Den sorte befolkning lever i evig angst

USA er i internt oprør, efter George Floyds død, der synes, at blot være ”endnu en i rækken”. Floyds død blev for mange, den berømte dråbe, der fik bægret til at flyde over. Der er de, der gentagende gange tager politiet i forsvar, fordi George Floyd og Rayshard Brooks jo var kriminelle. Det er bare ikke kernen. Der er nemlig rigtig mange historier om ubevæbnede og forsvarsløse sorte amerikanere, der er blevet dræbt af politiet. Breonna Taylor, der blev dræbt i sit soveværelse – da politiet trængte ind i hendes hjem og skød og dræbte hende, mens hun lå i sin seng. Eller Akai Curley – en 28-årig sort, og ubevæbnet mand, der blev skudt af en betjent i New York City. Han blev hverken advaret eller råbt an af politiet. Hans forbrydelse? At tage trappen i stedet for elevatoren.

Torsdag formiddag den 20. november 2014, venter Akai Gurley sammen med sin kæreste, Melissa Butler, forgæves på elevatoren i en boligblok i Brooklyn, New York. Frustrerede over ventetiden, tager de et skæbnesvangert valg. De tager trappen. 14 trappetrin længere oppe åbner betjent Peter Liang nemlig døren indtil trappeopsatsen. Liang, der er en grønskolling-betjent, skyder, og dræber, Akai Gurley. Hvorfor, tænker man nok? Har Gurley truet dem? Er han i færd med at sælge stoffer, overfalde en pige eller er han på flugt fra politet? Nej. Gurley havde lige været ved frisøren og fået flettet sine mørke lokker, resultatet af hvilket han postede på de sociale medier.

Gurley blev dræbt pga. en fejl. Fordi, betjenten havde trukket sit våben og valgt at åbne døren med samme hånd som den, der bar pistolen. New Yorks politi har officielt kaldt episoden for ”uheldig” og anerkendt, at Gurley blev skudt selvom han var ubevæbnet og uden skyld i nogen form for forbrydelse. Han var bare på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.

Det tror jeg også jeg var en lun februarnat tilbage i 2008. Det var den dag, at jeg sådan rigtigt forstod first hand hvad racisme er, og hvor meget den stadig eksisterer i USA.

Men lad mig først fortælle om mit forhold til sorte amerikanere. Det var nemlig ikke-eksisterende da jeg som USA-jomfru satte fødderne på Californisk jord, seks måneder før februarnatten. Jeg syntes ikke rigtigt noget om dem. Hverken eller. I ”The Commons” – som kantinen på CSUB (California State University, Bakersfield) hedder, sad de sorte nemlig lidt for dem selv. Eller måske var det mig, og min hollanske veninde, Danielle, der sad for os selv? I hvert fald snakkede jeg ikke med dem. I lang tid sad jeg blot med min ’macaroni and cheese’ og tænkte, at alle mine stereotyper blev bekræftet. Fyrerne havde baggy pants på og stod altid med let svag i knæene og lænede sig tilbage. De var meget comfortable. Sneakers og store t-shirts. Kasketten omvendt på, og så havde de alle de fantastiske slangudtryk. De var alt det, jeg ikke kendte til. Og så sad jeg jo der og legede ”os” og ”dem” selvom jeg ikke ville. Jeg turde faktisk ikke snakke med dem. Jeg var ikke bange for dem, jeg var bare sikker på, at de ikke ville bryde sig om mig. De sorte piger beundrede jeg. De var så smukke og selvsikre. Men de ville i hvert fald heller ikke bryde sig om en blegfed dansker. Så, jeg lod det egentlig være dét. Jeg betragtede fascinerende de sorte på afstand, og bidrog til min egen lille selvopfundne Jim Crow-verden.

Heldigvis var min værelseskammerat, den førnævnte Danielle, svært tiltrukket af sorte (og gerne purunge) mænd, og da vi en dag kom tilbage til campus efter en tur i biografen, mødte vi den unge sorte JR. JR var fra England, men for mig var han amerikaner. Han havde det mest åndssvage hår, der stod lige op i luften. Han var altid beredt med kam til at ”toppe” det lidt.

JR med sin kam og tossede hår

Men han var flot og anderledes og pludselig begyndte de sorte at snakke med os. De nærmest flokkedes om os, når vi sad og drak vores kaffe ude i solen på campus. Og jeg løsnede hurtigt op. Jeg kaldte dem blacks, og bad dem smile i mørket for at jeg kunne finde dem på deres hvide tandset. Jeg så ingen grund til at pakke tingene ind, og de må have syntes, at det var lidt dejligt med sådan en som mig, for jeg fik en masse sorte venner. Dre, den fede kok i ”The Commons”, der kørte en skriggrøn slæde og boede i the bad neighborhood; Daniel, den sødeste dreng jeg nogensinde har mødt og som altid skjulte sin veltrænede krop i et CSUB-joggingsæt; Darnell, der lignede Eddie Murphy og som vist havde et crush på Danielle; Stephen ”Kenya”, der, som kælenavnet indikerer, var fra Kenya, og havde de største læber jeg nogensinde har set.; Rayleen, den smukke pige, der boede på værelset ved siden af mig og Danielle. Rayleen var stilfuld, sød og havde en mystik omkring sig. Ray-Ray, der altid råbte: ”awww you guys are so cool and crazy”; Chris, der lugtede af chokoladeparfume og var lun på mig.

Og. Så. Var. Der. Prince.

Prince Charming, som jeg hurtig kaldte ham. Jeg mødte Prince en kedelig torsdag aften på Qué Pasa, en mexikansk restaurant på markedspladsen i Bakersfield, der hver torsdag afholdte karaokeaften. Det tog lidt overtalelse at score Prinsen. 30 min før han kom, havde en af hans venner nemlig erklæret sin betagelse af mig, og så var det jo ’bros’ before ’hoes’. Jeg fyldte en Adios Motherfucker-drink i hovedet, og før jeg vidste af det, stod jeg, i bedste Beverly Hills 90210-stil, sammen med Prince og krammede ved en udkigspost. Vi kunne se hele Bakersfield og han lukkede mig ind under sin jakke, for at varme mig.

The Prince and Me-historien blev en kort fornøjelse, men jeg faldt pladask for den flotte unge mand, der kørte i en Mustang og var skolens flotteste accessorie. Han havde sit eget firma, hvor han arrangerede fester i busser, der var ombygget til diskoteker, og han stod også for årets Halloweenfest. Danielle og jeg kørte fra campus sammen med Daniel (der havde skiftet joggingsættet ud med skjorte og rigtige bukser) hen til Princes fest. Vi var de eneste hvide til festen. Det føltes absurd og uvirkeligt. Jeg kunne jo ikke engang danse ligeså lækkert som dem. Pigerne stod med deres store og runde booties og shakede alt de havde. At twerke en mands underliv til live, var ikke lige min spidskompetence, og Danielle og jeg følte os bare malplacerede. Vores Halloween-kostumer var jo ikke engang stramme og slutty. Giv mig et K som i kikset.

Da Daniel kommer løbende ind med skræk i øjnene, vidste jeg, at der var noget galt. ”Vi skal væk herfra, nu. Der er skyderi”, hviskede han til mig. Oooooog, panik. Ud til bilen og af sted, mens ingen lod til at bemærke det. Jeg bemærkede dog den politihelikopter, der allerede kredsede omkring bygningen. Det var første gang, Daniel og jeg havnede i en beklemt situation. Den dag var det Daniel der reddede mig, og på februarnatten måtte han igen komme mig til undsætning.

Det var nogle måneder senere, og jeg var i byen på min stambar, The Alley Cat, en kilometer fra det hjem jeg var flyttet i, efter jeg afsluttede CSUB. Daniel var der. Søde Daniel, der inderst inde var vanvittig forelsket i mig, men som ikke turde gøre noget ved det. Jeg var jo hvid. Jeg var europærer. Jeg var med andre ord lidt dangerous. Hvorfor forstod jeg ikke på det tidspunkt, men det indså jeg 10 min senere, da Daniel og en af hans venner, ville følge mig hjem. De insisterede på, at ”this is not Denmark, and you should not walk home alone”.

Sødeste Daniel

Da vi spadserer ud af gyden, som Alley Cat ligger i, går der ikke længe inden jeg hører tre store pick-up trucks hvine og bremse hårdt. Vi stopper op, og undrer os lidt over, hvorfor de ni mænd, der stiger ud af bilerne, går hen imod os. En af mændene, en kronraget og stor fætter, træder helt ind i min intimsfære, peger på mig og siger hårdt: ”you’re with the wrong race, honey”. Jeg er mundlam og uden forsvar. Jeg forstår simpelthen ikke hvad der sker. Så kommer jeg vist til at nævne, at jeg da ikke er med den forkerte race, men nærmere i det forkerte land. Og det gør man ikke til en flok amerikanere. De begyndte at tage fat i Daniel og hans ven. De var sikre på, at jeg var ved at blive kidnappet og voldtaget, for hvad lavede de to sorte drenge med en fin hvid kvinde? Ude af stand til at forstå situationens alvor, blev jeg ved med at kæfte op, indtil Daniel bad mig tie stille. Han forklarede de aggressive mænd, at vi gik på skole sammen, og at de bare ville følge mig hjem. Vi begyndte at trække os tilbage, og fik besked på, at vi skulle skride NU, inden de slog drengene. For det ”made them sick” at se mig sammen med dem.

Da vi kom hjem, sagde Daniel stille til mig: ”You almost had me killed tonight”.

Daniel havde ikke gjort noget. Han var bare sort. Akai Gurley blev nok ikke skudt fordi han var sort, men det er ovenpå vrede og uretfærdighedsfølelse hos en stor del af de sorte amerikanere, at disse episode kan gyde vandene endnu mere. Jeg har altid følt, at den bedste måde at komme racisme til livs i min egen tilværelse og der hvor jeg kom, var ved at tie den ihjel. Hvorfor snakke om forskellene og racismen hele tiden? Hvad du fokuserer på, får du mere af, ikke sandt? Jeg ved det ikke længere. Det er umuligt for en dansker at forstå den splittelse det amerikanske folk, på mange måder, stadig befinder sig i. Det er endnu ikke lykkedes mig at forstå, men jeg fortsætter med at gøre et forsøg. For min kærlighed til sorte amerikanere blev født den dag på udkigsposten sammen med min Prins, og selvom jeg flere gange har fået folk til at forlade en fest efter de har hørt, at jeg godt kan lide mørkt kød, så ændrer det ikke på, at jeg en dag håber, det er anderledes.

Fire år senere, igen i samme valgår som Obama bliver valgt, er jeg i St. Louis, Missouri. St. Louis ligger små 12 km fra Ferguson, byen, der efter drabet på den unge Michael Brown, var et spændingsfelt af dimensioner, og genstand for mange mediers bevågenhed. I St. Louis møder jeg Carlin, der ikke tør holde hånd med mig, da vi går gennem storbyens gader. Carlin, som jeg stadig har kontakt med, og som til stadighed får min kærlighed til sorte amerikanere til at vokse. Carlin, der i 2017 var med sin kone i København, og med stor forundring i stemmen fortalte mig om en oplevelse han havde haft med det danske politi. Han gik en aften på Strøget i sit stiveste puds, da politiet pludselig kom kørende langsomt ved siden af ham. Klog af skade, eller med fyldt med dårlige erfaringer, blev Carlin straks utryg. Han var jo hverken beruset eller lavede nogen form for scene. Han gik bare for sig selv og nød den danske hovedstad.

De danske betjente rullede vinduet ned, og så gjorde de dét, der fik Carlin til at ville flytte til Danmark. De smilte til ham, og sagde hej. Og kørte videre ud i det Københavnske natteliv.

Tags

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Læs også

Close