Alle de amerikanske præsidentvalg og præsidentkandidaterne

USA’s grundlæggere skabte et system, hvor folket havde magten og – imodsætning til monarkiet i Storbritannien – selv valgte deres leder ved et præsidentvalg. Artikel II, afsnit 1, i USA’s forfatning fastslog at “The executive Power shall be vested in a President of the United States of America. He shall hold his Office during the Term of four Years, and, together with the Vice President, chosen for the same Term, be elected, as follows”. George Washington bliver den første præsident – dog uden et præsidentvalg – i 1789. På det tidspunkt kunne kun hvide mænd, der ejede ejendom, stemme, men det 15., 19. og 26. tillæg til forfatningen har siden udvidet stemmeretten til alle borgere over 18 år.

Som man gjorde i 1789, bruger man stadig det valgmandssystem, der blev etableret af USA’s Forfatning. Præsidenten og vicepræsidenten er de eneste valgte føderale embedsmænd, der vælges af valgmandskollegiet i stedet for ved direkte folkeafstemning.

I dag nominerer de politiske partier normalt deres gruppe af valgmænd på deres konventer eller ved en afstemning i partiets centrale statskomité, hvor det ofte er partitrofaste, der bliver udvalgt til jobbet. Medlemmer af USA’s kongres kan dog ikke være valgmænd.

Hver stat har lov til at vælge lige så mange valgmænd, som den har senatorer og repræsentanter i Kongressen. I et præsidentvalgår, på valgdagen (den første tirsdag efter den første mandag i november), bliver valgmændene fra det parti, der får flest stemmer, valgt efter en “vinder-tager-alt”-metode, med undtagelse af Maine og Nebraska, der tildeler valgmændene proportionelt. For at vinde præsidentembedet skal en kandidat opnå 270 valgmandsstemmer ud af i alt 538 mulige.

Hvordan foregår et præsidentvalg?

Før vedtagelsen af det tolvte tillæg var der ingen separat stemmeseddel til præsident og vicepræsident. Hver valgmand afgav to stemmer til præsident. Kandidaten med det største antal valgmandsstemmer vandt præsidentskabet, og nummer to blev vicepræsident.

På den første mandag efter den anden onsdag i december i et præsidentvalgår, mødes hver delstats valgmænd og afgiver samtidig deres stemmer på landsplan. Dette er stort set ceremonielt: Da valgmænd næsten altid stemmer efter deres partis ønske, bliver præsidentvalg i det væsentlige afgjort på valgdagen. Selvom valgmændene ikke er forpligtet til at stemme på vinderen af den præsidentkandidat, der opnår flest stemmer i deres stat, er det en tradition.

Det er også påkrævet via lov 26 stater og District of Columbia (i nogle stater kan overtrædelse af denne regel straffes med en bøde på $1,000). Historisk set har over 99 procent af alle valgmænd afgivet deres stemmer i overensstemmelse med vælgernes ønske. Den 6. januar tælles valgmandsstemmerne formelt af Kongressen, og den 20. januar ((eller 21. januar, hvis den 20. er en søndag), indsættes præsidenten i embedet.

Kritikere af valgmandskollegiet er imod, at “vinder-tager-alt”-systemet gør det muligt for en kandidat at blive valgt til præsident, selvom han får færre folkelige stemmer end sin modstander. Dette skete ved valgene i 1824, 1876, 1888, 2000 og 2016. Fortalere for denne måde at vælge en præsident påpeger, at det var sådan grundlæggerne havde sørget for, at USA ikke blev et land med én stærk egenrådig leder. Ligeledes giver dette system en stemme til de mindre befolkede stater, hvis stemmer ellers ville forsvinder i mængden. Omvendt vægter en stemme i de mindre befolkede staters også mange mange gange mere.

Præsidentvalg finder sted hvert fjerde år og de har udviklet sig til en række hårdt kæmpede og undertiden kontroversielle konkurrencer, der nu udspiller sig i døgnets 24 timers nyhedsrytme. Historierne bag hvert præsidentvalg – nogle ender med jordskredssejre, andre afgøres med den smalleste margin – giver et spændende indblik i USA’s historie.

1789: George Washington – ingen modstand

Det første præsidentvalg fandt sted den første onsdag i januar i 1789. George Washington, en anerkendt krigshelt fra Den Amerikanske Revolution og en af de mest fremtrædende ledere under Uafhængighedskrigen, blev enstemmigt valgt til den første præsident for den unge nation. Washington blev opfordret til at stille op, da han nød en bred national opbakning. Man anså ham også for at være en person, der kunne samle nationen. Der var ingen modkandidater, og de fleste var enige om, at John Adams skulle vælges som vicepræsident.

Forfatningen tillader hver stat at beslutte, hvordan den vælger sine valgmænd. I 1789 var det kun Pennsylvania og Maryland, der afholdte præsidentvalg. Andre steder valgte delstatslovgiverne valgmændene. Mellem den 15. december 1788 og den 10. januar 1789 blev præsidentvalgmændene udvalgt i hver af staterne. Den 4. februar 1789 samledes valgkollegiet. Ti stater afgav valgmandsstemmer. New York formåede ikke at stille en liste med valgmænd. North Carolina og Rhode Island kunne ikke deltage, da de endnu ikke havde ratificeret forfatningen.

George Washington modtog 69 valgmænd fra 10 ud af de 11 stater, der deltog i valget. North Carolina var ikke i stand til at udpege valgmænd i tide til valget. John Adams blev valgt som vicepræsident.

Valget af Washington som præsident blev mødt med bred opbakning og anerkendelse, både nationalt og internationalt. Han blev indviet som USA’s første præsident den 30. april 1789 i New York City, der på det tidspunkt fungerede som landets midlertidige hovedstad.

Det første præsidentvalg i 1789 markerede begyndelsen på en institutionel tradition i USA. Washingtons valg og hans efterfølgende to embedsperioder lagde grundlaget for mange af præsidentskabets vigtige normer og traditioner.

1792: George Washington – ingen modstand

Som i 1789 var det at overtale George Washington til at stille op, den største udfordring ved valget af præsident i 1792. Washington beklagede sig over alderdom, sygdom og den stigende fjendtlighed fra den republikanske presse mod hans administration. Presseangrebene var symptomer på den stigende splittelse inden for regeringen mellem føderalisterne, der samledes omkring finansminister Alexander Hamilton, og republikanerne, der samlede sig omkring udenrigsminister, Thomas Jefferson. James Madison og andre overtalte Washington til at fortsætte som præsident ved at argumentere for, at kun han kunne holde regeringen sammen.

Spekulationerne drejede sig derefter om vicepræsidentembedet. Hamilton og føderalisterne støttede genvalget af John Adams. Republikanerne foretrak New Yorks guvernør, George Clinton. Men føderalisterne frygtede ham delvist på grund af den udbredte tro på, at hans nylige valg som guvernør var svigagtigt. Derudover frygtede føderalisterne, at Clinton ville nedgøre betydningen af den føderale regering ved at beholde guvernørposten samtidig med, at han var vicepræsident.

Adams vandt relativt let. De fleste stater valgte stadig ikke valgmænd ved folkeafstemning. Der var ikke en separat afstemning for præsident og vicepræsident, før det tolvte tillæg trådte i kraft i 1804. Resultaterne var Washington med 132 valgmændsstemmer (enstemmigt), Adams med 77 og Clinton med 50.

1796: John Adams vs. Thomas Jefferson

Valget i 1796 blev præget af en voksende politisk splittelse mellem to fremtrædende politiske grupperinger: føderalisterne og republikanerne. Føderalisterne blev ledet af præsident George Washington og vicepræsident John Adams, mens republikanerne blev anført af Thomas Jefferson og James Madison.

Adams, som tidligere havde fungeret som vicepræsident under Washingtons præsidentskab, blev føderalisternes præsidentkandidat. Han blev støttet af mange føderalistiske politikere, der støttede en stærk national regering og en centraliseret magtstruktur. Adams var anerkendt for sin erfaring og politiske dygtighed.

Jefferson, der var den mest fremtrædende republikanske politiker, blev partiets præsidentkandidat. Han blev kendt for at være en stærk fortaler for individuelle frihedsrettigheder, en begrænset indblanding fra den føderale stat, og en mere decentraliseret magtstruktur, der understøttede delstaternes rettigheder.

Valgprocessen i 1796 involverede stadig brugen af et valgmandskollegium, hvor valgmændene blev udpeget af de enkelte delstatslovgivere. Denne gang var der dog ingen enstemmig støtte til én præsidentkandidat. Adams modtog 71 valgmænd og blev dermed valgt til præsident. Jefferson modtog 68 valgmænd og blev den næsthøjeste stemmetager, hvilket gjorde ham til vicepræsident i henhold til forfatningen.

Valget i 1796 blev også bemærkelsesværdigt, fordi det var det første præsidentvalg, hvor de to vigtigste præsidentkandidater tilhørte forskellige politiske partier. Dette var et tegn på den øgede politiske konkurrence og opdeling i landet.

1800: Thomas Jefferson vs. John Adams

De to vigtigste kandidater i valget var den siddende præsident, John Adams. Han var føderalist. Som modkandidat havde han lederen af republikanerne, Thomas Jefferson. Valget blev præget af dyb politisk splittelse mellem de to partier og deres tilhængere.

Adams blev støttet af mange føderalister, der ønskede at bevare en stærk national regering og opretholde nære bånd til Storbritannien. Jefferson repræsenterede det republikanske parti, der ønskede større autonomi til delstaterne, begrænset føderal indblanding og tættere forbindelser til Frankrig.

Det blev mudderkastning af værste skuffe, og valgkampen skabte præcedens for kommende præsidentvalg, selvom få har ramt det nederdrægtige niveau fra dengang. Jeffersons stab anklagede Adams for at have en ”hæslig tvekønnet personlighed, der hverken havde en mands styrke og fasthed eller en kvindes blidhed og fornuft”.  Adams mente derimod, at vicepræsidenten var ond og et produkt af blandede racer. Adams blev kaldt et fjols, en hykler, en tyran og en kriminel. Jefferson blev udråbt som en kujon, en ateist og en svækling.

Resultatet af valget i 1800 endte ganske historisk, med lige mange valgmandsstemmer til Jefferson og til hans vicepræsidentkandidat, Aaron Burr. Begge modtog 73 valgmænds stemmer. Adams fik 65 stemmer, og hans vicepræsidentkandidat, Charles C. Pinckney, fik 64. Ifølge forfatningen skulle valget afgøres i Repræsentanternes Hus, hvor hver delstat havde én stemme. Der skulle vælges mellem Burr og Jefferson.

Den endelige afgørelse blev et dramatisk øjeblik, hvor det tog 36 afstemninger, før Repræsentanternes Hus erklærede Thomas Jefferson som vinderen af præsidentvalget. Dette var en afgørende begivenhed, der understregede betydningen af en fredelig overdragelse af magten og styrkede den demokratiske proces i USA.

Valget i 1800 blev anset for at være et skifte i amerikansk politik og markerede det republikanske partis første sejr ved et præsidentvalg. Jeffersons præsidentskab blev betragtet som en tilbagevenden til de idealer om individuel frihed og begrænset regeringsindgreb, der blev fremhævet i Uafhængighedserklæringen.

På trods af den beskidte valgkamp endte de to som pennevenner fra 1812, indtil de døde samme dag – den 4. juli i 1826.

1804: Thomas Jefferson vs. Charles Pinckney

Valget i 1804 var en jordskredssejr for den siddende republikanske Præsident Thomas Jefferson over føderalisten, Charles C. Pinckney. Stemmerne var 162-14. Valget var det første, der blev afholdt under det tolvte tillæg, som adskilte valgmændenes afstemning for præsident og vicepræsident.

Føderalisterne stødte mange vælgere fra sig ved at nægte at forpligte deres valgmænd til en bestemt kandidat inden valget. Valget i 1804 var også præget af Jeffersons popularitet og vellykkede præsidentskab. Hans fokus på at udvide det amerikanske territorium mod vest, herunder Louisiana Purchase, samt hans støtte til landbrugssektoren og individuelle rettigheder, bidrog til hans genvalg.

Jeffersons anden embedsperiode fortsatte med at være præget af betydelige begivenheder, herunder Lewis og Clarks ekspedition til vesten og den fortsatte ekspansion af det amerikanske territorium. Hans præsidentskab satte også scenen for yderligere politiske forandringer og udviklinger i USA.

1808: James Madison vs. Charles Pinckney

Det republikanske parti nominerede James Madison som deres præsidentkandidat. Madison, der tidligere havde fungeret som Thomas Jeffersons udenrigsminister, var en respekteret politiker og en af arkitekterne bag den amerikanske forfatning. Han blev set som Jeffersons naturlige efterfølger og blev støttet af partiet.

Modstanderen var Charles C. Pinckney, som repræsenterede føderalisterne. Pinckney havde også været kandidat i det foregående præsidentvalg i 1804 og blev set som en stærk udfordrer.

Madison vandt valget overbevisende, med 122 valgmænd mod Pinckneys 47.

Madison blev indviet som præsident den 4. marts 1809. Hans præsidentskab blev præget af flere udfordringer, herunder spændinger med Storbritannien og Napoleonskrigene, der havde stor indvirkning på amerikansk handel og udenrigspolitik. James Madison skulle senere lede USA gennem den Britisk-Amerikanske Krig i 1812.

1812: James Madison vs. DeWitt Clinton

Det amerikanske præsidentvalg i 1812 blev afholdt midt under den Britisk-Amerikanske Krig. Krigen var en afgørende faktor i valgkampen og politiske diskussioner på det tidspunkt.

Det republikanske parti nominerede præsident James Madison til genvalg. Han blev støttet af krigshelte og krigsivrige tilhængere.

Den vigtigste modstander var DeWitt Clinton, som blev nomineret af føderalisterne. Clinton var en respekteret politiker og tidligere borgmester i New York City. Han repræsenterede en mere konservativ og moderat holdning, og han modtog støtte fra de dele af befolkningen, der var utilfredse med krigen og ønskede en mere forsonende tilgang til Storbritannien.

Krigen i 1812, som var begyndt fem måneder tidligere, var det dominerende spørgsmål. Modstanden mod krigen var koncentreret i de nordøstlige føderalistiske stater. Clinton-tilhængerne gjorde også opmærksom på Virginias næsten ubrudte kontrol over Det Hvide Hus, som de hævdede favoriserede landbrugsstater over handelsstater. Clinton-tilhængere beskyldte også Madison for at negligere forsvaret af New Yorks grænse mod briterne i Canada.

Madison vandt valget overbevisende (128 valgmænd mod 89 valgmænd,) og sikrede sig genvalg til præsidentembedet. Hans støtte til krigen og ønsket om at beskytte amerikansk suverænitet blev til sidst en afgørende faktor for hans sejr.

Selvom Madison blev genvalgt som præsident, fortsatte krigen og skabte udfordringer for landet. Den Britisk-Amerikanske Krig førte til økonomiske vanskeligheder og øget politisk splittelse. Krigen afsluttedes med underskrivelsen af ​​Freden i Ghent i 1814, der bragte en form for våbenhvile mellem USA og Storbritannien.

Valget viste sig at være det sidste af betydning for det føderalistiske parti.

1816: James Monroe vs. Rufus King

James Madison, som havde været præsident siden 1809, kunne ikke stille op igen. Republikanerne nominerede i stedet James Monroe som deres præsidentkandidat. Monroe var en erfaren politiker og diplomat, der havde tidligere fungeret som Madison’s udenrigsminister og havde spillet en vigtig rolle i forhandlingerne af Freden i Ghent, der afsluttede den Britisk-Amerikanske Krig.

Føderalisterne oplevede en svækkelse og var ikke i stand til at præsentere en stærk præsidentkandidat. De støttede Rufus King, som tidligere havde været ambassadør til Storbritannien og en fremtrædende politiker. Men King modtog ikke tilstrækkelig opbakning og blev overbevisende besejret af Monroe med 183 valgmænd mod Kings 34.

Valget i 1816 markerede en tid med politisk stabilitet og en genopbygning efter krigens vanskeligheder. Monroes præsidentskab blev kendt som “æraen for gode følelser”, da der var en generel enighed og harmoni mellem politiske partier og et ønske om national enhed og vækst.

Under Monroes præsidentskab blev der fokuseret på en række vigtige spørgsmål, herunder opkøb af Florida fra Spanien og Monroe-doktrinen, der erklærede, at USA ikke ville tolerere yderligere kolonisering og politisk indblanding fra europæiske magter i Amerika.

Valget i 1816 var en afgørende begivenhed i den tidlige amerikanske republik og markerede en overgang fra krigsperioden til en tid med politisk stabilisering og nationens genopbygning. Monroe’s præsidentskab blev kendt for at fremme national enhed og territoriel ekspansion og bidrog til at forme det politiske landskab i efterkrigstiden.

1820: James Monroe – ingen modstand

Det amerikanske præsidentvalg i 1820 blev kendetegnet ved fraværet af konkurrence og politisk splittelse, da James Monroe, den siddende præsident, blev genvalgt uden modstand fra andre præsidentkandidater.

I løbet af James Monroes første embedsperiode havde landet oplevet en økonomisk depression. Derudover blev udvidelsen af slaveriet til territorierne et politisk spørgsmål, da Missouri søgte optagelse som en slavestat. Også retsafgørelser, der udvidede kongressens magt og private selskabers magt på bekostning af staterne, forårsagede kontrovers. På trods af dette nød Monroe bred opbakning og popularitet blandt befolkningen. Hans præsidentskab var præget af en periode med politisk stabilitet og enighed, efter at landet var kommet sig efter de politiske uroligheder under den Britisk-Amerikanske Krig og den tidlige republik.

Føderalisterne var blevet svækket og stort set ophørt med at eksistere som en betydningsfuld politisk kraft. Der var en generel enighed blandt politikerne om de vigtigste politiske spørgsmål og Monroe blev betragtet som en samlende figur. Monroe vandt med en valgmændsstemme på 231-1. William Plumer fra New Hampshire, den eneste valgmand, der stemte imod Monroe, gjorde det, fordi han mente, at Monroe var inkompetent. Han afgav sin stemme til fordel for John Quincy Adams. Nogle rygter siger dog, at Plumer blot ville sikre sig, at George Washington forblev den eneste enstemmigt valgte præsident i USA.

Efter nogle år begyndte politiske uenigheder og regionale forskelle at opstå, hvilket førte til en genopblussen af ​​politisk konkurrence og splittelse i fremtidige præsidentvalg.

1824: John Quincy Adams vs. Henry Clay vs. Andrew Jackson vs. William Crawford

Det amerikanske præsidentvalg i 1824 var et bemærkelsesværdigt og kontroversielt valg i USA’s historie. Det blev kendetegnet ved en konkurrence mellem flere fremtrædende politikere og førte til en splittelse og kontrovers i valgprocessen.

Der var fire hovedkandidater i valget i 1824, der alle tilhørte det republikanske parti: John Quincy Adams, Andrew Jackson, William H. Crawford og Henry Clay. Ingen af kandidaterne formåede at opnå flertal i valgmandskollegiet, hvilket førte til, at valget blev afgjort af Repræsentanternes Hus. Her skulle der vælges mellem de tre øverst placerede kandidater.

Andrew Jackson, en krigshelt fra den Britisk-Amerikanske Krig og en populær figur blandt almindelige vælgere, havde flest valgmandsstemmer, men ikke nok til at opnå flertal. John Quincy Adams, søn af tidligere præsident John Adams og en erfaren diplomat og politiker, blev betragtet som en stærk kandidat. William H. Crawford var en fremtrædende politiker og den siddende finansminister, mens Henry Clay var formand for Repræsentanternes Hus.

I en kontroversiel beslutning gav Henry Clay sin støtte til John Quincy Adams, hvilket resulterede i, at Adams blev valgt som præsident. Clay blev senere udnævnt som Adams’ udenrigsminister.

Valget i 1824 blev herefter mødt med anklager om korruption. Mange så det som et brud på folkets vilje, da Jackson havde fået flest valgmands og flest personlige stemmer. Kontroversen omkring valget satte scenen for den politiske opdeling og rivalisering mellem Jackson og Adams og førte til grundlæggelsen af det moderne to-parti-system med demokraterne (tilhængere af Jackson) og republikanerne (tilhængere af Adams).

1828: Andrew Jackson vs. John Quincy Adams

Det amerikanske præsidentvalg i 1828 var en bemærkelsesværdig og ofte betegnet som en mudret og hårdfør valgkamp. Det stod mellem John Quincy Adams, den siddende præsident, og Andrew Jackson, der var en tidligere krigshelt og populær figur blandt almindelige vælgere.

Valgkampen i 1828 var en af de mest beskidte i USA’s historie. Begge parter spredte falske og overdrevne rygter om modstanderem. Jacksons tilhængere hævdede, at Adams fik præsidentskabet i 1824 gennem en korrupt aftale med Clay. De fremstillede den siddende præsident som en dekadent aristokrat, der havde skaffet prostituerede til zar’en, mens han var amerikansk minister i Rusland.

Jackson blev kaldt en morder, løgner, kannibal og tyv, og anklaget for utroskab. Adams kampagne kaldte Jacksons mor for prostitueret, og Jacksons ægteskab var også mål for voldsomme angreb. Parret havde nemlig (uvidende) giftet sig før Rachel Jacksons skilsmisse fra eksmanden var gået endeligt igennem. Jacksons hustru blev derfor anklaget for at være bigamist, og angrebene mod hende blev så grimme, at Jackson senere pålagde sin modstander ansvaret for hustruens død. Rachel døde nemlig kort efter valget.

Jackson, der repræsenterede demokraterne var kendt som “folkekandidaten” og havde stor opbakning fra almindelige vælgere, især fra landbrugssamfund og vestlige stater. Han appellerede til mange vælgere ved at fremhæve sin baggrund som en mand fra folket og en krigshelt.

Adams, der repræsenterede republikanerne, havde støtte fra mere etablerede og elitære kredse. Han blev set som mere erfaren og dygtig inden for politik og diplomati.

Valgprocessen i 1828 involverede øgede deltagelse af almindelige vælgere. Mange stater havde indført regler, der gav almindelige mænd, der ejede ejendom, retten til at stemme, hvilket øgede valgdeltagelsen markant.

Andrew Jackson vandt præsidentposten i 1828 med et jordskredsvalg, hvor han modtog rekordhøje 647.292 stemmer (56 procent) mod 507.730 (44 procent) for den siddende John Quincy Adams.

Valget i 1828 markerede en afgørende vending i amerikansk politik. Det cementerede Andrew Jacksons position som en folkelig helt og banede vejen for en mere populistisk politisk bevægelse i USA. Valgkampen og resultatet af valget afspejlede også en dyb politisk splittelse og skabte grundlaget for den fremtidige politiske rivalisering mellem demokraterne og republikanerne.

1832: Andrew Jackson vs. Henry Clay

Det amerikanske præsidentvalg i 1832 stod mellem den siddende præsident, Andrew Jackson, en demokrat, og Henry Clay, en republikaner.

I 1832 var der flere centrale spørgsmål, der blev diskuteret i løbet af valgkampen. Et af de vigtigste spørgsmål var bankpolitikken, hvor Jackson og Clay havde forskellige synspunkter. Jackson var stærkt imod det nationale banksystem og ønskede at afvikle det, mens Clay støttede en stærk nationalbank.

Andrew Jackson havde allerede vundet popularitet blandt mange vælgere på grund af hans image som en mand fra folket, der bekæmpede korruption og stod op for almindelige borgere.

På den anden side forsøgte Henry Clay at appellere til en bredere vælgerskare ved at fremhæve sin erfaring og ekspertise inden for politik og lovgivning.

I sidste ende vandt Andrew Jackson præsidentvalget i 1832 med en overvældende sejr. Han fik 219 valgmandsstemmer og 54,2% af den samlede folkeafstemning. Henry Clay opnåede 49 valgmandsstemmer og 37,4% af folkeafstemningen. William Hirt fik 7 valgmandsstemmer og 8% af befolkningens stemmer. Det var første gang i amerikansk politik, at et tredje parti, Anti-Masonerne, udfordrede de to store partier.

Valget i 1832 bekræftede Jacksons popularitet blandt vælgerne og styrkede demokraternes position som et ledende politisk parti i USA. Det understregede også de vedvarende politiske spændinger mellem tilhængere af en stærk føderal regering og tilhængere af staternes rettigheder og begrænset føderal indblanding.

1836: Martin Van Buren vs. Daniel Webster vs. Hugh White vs. William Henry Harrison

Det amerikanske præsidentvalg i 1836 markerede en overgangsperiode i amerikansk politik, hvor det demokratiske parti var ved at etablere sig som det dominerende parti, mens Whig-partiet fortsatte med at organisere sig og forsøge at samle sig som en stærk opposition.

Det demokratiske parti stillede op med Martin Van Buren som deres præsidentkandidat. Van Buren var tidligere vicepræsident under Andrew Jackson og blev valgt som partiets kandidat med Jacksons stærke støtte. Han blev anset for at være en dygtig politiker og var en erfaren diplomat og embedsmand.

På den anden side var der en splittelse inden for oppositionspartiet, Whig-partiet. Whigs var imod Andrew Jacksons politik og ønskede at udfordre det demokratiske partis dominans. Men da de ikke kunne enes om en enkelt kandidat, stillede Whigs op med flere præsidentkandidater fra forskellige regioner og med forskellige politiske synspunkter. Det var; Hugh White fra Tennessee, senator Daniel Webster fra Massachusetts og general William Henry Harrison fra Indiana. De håbede på, at denne strategi ville øge deres chancer for at besejre Van Buren.

Valget i 1836 var også præget af spørgsmål om slaveri og økonomi. Der var voksende spændinger mellem de nordlige og sydlige stater over spørgsmålet om slaveri, samt en økonomisk recession, der påvirkede landet.

I valget fik Martin Van Buren en klar sejr. Han vandt 170 valgmandsstemmer og 50,8% af folkeafstemningen. Whig-kandidaterne fik tilsammen 73 valgmandsstemmer.

Martin Van Buren blev dermed den ottende præsident i USA og fortsatte med at føre Jacksons politik og økonomiske tiltag. Hans præsidentskab blev dog præget af økonomiske problemer, herunder finanskrisen i 1837, der ramte landet og førte til en periode med økonomisk nedtur.

1840: William Henry Harrison vs. Martin Van Buren

Det amerikanske præsidentvalg i 1840 var et bemærkelsesværdigt valg præget af en intens kampagne og en stor vælgerdeltagelse. Det var en genudfordring mellem det demokratiske parti, repræsenteret af Martin Van Buren, og Whig-partiet, der stillede op med deres kandidat, William Henry Harrison.

Martin Van Buren, der var den siddende præsident, forsøgte at blive genvalgt og fortsætte med at føre det demokratiske partis politik og økonomiske strategier. Han havde dog flere udfordringer at håndtere, herunder en økonomisk recession og misfornøjelse med hans præsidentskab blandt nogle vælgere.

Whig-partiet så muligheden for at udnytte disse udfordringer og mobilisere vælgernes utilfredshed. De lancerede en stærk kampagne for at fremme William Henry Harrison som en kandidat, der kunne repræsentere almindelige mennesker og bekæmpe korruption og økonomiske vanskeligheder. Harrison blev kendt som “Tippecanoe” efter sin berømte sejr i slaget ved Tippecanoe under krigen i 1812.

Harrison blev portrætteret som en hårdtarbejdende frontiersman og en mand af folket, mens Van Buren blev kritiseret som en elitær politiker, der var ude af trit med de almindelige amerikaneres bekymringer.

En bemærkelsesværdig begivenhed i valgkampagnen var “Log Cabin and Hard Cider Campaign” (loghytte- og hård cider-kampagnen), hvor Whig-partiet organiserede begivenheder med loghytter og hård cider for at appellere til almindelige amerikanere. Denne kampagne blev anset for at være et effektivt forsøg på at skabe et billede af Harrison som en simpel og folkelig kandidat.

Valget i 1840 resulterede i en betydelig sejr for Whig-partiet og William Henry Harrison. Harrison fik 234 valgmandsstemmer, mens Van Buren kun fik 60 valgmandsstemmer. Harrison fik også 52,9% af folkeafstemningen.

Desværre blev Harrisons præsidentskab kortvarigt. Han blev indsat som præsident i marts 1841, men døde allerede i april samme år på grund af en lungebetændelse. Han blev dermed den første præsident i USA’s historie, der døde i embedet. Vicepræsident John Tyler overtog embedet herefter.

Valget i 1840 havde en betydelig indvirkning på den politiske landskab i USA. Det markerede Whig-partiets første sejr i præsidentvalget og styrkede deres position som en betydelig opposition til det demokratiske parti. Det var også et valg, der demonstrerede kraften i en velorganiseret og følelsesmæssigt appellerende valgkampagne.

1844: James K. Polk vs. Henry Clay vs. James Birney

I 1844 var der af spændinger og kontroverser, og det centrale spørgsmål var ekspansionen af USA og annektering af Texas som en del af Unionen. Valget blev afholdt mellem James K. Polk, der repræsenterede Det Demokratiske Parti, og Henry Clay, der repræsenterede Whig-partiet.

James K. Polk var en tilhænger af annektering af Texas. Han kæmpede for princippet om “Manifest Destiny”, idéen om at det var USA’s guddommelige skæbne at ekspandere vestpå og besidde hele kontinentet. Polk blev anset for at være en stærk kandidat, der kunne opnå disse mål og repræsentere den demokratiske vision for ekspansion.

Henry Clay, på den anden side, var mere forsigtig med hensyn til annektering af Texas og ønskede at undgå en konfrontation med Mexico. Han støttede en mere moderat tilgang til ekspansion og forsøgte at appellere til vælgere med sin økonomiske politik og støtte til et stærkt nationalt bankvæsen.

Polk førte en succesfuld kampagne, hvor der blev fokuseret på et løfte om at opnå annektering af Texas og at sikre hele Oregon-territoriet. Polk blev anset for at være mere beslutsom og visionær med hensyn til ekspansion, hvilket mange vælgere kunne lide.

Valget i 1844 blev tæt, og resultatet blev afgjort i flere af de nordlige delstater. James K. Polk vandt valget og blev den 11. præsident i USA’s historie. Han fik 170 valgmandsstemmer, mens Henry Clay kun fik 105 valgmandsstemmer. James G. Birney fra Liberty-partiet fik 36 valgmandsstemmer.

Polks præsidentskab blev præget af betydelige begivenheder, herunder annektering af Texas og den efterfølgende mexicansk-amerikanske krig. Hans vision om ekspansion blev opfyldt, og USA’s territorium udvidede sig betydeligt under hans præsidentskab.

1848: Zachary Taylor vs. Lewis Cass vs. Martin Van Buren

I 1848 var temaerne slaveri, ekspansion og økonomi. Valget blev afholdt mellem Zachary Taylor, der repræsenterede Whig-partiet, og Lewis Cass, der repræsenterede demokraterne.

Zachary Taylor var en krigshelt fra den mexicansk-amerikanske krig og en populær figur. Han repræsenterede Whig-partiet, der var imod udvidelsen af slaveri og ønskede at fokusere på økonomisk udvikling og infrastruktur.

Lewis Cass var en erfaren politiker og tidligere senator. Han kom fra det demokratiske parti, der mente, at de enkelte stater kunne beslutte spørgsmålet om slaveri selv. Cass havde også en mere moderat tilgang til spørgsmålet om ekspansion og ønskede at undgå konflikter med hensyn til slaveriet.

Der var også en tredje vigtig kandidat ved dette valg, Martin Van Buren, der repræsenterede Free Soil Party. Partiet blev dannet med det primære formål at bekæmpe udvidelsen af slaveri i de nye territorier, der blev optaget i Unionen. Van Buren og Free Soil Party støttede princippet om, at de nye territorier skulle forblive frie stater uden slaveri.

Zachary Taylor havde bred appel som krigshelt og blev set som en kandidat, der kunne forene landet. Han blev støttet af både modstandere og tilhængere af slaveri, hvilket gjorde ham til en kompromiskandidat.

Valget blev relativt tæt, men Zachary Taylor endte med at vinde og blev den 12. præsident i USA’s historie. Han fik 163 valgmandsstemmer, mens Lewis Cass fik 127 valgmandsstemmer. Martin Van Buren og Free Soil Party fik ingen valgmandsstemmer, men deres deltagelse i valget var med til at sætte fokus på spørgsmålet om slaveri og ekspansion. Desuden var partiet forløberen til det republikanske parti, med politikere som Abraham Lincoln som medlemmer

Taylors præsidentskab blev kortvarigt, da han døde i 1850. Hans efterfølger, Vicepræsident Millard Fillmore, fortsatte politikken med at forsøge at bevare national enhed og håndtere spørgsmålet om slaveri.

1852: Franklin Pierce vs. Winfield Scott

Det amerikanske præsidentvalg i 1852 blev afholdt i en periode præget af spændinger mellem nord og syd i USA på grund af spørgsmålet om slaveri og ekspansion. Valget blev afholdt mellem Franklin Pierce, der repræsenterede demokraterne, og Winfield Scott, der repræsenterede Whig-partiet.

Efter 49 afstemninger mellem senator Lewis Cass fra Michigan, tidligere udenrigsminister James Buchanan fra Pennsylvania og senator Stephen A. Douglas fra Illinois, nominerede demokraterne en kompromiskandidat, Franklin Pierce fra New Hampshire. Pierce var en tidligere senator fra New Hampshire. Han blev betragtet som en moderat på spørgsmålet om slaveri, og han støttede princippet om de enkelte staters ret til at beslutte spørgsmålet om slaveri.

Winfield Scott var en tidligere general og en nationalt kendt figur fra sin rolle under Den Mexicansk-Amerikanske Krig. Han blev valgt som Whig-partiets kandidat, selvom partiet var i opløsning på grund af interne splittelser. Scott repræsenterede en mere moderat holdning til spørgsmålet om slaveri og ønskede at undgå konflikter mellem nord og syd.

Valgkampen fokuserede primært på spørgsmålet om slaveri og ekspansion. Begge kandidater forsøgte at appellere til både Nord- og Sydstaterne, men spørgsmålet om slaveri blev stadig mere kontroversielt og splittende i landet.

Franklin Pierce vandt valget og blev den 14. præsident i USA’s historie. Han fik 254 valgmandsstemmer, mens Winfield Scott kun fik 42 valgmandsstemmer. Pierce’s sejr var delvist grundet hans evne til at appellere til sydstaterne og sikre støtte fra demokraterne i disse regioner.

Pierce’s præsidentskab blev imidlertid udfordret af spørgsmålet om slaveri og ekspansion. Hans støtte til delstaternes selvstændighed på slavespørgsmålet og hans handlinger som præsident bidrog til at forværre spændingerne mellem nord og syd.

Valget markerede også enden for Whig-partiet, der opløstes kort efter valget, hvilket banede vejen for dannelsen af det nye republikanske parti, der senere spillede en afgørende rolle i afskaffelsen af slaveriet..

1856: James Buchanan vs. John C. Frémont

Valget i 1856 blev afholdt mellem James Buchanan, der repræsenterede det demokratiske parti, og John C. Frémont, der repræsenterede det nydannede republikanske parti.

James Buchanan var en erfaren politiker og tidligere ambassadør i Storbritannien. Han blev valgt som kandidat for demokraterne, der i høj grad var splittet mellem nord og syd på grund af slaverispørgsmålet. Buchanan forsøgte at appellere til begge fløje ved at fremhæve princippet om delstaternes egenbestemmelse, hvor hver stat selv skulle afgøre deres holdning til slaveri.

John C. Frémont var en tidligere militærmand. Det republikanske parti var et nyt parti, der opstod som en sammenslutning af anti-slaveriaktivister og tidligere Whigs. Frémont repræsenterede den antislaveriholdning, der var dominerende i nordstaterne, og hans kandidatur blev stærkt støttet af republikanerne og andre antislaverigrupper.

Slaverispørgsmålet var det centrale tema, og kandidaterne forsøgte at mobilisere deres respektive tilhængere ved at appellere til deres synspunkter omkring dette spørgsmål. Buchanan forsøgte at opnå støtte fra sydstaterne ved at fremhæve sin erfaring og sin moderate holdning til spørgsmålet om slaveri. Frémont appellerede til nordstaterne ved at tale imod slaveriet og for frihedsprincipperne.

James Buchanan endte med at vinde valget og blev den 15. præsident i USA’s historie. Han fik 174 valgmandsstemmer, mens John C. Frémont fik 114 valgmandsstemmer. Buchanan’s sejr skyldtes delvist den splittelse, der eksisterede inden for republikanerne og deres manglende evne til at appellere til sydstaterne, hvor de fleste af valgmandsstemmerne var placeret.

Spændingerne var til at mærke. Nordstaterne ville have udbredelsen af slaveriet, og sydstaterne frygtede indblanding i deres levemåde. Valget vidste med al tydelighed de store forskellige der eksisterede mellem nord og syd.

1860: Abraham Lincoln vs. Stephen Douglas vs. John C. Breckinridge vs. John Bell

Det amerikanske præsidentvalg i 1860 blev afholdt i en tid med stor politisk uro og splittelse, primært på grund af spørgsmålet om slaveri. Valget var præget af den voksende konflikt mellem nord- og sydstaterne, og det blev afgørende for udviklingen af Den Amerikanske Borgerkrig.

Valget stod mellem fire hovedkandidater: Abraham Lincoln, der repræsenterede det nyligt dannende republikanske parti, Stephen A. Douglas fra det demokratiske parti, John C. Breckinridge fra det splittende sydstats-demokratiske parti og John Bell fra det såkaldte konstitutions-unionistiske Parti.

Abraham Lincoln, en relativt ukendt advokat og politiker fra Illinois, blev den republikanske kandidat. Republikanerne var imod spredningen af slaveri til nye territorier, men ønskede ikke at afvikle det i de allerede eksisterende slavestater. Lincoln appellerede primært til de nordlige stater og fik ikke engang sit navn på stemmesedlerne i flere sydlige stater.

Stephen A. Douglas, en kendt senator fra Illinois, gik ind for, at hver enkelt stat kunne bestemme spørgsmålet om slaveri. Douglas forsøgte at tiltrække vælgere fra både nord- og sydstaterne, men hans position blev kritiseret af de mere ekstreme fløje i partiet.

John C. Breckinridge blev nomineret af det splittende sydstats-demokratiske Parti og repræsenterede den ekstreme sydlige fløj, der var imod enhver begrænsning af slaveriet.

John Bell blev nomineret af konstitutions-unionistiske Parti, der forsøgte at undgå en konfrontation om spørgsmålet om slaveri og fokusere på at bevare unionen. Bell havde støtte fra de mere moderate fløje i landet.

Valgresultatet viste en klar opdeling mellem nord og syd. Abraham Lincoln vandt valget og blev den 16. præsident i USA’s historie, men han fik kun et flertal af stemmerne i nordstaterne. Han vandt ikke en enkelt stemme i ni sydlige stater. Lincoln fik 180 valgmandsstemmer mod 72 til Breckinridge, 39 til Bell og 12 til Douglas. Dette førte til en øget spænding mellem nord- og sydstaterne og bidrog til den efterfølgende udmeldelse af sydstaterne og starten på Den Amerikanske Borgerkrig.

1864: Abraham Lincoln vs. George B. McClellan

Det amerikanske præsidentvalg i 1864 blev afholdt midt under  Borgerkrigen, der havde raset siden 1861. Valget var præget af stor politisk spænding og var afgørende for fortsættelsen af krigen og for opretholdelsen af Unionen.

På den republikanske side blev præsident Abraham Lincoln igen nomineret som partiets kandidat. Lincoln blev anerkendt for sin beslutsomhed og ledelse under Borgerkrigen. Selvom der var nogle uenigheder inden for partiet, blev Lincoln generelt støttet af flertallet.

Han stod overfor demokraten George B. McClellan, den general, der havde kommandoen over Potomac-hæren, indtil hans tøven og forsinkelser fik Lincoln til at afsætte ham.

Valgkampen var hård og blev præget af spørgsmål omkring krigens fortsættelse, slaveri og Unionens fremtid. Lincoln og republikanerne fokuserede på nødvendigheden af at bevare Unionen og afslutte slaveriet, mens McClellan og demokraterne forsøgte at appellere til krigenes træthed og argumenterede for en fredelig løsning med sydstaterne.

Valget resulterede i en klar sejr for Abraham Lincoln og republikanerne. Lincoln fik 212 valgmandsstemmer ud af 233. McClellan fik 21 valgmandsstemmer. Valgresultatet var afgørende for at sikre fortsættelsen af Lincolns præsidentskab og hans strategi for at bevare Unionen og afskaffe slaveriet.

Valget i 1864 banede vejen for den efterfølgende sejr for Unionen og afskaffelsen af slaveriet med vedtagelsen af det 13. forfatningstillæg i 1865.

Abraham Lincoln nåede dog ikke at sidde særligt længe i sin anden embedsperiode, inden han blev myrdet af John Wilkes Booth, der skød ham fatalt inde i Ford’s Theater den 14. april 1865. Præsidenten døde af sine kvæstelser dagen efter. Vicepræsident Andrew Johnson fuldførte Lincolns resterende embedsperiode.

1868: Ulysses S. Grant vs. Horace Seymour

Præsidentvalget i 1868 blev afholdt i kølvandet på Den Amerikanske Borgerkrig, der havde splittet nationen. Valget var præget af genopbygningsperioden efter krigen og spørgsmål omkring rettighederne for tidligere slaver.

På den republikanske side blev general Ulysses S. Grant nomineret som partiets kandidat. Grant var en populær militærleder, der havde spillet en afgørende rolle i Unionens sejr under borgerkrigen. Han blev støttet af en bred koalition af republikanere, der ønskede at sikre den fortsatte genopbygning af landet og beskyttelsen af borgerrettighederne for de befriede slaver.

På den demokratiske side var der splittelse mellem demokraterne fra nord og syd. Demokrater fra nord var kritiske over for genopbygningspolitikken og mente, at den gav for meget magt til regeringen. I syd var demokraterne imod genopbygningen som helhed og ønskede at genskabe det forudgående sociale og politiske system med begrænsede rettigheder for tidligere slaver. Den demokratiske kandidat blev Horatio Seymour, en tidligere guvernør for New York, der repræsenterede den mere konservative fløj af partiet.

Valgkampen var præget af spørgsmål omkring genopbygningen af sydstaterne, borgerrettigheder for tidligere slaver og økonomisk stabilitet. Grant fokuserede på at sikre de borgerlige rettigheder for tidligere slaver og genopbygningen af landet efter krigen. Seymour appellerede til modstanden mod den republikanske regeringspolitik og understregede behovet for at genvinde det nationale samarbejde og begrænse føderal indblanding.

Valget resulterede i en overbevisende sejr for millitærhelten, Ulysses S. Grant. Grant fik 214 valgmandsstemmer ud af 294. Seymour fik 80 valgmandsstemmer. Valget var afgørende for at sikre fortsættelsen af republikansk kontrol over regeringen og for fortsættelsen af genopbygningen og beskyttelsen af borgerrettighederne for tidligere slaver.

1872: Ulysses S. Grant vs. Horace Greeley

Valget var præget af politiske skandaler og konflikter inden for det republikanske parti. Præsident Ulysses S. Grant stillede op til genvalg som den republikanske kandidat.

Grant blev konfronteret med anklager om korruption og misbrug af embedet under sin første præsidentperiode. Men Grant formåede alligevel at bevare støtte fra dele af partiet, der værdsatte hans lederskab under Borgerkrigen og hans forsøg på at sikre rettighederne for tidligere slaver.

På den demokratiske side nominerede partiet Horace Greeley, en kendt avisudgiver og reformist. Greeley var kendt for sin progressive tilgang og sin kamp for reformer inden for landbrug, arbejdere og borgerrettigheder. Han blev støttet af en bred koalition af demokrater og liberale republikanere, der var skuffede over Grants administration.

Valgkampen var præget af personlige angreb og politisk splittelse. Grant fokuserede på at forsvare sin regeringsindsats og argumenterede for fortsat genopbygning og beskyttelse af rettighederne for tidligere slaver. Greeley og hans tilhængere kritiserede Grant for korruption og misbrug af magt og argumenterede for behovet for politiske og sociale reformer.

Valget i 1872 resulterede i en overbevisende sejr for Ulysses S. Grant, der fik 286 valgmandsstemmer ud af 352. Resultatet var mere anti-Greeley end pro-Grant. Greeley døde kort efter valget, og hans dødsfald førte til splittelse i det demokratiske parti. Nogle af Greeleys valgmænd afgav deres stemmer til andre kandidater.

Grants anden periode som præsident blev plaget af yderligere skandaler og politisk uro.

1876: Rutherford B. Hayes vs. Samuel Tilden

Efter borgerkrig, Grants skandaløse præsidentskab, økonomisk nedgang og genopbyggelsesperioden var USA på jagt efter en statsmand, der kunne bringe landet tilbage på sporet. Derfor blev valget i 1876 en af historiens mest negative. Begge kandidater – republikaneren Rutherford B. Hayes og demokraten Samuel Tilden – var dog ikke meget for at kaste mere grus i den amerikanske maskine. Det samme var bare ikke gældende for deres støtter.

Valgkampen var fyldt med løgne, tilsvininger og øgenavne, og begge blev anklaget for korruption. Republikanerne linkede mordet på Lincoln, alle de dræbte amerikanske soldater og krigen generelt sammen med demokraterne. Demokraterne svinede republikanerne til for Grants præsidentperiode, den elendige økonomi og korruption under genopbygningsperioden. Hayes blev beskyldt for at have skudt sin egen mor, og Tilden for at være en skændsels for USA, en løgner og for at have syfilis.

Men det var ikke alene valgkampen, der var grim – det var selve valghandlingen og eftertiden også. Valget var fyldt med bestikkelse og snyd – demokraterne forfalskede stemmesedler og skræmte afroamerikanerne i syden fra at stemme, mens republikanerne nogle steder lod de afroamerikanske stemmer tælle flere gange.

Samuel Tilden fik 4.284.020 stemmer mod 4.036.572. I valgmandskollegiet var Tilden også foran med 184 mod 165. Tilden havde kun brug for én stemme mere for at erobre præsidentskabet. Hayes havde brug for alle 20 omstridte valgmændsstemmer. 19 af dem kom fra South Carolina, Louisiana og Florida – stater, som republikanerne stadig kontrollerede. I protest mod demokraternes behandling af sorte vælgere fastholdte republikanerne, at Hayes havde vundet i disse stater, men at demokratiske valgmænd havde stemt på Tilden.

Ligesom i 2000 blev valget ikke afgjort på valgdagen, da uenighed om valgmandsstemmerne holdte gang i valget helt indtil marts. Anklagerne om snyd og svindel fortsatte, og begge partier påkaldte sig sejr i de uafgjorte delstater. Valgprocessen var blevet et cirkus, og man fandt først en præsident, to dage før indsættelsen, efter en kommission havde afgjort valget. Tilden tabte det møgbeskidte valg, efter en lang og giftig proces.

Det var dette valg og processen efter, som Donald Trumps støtter lænede sig op ad, i den desperate jagt på at omstøde valget i 2020.

1880: James A. Garfield vs. Winfield Scott Hancock

Det amerikanske præsidentvalg i 1880 stod mellem James A. Garfield, republikanernes kandidat, og Winfield S. Hancock, demokraternes kandidat.

James A. Garfield, var et tidligere kongresmedlem fra Ohio. Han blev valgt på grund af sin popularitet, især blandt moderat-liberale republikanere. Garfield var kendt for at være en dygtig taler og var en stærk fortaler for borgerrettigheder og reformer.

På den anden side var Winfield S. Hancock, en tidligere general fra den amerikanske borgerkrig. Han blev anerkendt for sin militære tjeneste og sin popularitet blandt tidligere soldater. Hancock repræsenterede mere konservative demokratiske holdninger og blev støttet af mange sydstatsdemokrater.

Valgkampen var relativt rolig og fokuserede primært på spørgsmål om økonomi og borgerrettigheder. Begge kandidater forsøgte at appellere til vælgere fra forskellige regioner og politiske overbevisninger.

Resultatet af valget viste sig at være meget tæt, med under 10,000 stemmer i Garfields favør. James A. Garfield vandt 214-155 i valgmandskollegiet, og han blev valgt som USA’s 20. præsident. Han blev indsat den 4. marts 1881.

Desværre blev Garfields præsidentperiode kortvarig, da han blev skudt af en attentatmand i juli 1881 og døde af sine skader i september samme år. Han blev efterfulgt af sin vicepræsident, Chester A. Arthur, der overtog præsidentembedet.

1884: Grover Cleveland vs. James G. Blaine

En af de mest personlige og intrigante valgkampe foregik i 1884 demokraten Grover Cleveland og republikaneren James G. Blaine.

Grover Cleveland, der var guvernør i New York, blev blev anset for at være en reformistisk politiker. Han fokuserede på spørgsmål som bekæmpelse af korruption, nedskæringer af offentlige udgifter og tariffreformer.

På den anden side var James G. Blaine, tidligere senator fra Maine. Blaine var en erfaren politiker og blev betragtet som en dygtig taler. Han fremhævede betydningen af økonomisk vækst og beskyttelse af amerikanske industrier gennem høje tariffer.

1884-valgkampen huskes især for Clevelands angivelige ”uægte” barn, som han havde fået med en ung enke. Historien var på alles læber, og den skulle vise, at Cleveland var uden moral og kristen karakter. Cleveland gik ind i kampen og erkendte affæren. Cleveland påtog sig også faderskabet, selvom han ikke vidste om han reelt var faderen. Der var også en mulighed for, at det var Clevelands forretningspartner (og senere svigerfar.) Men Clevelands ærlighed gav pote, og befolkningen belønnende ham for ærligheden.

Dette var uden tvivl en af de mest ophedede og kontroversielle valgkampe i amerikansk historie, og den skabte en præcedens for personlige angreb og mudderkast. Det blev en milepæl i amerikansk politisk historie, da det understregede betydningen af personlige karakteregenskaber og angrebene mellem kandidaterne. Det var også et valg, der viste, at amerikanske vælgere kunne ændre deres stemme fra valg til valg, baseret på kandidaternes personlige egenskaber og politikker.
På valgdagen fik Cleveland 4.874.986 stemmer mod 4.851.981 til Blaine. Cleveland vandt også valgmændskollegiet med 219-182. Han blev den første (og hidtil eneste) præsident, der blev gift i Det Hvide Hus.

1888: Benjamin Harrison vs. Grover Cleveland

Dette valg stod mellem den siddende præsident, demokraten Grover Cleveland, og republikaneren Benjamin Harrison.

Valgkampen var præget af intense diskussioner om økonomiske spørgsmål. Cleveland og hans demokratiske tilhængere modsatte sig høje tariffer og argumenterede for en mere frihandelsorienteret politik. På den anden side støttede Harrison og republikanerne beskyttelse af amerikanske industrier og højere tariffer for at sikre økonomisk vækst og jobskabelse.

Cleveland fik flest stemmer ved valget, men det var Harrison, der blev præsident. Som i 2000 og i 2016 havde den valgte præsident ikke opnået flest stemmer blandt befolkningen. Men Harrison vandt flertallet af valgmænd, og blev, som forfatningen foreskriver det, USA’s nyvalgte præsident. Cleveland fik 5.540.050 stemmer mod Harrisons 5.444.337. Harrison fik dog 233 stemmer i valgmændskollegiet mod Clevelands 168.

Benjamin Harrison blev indsat som præsident i marts 1889. Hans præsidentskab var præget af økonomiske spørgsmål og handelspolitik. Han arbejdede på at styrke beskyttelse af amerikanske industrier og underskrev McKinley Tariff Act i 1890, som øgede tarifferne markant.

1892: Grover Cleveland vs. Benjamin Harrison vs. James B. Weaver

Det amerikanske præsidentvalg i 1892 fandt sted mellem tre hovedkandidater: Demokraten Grover Cleveland, republikaneren Benjamin Harrison og populisten James B. Weaver.

Grover Cleveland, der tidligere havde været, blev demokraternes præsidentkandidat. Han stod for økonomisk konservatisme og understregede behovet for at genoprette økonomisk stabilitet og reducere den føderale gæld.

Benjamin Harrison, den siddende, blev republikanernes præsidentkandidat. Han blev støttet af industrien og stod for beskyttelse af amerikanske industrier gennem høje tariffer samt fortsat økonomisk vækst.

James B. Weaver blev den tredje hovedkandidat som repræsentant for det populistiske parti. Populisterne var en politisk bevægelse, der fokuserede på at forsvare landbrugernes interesser og bekæmpe koncentrationen af magt i hænderne på finansielle og industrielle eliter. Weaver argumenterede for reformer som statslig kontrol med jernbaner og progressiv beskatning.

Valgkampen blev præget af økonomiske spørgsmål som arbejdsløshed, landbrugskrisen og tariffreformer. Cleveland og Weaver kritiserede den økonomiske politik under Harrison og støttede beskyttelse af landmænd og arbejderes rettigheder.

Grover Cleveland vandt valget, hvilket gjorde ham til den eneste præsident i amerikansk historie, der har siddet to ikke-sammenhængende perioder (1885-1889 og 1893-1897). I valgmandskollegiet fik Cleveland 277 valgmændsstemmer mod Harrisons 145. Hans sejr blev anset for at være en tilkendegivelse af vælgernes ønske om økonomisk reform og mere regeringens indblanding i økonomien.

1896: William McKinley vs. William Jennings Bryan

Det amerikanske præsidentvalg i 1896 stod mellem republikaneren William McKinley og demokraten William Jennings Bryan, og blev præget af stridsspørgsmål som pengepolitik og økonomisk reform.

William McKinley var en erfaren politiker og tidligere guvernør i Ohio. Han repræsenterede det republikanske parti og blev støttet af erhvervslivet og de store industrier. McKinley stod for en politik med højtariffer og bevarelse af den guldstandard, der sikrede stabilitet i valutasystemet.

William Jennings Bryan var en populær taler og en fremtrædende demokrat. Han blev kendt for sin berømte “Cross of Gold” tale, hvor han argumenterede for, at guldstandarden skulle opgives til fordel for en sølvstandard. Bryan blev støttet af landmænd, arbejdere og populistbevægelsen, der ønskede pengepolitiske reformer og lettere adgang til kredit.

McKinley og republikanerne advarede om de potentielle farer ved at forlade guldstandarden og mente, at det ville skabe økonomisk ustabilitet. Bryan og demokraterne argumenterede for, at en sølvstandard ville bidrage til økonomisk vækst og fordelene for landmænd og arbejdere.

McKinley og republikanerne førte en mere organiseret og finansieret kampagne, hvor de benyttede sig af moderne kampagnemetoder som plakater, brochurer og massemedier. Bryan og demokraterne baserede deres kampagne på folkelige taler og møder, hvor de appellerede til bredere vælgergrupper.

Valget blev afgjort af økonomiske spørgsmål og politiske alliancer. McKinley vandt støtte fra industrielle stater i nord, mens Bryan havde stærk opbakning fra landmænd i landdistrikterne og arbejdere i byerne. McKinley fik flest stemmer og fik også en stor sejr i valgmandskollegiet med 271 mod 176.

1900: William McKinley vs. William Jennings Bryan

Det amerikanske præsidentvalg i 1900 blev en genganger af det foregående, med samme kandidater og samme emner. Udfaldet blev sågar også det samme.

Republikaneren William McKinley, der var den siddende præsident blev støttet af det republikanske parti og erhvervslivet. McKinley havde ført en politik med høje tariffer og bevarelse af guldstandarden, som han mente ville sikre økonomisk stabilitet og vækst.

Demokraten William Jennings Bryan blev støttet af populistbevægelsen. Han repræsenterede progressive ideer og kæmpede for økonomisk reform og større arbejderrettigheder. Bryan kritiserede McKinleys politik og mente, at den gavnede de rige og skadede arbejderklassen. Han holdt over 600 taler i 24 stater og fortsatte sin kamp for, at USA skulle gå over til sølv i stedet for guld. McKinley førte ikke aktiv valgkampagne, men stolede på genopretningen af ​​økonomien, der var sket i løbet af hans første embedsperiode.

Valgkampen blev præget af spørgsmål om økonomi og imperialismens rolle i amerikansk politik. McKinley og republikanerne støttede fortsat høje tariffer og bevarelsen af guldstandarden som garant for økonomisk stabilitet. De argumenterede også for fortsættelse af den ekspansionistiske politik og imperialistiske handlinger, som USA havde taget under McKinleys første præsidentskab.

Bryan kritiserede McKinleys økonomiske politik og mente, at det gavnede de rige og store virksomheder på bekostning af almindelige borgere. Bryan modsatte sig også imperialismen og krævede, at USA skulle fokusere på indenrigsreformer og værn om borgernes rettigheder.

Valget blev afgjort af spørgsmål om økonomi og imperialisme samt støtte fra forskellige regioner og befolkningsgrupper. McKinley fik bred støtte fra industrielle stater og erhvervslivet. Bryan havde stærk opbakning fra landmænd og arbejdere i landdistrikter og fra populistiske bevægelser.

William McKinley vandt endnu en gang i valgmændskollegiet med stemmerne 292 mod 155. Vicepræsident Theodore Roosevelt blev indsat som præsident, efter McKinley blev udsat for et attentat og døde, fem måneder inde i sin anden embedsperiode.

1904: Theodore Roosevelt vs. Alton Parker

Det amerikanske præsidentvalg i 1904 blev afholdt mellem republikaneren Theodore Roosevelt og demokraten Alton B. Parker. Valget blev præget af spørgsmål som økonomi, udenrigspolitik og reformer.

Theodore Roosevelt, der havde efterfulgt præsident McKinley efter hans død i 1901, blev republikanernes præsidentkandidat. Han var en populær figur og en fremtrædende leder inden for progressiv bevægelse. Roosevelt kæmpede for økonomisk reform, social retfærdighed og bevarelse af naturressourcer.

Alton B. Parker blev demokraternes præsidentkandidat. Han var en anerkendt dommer ved New Yorks Højesteret og blev støttet af mere konservative fløje inden for partiet. Parker fremhævede behovet for økonomisk stabilitet og kritiserede Roosevelts progressive politik.

Valgkampen fokuserede på spørgsmål som regeringens rolle i økonomien, arbejderrettigheder, reformer og udenrigspolitik. Roosevelt og republikanerne fortsatte med at fremme progressive politikker og reformer som regulering af store virksomheder, beskyttelse af forbrugernes rettigheder og bevarelse af naturressourcer.

Parker og demokraterne kritiserede Roosevelt for at gå for langt med reformer og mente, at det truede økonomisk stabilitet og individuelle frihedsrettigheder. De fokuserede også på økonomiske spørgsmål som skattemæssige reformer og lavere tariffer.

Valget resulterede i en overvældende sejr for Theodore Roosevelt med 336 mod 140 i valgmandskollegiet. Roosevelt fik 7.628.461 personlige stemmer mod Parkers 5.084.223. Roosevelts præsidentskab fortsatte med at fremme progressiv politik og gennemførte reformer inden for erhvervsliv, arbejderrettigheder og naturbeskyttelse.

1908: William Howard Taft vs. William Jennings Bryan

Den populære Theodore Roosevelt afviste af genopstille i 1908. Derfor stod valget mellem republikaneren William Howard Taft og demokraten William Jennings Bryan. Valget blev præget af spørgsmål som økonomi, arbejderrettigheder og fortsættelse af den progressive bevægelse.

William Howard Taft, der var en erfaren embedsmand og tidligere guvernør i Filippinerne, blev republikanernes præsidentkandidat. Han blev støttet af den afgående præsident Theodore Roosevelt, der ønskede at sikre fortsættelsen af sin progressive politik og reformer. Taft fokuserede på økonomisk stabilitet, bevarelse af forbrugernes rettigheder og fortsat regulering af store virksomheder.

William Jennings Bryan blev demokraternes præsidentkandidat for tredje gang. Han var kendt som en fremtrædende taler og havde tidligere kæmpet for populære og progressive ideer. Bryan argumenterede for større arbejderrettigheder, økonomisk reform og kritiserede koncentrationen af magt og rigdom i hænderne på store virksomheder.

Valgkampen blev præget af økonomiske spørgsmål og forskellige tilgange til progressiv politik. Taft og republikanerne støttede fortsættelsen af Roosevelts progressive politik og understregede økonomisk stabilitet samt fortsat regulering af store virksomheder. Bryan og demokraterne argumenterede for mere omfattende reformer, herunder arbejderrettigheder og skattemæssige reformer.

Valget blev afgjort af økonomiske spørgsmål, regionale forskelle og Roosevelts støtte til Taft. Taft vandt med 321 valgmandsstemmer mod 162 valgmandsstemmer.

Valget viste, at vælgerne fortsat var åbne for reformer og progressiv politik i USA.

1912: Woodrow Wilson vs. William Howard Taft vs. Theodore Roosevelt vs. Eugene V. Debs

Det amerikanske præsidentvalg i 1912 blev et bemærkelsesværdigt og turbulent valg, der involverede fire hovedkandidater og var præget af splittelser inden for det republikanske parti. Valget stod mellem republikaneren William Howard Taft, demokraten Woodrow Wilson, den progressive Theodore Roosevelt og socialistkandidaten Eugene V. Debs.

William Howard Taft var den siddende republikanske præsident og blev støttet af den mere konservative fløj inden for partiet. Han førte en mere konservativ politik og blev kritiseret af de progressive kræfter inden for partiet, herunder Theodore Roosevelt.

Theodore Roosevelt forlod det republikanske parti og førte en progressiv kampagne baseret på reformer som bekæmpelse af korruption, regulering af store virksomheder og social retfærdighed. Han stillede op for det progressive parti, også kaldet Bull Moose.

Woodrow Wilson blev demokraternes præsidentkandidat. Han var en progressiv guvernør fra New Jersey og kæmpede for reformer som økonomisk regulering, skattereformer og styrkelse af den føderale regeringsmagt.

Eugene V. Debs var socialisternes præsidentkandidat. Han repræsenterede socialistpartiet og talte for arbejderrettigheder, social retfærdighed og ophævelse af kapitalisme.

Valgkampen blev præget af politiske spændinger og ideologiske forskelle. Taft og de mere konservative kræfter inden for det republikanske parti kæmpede mod Roosevelt og hans progressive politik. Wilson og demokraterne forsøgte at appellere til både progressive og mere konservative vælgere.

Valget blev afgjort af splittelsen inden for det republikanske parti og den brede opbakning til de progressive ideer. Ved valget fik Wilson 6.293.120 personlige stemmer mod Roosevelts 4.119.582, Tafts 3.485.082 og næsten 900.000 til Debs. I valgmandskollegiet var Wilsons sejr overlegen: 435 mod 88 for Roosevelt og 8 for Taft. De personlige stemmer til Taft og Roosevelt antydede, at hvis republikanerne ikke havde splittet sig, ville de have vundet præsidentembedet. Samtidig betød det samlede antal stemmer til Wilson, Roosevelt og Debs, at folket støttede progressiv reformer.

1916: Woodrow Wilson vs. Charles Evans Hughes

Det amerikanske præsidentvalg i 1916 blev afholdt under skyggen af Første Verdenskrig og blev en af de tætteste valg i amerikansk historie. Valget stod mellem den siddende præsident, demokraten Woodrow Wilson, og republikaneren Charles Evans Hughes.

Woodrow Wilson, der søgte genvalg, førte en kampagne baseret på sit løfte om at holde USA ude af Første Verdenskrig og bevare freden. Wilson blev kendt for sin progressiv politik og støttede reformer som økonomisk regulering, arbejderrettigheder og kvindevalgret.

Det progressive parti forsøgte  at nominere Theodore Roosevelt igen, men Roosevelt, der ønskede at forene Republikanerne, overtalte konventet til at støtte republikanernes valg, Charles Evans Hughes. Hughes var tidligere højesteretsdommer, og han kritiserede Wilsons udenrigspolitik og argumenterede for en mere aktiv rolle for USA i krigen. Hughes støttede også progressive reformer, men hans kampagne blev primært fokuseret på udenrigspolitiske spørgsmål.

Valgkampen blev præget af spændinger omkring Første Verdenskrig og USA’s position. Wilson og demokraterne appellerede til vælgere med løfter om at bevare freden og undgå at sende amerikanske tropper i krig. Hughes og republikanerne argumenterede for en mere robust udenrigspolitik og støttede et stærkere amerikansk engagement i krigen.

Valget var tæt. Wilson fik 9.129.606 stemmer mod Hughes’ 8.538.221. Wilson fik også en lille sejr i valgmandskollegiet, hvor han vandt 277 mod 254.

Woodrow Wilsons andet præsidentskab blev præget af USA’s indtræden i Første Verdenskrig i april 1917. Wilson arbejdede på at mobilisere nationen til krigsindsatsen og spillede en afgørende rolle i udformningen af Versaillestraktaten og oprettelsen af Folkeforbundet.

1920: Warren G. Harding vs. James M. Cox vs. Eugene V. Debs

I 1920 blev det amerikanske præsidentvalg afholdt i kølvandet på Første Verdenskrig og var præget af spørgsmål om genopbygning, udenrigspolitik og social orden. Valget stod mellem republikaneren Warren G. Harding og demokraten James M. Cox.

Warren G. Harding var senator fra Ohio. Han førte en kampagne baseret på løfter om at genopbygge USA efter krigen og genoprette økonomisk stabilitet. Harding fremhævede også behovet for mindre føderal indblanding og støttede ideen om, at landet skulle vende tilbage til en mere traditionel og konservativ tilstand.

James M. Cox var også fra Ohio hvor han var guvernør. Han fokuserede på spørgsmål som sociale reformer, herunder bedre arbejdsforhold og sundhedsforsikring. Cox understregede også behovet for fortsat amerikansk engagement i internationale anliggender og arbejdede for medlemskab i Folkeforbundet.

Som vicepræsidentkandidater var de to kommende præsidenter; Calvin Coolidge fra republikanerne og Franklin D. Roosevelt fra demokraterne.

Harding ønskede at fokusere mere på hjemlige anliggender og genopbygning, mens Cox støttede en mere progressiv og internationalistisk tilgang.

Warren G. Harding vandt en massiv sejr, med 404 mod 127 i valgmandskollegiet. Af personlige stemmer fik Harding 16.152.200 mod Cox’s 9.147.353. En fængslet Debs fra socialistpartiet modtog flere end 900,000 stemmer.

Hardings præsidentskab blev præget af hans løfter om genopbygning og genoprettelse af økonomisk stabilitet. Han søgte at reducere føderal indblanding, sænke skatter og fremme forretningernes interesser. Desværre blev hans præsidentskab overskygget af korruptionsskandaler, der blev afsløret efter han døde blot 2,5 år inde i sin embedsperiode.

1924: Calvin Coolidge vs. Robert M. LaFollette vs. John W. Davis

I 1924 stod valget mellem republikaneren Calvin Coolidge, demokraten John W. Davis og den progressive Robert M. La Follette.

Calvin Coolidge var den siddende præsident og tidligere vicepræsident under Warren G. Harding. Han var kendt for sin rolle i at genskabe tillid efter korruptionsskandalen under Hardings præsidentskab. Coolidge kæmpede for økonomisk konservatisme, reducerede skatter og begrænset regeringsindblanding i økonomien.

John W. Davis var en anerkendt advokat og tidligere ambassadør. Davis repræsenterede den mere konservative fløj inden for det demokratiske parti og stod for en mere moderat politik. Han betonede behovet for økonomisk stabilitet og fremskridt gennem regulerede reformer.

Robert M. La Follette blev den progressive partis præsidentkandidat. Han var en fremtrædende senator fra Wisconsin og blev støttet af progressive reformbevægelser. La Follette kæmpede for større regeringsindblanding, økonomisk regulering, social retfærdighed og arbejderrettigheder.

Valgkampen blev præget af konkurrencen mellem de tre kandidater og forskellige politiske ideologier. Coolidge og republikanerne fokuserede på økonomisk stabilitet og begrænset regeringsindblanding. Davis og demokraterne forsøgte at appellere til bredere vælgergrupper og understregede behovet for moderat politik. La Follette og de progressive kæmpede for mere radikale reformer og social retfærdighed.

Coolidges personlige stemmer på 15.725.016 var større end Davis’ 8.385.586 og La Follettes 4.822.856 kombineret. Coolidge modtog 382 valgmænd mod Davis’ 136. La Follette vandt kun sin hjemstat Wisconsin med 13 valgmænd.

Coolidges præsidentskab blev præget af hans fortsatte fokus på økonomisk stabilitet, skattenedsættelser og begrænset regeringsindblanding. Han var kendt for sin understregning af lav inflation, budgetnedskæringer og en mere konservativ politik.

1928: Herbert Hoover vs. Alfred E. Smith

Den republikanske præsidentkandidat i 1928 var handelsminister Herbert Hoover fra Californien. Demokraterne nominerede Alfred E. Smith, guvernør i New York.

Herbert Hoover var en succesfuld forretningsmand og blev anerkendt for sin humanitære indsats under Første Verdenskrig, samt sin rolle som handelsminister under præsident Calvin Coolidge. Hoover kæmpede for fortsat økonomisk vækst og fokus på individualisme og frivilligt samarbejde mellem regering og erhvervsliv.

Al Smith var den første katolske kandidat til præsidentembedet. Smith kæmpede for sociale reformer, arbejderrettigheder og økonomisk retfærdighed. Han blev imidlertid udsat for religiøs intolerance og fordomme på grund af sin katolske tro.

Hoover argumenterede for fortsat økonomisk vækst og betonede vigtigheden af individualisme og fri markedsøkonomi. Smith fokuserede på sociale reformer, arbejderrettigheder og bekæmpelse af fattigdom. Hoover støttede en fortsættelse af alkoholforbud, mens den katolske Smith gerne så Forbudstiden for overstået.

Hoover vandt med 444 mod 87 i valgmandskollegiet, men Smith vandt i de tolv største byer i landet. Støtten til Smith i det urbane USA varslede den store politiske forskydning, der var i vente.

Hoovers præsidentskab blev dog hurtigt præget af økonomiske udfordringer, da Den Store Depression ramte USA i slutningen af 1929. Den økonomiske krise fik betydelig indvirkning på Hoovers præsidentskab og ændrede det politiske landskab i USA.

1932: Franklin D. Roosevelt vs. Herbert Hoover

Midt i Den Store Depression stod præsidentvalget i 1932 mellem den siddende republikanske præsident Herbert Hoover og demokraten Franklin D. Roosevelt.

Herbert Hoover stod for genopretningsindsatsen efter børskrakket i 1929 og den efterfølgende økonomiske krise. Han kæmpede for at genvinde økonomisk stabilitet og genoprette troen på amerikansk kapitalisme. Hoover troede på, at økonomien ville rette sig selv uden stor indgriben fra regeringen.

Franklin D. Roosevelt, guvernør i New York, førte en kampagne baseret på sit løfte om “New Deal” – en omfattende pakke af økonomiske og sociale reformer, der sigtede mod at hjælpe de arbejdsløse, genoplive økonomien og give større regeringsindgriben i økonomien.

Valgkampen blev præget af den alvorlige økonomiske krise og kritikken af Hoover for hans håndtering af situationen. Roosevelt og demokraterne argumenterede for større regeringsindgriben, økonomisk stimulans og sociale reformer som vej til at overvinde krisen. De appellerede også til arbejdere og landmænd, der var hårdt ramt af depressionen. Roosevelt ville samtidig afskaffe alkoholforbuddet.

Demokraterne vandt valget i en jordskredssejr. Roosevelt fik 22.809.638 personlige stemmer mod præsidentens 15.758.901 og vandt valgmandskollegiet med 472 mod 59.

Roosevelts præsidentskab blev præget af hans vision om “New Deal” og hans indsats for at bringe landet ud af den økonomiske krise. Han iværksatte en række reformer, herunder skabelsen af sociale sikringsprogrammer, arbejdsbeskæftigelse, økonomisk regulering og styrkelse af fagforeninger.

Valget viste, at vælgerne ønskede en mere aktiv regering, der kunne tackle de udfordringer, der blev stillet af den store depression. Det satte scenen for Franklin D. Roosevelts historiske præsidentskab og hans “New Deal” politik, der fortsatte med at præge amerikansk politik i årtier efterfølgende.

1936: Franklin D. Roosevelt vs. Alfred M. Landon

Valget i 1936 stod mellem den siddende demokratiske præsident Franklin D. Roosevelt og republikaneren Alf Landon.

Franklin D. Roosevelt førte en kampagne baseret på hans politikker og økonomiske reformer, der blev implementeret som en del af hans “New Deal”. Roosevelt prioriterede jobskabelse, sundhedsforsikring og økonomisk regulering for at bekæmpe de negative virkninger af Den Store Depression. Han blev også støttet af en bred koalition af arbejdere, landmænd og minoriteter.

Alf Landon, guvernør i Kansas, kritiserede Roosevelts regeringsindgriben og den øgede føderale magt. Landon argumenterede for mindre regering og større vægt på individualisme og erhvervslivets frihed.

Valgkampen blev præget af de økonomiske forhold og polariseringen mellem de to partier. Roosevelt og demokraterne fremhævede succeserne med “New Deal” og argumenterede for behovet for at fortsætte med progressiv politik for at opretholde økonomisk bedring og social retfærdighed. Landon og republikanerne fokuserede på at nedbringe regeringens indblanding og kritiserede Roosevelts ekspansion af føderal magt.

I en folkeafstemning om den voksende velfærdsstat vandt Roosevelt en jordskredssejr med 27.751.612 stemmer i forhold til kun 16.681.913 til Landon. Republikanerne vandt to stater – Maine og Vermont – med otte valgmænd; Roosevelt fik de resterende 523. Den usædvanlige succes for FDR i 1936 markerede begyndelsen på en lang periode med dominans for det demokratiske parti.

1940: Franklin D. Roosevelt vs. Wendell L. Wilkie

Ved det amerikanske præsidentvalg i 1940 var de to primære kandidater den siddende præsident Franklin D. Roosevelt, en demokrat, og Wendell Willkie, en republikaner.

Præsident Franklin D. Roosevelt havde allerede siddet to perioder og var meget populær, især for sin rolle i at lede landet gennem Den Store Depression. På grund den stærke politiske baggrund blev han en naturlig kandidat for demokraterne til at søge en tredje periode, selvom ingen præsident nogensinde havde tjent mere end to perioder før dette. Roosevelt blev den første til at bryde den præcedens, som Washington havde sat, med kun at sidde i to perioder. Han blev også den eneste, da Kongressen i 1951 godkendte det 22. tillæg til forfatning, hvormed en præsident for fremtiden ikke kunne vælges til mere end to embedsperioder.

På republikansk side var Wendell Willkie en relativt ukendt forretningsmand, der tidligere havde været demokrat, inden han skiftede parti og blev republikansk kandidat. Willkie var ikke en del af det etablerede politiske establishment, men han var en dygtig taler og fokuserede på en mere begrænset regeringsrolle, lavere skatter og øget støtte til erhvervslivet.

Valgkampen var intens, da Willkie forsøgte at udfordre Roosevelts popularitet og dennes politiske erfaring. Roosevelt fokuserede på sine tidligere succeser og love, såsom New Deal-politikken, der sigtede mod at afhjælpe folkets økonomiske udfordringer.

Franklin D. Roosevelt fik en overbevisende sejr. Han modtog 449 valgmandsstemmer mod Willkies 82. Roosevelt modtog næsten fem millioner personlige stemmer mere end sin modkandidat. Amerikanerne valgte at holde fast i en erfaren leder, mens verden lå krig og USA’s eventuelle involvering var et stort tema.

1944: Franklin D. Roosevelt vs. Thomas E. Dewey

I begyndelsen af 1944, midt under Anden Verdenskrig, stod det klart, at præsident Franklin D. Roosevelt planlagde at stille op til en fjerde periode. Roosevelt var yderst populær, men det samme kunne ikke siges om vicepræsidenten. Det demokratiske parti bad præsidenten udskifte Henry A. Wallace med senator Harry S. Truman som vicepræsidentkandidat.

På den republikanske side, gik man tilbage til sin traditionelle base og valgte den konservative guvernør Thomas E. Dewey fra New York. Han blev anset for at være en stærk kandidat og hans fokus lå på at kritisere Roosevelts håndtering af krigen.

Valgkampen var præget af de udfordringer, USA stod over for i krigstid. Anden Verdenskrig var på sit højeste, og mange amerikanere var bekymrede for landets fremtid og den fortsatte krigsindsats. Roosevelt argumenterede for, at han var den bedste kandidat til at føre landet gennem de udfordringer, der lå forude, mens Dewey forsøgte at få Roosevelt til at fremstå som en præsident, der havde været i embedet for længe. Roosevelts skrantende helbred var også et tema – og med god grund skulle det vise sig kort tid efter valget. Dewey krævede forandring.

FDR vandt præsidentvalget, og blev for fjerde gang indsat. Han fik igen en overbevisende sejr med 432 mod Deweys 99. Folket var ikke klar til at “skifte hest midt i ræset”.

Desværre fuldførte Roosevelt ikke sin fjerde periode. Den 12. april 1945 døde han af en hjerneblødning. Vicepræsident Harry S. Truman overtog embedet.

1948: Harry Truman vs. Thomas E. Dewey vs. Strom Thurmond

Det amerikanske præsidentvalg i 1948 var et bemærkelsesværdigt og dramatisk valg, der blev præget af politisk splittelse og uenighed i det demokratiske parti. Valget stod mellem den siddende demokratiske Præsident Harry S. Truman, republikaneren Thomas E. Dewey og Strom Thurmond fra States’ Rights Democratic Party, også kendt som Dixiecrats.

Harry S. Truman førte en kampagne baseret på sine politikker om økonomisk genopretning og opretholdelse af fred efter afslutningen af Anden Verdenskrig. Truman betonede også behovet for sociale reformer og støttede en mere progressiv politik.

Thomas E. Dewey, guvernør i New York, kritiserede Trumans politikker og argumenterede for lavere skatter, mindre regering og økonomisk frihed. Dewey var en stærk kandidat og blev betragtet som favorit i mange meningsmålinger.

Strom Thurmond blev kandidat for Dixiecrats, som var en splittelsesgruppe inden for det demokratiske parti. Dixiecrats var imod Trumans borgerrettighedsinitiativer og støttede bevarelsen af raceadskillelse i sydstaterne.

Valgkampen blev præget af spændinger og kontroverser. Truman blev anset for at være underdog, og hans politikker blev mødt med modstand fra nogle konservative grupper, inklusive Dixiecrats. Dewey var stærkt støttet af republikanerne og man forventede at han vandt.

Men Truman fik en overraskende sejr. Resultatet blev annonceret sent om aftenen på valgdagen, og aviserne havde forhåndstrykt overskrifter, der erklærede Dewey som vinder. Det ikoniske fotografi af Truman, der holder en avis med overskriften “Dewey Defeats Truman”, er blevet symbol på valgets overraskende resultat.

Avisen to fejl: Truman modtog 24.105.812 personlige stemmer. Dewey modtog 21.970.065. I valgmændskollegiet var resultatet: Truman 303 mod Deweys 189 og Thurmonds 39 valgmandsstemmer.

1952: Dwight D. Eisenhower vs. Adlai E. Stevenson

Da præsident Harry S. Truman nægtede at stille op til en tredje periode, nominerede demokraterne guvernør Adlai E. Stevenson fra Illinois til præsident. Stevenson argumenterede for sociale reformer, økonomisk regulering og internationalt samarbejde for at tackle Den Kolde Krig.

Anden Verdenskrigs general Dwight D. Eisenhower vandt republikanernes nomineringen. Richard M. Nixon, en antikommunistisk senator fra Californien, blev vicepræsidentkandidat.Han førte en kampagne, der fokuserede på national sikkerhed, økonomisk vækst og håndtering af Den Kolde Krig.

Utilfredshed med Trumans håndtering af Koreakrigen, anklager om korruption i hans administration, en høj inflation og potentiel kommunistisk trussel var ikke til Stevensons fordel. Han blev også konfronteret med Eisenhowers enorme personlige popularitet – “I like Ike!” proklamerede kampagneknapperne – og vælgernes tro på, at han hurtigt ville afslutte krigen. En skandale vedrørende Nixons valgkampfond truede kortvarigt med at koste ham pladsen på stemmesedlen. Men en følelsesladet tale, som han holdt på tv, hvor han viste sin kones “gode republikanske stil” og sin hund Checkers, reddede ham.

Eisenhower modtog 33.936.234 personlige stemmer og 442 valgmandsstemmer mod Stevensons 27.314.992 personlige stemmer og 89 valgmandsstemmer.

1956: Dwight D. Eisenhower vs. Adlai E. Stevenson

På trods af at han havde haft et hjerteanfald og mavekirurgi i sin første periode, blev præsident Dwight D. Eisenhower uden modstand nomineret af republikanerne til en anden periode. Selvom Richard M. Nixon havde været en kontroversiel vicepræsident, og mange republikanere mente, at han var en ulempe, blev han også renomineret. For anden gang valgte demokraterne guvernør Adlai E. Stevenson fra Illinois.

Udenrigspolitik dominerede valget. Eisenhower tog æren for, at landet var velstående og i fred; Stevenson foreslog at afskaffe værnepligten og stoppe atomprøvesprængninger. Suez-kanal-krisen, der opstod i de sidste uger af kampagnen, skabte en følelse af nødsituation, og landet reagerede ved at stemme kraftigt imod forandring.

Eisenhower vandt med 35.590.472 stemmer mod Stevensons 26.022.752. Hans margin i valgmandskollegiet var 457 mod 73.

1960: John F. Kennedy vs. Richard M. Nixon

I 1960 nominerede det demokratiske parti John F. Kennedy, en senator fra Massachusetts, som præsidentkandidat. Republikanerne nominerede vicepræsident Richard M. Nixon til at efterfølge Dwight D. Eisenhower, der var forhindret i at stille op til en tredje periode ifølge det nyligt vedtagne 22. forfatningstillæg.

Richard Nixon førte en kampagne baseret på sin erfaring og fremhævede sin rolle i Eisenhower-administrationen, hvor han havde spillet en aktiv rolle i udenrigspolitikken under Den Kolde Krig. Nixon fokuserede også på økonomisk vækst og lov og orden.

John F. Kennedy førte en energisk kampagne, der appellerede til håb, forandring og fremtidig vision. Kennedy betonede behovet for at tackle økonomiske udfordringer, fremme borgerrettigheder og øge USA’s engagement i den internationale arena.

Valgkampen blev præget af mange politiske begivenheder, herunder den berømte tv-debat mellem Nixon og Kennedy. Denne debat blev et afgørende øjeblik, hvor Kennedys selvsikkerhed og præsentation på tv blev set som en fordel i forhold til Nixons mere reserverede fremtoning. Efterfølgende viste målinger, at et stort flertal af de, der havde hørt debatten i radioen mente, at Nixon klart havde vundet debatten. Omvendt så det ud for de, der havde set de to præsidentkandidater på tv. Således ændrede tv også den måde hvorpå der fremover blev ført kampagne.

Kennedy vandt præsidentembedet med en margin på under 120.000 personlige stemmer og modtog 34.227.096 stemmer mod Nixons 34.107.646. Valget var ikke så tæt i valgmændskollegiet, hvor Kennedy fik 303 valgmandsstemmer mod Nixons 219. Kennedy var den første katolik og den yngste person, der blev valgt til præsident. Efter attentatet på Kennedy i november 1963, overtog Vicepræsident Lyndon B. Johnson embedet.

1964: Lyndon B. Johnson vs. Barry Goldwater

I 1964 stod præsidentvalget mellem den demokratiske kandidat, præsident Lyndon B. Johnson, og den republikanske kandidat, senator Barry Goldwater.

Lyndon B. Johnson, den første præsident fra sydstaterne siden Andrew Johnson, havde været demokratisk leder i Senatet. Han førte en kampagne baseret på kontinuitet og fortsættelse af Kennedys politikker, herunder “Great Society”-programmet, der sigtede mod at tackle fattigdom og forbedre borgerrettighederne.

Barry Goldwater, en konservativ senator fra Arizona, stod for en mere konservativ politik, der fremhævede behovet for mindre regering, økonomisk frihed og styrket national sikkerhed. Goldwater blev ofte beskrevet som en ekstremist af sine modstandere, selvom han havde en stærk base af konservative tilhængere. I kampagnen, der blev gennemført midt i den eskalerende Vietnamkrig, opfordrede Goldwater blandt andet til bombning af Nordvietnam.

Valgkampen blev præget af skarpe politiske kontraster og spørgsmål om borgerrettigheder, social retfærdighed og udenrigspolitik. Johnson og demokraterne fremhævede den progressive politik og den fortsatte indsats for at tackle social ulighed, fattigdom og racisme. Goldwater og republikanerne kritiserede imidlertid Johnson for at udvide regeringens rolle og satse på øget militær intervention i udenrigspolitikken.

Johnson vandt en overbevisende sejr med 43.128.958 personlige stemmer mod Goldwaters 27.176.873. I valgmandskollegiet modtog han 486 stemmer mod Goldwaters 52.

1968: Richard M. Nixon vs. Hubert Humphrey vs. George Wallace

Det amerikanske præsidentvalg i 1968 var en ekstraordinær og tumultarisk begivenhed, der fandt sted midt i en periode præget af politisk splittelse, sociale uroligheder og Vietnamkrigen. Valget stod mellem den republikanske kandidat, tidligere vicepræsident Richard Nixon, den demokratiske kandidat, vicepræsident Hubert Humphrey, og den tredjepartikandidaten, guvernør i Alabama, George Wallace.

Richard Nixon førte en kampagne, der fokuserede på lov og orden, genopretning af nationens enhed og en plan for at trække USA gradvist ud af Vietnamkrigen.

I kølvandet på Tet-offensiven, annoncerede præsident Lyndon B. Johnson, at han ikke ville søge genvalg. Johnson var tydeligt udmattet og manglende overskud til de enorme udfordringer landet stod overfor. Dette fik vicepræsident Hubert H. Humphrey til at annoncere sit kandidatur. Også Robert Kennedy søgte nomineringen og han vandt primærvalget i Californien. Kort derefter blev han myrdet af Sirhan Sirhan, og Hubert Humphrey blev demokraternes kandidat. Hans kampagne blev skæmmet af den dybe splittelse inden for partiet på grund af Vietnamkrigen. Humphrey støttede regeringens politik i Vietnam og blev udfordret af anti-krigsdemonstrationer og opbrud i partiet.

George Wallace fra American Independent Party, stod for en streng lovgivning, der modstod borgerrettighedsbevægelsen og kæmpede for opretholdelsen af raceadskillelse.

Valgkampen blev præget af sociale uroligheder, herunder anti-krigsprotester og borgerrettighedsbevægelsen, der var involveret i demonstrationer og voldelige sammenstød. Mordet på Martin Luther King Jr. i april 1968 forstærkede også de sociale spændinger og politiske opdelinger.

Nixon modtog 31.710.470 personlige stemmer mod Humphreys 30.898.055 og Wallaces 9.466.167. Nixons sejr i valgmandskollegiet var større: 302 mod 191 for Humphrey og 46 for Wallace.

1972: Richard M. Nixon vs. George McGovern

Det amerikanske præsidentvalg i 1972 stod mellem den siddende republikanske præsident Richard Nixon og den demokratiske udfordrer, Senator George McGovern.

Richard Nixon førte en kampagne, der betonede hans politik om “Vietnamization” – overdragelsen af ansvaret for krigen til de sydvietnamesiske styrker – samt hans bestræbelser på at genvinde enhed og stabilitet i landet.

George McGovern, fra South Dakota, havde kritiseret Nixons udenrigspolitik, især Vietnamkrigen, og han støttede også progressive politikker som en garanteret minimumsindkomst og økonomisk reform. Senator Thomas F. Eagleton fra Missouri blev valgt som vicepræsidentkandidat, men efter det kom frem, at han tidligere havde modtaget elektrochok og andre psykiatriske behandlinger, trak han sig fra billetten. McGovern udnævnte herefter Sargent Shriver, direktør for Peace Corps.

Valgkampen blev præget af spørgsmål om Vietnamkrigen, politiske opdelinger og Watergate-skandalen, der begyndte at udfolde sig. Watergate-skandalen involverede ulovlige aktiviteter fra Nixons kampagnegruppe, som senere blev afsløret under hans anden periode som præsident.

Valget endte med et af de største jordskred i nationens historie. Nixonsmodtog 47.169.911 stemmer mod McGoverns 29.170.383, i valgmandskollegiet var sejren 520 mod 17. Kun Massachusetts gav sine stemmer til McGovern. Nixons paranoide tankegang og frygt for nederlag der første til indbruddet i Watergate viste sig således at være mere end ubegrundet. Men det blev dødsstødet for Nixons karriere og præsidentskab. Vicepræsident Gerald Ford overtog efter Nixon trak sig som præsident i 1974.

1976: Jimmy Carter vs. Gerald Ford

I 1976 nominerede demokraterne tidligere guvernør Jimmy Carter fra Georgia som præsident. Republikanerne valgte præsident Gerald Ford. Richard Nixon havde udnævnt Ford, et kongresmedlem fra Michigan, som vicepræsident for at erstatte Spiro Agnew, der var trådt tilbage under anklager om korruption. Ford blev præsident, da Nixon trådte tilbage, efter at Repræsentanternes Hus’ retsudvalg havde stemt for tre anklagepunkter på grund af hans involvering i et forsøg på at dække over Watergate-indbruddet.

Gerald Ford førte en kampagne baseret på sin erfaring og bestræbelser på at bevare kontinuitet og stabilisere nationen efter Watergate-krisen.

Jimmy Carter fremstod som en outsider og en politisk udfordrer med et budskab om forandring og ærlighed i regeringen. Carter betonede også behovet for at tackle energikrisen og arbejdede for at genskabe tilliden til den føderale regering efter Watergate-skandalen.

Valgkampen blev præget af spørgsmål om økonomi, energikrise, udenrigspolitik og politisk tillid. Carter appellerede til vælgernes ønske om forandring og en ny retning, mens Ford forsøgte at fremhæve de fremskridt, der var opnået under hans præsidentskab og hans evne til at samarbejde med Kongressen.

Carter vandt en snæver sejr med 40.828.587 personlige stemmer mod 39.147.613 og 297 valgmænd mod 241.

1980: Ronald Reagan vs. Jimmy Carter

I 1980 blev den siddende Præsident Jimmy Carter demokraternes præsidentkandidat. Men han blev dog udfordret af senator Edward Kennedy fra Massachusetts i primærvalget. Carter havde vundet valget i 1976 med et budskab om forandring og ærlighed i regeringen, men hans præsidentskab blev udfordret af økonomiske problemer, energikrisen og udenrigspolitiske udfordringer, herunder gidselkrisen i Iran.

Ronald Reagan, en populær konservativ politiker og tidligere skuespiller, blev republikanernes præsidentkandidat. Reagan havde været guvernør i Californien, og han førte en kampagne baseret på konservative værdier, mindre regering, skattelettelser og en mere aggressiv tilgang til udenrigspolitikken, især i forhold til den sovjetiske trussel under Den Kolde Krig.

Valgkampen blev præget af spørgsmål om økonomi, arbejdsløshed, inflation og USA’s rolle i verden. Carter forsøgte at fremhæve de fremskridt, der var opnået under hans præsidentskab, og hans evne til at håndtere udenrigspolitiske udfordringer, mens Reagan appellerede til vælgernes ønske om forandring og en mere robust tilgang til udenrigspolitikken.

Det blev en massiv sejr for Ronald Reagan. Reagan modtog 43.904.153 personlige stemmer ved valget, og Carter fik 35.483.883. Reagan vandt 489 valgmandsstemmer i valgmandskollegiet mod Carters 49.

1984: Ronald Reagan vs. Walter Mondale

Det amerikanske præsidentvalg i 1984 var en genvalgskamp for den siddende præsident, Ronald Reagan, der var den republikanske kandidat. Valget stod mellem Reagan og den demokratiske kandidat, tidligere vicepræsident under Præsident Carter, Walter Mondale.

Ronald Reagan, der havde vundet valget i 1980 med en overvældende sejr, blev igen republikanernes præsidentkandidat. Han førte en kampagne, der byggede videre på hans tidligere præsidentskab, der var præget af konservative politikker, skattelettelser, deregulering og styrkelse af militæret. Reagan appellerede til vælgerne med løfter om at fortsætte den økonomiske vækst og styrke USA’s position i verden.

Walter Mondale, en erfaren politiker blev demokraternes præsidentkandidat. Han forsøgte at udfordre Reagan med et budskab om social retfærdighed og økonomisk reform. Mondale valgte Geraldine Ferraro som sin vicepræsidentkandidat, hvilket gjorde hende til den første kvindelige vicepræsidentkandidat for et af de to store partier.

Valgkampen blev præget af spørgsmål om økonomi, udenrigspolitik og sociale spørgsmål som abort og lige rettigheder. Reagan forsøgte at vise et positivt billede af hans præsidentskab og den økonomiske fremgang, mens Mondale argumenterede for, at Reagan’s økonomiske politikker gavnede de rigeste på bekostning af de lavere og mellemste klasser. Der var også en del snak om Reagans alder, da han i 1984 var blevet 73 år gammel. Reagan var så småt begyndt at falde over ordene og vise de allerførste tegn på den alzheimers, der senere ramte ham.

Reagan vandt en jordskredssejr, og vandt alle stater undtagen Minnesota, Mondales hjemstat, og District of Columbia. Han modtog 54.455.074 personlige stemmer mod Mondales samlede på 37.577.185. I valgmandskollegiet var resultatet historisk: Reagan 525 og Mondale 13.

1988: George H.W. Bush vs. Michael Dukakis

Det amerikanske præsidentvalg i 1988 stod mellem republikanske George H.W. Bush, der havde været vicepræsident under Ronald Reagan, og demokratiske Michael Dukakis, en progressiv politiker.

Bush førte en kampagne, der fremhævede sin erfaring, stabilitet og fortsættelsen af den politik, der var blevet ført under Reagan-administrationen. Bush fokuserede også på spørgsmål som økonomisk vækst, styrket national sikkerhed og lov og orden.

Dukakis forsøgte at appellere til vælgerne med løfter om økonomisk retfærdighed, socialt ansvar og forbedret uddannelse. Dukakis fremhævede også sin succes som guvernør og sin evne til at samarbejde med begge sider af det politiske spektrum.

Valget i 1988 er perfekt til at studere, hvis man vil vide hvordan negative kampagneføring skal udføres. Det år lykkedes det nemlig Bushs kampagne at fuldstændig skille Dukakis’ kandidatur ad. Valget kom til at handle om Dukakis’ alt for bløde holdning til, og håndtering af, kriminelle – i sin tid som guvernør i Massachusetts. En af historiens mest kendte og effektive reklamer, finder man i dette valg: Historien om Willie Horton.

Reklamen viste, at Dukakis var blødsøden overfor kriminelle, på grund af et program i Massachusetts, hvor man havde sendt mordere, som Willie Horton, på weekendudgang. Horton voldtog en kvinde på et af sine “weekendophold”. Horton blev symbolet på, hvad der sker, når politikere ikke er hårde ved kriminelle, og selvom det ikke var guvernørens skyld, ødelagde det hele Dukakis’ kandidatur. Han blev også anklaget for ikke at være patriotisk og gjort til grin i reklamen Tank Ride. Dukakis afstod fra at bruge negative kampagneføring, og der hersker ikke rigtig megen tvivl om, at Dukakis’ good guy taktik, endte med at koste ham sejren.

Bush fik 48.886.097 personlige stemmer mod 41.809.074 til Dukakis, og erobrede valgmandskollegiet med 426 mod 111.

1992: Bill Clinton vs. George H.W. Bush vs. Ross Perot

I 1991 nåede den siddende Præsident George H.W. Bushs approval rating 88 procent. Det var det højeste for en præsident nogensinde på det tidspunkt. Men i 1992 var hans popularitet faldet, og Bush blev den fjerde siddende amerikanske præsident, der tabte genvalg. Valget stod mellem præsidenten, demokraternes Bill Clinton, guvernør fra Arkansas, og den uafhængige Ross Perot.

I sommeren 1992 førte den uafhængige Ross Perot meningsmålingerne med 39 procent af vælgernes støtte. Selvom Perot kom ind på en fjern tredjeplads, var han stadig den mest succesfulde tredjepartskandidat siden Theodore Roosevelt i 1912. Det er sandsynligt, at uden Perot havde Bush vundet valget.

Bush førte en kampagne, der betonede sin erfaring som præsident, sin succes i udenrigspolitiske spørgsmål som den afsluttede kolde krig og sejren i Golfkrigen. Bushs kampagne lovede også at fortsætte Reagan-Bush administrations politikker for at styrke økonomien og tackle indenrigsproblemer.

Bill Clinton præsenterede sig selv som en ung og karismatisk politiker med et budskab om forandring og økonomisk genopretning. Clinton fokuserede på spørgsmål som økonomisk vækst, sundhedspleje og uddannelse og appellerede til vælgernes ønske om nye ideer og en ny retning for landet.

Ross Perot, en velhavende forretningsmand, førte en bemærkelsesværdig kampagne, hvor han appellerede til vælgerne med løfter om økonomisk ansvarlighed og et ønske om at tackle landets gæld og budgetundersk

Clinton modtog 44.908.254 mod Bush 39.102.343 og Perot 19,743,821. Clinton vandt 370 mod Bushs 168 i valgmandskollegiet.

1996: Bill Clinton vs. Robert Dole vs. Ross Perot

Det amerikanske præsidentvalg i 1996 stod mellem den demokratiske kandidat, Præsident Bill Clinton, og den republikanske udfordrer, tidligere senator Bob Dole. Endnu en gang stille Ross Perot på som tredjepartikandidat.

Præsident Clinton lagde vægt på sit præsidentskabs succeser, herunder økonomisk genopretning, skattelettelser og jobskabelse. Clinton fremhævede også sine politikker inden for sundhedsforsikring og uddannelse som centrale elementer i sin vision for landet.

Bob Dole var som tidligere majoritetsleder i Senatet, en erfaren politiker. Han forsøgte at udfordre Clinton med et budskab om konservative værdier, skattelettelser og et styrket forsvar. Dole kritiserede også Clintons politikker som for liberale og hævdede, at de ikke havde leveret den ønskede økonomiske vækst.

Valgkampen blev præget af spørgsmål om økonomi, skattepolitik og velfærd, samt personlige angreb mellem kandidaterne. Det blev den formentlig økonomien, der i sidste ende hjalp Clinton til sejr (it’s the economy, stupid).

Valget blev afgjort af en overbevisende sejr for Bill Clinton. Han vandt popular vote med en betydelig margin og sikrede sig også en komfortabel sejr i electoral college. Clinton blev indsat som præsident for anden gang i januar 1997.

Clinton vandt med: 45.590.703 mod 37.816.307 og i valgmandskollegiet: 379 mod 159. Perot fik 8 millioner personlige stemmer.

2000: George W. Bush vs. Al Gore

Det amerikanske præsidentvalg i 2000 var et ekstraordinært og kontroversielt valg, der endte i en historisk tvist om valgresultatet. Valget var det fjerde i amerikansk historie, hvor vinderen af valgmandsstemmerne ikke fik et flertal af personlige stemmer. Valget stod mellem den republikanske kandidat, guvernør i Texas, George W. Bush, og den demokratiske kandidat, siddende vicepræsident Al Gore.

George W. Bush, søn af tidligere præsident George H.W. Bush, fokuserede på sine resultater inden for skattelettelser og økonomisk vækst, i Texas. Bush appellerede til konservative vælgere med løfter om at fortsætte konservative politikker og styrke forsvaret.

Al Gore, vicepræsident under præsident Bill Clinton, ønskede at fortsætte de politikker, der førte til økonomisk fremgang i 1990’erne. Gore fokuserede også på spørgsmål som miljø, sundhedsforsikring og uddannelse.

Valgdagen endte i kaos. Resultatet i Florida blev ekstremt tæt, og der opstod tvivl om, hvem der havde vundet staten og dermed valget. Gore erkendte nederlaget på valgnatten, men trak sin anerkendelse tilbage næste dag, da han erfarede, hvor tæt valget var. Florida iværksatte en omtælling, men den amerikanske Højesteret afgjorde senere, at omtællingen var forfatningsstridig, og Bush vandt derfor Floridas valgmandsstemmer, og dermed præsidentvalget.

Resultatet var: 50.996.582 (Gore) mod 50.465.062 (Bush). Valgmandskollegiet: 271 (Bush) mod 266 (Gore).

George W. Bushs præsidentskab blev præget af udfordringer som terrorangrebet den 11. september 2001 og de efterfølgende krige i Afghanistan og Irak.

2004: George W. Bush vs. John Kerry

Det amerikanske præsidentvalg i 2004 stod mellem den siddende republikanske præsident, George W. Bush, og den demokratiske udfordrer, senator John Kerry.

George W. Bush lagde vægt på sin ledelse i kampen mod terror efter angrebene den 11. september 2001. Bush præsenterede sig selv som en beslutsom leder, der var fast besluttet på at beskytte USA mod trusler og fortsætte med at føre den globale krig mod terror.

John Kerry, en erfaren senator fra Massachusetts og en Vietnam-veteran, kritiserede Bush’s udenrigspolitik, især Krigen i Irak, og argumenterede for en mere diplomatisk tilgang til internationale spørgsmål. Kerry forsøgte også at fremhæve sin erfaring og karakter som en potentiel præsident.

Valgkampen blev præget af spørgsmål om udenrigspolitik, især Irakkrigen, økonomi og sociale spørgsmål som sundhedsforsikring og uddannelse. Begge kandidater forsøgte at appellere til en bred vælgerskare og øge mobiliseringen af deres respektive partiers tilhængere. Det samlede antal stemmeberettigede ved præsidentvalget i 2004 var nemlig cirka 120 millioner, en imponerende stigning på 15 millioner i forhold til valget i 2000.

Valget blev afgjort tæt, men George W. Bush blev genvalgt som præsident. De personlige stemmer var 60.693.281 til Bush mod Kerrys 57.355.978. I valgmandskollegiet var det knap så tæt: 286 mod 251.

2008: Barack Obama vs. John McCain

Det amerikanske præsidentvalg i 2008 var en historisk begivenhed, der førte til valget af den første sorte præsident i USA’s historie. Valget stod mellem den demokratiske kandidat, senator Barack Obama fra Illinois, der havde vundet primærvalget over tidligere førstedame, Hillary Clinton, og den republikanske kandidat, senator John McCain fra Arizona.

Barack Obama, var en karismatisk og inspirerende politiker. Han førte en kampagne, der byggede på håb og forandring og appellerede til vælgere på tværs af partilinjer. Obama fremhævede sit løfte om at bringe en ny form for politik til Washington og tackle spørgsmål som sundhedsforsikring, økonomi og udenrigspolitik.

John McCain, en erfaren senator og tidligere krigsfange, præsenterede sig selv som en stabil og erfaren leder med et stærkt engagement i at tjene landet. McCain fokuserede på sin tjeneste i Vietnam og sin rolle som en erfaren politiker, der kunne tackle nationale udfordringer. I et forsøg på at matche Obamas stjernestatus og karisma, og gøre noget uventet, valgte McCain Alaska guvernør, Sarah Palin, som vicepræsidentkandidat. En kæmpe brøler. Palin viste sig at være aldeles uegnet til Det Hvide Hus, og den ellers rolige og dygtige politiker, McCain, fremstod pludselig sammen med en karismatisk og fuldkommen fejlcastet partner i valget.

Valgkampen blev præget af spørgsmål om økonomi, krigen i Irak, sundhedspleje og sociale spørgsmål som abort og immigration. Begge kandidater forsøgte at appellere til vælgerne med forskellige politiske budskaber og løfter om at håndtere landets udfordringer.

Barack Obama fik en overbevisende sejr, og skrev sig ind i historiebøgerne som den første sorte præsident.

Joe Biden blev den første romersk-katolske vicepræsident nogensinde. Hvis McCain/Palin havde vundet, ville John McCain have været den ældste præsident i historien, og Sarah Palin ville have været den første kvindelige vicepræsident

Resultatet var: 69.297.997 personlige stemmer mod 59.597.520. I valgmandskollegiet: 365 mod 173.

2012: Barack Obama vs. Mitt Romney

Mitt Romney, blev den første mormon til at modtage et stort partis nominering, og han besejrede en række republikanske udfordrere i primærvalget. Den siddende Præsident Obama ikke stod over for nogen udfordringer inden for sit eget parti.

Valget, det første efter den højesteretsafgørelse kendt som “Citizens United”, der tillod øgede politiske bidrag, kostede mere end $2,6 milliarder, hvor de to store partikandidater tilsammen brugte næsten 1,12 milliarder dollars i den cyklus.

Barack Obama førte en kampagne, der byggede videre på hans tidligere præsidentskab, hvor han fremhævede hans succeser som økonomisk genopretning, sundhedsreformen (Obamacare) og tilbagetrækningen af amerikanske tropper fra Irak. Obama appellerede til vælgernes ønske om fortsat forandring og fremskridt.

Mitt Romney fremstod som en erfaren forretningsmand og en effektiv administrator, der kunne hjælpe med at tackle den økonomiske udfordring og skabe job. Romney kritiserede Obama for at have ført en ekspansiv regering, der var ansvarlig for en stor gæld og manglende økonomisk vækst.

Valgkampen blev præget af spørgsmål om økonomi, sundhedsforsikring, indvandring og udenrigspolitik. Obama forsøgte at vise Romney som en repræsentant for de rigeste og påståede, at hans politikker ville gavne de få på bekostning af de mange. Romney kritiserede Obama for hans håndtering af økonomien og argumenterede for, at en mere konservativ politik ville føre til større økonomisk vækst.

Obama blev genvalgt med 65.915.795 stemmer mod 60.933.504. I valgmandskollegiet lød sejren på:  332 mod 206.

2016: Donald J. Trump vs. Hillary R. Clinton

Det amerikanske præsidentvalg i 2016 var et ekstraordinært og kontroversielt valg, der førte til valget af den tidligere reality-tv-stjerne og forretningsmand, Donald J. Trump, som den 45. præsident i USA’s historie. Valget stod mellem den republikanske kandidat, Donald Trump, og den demokratiske kandidat, tidligere udenrigsminister Hillary Clinton.

Donald Trump førte en usædvanlig kampagne, der fokuserede på anti-establishment-budskaber, løfter om at genoprette arbejdspladser og bygge en mur mellem USA og Mexico. Trump appellerede til mange vælgere med sin kontroversielle stil og løfter om at “Make America Great Again”.

Hillary Clinton, en erfaren politiker og tidligere førstedame, blev den første kvindelige præsidentkandidat for et af de store partier. Hun præsenterede sig selv som en progressiv kandidat og forsøgte at appellere til vælgerne med løfter om at fortsætte de politikker, der blev ført under præsident Barack Obama.

Valgkampen blev præget af spørgsmål om økonomi, arbejdspladser, indvandring, våbenkontrol og udenrigspolitik. Trump kritiserede Clinton for at være en del af det politiske establishment og udnyttede mange amerikaneres frustration over politiske eliter og tabte arbejdspladser.

Valget blev afgjort af en overraskende sejr for Donald Trump. For femte gang i historien fik vinderen af valget ikke flest personlige stemmer. Resultatet var 65.853.516 stemmer til Clinton mod 62.984.825 til Trump. I valgmandskollegiet vandt Trump med 306 mod 232.

Det amerikanske præsidentvalg i 2016 var bemærkelsesværdigt for sin usædvanlige kampagne og den politiske skiftende kurs, det markerede med valget af en kontroversiel outsider som præsident. Valget understregede også betydningen af at appellere til vælgere uden for det politiske establishment og de dybtgående politiske uenigheder i det amerikanske samfund. Trump’s præsidentskab fortsatte med at udfordre det politiske landskab og forme politiske diskussioner i USA og internationalt.

2020: Donald J. Trump vs. Joseph R. Biden

Valget i 2020 endte med et yderst bemærkelsesværdig efterspil. Valget stod mellem den demokratiske kandidat, tidligere vicepræsident under Obama, Joe Biden, og den siddende republikanske præsident, Donald J. Trump.

Joe Biden havde en platform af enhed og håb, og han appellerede til vælgernes ønske om stabilitet og en mere positiv politisk tone. Biden forsøgte at fremhæve sig som en erfaren leder med et fokus på sundhedsforsikring, klimaforandringer og økonomisk genopretning efter COVID-19-pandemien.

Donald Trump, der søgte genvalg, ønskede at fortsatte sin politiske stil fra 2016, der betonede anti-establishment-budskaber, økonomisk nationalisme og en hård tilgang til indvandring. Trump appellerede mest til sin base af loyale tilhængere.

Valgkampen blev præget af spørgsmål om COVID-19-pandemien, økonomi og sociale spørgsmål som politivold og racisme. Biden kritiserede Trumps håndtering af pandemien og fokuserede på behovet for en mere samlet nation. Trump argumenterede for, at han havde ført landet mod økonomisk fremgang, før pandemien ramte, og at han var den bedste kandidat til at genopbygge økonomien.

på grund af pandemien afgav et rekordstort antal vælgere deres stemme via brevstemme. Det førte til lange optællinger i nogle stater, og svingende udfald i mange stater. Dette førte til en lang, bitter og grim strid om valgsvindel, orkestreret af præsidenten. Fire dage efter valget blev Biden erklæret for vinder med 81.283.495 mod 74.223.753. I valgmandskollegiet endte det med 306 til Biden mod Trumps 232. Valgdeltagelsen var historisk høj.

Præsident Trump udfordrede resultatet gennem mere end 50 retssager og nægtede at give op, idet han hævdede, at der var omfattende valgsvindel, men der blev ikke fundet beviser for omfattende svindel. Alle kneb blev taget i brug, i et forsøg på at omstøde valget. Man forsøgte også at lave en kopi af valget 1876, med to sæt valgmandsstemmer. Hele det grimme forløb endte med stormløbet mod Kongressen den 6. januar. Her gjorde Trump-støtter et sidste desperat forsøg på at omstøde valget.

Biden blev som 78-årig den ældste præsidentkandidat, der blev valgt. En anden historisk begivenhed var, at Kamala Harris blev den første kvinde og farvede person, der blev valgt til vicepræsident.