby shower, er det nok primært Sex and the City, der har stået bag udbredelsen. I serien oplever man både en af seriens hovedpersoner, Miranda, få et baby shower, og man ser i begyndelsen af serien, hvordan de fire kvinder tager til en fjern venindes baby shower.

Danskerne har dog været lidt tilbageholdende med at omfavne denne amerikanske tradition, og mange har da også stadig modstand mod baby showers. Det kan skyldes, at vi i Danmark har en vis grad af overtro i forbindelse med fødsler og gaver og babyudstyr. Mange venter stadig med at få barnevognen hjem, indtil barnet er kommet hjem, og et baby shower kan godt være en uskik for visse personer. De yngre generationer synes dog at have fralagt sig mange af de gængse fordomme og al overtroen, og de har i stigende grad taget denne babyfest til sig.

En anden amerikansk tradition, der står i kulissen – klar til at indtage det danske marked – er gender reveal party. Her inviterer man familien til en afsløring af kønnet på den kommende baby.

Hvornår og hvordan arrangerer man et baby shower?

Der er ikke nogle specifikke regler for, hvornår man holder et baby shower. Ofte afholdes det dog i tredje trimester, hvor kvinden er gået på barsel, har en stor dejlig mave, og trænger ekstra meget til forkælelse. De fleste vil på dette tidspunkt også kende kønnet på barnet, og det vil derfor være oplagt at dekorerer og købe gaver derefter.

Der kan holdes baby shower ved både første og efterfølgende børn, selvom det traditionel blot var ved første barn (hvor der var mest brug for økonomisk hjælp og gaver).

Et baby shower er ofte en surprise party, hvorfor det vil være en af kvindes allernærmeste, der arrangerer festen. På samme måde som til et polterabend, vil arrangøreren kontakte de kvinder, der skal inviteres med. I samarbejde finder en passende dato, og i fællesskab finder på mad, aktiviteter og pynt.

Det kan også være kvinden selv, der arrangerer sit eget baby shower. Det findes der ingen regler omkring, selvom nogle vil opfatte det som en undskyldning for at “inkassere” gaver.

Det typiske er, at festen holdes hos den vordende mor. Gæstelisten vil typisk inkludere kvindens mor, søstre, bedste veninder og nære kvindelige kolleger.

Da der er tale om en overraskelse og ofte gaver til babyen, er det vigtigt at arrangøreren kender kvinden særdeles godt. Det kan være, at kvinden ikke ønsker et baby shower, eller at hun har specifikke ønsker til babyudstyr / selv gerne vil købe visse ting. Man skal altid være lidt ekstra varsom, når man har med en gravid kvinde at gøre, også selvom intentionen er ren kærlighed.

Maden til baby shower

Som til alle festlige begivenheder, er maden vigtig. En god idé kan være, at hver gæst medbringer en ret – alt efter hvilket tema og hvilken årstid der er tale om. Om der er smørrebrød, buffet med snacks, tapas eller sushi er underordnet. Men ….. Der skal være kage – og gerne rigeligt af det.

Lav gerne et flot kagebord fyldt med farverige og lækre cupcakes. Typisk laver man kagerne i samme farve som festens tema, med lyseblå kager til den kommende drengemor og lyserød kager til den kommende pigemor. Men det kan naturligvis være alle slags farver, det vigtigste er sådan set bare, at der er masser af lækkerier. Kagerne bliver ofte pyntet med søde motiver af kagepynt. Se hvor meget fint kagepynt, man kan få til et baby shower her*.

Pynt til baby shower

Noget helt essentielt ved et baby shower er pynten. Og her kan man virkelig give den gas, også for at tydeliggøre, at dette er en fest med et helt særligt tema. Pynt om med fint servietter, farverige pom poms, banner, flot bordpynt, sugerør, konfetti, guirlander, og hvad man ellers kan finde på af søde og flotte festartikler.

Hvis man ikke helt kan overskue at skulle på indkøb efter alle delene, findes der flere steder, hvor man kan købe et helt pyntesæt, hvor alt hvad man skal bruge af oppyntning er med.

Se blandt andet her*, og lad dig inspirere af al den fine pynt man kan få:

Pynt til baby shower – pige*

Pynt til baby shower – dreng*

Her er alt hvad hjertet begærer af pynt til bordet, lyserød/lyseblå løbere, balloner, skærf til mor og meget meget mere. Det er formentlig et spørgsmål om at begrænse sig, mere end det er mangel på gode idéer.

Det er naturligvis også muligt at købe kønsneutralt pynt, hvis kønnet ikke kendes, eller hvis det er foretrukket af kvinden.

Pynt til baby shower – kønsneutralt*

Ud over pynten kan man lave en fin lille æske med farverige sedler fra hver af gæsterne til festen. På sedlen kan hver af kvinderne tilbyde hjælp til efter babyen er født – det kan være rengøring eller pasning af barnet, eller hvad man nu gerne vil give af gratis hjælp.

Nogle vælger også at lave en goodie bag til gæsterne, men dette er primært et amerikansk koncept. Den gives ofte for, at kvinderne får en lille ting til minde om den hyggelige dag.

Lege og aktiviteter til baby shower

Hvor mange lege og aktiviteter der skal være til festen, afhænger naturligvis af festens midtpunkt. Sjove og hyggelige lege er dog en stor del af traditionen, og der er nok at vælge imellem. Man kan eventuelt vælge få lege ud. Uanset hvad kan aktiviteterne ofte være med til at gøre dagen endnu mere speciel og mindeværdig, og noget de involverede vil se tilbage på med et smil på læben. Se her eksempler på, hvilke lege man kan lege ved et baby shower:

Baby Bingo

En klassiker blandt lege ved baby shower. Her får hver gæst en bingoplade og 20 mærker. I felterne skriver hver gæst de ting, som hun tror, der bliver givet i gave til den vordende mor. Når der åbnes en gave, som man har på sin plade, lægger man et mærke over. Først til 5 mærker på pladen vinder ved at råbe ‘Bingo!’

Man bestemmer selv om det skal være først til fem eller flest rigtige. Men Baby Bingo er en god måde at gøre gaveoppakningen spændende for alle deltagere.

Mal på den runde mave

Her er det kun fantasien, der sætter grænser. Alt man skal bruge er ansigts/kropsmaling og så kan man ellers give sig i kast med at dekorerer den flotte runde mave.

Mål baby-maven

Lidt af en klassiker, og så kræver den stort set intet forarbejde. Hver gæst klipper et stykke garn i den længde som de tror svarer til omfanget på den gravide mave.

Ble på tid

Hvis nu den vordende far/medmor/partner også er med til baby shower, kan man lave en lille konkurrence for at se, hvem der er hurtigst og bedst til at give ble på. Her skal blot bruges et par dukker og nogle bleer, og bind for øjnene af de kommende forældre.

Aftryk af den gravide mave

En sød idé som mange kvinder gerne vil have – et gipsaftryk af deres flotte gravide mave. Køb blot en gipsblanding, og støb maven. Det bliver et minde, som hun bliver glad for.

Tips og lotto

En rigtig sjov og populær leg. Her skal gæsterne gætte på forskellige ting omkring baby. Det kan for eksempel være: Babyens vægt, længde, fødselsdag, navn, øjenfarve, hår eller ej, og så videre. Det vil efter fødslen være sjovt at se tilbage på og se, hvem der ramte flest rigtige.

Gæstebog

Her har man anskaffet en lille fin bog til de kommende forældre, og gæsterne skriver heri en lille hilsen. Her kan man eventuelt komme med gode råd, små fifs eller blot en sød hilsen.

Blindsmagning

Her skal den vordende mor gætte hvad hun spiser af “babymad”. Lav små bøtter med forskellig babygrød og babymos og se om den kommende mor har styr på smagsvarianterne. Man kan også snige andet end babymad med ind i legen, bare konsistensen er den rette såsom nutella eller ketchup.

Babyting på tid

Her skal deltagerne skrive så mange babyrelaterede ting ned på tid – for eksempel tre minutter.

Husk præmier 🙂

Oplevelser til baby shower

I kan også vælge at gøre dagen lidt anderledes, og sammen tage ud og opleve noget.

Det er kun fantastisen (og den gravides fysik), der sætter grænser.

Lav keramik

Tag på et lille kursus hos en keramiker, hvor I kan dreje jeres egne kopper eller dekorerer vaser. Når man skaber noget sammen med andre, bliver oplevelsen endnu mere mindeværdig. Her kan man vælge at lave ting til baby eller mor som minde, eller hver især få et minde om dagen med hjem.

Flødebolle- eller madlavningskursus

Som med keramikken, er det noget helt særligt, når man laver noget kreativt sammen. Bonus ved denne oplevelse er, at der også er små smagsprøver involveret.

Tag på picnic

Ja, her er vejret og årstiden så også en faktor. Men det er da bare hyggeligt at være på picnic med de nære kvinder i ens liv. Tag madkurven, tæpper, puder og sommerhatten med.

Spåkone

Hvad med at hyre en sandsigerske, der kan fortælle om hovedpersonens fremtid. Den slags er altid sjovt, og noget man senere kan tænke tilbage på med latter eller forundring.

Bådtur

Vandcykler eller robåd – i sommerhalvåret er det bare enormt hyggeligt at være på en stille sejltur sammen. Hav nogle kager og lækre drikkevarer med – og så ellers bare nyd naturen og hinandens selskab.

Gaveidéer til baby shower

Intet baby shower uden gaver – det er trods alt sådan traditionen udsprang. Gaverne, som man giver til et baby shower, er typisk ikke helt de samme som man typisk giver i barselsgave eller til barnedåb. Men de kan være præcis lige så svære at finde på. Først og fremmest skal man gøre sig det klart, om det er til mor eller baby, man ønsker at give en gave.

Blelagkage, blekage eller diaper cake

Hvem husker ikke Charlotte fra Sex and the City, da hun kommer løbende med en gigantisk kage af bleer. Dette er et af de mest traditionelle aspekter ved et baby shower, og så er den både gavnlig og sjov. Hvilken vordende mor vil ikke blive glad for et hav af bleer.

Kagen laves af engangsbleer, og pyntes med blandt andet sutter, stofbleer og cremer.

Se eksempler på blekager her.*

Barnets første bog 

En rigtig god idé, der både er til baby og til forældre, er en “barnets bog”. En meget populær udgave er dette ringbind fra Prik & Streg. Denne bog kan tilpasses alle familieformer, hvorfor den er velegnet til den klassiske familie med mor og far, til solomor eller solofar, til regnbuefamilien og til mor og mor, og far og far.

Bogen bygges op af indlægssider, hvor man kan tilkøbe alt efter behov. At bogen er ringbind gør, at man selv kan forme den præcis som man ønsker, og sætter plastisklommer ind med minder fra barnets barndom. Denne bog er oplagt til at fortsætte barnets fortælling lige så længe man ønsker.

Giv den i gave til et baby shower, så mor kan skrive hendes oplevelser under graviditeten ned, og selvfølgelig også skrive om denne særlige dag.

Hos Prik & Streg finder man desuden også invitationer, plakater, milepælskort og aftryk til babyfødder og -hænder.

Navngiv en stjerne

Det er en sød tanke. På den måde vil barnet være en del af universet på en ny måde, og måske en dag ligge og kigge mod stjernerne for at gætte, hvilken stjerne der er opkaldt efter netop ham/hende.

Giv en fødselssten

Det er meget populært i USA at give en birth stone. En sten, der passer til en stjernetegn – eller mere nøjagtigt – til ens fødemåned. Det siges at være en sten, der giver en ekstra styrke, ro og forstærker ens gode egenskaber. Den giver godt helbred, bringer held og lykke. I mange kulturer ses stenen som en talismand eller amulet. Ædelsten kan købes i de fleste helsebutikker. Man kan vælge at lave et smykke, eller give stenen som den er.

Januar: Granit – venskab, troskab og vedholdenhed.

Februar: Ametyst – oprigtighed og sindsro.

Marts: Akvamarin – modighed og healing

April: Diamant – rent sind

Maj: Smaragd – lykke, fornyelse og elskværdighed

Juni: Månesten og perle – sundhed og rigdom

Juli: Rubin – fjerner tvivl og angst

August: Peridot og sardonyx – beskytter mod ensomhed

September: Safir – fjerner tvivl i sindet

Oktober: Turmalin og opal – beskytter mod mange af livets udfordringer

November: Topas og citrin – venskaber og parforhold

December: Zirkon og turkis – succes

Gavekort til billeder

En fotosession hos en professionel er en god gaveidé. Det kan enten være til den gravide eller til når baby skal have taget sine første portrætbilleder.

Gavekort til horoskop til den lille ny

Ligesom med spåkonen, kan et horoskop være sjovt at få lagt. Senere kan mor tage horoskopet frem og se, om astrologen ramte plet.

Giv et træ

Træet er symbol på liv, generationer og livets gang. Giv babyen et træ, der kan plantes i haven, så det kan vokse i takt med barnet.

Der er virkelig mange muligheder, og det vigtigste er jo ikke gaven – det er, at man er med til at fejre sin kære og dennes kommende barn.

Baby shower

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs også

Back to top button