Kampagnesange: Underlægningsmusikken til en præsidentkandidat

Kampagnesange har været brugt af præsidentkandidater lige siden nationen blev oprettet. Det er ikke alle, der formår at vælge den perfekte sang til sin valgkamp – overhovedet ikke. Nogle gange har de ramt plet, og andre gange er det gået ret så galt, og har ramt kandidaten som en boomerang. Her et kig på nogle af de mest mindesværdige kampagnesange gennem amerikansk historie.

Kampagnesange kan fungere som geniale samlingspunkter ved en præsidentkandidats rally. Sangen spilles, når kandidaten træder op på scenen, og musik kan på alle tænkelige måder samle folk. Præsidentkandidaterne har reklamer på TV, de kører annoncer på sociale medier, de er til debatter og de har forskellige valgslogans. Men der er nu ikke noget som en god fællessang, hvor støtterne kan slå over i skønsagn og opnå endnu større fælleskabsfølelse. Det ved alle, der har været til en koncert eller et dansk diskotek ved lukketid: Afrika, Afrikaaaa. 

Lincolns kampagnesang

I midten af 1800-tallet fokuserede man rigtig meget på at fremstille kandidaterne som helte og forkæmpere for frihed. Hør for eksempel Abraham Lincolns kampagnesang fra 1860 her:

Det var ikke ligefrem fordi amerikanerne havde ‘happy days’ under Depressionen. Tværtimod. For at vende stemningen, valgte Franklin D. Roosevelt derfor en upbeat sang til sin kampagne i 1932. Sangen skulle overbevise vælgerne om, at der ventede dejlige dage forude, hvis man stemte på ham. Roosevelt spillede på følelsen af håb, og vandt valget.

Et langt realityshow

Man kan argumentere for, at valgkampene i USA er et langt realityshow. Og til et hvert godt realityshow hører der en god titelsang. Men man kan godt forestille sig, at kampagnefolkene bliver lidt trætte af at høre de samme sange om og om igen. I 2016 havde Hillary Clinton denne sang som en af sine kampagnesange:

Den bliver man ret træt af, hvis man hører den om og om igen.

Bruce Springsteen i kampagnesange

Ingen af de mange kampagnesange, der har været brugt gennem tiden, har skabt så meget kontrovers som Bruce Springsteens “Born in the U.S.A.” Sangen blev første gang brugt af Ronald Reagan i hans genvalgskamp i 1984. Senere blev den forsøgt brugt af Bob Dole i 1996 og af Donald Trump i 2016. Alle gangene protesterede Springsteen. Adskillige politikere har gemme tiden forsøgt at få lyden af deres kampagne til at være den patriotiske og knaldhamrende gode sang, Born in the U.S.A. Problemet er bare, at den faktisk betyder noget helt andet end folk tror.

Sangteksten fortæller om en ung mand, der tager i krig og kommer tilbage som en forandret mand: “Got in a little hometown jam / So they put a rifle in my hand / Sent me off to a foreign land.” Springsteen synger her om Vietnamkrigen. Da hovedpersonen vender hjem, kan han ikke finde noget job: “Hiring man says, “Son if it was up to me,” og ti år senere er han: “ten years burning down the road / Nowhere to run ain’t got nowhere to go.” Hvis man lytter til teksten er det meget mere en protestsang, end det er en hyldestsang. Men omkvædet er så fedt og patriotisk, at kandidaterne ikke kan modstå at bruge den.

Springsteen havde dog ingen protester i 2020, da Joe Biden valgte en af hans sange i en valgvideo:

Eller da han brugte sangen “We Take Care of Our Own” ved sin sejrstale i november 2020. En sang, som Barack Obama desuden også brugte i sin kampagne.

Hvorfor Bruce Springsteen?

Shackled and drawn, shackled and drawn,

Pick up the rock, son, and carry it on,

What’s a poor boy to do in a world gone wrong,

Woke up this morning, shackled and drawn (fra “Shackled and drawn”, “Wrecking Ball”)

Det er måske ikke tilfældigt, at Bruce Springsteen, amerikanernes nationalskjald, bliver brugt så flittigt. For selvom den fåmælte rocksanger kun i pragmatiske og eftertænksomme vendinger giver udtryk for sit politiske ståsted, er der ingen tvivl om, at han solidariserer med den jævne mand, der kæmper for at få pengene til at række og for at opfostre sin familie i trygge, om end beskedne rammer. Men også de mennesker, som på grund af arbejdsløshed og personlig ulykke, har måttet opgive et liv på samfundets solside, har Springsteens sympati.

Hvem husker ikke Atlantic City’s historie om de unge elskende, der i et desperat forsøg på at flygte fra fattigdommen indlader sig med casinobyens gangstere, eller The River, der fortæller den arketypiske amerikanske historie om forlist kærlighed, slukkede håb og den unge romantikers konstante søgen mod friheden og den forunderlige lykke. For hvad stiller man op i et land, hvis nationalfortælling er baseret på ”the pursuit of happiness”, hvis man ikke kan klare sig selv og hvis man simpelthen bare ikke har heldet?

Hjertelandets forfald er ofte den røde tråd, der løber gennem Springsteens vidunderlige sange. Sange, der cementerer Springsteens helt unikke position som det forjættede lands moralske rygrad, og som udgør en form for nationalt epos – et ”call to arms”, hvor modstanderne er de grådige og polariserende elementer i det amerikanske samfund: finansmændene, Tea Party-bevægelsen, de korrupte politikere i Washington – med andre ord folkene bag finanskrisen, et falleret velfærdssystem og en national debatkultur, der langsomt, men sikkert baner vej for The Untied States of America …

Bossens favntag med den gennemsnitlige amerikaners håb og lidelser er et særegent nationalt anliggende, som man med rette i Europa kunne høre ekstra godt efter. For Springsteens historier centrerer alle om menneskehedens grundvilkår og om vores fælles håb, drømme og frygt.

Når kunstnerne siger nej til kampagnesange

Det er sandelig ikke kun Springsteen, der har sagt nej til brugen af sin sang. Det er sket ret ofte, at kunstnere protestere imod brugen af deres sang i valgkampe. Listen er faktisk meget meget lang, og det skyldes ofte, at kunstnerne ikke ønsker at deres sange bliver brugt eller misbrugt i politiske platforme og slåskampe. Se selv her:

I 2016 ønskede Donald Trump for eksempel at bruge Rolling Stones-hittet “You Can’t Always Get What You Want.” Det blev ikke taget godt imod, og rockstjernerne truede med at sagsøge Trump.

Trump valgte sidenhen at bruge God Bless the U.S.A. Sangen brugte han hele vejen, også i 2020.

Donald Trump valgte at bruge den über kendte Y.M.C.A. til sine rallies i 2020-valgkampen. En sang, der virkelig skaber genklang og fælleskab. Når kandidaten så ydermere laver en dans på scenen, ved jeg ikke hvad man mere kan bede om. Det er dæleme godt.

Apropos Trump, kampagnesange og dans, så skal denne fra 2016 også lige med:

Kampagnesange man ikke glemmer

Da Arkansas guvernør, Bill Clinton, stillede op som præsidentkandidat i 1992, valgte han en perfekt sang. Den var opløftende, mindesværdig og fængende. Temaet var, at en Præsident Clinton ville aldrig give op, og det skulle folket heller ikke. Man skulle se fremad: “Don’t stop thinking about tomorrow”.

Det er svært at vide, hvad John McCains kampagnestab tænkte på i 2008, da de valgte denne kampagnesang. Med ABBAS: “Take a Chance on Me” håbede McCains folk måske, at vælgerne godt “turde” tage chancen? Det var en lidt mærkelig sang at vælge, uanset hvor fremragende ABBA ellers er.

I 1964 fik Lyndon Johnson simpelthen lavet sin egen person af den berømte “Hello Dolly”. Genialt.

Men hans forgænger, Kennedy, fik selveste Frank Sinatra til at lave en kampagnesang KUN til Kennedy:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs også

Back to top button