Thanksgiving – græskartærte, kalkun og taksigelsesfest
Thanksgiving – den største amerikanske helligdag – og jeg husker stadig duften af hjemmelavet kalkun med fyld, græskartærte og søde kartofler, fra min tid i USA. Læs meget mere om den amerikanske helligdag, Thanksgiving her.
Historien bag Thanksgiving
Der er megen debat over hvor og hvornår den første thanksgiving blev afholdt i USA. I 1620erne voksede indbyggertallet i USA, som europæerne i stigende grad fandt vej til Den Nye Verden – fyldt med store drømme og vilde planer. Englænderne havde fejringer i form af faste og høstfest med sig – dengang var Thanksgiving primært en kristen tradition. I dag er der ikke megen religion tilbage i helligdagen. Mange hælder dog til, at den første thanksgiving foregik i 1621 omkring Plymouth.
Thanksgiving var dengang et festmåltid mellem pilgrimme og en indiansk stamme. Indianerne havde hjulpet de hungrende pilgrimme med at så afgrøder i den ufrugtbare jord, ved at lægge fisk som gødning. Som tak hjalp pilgrimmene med våben til indianerne, i deres kamp mod en rivaliserende stamme. Måltiden de efterfølgende delte, kender vi i dag som thanksgiving – en høstfest og familiesammenkomst.
Det var Præsident Lincoln, der i 1863 gjorde dagen til en amerikansk helligdag, og den dag i dag, har størstedelen af amerikanerne fri, helt indtil mandagen efter. Det er også derfor, man har lagt den helt store shoppingdag – Black Friday – dagen efter Thanksgiving. Mange amerikanere har nemlig lang weekend, hvorfor forretninger prøver at lukrere på dette.
Nutidens fejring
I dag fejres der altid taksigelsesfest på den fjerde torsdag i november. For amerikanerne, og besøgende, er thanksgiving på højde med vores juleaften. Fyldt med mad, spil, familiehygge og traditioner.
Rigtig mange rejser langt for at tilbringe dagen med deres familie, og trafikken kan være ufattelig tæt og langsom. For de mennsker, der ikke har en familie, er det for mange amerikanere også en dag, hvor man hjælper og er frivillig. Enten i et offentligt køkken på et herberg eller hjem, der tilbyder gratis mad til hjemløse og/eller ensomme.
Traditionen tro spiser op mod 90 procent af amerikanerne kalkun med stuffing med tilbehør af tranebær og søde kartofler, og græskartærte til dessert. Mange forspiser sig, og det forstår man godt, hvis man har prøvet et rigtig traditionelt måltid, hjemmelavet i Guds eget land.
Mange kirker holder på denne dag en speciel Thanksgiving gudstjeneste, for at sende ens tak til Gud.
Under det overdådige måltid, bruger mange familier også tid på sige tak for de ting, de hver især er taknemmelige for. Denne helligdag handler rigtig meget om familie, venner og kærlighed. Det ryger så fløjten dagen efter, hvor omkring 70 procent af amerikanere går totalt shopamok.
Det er også en tradition, at den siddende præsident benåder en kalkun. Denne heldige kalkun er herefter sikret et langt og lykkeligt liv på en gård, uden risiko for at blive slagtet og spist som Thanksgiving-kalkun.
Det er normalt, at mange ser tv på denne dag, i form af amerikansk fodbold og den ufatteligt populære Macy’s Thanksgiving Day Parade.
Paraden startede i 1924. Paraden med de mange figurer, balloner og festivitas bevæger sig 2,5 mil igennem New York City. Den ses i dag af omkring 47 millioner amerikanere. Showet, der varer fra 15,00 – 18,00 dansk tid, kan eventuelt streames, hvis man er til den slags.
Glædelig Thanksgiving!