Westylvania, Texlahoma & Sequoyah og 12 andre “næsten” stater

De fleste ved, at der findes 50 stater i USA. I nyere tid er snakken om en 51. delstat taget til, da beboere i hovedstaden, Washington D.C., ønsker at være repræsenteret i Senatet og opnå status som stat. Men det er så langt fra første gang der har været snak om at oprette en ny amerikansk stat. Det er med garanti heller ikke sidste gang. Faktisk er der kontinuerligt ønsker og forslag om oprettelsen af nye stater, ligesom de nuværende også har været under forvandling gennem historien. Her er udplukket nogle af de gange, hvor det har været mere eller mindre tæt på, at USA fik en ny delstat, og de obskure, sjove og helt igennem fantastiske historier der lå bag.

Vil man læse om alle USA’s “tabte stater”, kan man læse alle de gode fortællinger i bogen, ‘Lost States’*

1. Jefferson

Den imaginære delstat, der er opkaldt efter Thomas Jefferson, tidligere præsident og forfatter af Uafhængighedserklæring, har været forslået fire gange. Jeffersons vision om et udvidet USA og hans rolle som fortaler for vestlig kolonisering inspirerede til navnevalget.

I 1859 anmodede mineområder i det vestlige Kansas om at oprette staten Jefferson. Delstaten blev godkendt. Men folket i Jefferson kunne ikke blive enige om en forfatning. Derfor blev området til Jefferson-territoriet, der senere blev til Colorado-territoriet.

Efterfølgende var der to forslag om en Jefferson-stat i Texas. Texas havde nemlig fået lov til at blive inddelt i fire stater, som en del af dets optagelse i Unionen. I 1870 blev Jefferson derfor forslået i det sydøstlige Texas, men den idé fik ingen ben at gå på. I 1915 blev det vestlige Texas så nævnt som sted for den nye stat, men der var ikke nok delstatssenatorer, der stemte for.

Den fjerde gang blev Jefferson forslået i det nordvestlige USA. Her er der stadig fortalere for oprettelsen af Jefferson i dag. Jefferson skulle dække det nordlige Californien og det sydlige Oregon, og i 1941 var opbakningen enorm. Der blev uddelt flyers og marcheret for at vise støtten til Jefferson. Men efter angrebet på Pearl Harbor, mistede bevægelsen momentum, da hele det politiske fokus ændrede sig.

Der er stadig en symbolsk og kulturel tilknytning til ideen om Jefferson som et udtryk for lokal stolthed og identitet. Flere steder i det nordvestlige USA finder man reference til Jefferson-navnet, såsom Jefferson State Community College og Jefferson State Forest.

2. Delmarva

Delmarva-halvøen er en halvø, der i øjeblikket er delt mellem tre stater: Delaware, Maryland og Virginia. Navnet er en sammensætning af forkortelser for de tre stater. Halvøen grænser op mod Atlanterhavet og Delaware-floden mod øst og Chesapeake Bay mod vest.

De tre stater har mange fælles træk, herunder landbrug, fiskeri, turisme og historiske bånd. Tilhængere af Delmarva mener, at en sammenslået delstat kunne have styrket regionens stemme i statslige og nationale anliggender.

Der har været forslag om, at Maryland og Virginia skulle opgive deres del til Delaware under navnet Delmarva, siden 1833. Det første forslag blev sågar godkendt af senatet i Delaware og repræsentanternes hus i både Delaware og Maryland. Andre forslag har været, at halvøen skal være en selvstændig og uafhængig stat. Det giver også god mening, når man tager de nuværende grænser i betragtning.

Selv i dag er der ønske om at udvide Delaware med Marylands og Virginias områder på halvøen. Det er især i Maryland-området på halvøen, at støtten til Delmarva er. Men selv hvis man blev enige i de tre stater, om oprettelsen af Delmarva, skulle det gennemgå den ultimative prøve. Man skal nemlig overbevise Kongressen om at godkende en ny stat. I dag lever navnet videre gennem forskellige virksomheder på halvøen, hvoraf den største er Delmarva Power Company.

I regionen fortsætter de med at have tætte bånd på tværs af grænserne. Samarbejdet mellem de tre delstater om miljøbeskyttelse, infrastruktur og turisme fortsætter med at være vigtigt for regionens udvikling.

3. Deseret

Deseret var navnet på et foreslået, men aldrig officielt anerkendt, territorium i det vestlige USA i midten af det 19. århundrede. Det blev foreslået af medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, bedre kendt som mormonerne, ledet af Brigham Young.

Efter at mormonerne blev fordrevet fra delstaten Illinois i 1846 på grund af religiøs forfølgelse, begav de sig ud på en besværlig rejse vestpå for at finde et nyt hjem. De slog sig ned i Salt Lake Valley i det, der i dag er Utah. Her begyndte de at etablere et samfund baseret på deres religiøse tro og værdier.

I 1849 udarbejdede Brigham Young og de øvrige ledere af kirken en anmodning til den amerikanske regering om at etablere territoriet Deseret. Navnet Deseret kommer fra Mormons Bog, som er en hellig skrift for kirken og betyder “bier” på det gamle egyptiske sprog, hvilket symboliserede hårdt arbejde og harmoni.

Det foreslåede territorium Deseret var omfattende og omfattede store dele af det nuværende Utah, Nevada, Arizona, Californien, New Mexico, Colorado, Wyoming og Idaho. Det var en vision om at oprette en selvstyrende mormonstat, hvor de kunne praktisere deres tro og værdier uden indblanding eller forfølgelse.

Anmodningen sendes

Anmodningen om at oprette territoriet Deseret blev fremsendt til den amerikanske kongres, men den blev mødt med modstand og blev ikke vedtaget. I stedet blev der i 1850 oprettet Utah-territoriet, der var betydeligt mindre i omfang og med en føderal guvernør og ikke-mormonske embedsmænd.

Selvom territoriet Deseret aldrig blev oprettet som en selvstændig politisk enhed, fortsatte mormonerne med at udvikle og forme det område, hvor de bosatte sig. De bidrog til opførelsen af byer, oprettelsen af en velorganiseret samfundsstruktur og udviklingen af landbrug og industri.

I dag er Utah stadig et vigtigt centrum for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og mormonernes kultur og historie. Selvom drømmen om Deseret ikke blev realiseret, har mormonernes bidrag til regionen efterladt et varigt aftryk på dens udvikling og identitet.

4. Nickajack

I begyndelsen af 1800-tallet eksisterede der et område i det sydøstlige USA, primært beliggende i det nuværende Tennessee, hvor en gruppe bosatte amerikanere og indianere ved navn Chickamauga Cherokee-folket levede side om side. Området var kendt som Nickajack Basin og var et frugtbart land med rigelige naturressourcer.

I 1794 indgik Chickamauga Cherokee-folket en traktat med USA, kendt som “Treaty of Tellico.” Her accepterede de at afgive store landområder til den amerikanske regering. Ifølge traktaten blev et landområde reserveret til Chickamauga Cherokee-folket, og der blev diskuteret oprettelsen af en ny amerikansk delstat – Nickajack.

Planen om at oprette delstaten Nickajack var inspireret af ønsket om at anerkende de rettigheder, der blev lovet til Chickamauga Cherokee-folket i traktaten. Delstaten ville have været unik, da den ville have været dedikeret til at opretholde og beskytte Chickamauga Cherokee-folkets suverænitet og kultur.

Forslaget om at oprette Nickajack blev fremlagt for den amerikanske kongres i 1806. Men her mødte det modstand fra flere politikere. Nogle argumenterede for, at det ville skabe en præcedens og give anledning til andre lignende forslag fra forskellige indianske stammer i hele landet. Andre mente, at det ville komplicere den politiske organisation og det føderale system.

Derudover var der stigende spændinger mellem bosættere og de indianske stammer i området. Disse spændinger blev yderligere forstærket af konflikter og voldelige episoder, der fandt sted under den anglo-amerikanske krig i 1812.

På trods af bestræbelserne på at oprette delstaten Nickajack og beskytte Chickamauga Cherokee-folkets rettigheder blev forslaget gradvist forladt. I stedet blev Chickamauga Cherokee-folket tvunget til at flytte vestpå, som en konsekvens af ​Indian Removal Act i 1830. Denne førte til den berygtede tvungen fjernelse af indianske stammer mod vest, især kendt som “Trail of Tears.”

Det skal bemærkes, at der er flere historier om den lige ved og næsten-stat, Nickajack.

5. Sequoyah

Historien om Sequoyah som en potentiel amerikansk delstat begyndte i begyndelsen af det 19. århundrede. Efter den amerikanske regerings udflytning af cherokee-folket fra deres traditionelle landområder i sydøst til det, der i dag er staten Oklahoma, ønskede cherokee-folkets at danne deres egen suveræne stat.

I 1828 begyndte Cherokee Nation at organisere sig som en autonom enhed og udviklede en forfatning og regeringsstruktur. De ønskede at skabe en ny amerikansk stat, der skulle bestå af deres territorium i Oklahoma-området og være et hjem for cherokee-folket. Navnet Sequoyah blev valgt som en hyldest til den prominente cherokee-lingvist, der havde skabt et skriftsystem for cherokee-sproget.

Cherokee-folket arbejdede aktivt for at opnå anerkendelse fra den amerikanske regering og indsendte deres forfatning til Kongressen i 1830. Desværre blev deres bestræbelser på at oprette staten Sequoyah stærkt modarbejdet af den amerikanske regering og de omkringliggende stater.

Den føderale regering vedtog Indian Removal Act i 1830, der førte til tvungen flytning af cherokee-folket vestpå. Denne tvangsflytning og fjernelse af cherokee-folket forhindrede oprettelsen af staten Sequoyah som en selvstændig enhed.

Historiske eftervirkninger

I stedet blev det meste af cherokee-territoriet inkluderet i Oklahoma Territory, der blev oprettet i 1890’erne. I 1905 søgte man igen om oprettelsen af den nye stat, som skulle rumme Indian Territory (det østlige Oklahoma i dag.) Man ønskede et sted, hvor stammerne kunne leve på deres levemåde, uden indblanding fra den føderale regering. Samtidig søgte Oklahoma om statsskab, og Præsident Theodore Roosevelt valgte derfor at slå de to områder sammen til delstaten Oklahoma. Det var først i 1907, at Oklahoma blev optaget som en amerikansk delstat, der omfattede tidligere cherokee-områder sammen med andre indianske nationer og ikke-indianske bosættere.

Selvom Sequoyah-staten aldrig blev oprettet, er Sequoyahs navn stadig anerkendt og værdsat som en vigtig figur i Cherokee-historien og indiansk kultur generelt. Sequoyahs skriftsystem for cherokee-sproget spillede en afgørende rolle i bevarelsen af ​​cherokee-kulturen og identiteten for Cherokee Nation og andre stammer i dag.

Historien om Sequoyah-staten er en påmindelse om de komplekse og konfliktfyldte forhold mellem den amerikanske regering og oprindelige folk i USA’s historie. Det er også en påmindelse om cherokee-folkets vedholdenhed og stolthed over deres kultur og ønsket om at bevare deres suverænitet og identitet som en nation.

6. Lincoln

Der har været flere forsøg på at oprette en stat ved navn Lincoln.

Som nævnt tidligere tillod en klausul i Texas’ optagelse i USA, at staten kunne opdeles i flere enheder. En af disse foreslåede stater, Lincoln, skulle bestå af alt syd og vest for Colorado River. Ligesom staten Jefferson,  blev ideen aldrig til virkelighed.

Efter oprettelsen af ​​territorierne Washington, Idaho og Montana i 1864 var det kortvarigt uklart, om det nuværende Idaho panhandle skulle blive en del af Idaho eller Montana. I mellemtiden indgav panhandle en anmodning om at blive en stat ved navn Lincoln. Da dette mislykkedes, blev ideen genfremsat i begyndelsen af ​​1900-tallet og omfattede det østlige Washington, hvilket ville have delt den eksisterende stat i to. Igen mislykkedes ideen, men den er gentaget med jævne mellemrum siden da. Det seneste forslag til ideen blev fremsat i 2005.

Historien om Lincoln-staten er præget af gentagne forsøg på at skabe en ny stat øst for Cascades-bjergene i Washington. Forslagene omfatter også oprettelsen af ​​andre stater som “State of King” og “State of Roosevelt” og er blevet fremsat af forskellige politikere gennem årene.

7. Westylvania

Vandalia var en foreslået koloni beliggende i dele af Kentucky og West Virginia. Men, England anerkendte aldrig Vandalia som en koloni, så i 1776 forsøgte man at danne en stat i stedet. Staten ville også omfatte dele af Pennsylvania. Det navn, de foreslog, var Westylvania.

Hvis det var blevet vedtaget, ville det have været den 14. stat. Kongressen tog dog ikke notits af forslaget, og Pennsylvania (som husede størstedelen af det landområde, der ville have været Westylvania) vedtog snart en lov, der erklærede, at at tale om secession og specifikt Westylvania-bevægelsen ville blive betragtet som forræderi og straffes med døden. Og så døde Westylvania hurtigt ud af momentum og ud af erindring.

8. Transylvania

Omkring 100 år før Bram Stoker gjorde navnet Transylvania synonymt med vampyrer, Dracula og mørke, var det navnet på en uofficiel 14. koloni. Den bestod af dele af det nordlige Tennessee og det sydøstlige Kentucky.

I 1775 grundlagde Richard Henderson, en jordagent og forretningsmand, Transylvania Company med det formål at købe store landområder fra de indfødte amerikanske stammer. Han indgik en aftale med Cherokee-stammen, hvorved han erhvervede retten til området, der blev kendt som Transylvania.

Den 23. april 1775 afholdt Transylvania Company et møde i Boonesborough, hvor de udstedte en forfatning og erklærede oprettelsen af en ny stat kaldet Transylvania. Denne handling var dog ikke anerkendt af de etablerede myndigheder, hverken den amerikanske regering eller det britiske kolonistyre, der stadig havde kontrol over området. Det viste sig faktisk, at Transylvania Company havde købt landområderne ulovligt ifølge britisk lov. To andre territorier havde allerede gjort krav på landområdet – North Carolina og Virginia.

Lille by i Kentucky

I 1776 underskrev de amerikanske kolonier Uafhængighedserklæringen og erklærede sig uafhængige af det britiske kolonistyres herredømme. I kølvandet på dette blev Kentucky-området en del af Virginia og senere en egen amerikansk delstat. Derfor blev Transylvania aldrig anerkendt som en officiel koloni, da Virginia gjorde krav på området. Henderson tilbudt et område, der i dag udgør den lille by af samme navn i det nordvestlige Kentucky.

Transylvania-staten havde en kortvarig eksistens. Det blev aldrig fuldt ud anerkendt og eksisterede kun som en uafhængig enhed i mindre end et år. Den Amerikanske Revolution og de efterfølgende begivenheder medførte, at Transylvania blev overskygget af større politiske og territoriale omvæltninger.

Historien om Transylvania er dog stadig et interessant kapitel i den tidlige amerikanske kolonisering og territoriale ekspansion. Den afspejler de udfordringer og kompleksiteter, der opstod under oprettelsen af en ny nation i det vilde vesten. Selvom Transylvania som en stat aldrig blev oprettet, er dens korte eksistens og arv stadig et eksempel på det dristige pionerånd og territoriale erobringstrang, der kendetegnede Amerika på det tidspunkt. I dag kan man dog stadig finde spor af Transylvania, det bedste eksempel er nok Transylvania University i Lexington i Kentucky.

9. Absaroka

Den amerikanske delstat, der næsten blev oprettet under navnet Absaroka, er en fascinerende historie fra det vestlige USA. I 1939 blev der dannet en bevægelse i de vestlige områder af Montana, Wyoming og South Dakota med det formål at danne en ny stat uafhængig af de eksisterende delstater.

Bevægelsen fik navnet “Absaroka” efter den naturskønne Absaroka-bjergkæde, der strækker sig gennem området. Tilhængerne af Absaroka-staten hævdede, at de var blevet forsømt og overset af de eksisterende delstatsregeringer og ønskede mere lokal kontrol og indflydelse på deres område.

I maj 1939 blev der afholdt en stor konvention i Cody, Wyoming, hvor tilhængerne af Absaroka-staten mødtes for at diskutere og vedtage en forfatning. De valgte en guvernør, kabinetembedsmænd og vedtog flag og andre symboler for den foreslåede stat. Blandt andet lavede de egen nummerplade go afholdte skønhedskonkurrencer.

Absaroka-bevægelsen fik stor opbakning og støtte fra befolkningen i de berørte områder. Der blev afholdt parader og offentlige begivenheder for at fremme ideen om Absaroka. Bevægelsen fik også opmærksomhed fra medierne, både regionalt og nationalt, hvilket øgede dens profil og betydning.

Til trods for den store opbakning og støtte lykkedes det dog ikke for Absaroka-bevægelsen at opnå sin drøm om en uafhængig stat. Forslaget blev aldrig formelt præsenteret for den amerikanske kongres, og det blev ikke taget seriøst af føderale myndigheder. Grundet Anden Verdenskrig mistede tilhængerne af Absaroka desuden interessen.

10. Scott

Delstaten Scott eksisterede faktisk i 125 år, men den var ikke at finde på noget kort.

Den Frie og Uafhængige delstat Scott blev grundlagt under Borgerkrigen, da Scott County i Tennessee, valgte at melde sig ud af sin Tennessee. I Scott County var man hverken plantageejere eller slaveejere, og der havde man ingen interesse i at slutte sig til Konføderationen, som Tennessee havde gjort. Man ville gerne forblive i Unionen.

Tennessee ignorerede dog den udmelding og udmeldelse, og gjorde intet for at stoppe de. Den lille stat Scott blev stort set glemt, indtil dens 125-års jubilæum i 1986, hvor den endelig formelt anmodede om genoptagelse i Tennessee. Staten afholdt endda en fejring, der bød Scott velkommen tilbage, selvom den aldrig officielt havde anerkendt den i første omgang.

11. Superior

Superior (eller Ontonagon) er en foreslået “51. stat”, der vil blive skabt af, at Upper Peninsula melder sig ud af resten af Michigan. Den har sit navn efter den tilstødende Lake Superior. Som en af de få ikke-østater i USA med to forskellige landmasser giver det mening, at borgerne i Michigans øvre halvø (ofte kaldet “yoopers”) ville overveje at skille sig ud fra den del af staten, der ligner en “hanske” eller “vante”.

Nogle forslag omfatter også områder fra det nordlige Lower Peninsula, det nordlige Wisconsin og endda Minnesota. Forslagene er motiveret af kulturelle forskelle, geografisk adskillelse fra Lower Michigan og en tro på, at problemerne i “Superior Region” bliver ignoreret af delstatsregeringen.

Da Northwest Territory blev oprettet af den spirende amerikanske regering, foreslog Thomas Jefferson en stat, som han kaldte Sylvania. Den skulle inkludere Upper Peninsula og et område, der nu er det nordlige Wisconsin og det nordøstlige Minnesota. Ideen har til tider fået seriøs opmærksomhed, men står over for betydelige praktiske hindringer, ligesom andre forslået delstater.

12. Franklin

Efter Den Amerikanske Revolution stod de samfund, der boede i det, der i dag er det østlige Tennessee, over for en usikker fremtid. Selvom North Carolina gjorde krav på landet vest for Appalacherbjergene, vidste de tilsyneladende ikke, hvad de skulle gøre med det. I 1784 stemte North Carolina for at give landet til den føderale regering, for at betale deres krigsgæld. Men nyvalgte politikere i North Carolina skiftede dog mening, og besluttede at beholde territoriet. Alt imens frygtede befolkningen i grænseområderne, at delstaten ikke ville beskytte dem fra angreb.

For at tage sagen i egen hånd besluttede bosætterne at danne deres egen stat. Den 23. august 1784 underskrev omkring 50 grænsebosættere en erklæring i byen Jonesborough, hvor de erklærede deres uafhængighed fra North Carolina. Den revolutionære krigshelt John Sevier (som byen Sevierville er opkaldt efter) ledede den løst organiserede regering i territoriet.

I foråret 1785 ansøgte det nye territorium om statsborgerskab. North Carolina var rasende over, at grænsebosætterne havde brudt ud uden tilladelse, så delstaten modsatte sig kraftigt forslaget.

I et forsøg på at vinde en magtfuld allieret, kaldte man det nye område for “Franklin” til ære for en af grundlæggerne af USA og en fremtrædende politiker, diplomat og videnskabsmand, Benjamin Franklin. Selvom Franklin-territoriet fik støtte fra syv stater, nåede det ikke det to-tredjedele flertal, der var nødvendigt for at opnå statsborgerskab. Men man manglende faktisk kun to sølle stemmer. Så tæt var Franklin på at blive USA’s 14. delstat. Men i stedet for at give op og returnere området til North Carolina, besluttede Sevier og hans kampfæller, at staten Franklin ville fortsætte med eller uden anerkendelse fra den føderale regering.

Franklin giver ikke op

Trods fiaskoen med at blive Amerikas 14. stat voksede Franklin i en hurtig hastighed. I slutningen af 1785 og begyndelsen af 1786 flyttede cirka 10.000 familier til territoriet fra Virginia og North Carolina. Franklin blev en slags autonom nation med sin egen forfatning, retssystem og traktater med de indfødte amerikanere. Dog etablerede Franklin aldrig sin egen papir- eller møntvaluta, men anvendte i stedet et byttesystem. Folk byttede tobak, majs, brændevin og dyreskind for andre varer og tjenesteydelser. Som guvernør for Franklin modtog John Sevier en løn på 1.000 hjorteskind om året.

North Carolina tog ikke Franklins oprør stille og roligt. I 1787 etablerede delstaten en parallel regering i Jonesborough. Spændingerne mellem de to regeringer kulminerede om vinteren 1788, da North Carolina-agenter beslaglagde John Seviers værdigenstande og flere af hans slaver for at betale hans skatterestancer. Som reaktion marcherede Sevier med over 100 mænd for at kræve sine ejendele tilbage. Resultatet blev “Slaget om Franklin”, der endte med tre dødsfald, flere sårede og Seviers tilbagetrækning.

Kort efter sammenstødet med North Carolinas tropper stod staten Franklin over for truslen om en invasion fra Chickasaw, Chickamauga og andre indfødte amerikanske stammer. Uden andre venner at søge hjælp hos, søgte guvernør Sevier assistance fra Spanien.

Seviers sammensværgelse med en fremmed nation blev den sidste dråbe for North Carolina. I august 1788 blev John Sevier arresteret af North Carolina. Selvom han hurtigt blev befriet fra fængslet af sine tilhængere, besluttede han til sidst, at det var på tide at give slip på staten Franklin. Franklin-rebellerne overgav sig og svor troskab til North Carolina, der sendte tropper for at bekæmpe de fjendtlige indfødte amerikanske styrker.

John Sevier landede på sine fødder og blev brigadegeneral og senere den første guvernør for Tennessee.

13. Texlahoma

I 1935 forsøgte 46 amter i det nordlige Texas og 23 amter i det vestlige Oklahoma at slå sig sammen om en ny delstat, Texlahoma. Årsagen til denne næsten-stat var manglende infrastruktur i de omtalte områder.

I starten af det 20. århundrede, vandt bilen mere og mere indpas i USA og i amerikanernes hjerter. Bilen blev faktisk ret hurtigt tilgængelig for de fleste amerikanere. De fleste havde råd til en, og det var en nyskabende og sjov opfindelse. Men infrastrukturen og de amerikanske veje var knap så imponerende, og de kunne ikke følge med det stigende brug og behov. Da befolkningen i de føromtalte områder ikke fik hjælp hos deres delstatsregeringer, besluttede de sig for at tage sagen i egen hånd, og skabe en helt ny og uafhængig stat.

Forslaget om at danne Texlahoma fik blandt andet omtale i The New York Times. Samtidig var den daværende vicepræsident, John Nance Garner IV, selv fra Texas. Han så derfor gerne Texas inddelt i flere stater, for dermed at få flere repræsentanter fra området i Kongressen.

Men Garner havde en forkærlighed for usædvanlige sager. Han støttede ivrigt at udnævne kaktusarten prickly pear som Texas’ delstatblomst. Han fik derefter kælenavnet “kaktus Jack”.

14. Lost Dakota

To af de mindst besøgte stater i USA er de to Dakota-stater North- og South Dakota. Hvis det ikke var for Mount Rushmore, der ligger placeret i Keystone, South Dakota, ville området nok ikke være førsteprioritet for de fleste turister. Men faktisk var det tæt på, at endnu en stat opkaldt efter sioux-stammen ville være blevet til virkelighed. I midten af 1800-tallet eksisterede nemlig endnu et Dakota: En lille klat af land flere hundrede kilometer væk fra de større søskende. Dette er historien om Lost Dakota.

I 1803 opkøbte USA’s tredje præsident, Thomas Jefferson, Louisiana-territoriet af franskmændene (kendt som Louisiana Purchase), som fordoblede USA’s geografiske størrelse. Området strakte sig fra New Orleans hele vejen op til den canadiske grænse, og heriblandt blev Dakota-territoriet oprettet.

I midten af 1800-tallet var tiden kommet til, at territoriet skulle opdeles i stater.  Det var forventeligt, at alle territorier i USA på et eller andet tidspunkt ville blive til stater. Udover North og South Dakota blev Montana, Idaho og Wyoming oprettet. Da opdelingen af de nye stater var afsluttet, var et lille stykke land forblevet tilbage på grænsen, hvor de tre sidstnævnte stater mødtes.

Størrelsesmæssigt udgjorde det fjerne område en tredjedel af dagens Manhattan i New York City, men ingen stater foreslog nogensinde at optage det lille område i Unionen.

Officielt tilhørte det lille stykke land Dakota-territoriet, selvom de to Dakota-stater lå flere hundrede kilometer væk. Set i bakspejlet ville Lost Dakota have været paradis for lovløse banditter at flygte ti. Her eksisterede nemlig ikke nogen former for regler eller lovgivning i det lille landområde.

Ingen har nogensinde bosat sig i Lost Dakota. I dag er området forblevet utilgængeligt og er en del af Gallatin County i Montana. Der er ingen veje, ikke engang jævne stier. Dog er området besat af bjørne og store amerikanske bøfler, som i mange år udgjorde den primære føde for sioux-stammen. Da man næsten udryddede bøflen, måtte Sioux-stammen overgive sig, og stammen blev ført til lukkede reservater under amerikansk kontrol.

15. Long Island

Long Island, der i dag er en del af delstaten New York, var i kolonitiden et område med stor strategisk og økonomisk betydning. Det var allerede kendt for dets frugtbare jord og vigtige havne. Ideen om at oprette en separat stat på Long Island opstod som et resultat af forskelle i interesser og politiske mål mellem øens beboere og resten af New York-provinsen.

Ideen blev seriøst drøftet i 1896, da The New York Times offentliggjorde en artikel om emnet. Avisen interviewede sukkerbaron Adolph Mollenhauer, der kom med en af de bedste begrundelser for at retfærdiggøre statsdannelse: “Vi er trætte af chefer og chefisme.” På denne tid var man træt af, at pengene fra Long Island blev brugt af lovgivere fra Manhattan.

Statsdannelsens iver stoppede dog i 1890’erne, og blev først genoplivet hundrede år senere. Mærkværdigt nok havde problemerne ikke rigtig ændret sig. Long Islandere klagede nemlig over, at de finansierede 17 procent af delstatens skolebudget, men kun fik 12 procent tilbage.

Long Island har faktisk mange af de forudsætninger, der kræves for statsdannelse. Brooklyn og Queens er på øen, hvilket gør dens befolkning stor nok. Faktisk har det flere mennesker end tyve stater. Og geografisk set er øen stor nok. Den er større end Rhode Island og nærmer sig størrelsen af Delaware. Derudover har Long Island en livlig og diversificeret økonomi.

Selvom statsdannelsen har fundet støtte på øen, er det usandsynligt, at resten af delstaten New York nogensinde vil give slip på den.

Long Island spiller stadig en vigtig rolle i USA’s historie og økonomi. Med sin nærhed til New York City og dets smukke landskaber og strande er Long Island blevet et populært beboelsesområde og turistdestination. Det har også været et centrum for handel, landbrug og industri, og den bidrager stadig til New Yorks økonomiske vækst.