Constitution Day og Citizenship Day
Constitution Day og Citizenship Day fejres den 17. september og hylder underskrivningen af den amerikanske forfatning på denne dag i 1787. Dagen er tilegnet alle amerikanske statsborgere.
Dagen i dag er ikke en helligdag, men en mærkedag. Forretninger har derfor åbent som vanligt. Men dagen i dag skal gå til at ære dannelsen af USA og hele dets folk. Præsidenten vil ofte henstille offentlige bygninger til at flage, samt opfordre folket til at hylde nationen og folket i diverse klasselokaler, kirker og kontorer.
Uddannelsesinstitutioner vil også ofte opfordre undervisere og lærere til at oplyse eleverne om forfatningen og borgerrettigheder og – pligter, på denne dag.
Den 17. september i 1787 lykkedes det endelig at underskrive den amerikanske forfatning, der var udformet som recepten på “en mere perfekt nation”. USA’s Founding Fathers havde længe diskuteret og grublet over, hvad denne forfatning skulle indeholde. Der skulle være balance og friheder, delstats og føderale rettigheder, og den individuelle frihed. Magtens tredeling blev for første gang nedfældet i en nations forfatning. Den amerikanske forfatning blev senere til stor inspiration for nye demokratier som Frankrig og Danmark.
Den 21. juni i 1788 havde ni af de 13 delstater godkendt forfatningen, der dermed trådte i kraft.
Man kalder hele ugen for Constitution Week.
Hyldest til statsborgere
I 1939 var rigmanden Randolph Hearst (Hearst Castle) fortaler for, at man tog en dag og tilegnede den amerikansk statsborgerskab. Året efter oprettede Kongressen en “I Am an American Day”. Den skulle afholdes den tredje søndag i maj. Den 29. februar i 1952 underskrev Præsident Truman “Citizenship Day” til en lov. Den skulle erstatte “I Am an American Day”. Den 2. august i 1956 anmodede Kongressen præsidenten om, at ugen fra 17. til 23. september hvert år skulle være “Constitution Week”. Endnu en ændring skete, da man i december 2004 gjorde 17. september til “Constitution Day and Citizenship Day” ved lov.
Når Constitution Day and Citizenship Day falder på en lørdag eller søndag, eller en anden helligdag, skal dagen afholdes på nærtliggende hverdag.
I dag er der smæk på flag og hyldest til Founding Fathers – ligesom sætningen “We the People” er ekstra meget brugt i dag.