Elmer’s Bottle Tree Ranch på Route 66
Elmer’s Bottle Ranch langs den ikoniske Route 66, er et af de gode eksempler på, at på Route 66, kan du opleve de mest bemærkelsesværdige og skæve seværdigheder. Den forunderlige attraktion, finder du i byen Oro Grande i Californien
Byen Oro Grande
Imellem Barstow og Victorville ligger den lille by Oro Grande – på den gamle Route 66 og nær Interstate 15. Oro Grande er en sær lille by, der stadig rummer et væld af junk shops. Byen fik navnet Oro Grande (Stor Guld) helt tilbage i 1850’erne, hvor optimismen, og drømmen om ædelsten, blomstrede.
I Oro Grande ligger en masse gamle og forladte Route 66-forretninger. Der er ikke meget at grine af i byen i dag. Dog eksisterer der en Iron Hog Saloon, der serverer kolde øl og store bøffer – i en tidligere traktorforretning fra 1930’erne.
I Oro Grande finder man også en imponerende stålbro over Mojave River. Men den mest besøgte og velkendte attraktion i området er sandelig Elmer’s Bottle Tree Ranch.
Historien bag Elmer’s Bottle Ranch
Da Elmer Long, manden bag Bottle Tree Ranch, var dreng, var han ofte på jagt efter “gammelt lort” og efterladt affald, med sin far. Elmers far havde en passion for affald – særligt gamle flasker – en interesse han gav videre til sin søn. Faderen fik opbygget en stor samling af flasker, som han og Elmer havde fundet. Det er denne samling, der nu står som en af Route 66’s skøre og finurlige seværdigheder. Elmer arvede samlingen efter sin fars død, og han har herefter tilegnet den imponerende flaskeskov til “de der levede og døde på the Mother Road“.
En skov med over 200 metaltræer i flaskeskov
Det er Elmer, der har fundet på ideen med at udstille flaskerne, efter sin fars død. Ideen kom til ham i år 2000, hvor han besluttede sig for at lave en helt skov fyldt med junk. Metaltræerne har en flaske på hver gren, eller noget andet affald, som Elmer har fundet på sine ture ud i naturen; blandt andet en vejrhane, våben og emaljeskilte.
Flaskerne er alle unikke, smukke og farverige – og ud over et mærkværdigt syn, er det også en oplevelse for ørene, når vinden blæser liv i de mange glasflasker, konstruktioner og vindspil, der pryder Elmer’s Bottle Ranch.
Oplev de tusindevis af blå, brune, klare og grønne flaske, der dingler fra de mange metaltræer, ved at køre til 24266 National Trails Hwy, Oro Grande – hvor den pensionere og langskæggede Elmer Long byder dig velkommen.
Bottle Tree Ranch har åbent når solen er på himlen, og det er helt gratis at aflægge et besøg i flaskeskoven. Elmer har en donationskasse, til de, der ønsker at støtte hans sjove og skæve attraktion.