Spøgelsesbyer i USA – efterladte amerikanske byer

Spøgelsesbyer ligger nærmest som perler på en snor, rundt omkring i USA. Tidligere var disse byer blomstrende og fulde af liv, mange af dem som følge af minedrift og guldfeberen, hvor amerikanerne, i et håb om et bedre liv, søgte mod bedre muligheder – kun bevæbnet med rygsækken fyldt med drømme. 

Spøgelsesbyernes opståen

Spøgelsesbyerne er perfekte eksempler på den amerikanske drøm, og hvad historien har efterladt USA med. Da guldfeberen var slut, forlod folk straks de små byer, og efterlod sig forladte byer, der tidligere havde været hjem for alle deres drømme, forventninger og håb for fremtiden. Det samme er tilfældet med minebyer – der blev grundlagt nær miner, så de arbejdende let kunne knokle igennem.

Mange spøgelsesbyer er i dag resultatet af lukkede miner, og dertil hørende små lukkede samfund. Langs den legendariske Route 66, finder man også et hav af spøgelsesbyer, hvor blot få personer stædigt holder fast i fortidens storhed. Da Route 66 mistede sin funktion som hovedåre mellem øst og vest, blev konsekvensen også øde og tomme byer, langs USA’s tidligere Mother Road.

Tidligere var der barer, bordeller og banditter. Nu er der blot fantasierne tilbage, om steder, hvor livet engang var håbefuldt – i de støvede tidskapsler, som vi kalder spøgelsesbyer.

Der findes flere hundrede Ghost Towns rundt i USA, og der er endda forskellige Ghost Town Trails, som man kan følge, i de forskellige stater. Her er en liste over nogle af de mest opsigtsvækkende, mest uhyggelige og mest betagende spøgelsesbyer i USA.

Forskellige spøgelsesbyer i USA

Kennecott, Alaska

Tidligt i 1900-tallet lokkede dette fjerne sted i Alaska modige minearbejder til Kennecott, i jagten på udvindelse af kobber. To personer var faldet over det kostbare metal, og i 1903 oprettede de Utah Copper Company. Med hjælp fra blandt andre Guggenheimerne, oprettede de den lille by, med blandt andet tennis- og skøjtebane.

En af Kennecotts fem miner blev kaldt “Bonanza”, da den indeholdte en af verdens største koncentrationer af kobber. I 1938 blev minerne lukket, og byen blev øde.

I dag er området et National Historic Landmark. 

St. Elmo, Colorado

St. Elmo blev grundlagt som guldmineby i 1880. Byen blev en blomstrende og populær whistle-stop på Pacific Railroad. Her var mere end 150 miner fyldt med guld og sølv, og i dets velmagtsdage boede her næste 2,000 mennesker. Her var hoteller, dansesale, bordeller og barer, og byens indbyggere havde et godt liv.

Men efter man i 1910 lukkede Alpine Tunnel, sang byen på sidste vers. Prisen på sølv dykkede, og togdriften forsvandt. Det siges, at de sidste beboer i St. Elmo tog det sidste tog ud af byen, og efterlod byen for altid.

St. Elmo er eftersigende en af de mest hjemsøgte steder i Colorado, og det skulle blandt andet være den familie der drev købmandsbutikken, der hjemsøger St. Elmo. En vaskeægte spøgelsesby!

Bodie, Californien

Bodie er en velkendt og velbesøgt lille western-by. Her er der Det Vilde Vesten – følelse, og Bodie er, med sine 2,000 bygninger, USA største ikke-rekonstrueret spøgelsesby.

Bodie blev grundlagt i 1859 af Willam S. Bodey, der fandt guld i området. Under guldrusen i Californien, blomstrede byen til omkring 10,000 minearbejder, og i 1880 havde byen 65 saloons og et red-light district, så minearbejders gode humør var sikret. Da guldet svindede ind, gjorde byen det også, og fra 1942 var den sidste mine lukket ned.

I dag er Bodie et National Historic Site, under beskyttelse og bevarelse af Californiens parksystem. Selvom her er rigeligt med mad og drikke i byen, skal man huske sin egen forplejning: her er intet til salg. En velbevaret perle, der emmer af historie og western.

Ashcroft, Colorado

Her blev der i 1880 fundet sølv, og hurtigt ankom hungrende minearbejdere til Ashcroft. Der blev hurtigt bygget gader og en retsbygning, og inden for frem år, havde byen flere end 3,500 indbyggere og 20 saloons. Hurtigt forsvandt det kostbare metal, og allerede i 1886 var byen stort set død.

Cahawba, Alabama

Fra 1820 til 1825, var Cahawba Alabamas hovedstad. Efter utallige oversvømmelser flygtede byens indbyggere dog til mere tørre områder, og med dem tog de også hovedstadstitlen.

I flere år var Cahawba en by med bomuldsproduktion, og under den Amerikanske Borgerkrig, byggede Konføderationen et fængsel, Castle Morgan, hvor tusindvis af soldater fra Unionen sad fængslet. Men da endnu en voldsom oversvømmelse tvang resten af indbyggerne ud, stod byen fra starten af 1900-tallet øde hen og med ødelagte bygninger.

Rhyolite, Nevada

Lev stærkt, dø ung. Det er præcis hvad denne guldfeber-by gjorde. Rhyolite blev grundlagt i 1905, men på trods af, at den på et tidspunkt var den tredjestørste by i Nevada, blev den efterladt i 1916.

Rhyolite (der er navnet på en vulkanisk bjergart ala granit) ligger på kanten af Death Valley. Her lå hoteller, et hospital, et operahus, og endda en aktiebørs. Den havde også en berygtet red-light district, og byen havde elektricitet, en skole og aviser.

Byen kom til, efter fundet af interessante grundstoffer blev fundet i området. Men lige så stærkt byen var vokset sig, lige så hurtigt faldt det hele sammen igen.

I dag er en af byens attraktioner, det velbevarede hus bygget af flasker. Resten af byen er forfalden og emmer ikke af meget andet end spøgelser.

Virginia City, Montana

Den berømte frontier-kvinde, Calamity Jane boede her i denne gamle guldmineby. Den blev grundlagt omkring 1863, og blev kendt for sin hårde levevis. Her var ingen retssytem eller lov og orden, hvorfor mord og røverier var normen i Virginia City.

Før Montana var en stat, var denne by kortvarigt hovedstad, og havde på et tidspunkt et indbyggertal på 10,000. Omkring halvdelen af byens nuværende bygninger er de originale, der har været gennem restaurering. Her i byen er der turistattraktioner i form af cabaretshows og live musik.

Garnet, Montana

Denne spøgelsesby er opkaldt efter den røde juvel, man fandt her. Fra 1860’erne til 1912, boede minearbejder her i byen, indtil en ildebrand nedbrændte halvdelen af byen. Der er på det tidpunkt ikke megen guld og juveler tilbage, og man besluttede derfor, at det var omsonst at genopbygge Garnet.

I dag har Garnet dog stadig 13 saloons, fire hoteller, en skole og to barbershops.

Elk Falls, Kansas

Elk Falls betragter sig selv som verdens største beboet spøgelsesby. Her bor der nemlig stadig omkring 100 mennesker, så teknisk set er det ikke helt en rigtig spøgelsesby.

Elk Falls blev grundlagt i 1870, og havde i sine velmagtsdage en skole med flere end 200 elever, et lægekontor og en tandlæge.

Efter den blev raseret af rivalen, Boston flyttede de fleste fra byen.

Batsto Village, New Jersey

Denne spøgelsesby har sit navn fra det svenske ord for sauna – batstu. Under Uafhængighedskrigen var denne by en blomstrende leverandør af jern til den amerikanske hær.

Byen blev grundlagt allerede i 1766, seks år inden USA opnåede uafhængighed fra England, og blev en selvstændig nation. I 1876 købte Joseph Wharton – senere grundlægger af Wharton School – en handelshøjskole i Pennsylvania – byen, og eksperimenterede med blandt andet landbrug, inden han kastede sig over sit skoleprojekt.

I dag står der stadig 40 originale bygninger tilbage, blandt andet Batsto Mansion, en smed, ishus, og en købmandsforretning. Postkontoret har stadig åben.

Centralia, Pennsylvania

Sent i 1800-tallet, var Centralia en boomende kulmine-by, med et indbyggertal på omkring 2,700. Teknisk set, er Centralia ikke en spøgelsesby, da der stadig er et par amerikanere, der residerer her. Men der er masser af spøgelsesstemning her – for byen er faktisk i brand.

I 1962 brød en efterladt kulmine i brand, og den har spydet lige siden. Folk flygtede, og byen er aldrig blevet genopbygget.

Man forventer, at branden vil vare endnu 250 år.

Glenrio, Texas / New Mexico

Ved grænsen mellem Texas og New Mexico, ligger denne lille rest af Route 66’s storhedstid. Byen er officielt en del af begge delstater.

Det gav en del fordele. For eksempel var tankstationenerne bygget på Texas-siden, hvor afgiften på brændstof var lavere, og barerne stod i New Mexico, da alkohol var forbudt i Texas-delen.

Men der var også ulemper. Togstationen lå nemlig i Texas, og posten ville derfor starte i Texas og dele ud der, hvorefter postsækken blev kastet over på New Mexico-siden, hvorefter den kunne blive delt ud i resten af byen.

Byen er fra 1903, og blev populært for de rejsende. Men da I-40 blev bygget, stoppede bilisterne ikke længere i Glenrio, der dermed blev en af Route 66’s spøgelsesbyer. En by og fortælling, der har været med til at inspirere Disney-Pixar’s i udarbejdelsen af Cars. 

Calico, Californien

Calico er i dag et historisk landemærke i Californien, og en spøgelsesby, der er omdannet til turistattraktion. Her kan man blandt andet opleve Maggie Mine, en tidligere guldmine, tage en tur på Calico Odessa Railroad, eller tage på spøgelsesturer …

En autentisk, men turistet, by, der virker oser af gamle dage.

Goldfield, Arizona

Goldfield var hjem for mange guldminearbejdere i slutningen af 1800-tallet. Men allerede i 1898, var området løbet tør for det kostbare grundstof, og byen blev efterladt.

I 1921 flyttede folk igen til Goldfield, der nu fik navnet Youngsberg. Men blot fem år efter, stod byen igen tom.

I 1988 blev Goldfield en turistattration med diverse aktiviteter, som for eksempel ridning, saloon, museum og en svævebane.

Terlingua, Texas

Fra 1905 til 1940 var dette område populært på grund af kviksølv-minerne. Men da markedet styrtdykkede for kviksølv, forlod mange den lille by i Texas. Her er dog stadig folk, og man kan få sig en drink på saloonen, undersøger ruinerne og det gamle fængsel, i denne historiske lille spøgelsesby.

Bannack, Montana

Denne tidligere mineby i Montana er mest kendt for sin enorme paranormale aktivitet. Byen har faktisk været med i en episode af Ghost Adventures, og mange amerikanere er vilde med den slags.
Det var John White, der i 1862 faldt guld i området, og Bannack blev en tidstypisk guldfeber-by i Det Vilde Vesten.
Da man faldt guld i nabobyen, Virginia City (der er beskrevet længere oppe), flyttede man fra Bannack. Vejen imellem de to byer blev scene for en masse kriminalitet, med både mord og røverier som normalen.

I dag er byen en velbevaret state park, med over 60 originale bygninger stadig intakte.

Thurmond, West Virginia

Thurmond er et eksempel på, hvor flygtig succes kan være. Før var denne by et vigtigt stop på Chesapeake & Ohio Railway, men da diesel-lokomotivet blev opfundet i 1950’erne, blev denne kuldrevne togrute forældet og ubrugelig.

Nu ligger her i stedet et museum, og Thurmond har rigeligt med historie at fortælle, selvom den er forladt i dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs også

Back to top button