Juneteenth er dagen, hvor man fejrer enden på slaveriet i USA

Juneteenth (en sammen trækning af June og nineteenth) kendes også som Freedom Day, Jubilee Day, Liberation Day og Emancipation Day. Dagen er en markering af enden på slaveriet i USA. Den 19. juni, 1865, proklamerede general Gordon Granger, til indbyggerne i Galveston, Texas, at den føderale ordre var, at alle slaver i Texas nu var frie. Selvom Emancipation Proclamation formelt havde givet slaverne deres frihed to et halvt år tidligere, og Den Amerikanske Borgerkrig var vundet af nordstaterne to måneder tidligere, havde Texas nemlig stadig slaver, indtil den 19. juni, 1865.  

Baggrunden for Juneteenth

Under Den Amerikanske Borgerkrig, gjorde Præsident Abraham Lincoln brug af et præsidentielt dekret, der skulle bane vejen for frigivelsen af slaver.

Emancipation Proclamation, eller Proclamation 95, blev udstedt i september 1862. Den trådte i kraft den 1. januar i 1863, og erklærede, at alle slaver i de rebelske stater i Konføderationen skulle være frie. Dekretet ændrede status for flere end 3,5 millioner slaver i sydstaterne. Så snart en slave undslap og krydsede grænsen til nordstaterne, var personen ikke længere en slave, men en permanent fri person.

Wikimedia Commons

Texas lå isoleret fra de andre stater i Konføderationen, og der var sparsomme kampe. Mange plantageejere flyttede derfor dertil, og de tog deres slaver med sig. I 1865 var der omkring 250,000 slaver i Texas.

Nyheden om, at general Robert E. Lee den 9. april i 1865 havde overgivet sig, og nordstaterne havde vundet krigen, nåede først Texas senere på måneden. Området var det sidste til at overgive sig, den 2. juni – knap to måneder efter krigen officielt var slut. Den 18. juni red general Gordon Granger, sammen med 2,000 føderale tropper, ind til Galveston for at overtage Texas på vegne af den føderale regering. Dagen efter, den 19. juni 1865, stod Granger foran byen og proklamerede indholdet af General Order No. 3 – at alle slaver nu skulle være frie:

“The people of Texas are informed that, in accordance with a proclamation from the Executive of the United States, all slaves are free. “

Wikimedia Commons

Denne dag er siden blev kendt som “enden på slaveriet”. Sandheden er, at Emancipation Proclamation ikke galt de slaver, der var i Unionens territorier, eller områder, der ikke var i oprør. Alle slaver blev først fuldstændigt frie seks måneder efter, da man tilføjede det 13. tillæg til forfatningen.

Det 13. forfatningstillæg:

Section 1. Neither slavery nor involuntary servitude, except as a punishment for crime whereof the party shall have been duly convicted, shall exist within the United States, or any place subject to their jurisdiction.

Section 2. Congress shall have power to enforce this article by appropriate legislation.

Tidlige fejringer af Juneteenth

Efter Granger havde erklæret, at slaverne i Texas nu var frie – brød fejringer ud, også selvom det ikke var alle, der med et trylleslag blev frie. En del slaveejere afholdte sig nemlig fra at oplyse om nyheden til efter høstsæsonen var afsluttet. Selvom slaverne blev opfordret til at blive hos deres tidligere ejere og arbejde for løn, forlod mange tidligere slaver Texas, for at genforenes med familiemedlemmer på tværs af landet.

Året efter arrangerede frigivne slaver Texas’ første fejring, af hvad der blev kendt som Jubilee Day, den 19. juni. Afroamerikanerne samlede penge sammen, for at opkøbe områder (såsom Emancipation Park i Houston), hvor de kunne afholde deres fejringer. I 1890 blev Jubilee Day omdøbt i Juneteenth. På dagen havde man barbecue, gudstjenester, der var parader og historiefortællinger.

Tidligt i det 20. århundrede led Juneteenth-fejringerne af økonomisk og politisk undertrykkelse af de sorte amerikanere. Nye delstatslove blev vedtaget, og raceadskillelsen voksede og voksede, da man indførte Jim Crow – lovene.

På trods af de ekstremt diskrimerende forhold, blev fejringer af slaveriets ophør mere og mere sparsomme. Men kort før Anden Verdenskrig, erklærede den texanske guvernør, at dagen skulle markeres:

“Whereas, the Negroes in the State of Texas observe June 19 as the official day for the celebration of Emancipation from slavery; (…) NOW, THEREFORE, I, JAMES V. ALLRED, Governor of the State of Texas, do set aside and proclaim the day of June 20, 1938, as the date for observance of EMANCIPATION DAY in Texas, and do urge all members of the Negro race in Texas to observe the day in a manner appropriate to its importance to them.”

Juneteenth-fejringer i nyere tid

Under Borgerrettighedskampen faldt deltagelsen af fejringer igen. Afroamerikanernes fokus var simpelthen et andet sted. Endnu en opblomstring af mærkedagen kom dog kort tid efter igen. Den 1. januar i 1980, blev Texas den første stat, der gjorde Juneteenth til en officielt delstats-helligdag. Flere stater fulgte efter, og indtil 2021, var det blot Hawaii, North Dakota og South Dakota, der ikke afholdte Juneteenth.

I juni 2021 blev Juneteenth, efter mange års venten, endelig en national helligdag. Beslutningen blev vedtaget enstemmigt i Senatet. I Repræsentanternes Hus var der 14 republikanere, der stemte imod, med begrundelsen, at det var “racistisk” at fejre slaveriets ophævelse. Men et overvældende flertal var altså for at gøre dagen til en national helligdag, og den 16. juni i 2021 underskrev Præsident Biden den nye lov.

Markeringen af Juneteenth havde indtil 2021 vundet mere og mere indpas, selvom det stadig var en mærkedag, der primært var stor i det afroamerikanske samfund. Men dagen blev mere og mere en del af alle amerikaners bevidsthed – blandt andet har Apple sørget for, at Juneteenth ligger som en officielt helligdag, i iOS-kalenderen.

Juneteenth-flaget

Juneteenth-flaget er designet af L.J. Graf, og det er fyldt med symbolik. De røde, hvide og blå farver er for at symbolisere, at slaverne og deres efterkommere var og er amerikanere. Stjernen i midten er en hyldest til Texas (The Lone Star). Den yderste stjerne repræsenterer ny frihed og et nyt folk.

Hvordan afholder amerikanerne Juneteenth?

Indtil 2021 har det været forskelligt, fra stat til stat, hvordan man fejrede dagen. Men den 19. juni er den længst fejrede afroamerikanske helligdag, og bliver af nogen kaldt for USA’s anden uafhængighedsdag.

Tidligere havde afroamerikanerne ikke adgang til offentlige steder til deres fejringer, så de blev ofte i kirker eller ved vandet. Man tog sit stiveste puds på, og nogle tog sågar på en pilgrimstur til Galveston.

I dag er det en mere multikulturel fejring, der skal huske amerikanerne på deres forhistorie, og oplyse folket om den afroamerikanske kulturarv. En af traditionerne kan være oplæsning af Emancipation Proclamation, at synge traditionelle sange eller oplæsning af værker fra anerkendte afroamerikanske forfattere, såsom Ralph Ellison eller Maya Angelou. Der kan være picnics, rodeos, gadefester, familiekomsammen, fester i parker og – selvfølgelig – Miss Juneteenth – konkurrence.

Man prøver også mange steder at opfordre til vælgerregistrering og oplysning om rettigheder. Og så er den officielle Juneteenth-drink en rød sodavand eller en jordbærdrink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs også

Back to top button