Oplev USA med tog: Tag rundt i USA på disse smukke togture

Tag en tur med et tog rundt i USA! De fleste planlægger at opleve USA fra udlejningsbilen. Det giver en stor frihed, og man planlægger selv, hvor og hvornår stoppene skal være. Men mange overser muligheden for at tage rundt og opleve USA fra en af de mange smukke togruter. Her er det i høj grad selve rejsen, der er målet – ikke så meget destinationen. Her kan man lade sig forføre af gammeldags og nostalgiske togrejser, læne sig tilbage og nyde den spektakulære amerikanske natur, og let forestille sig alle de historier, der har udspillet sig ombord på netop denne togrute. Togture er for alle aldre, og der er noget helt særligt ved bare at kunne smide skoene, læne sig tilbage og nyde al den unikke natur, USA har at byde på.
Cass Scenic RailRoad
I West Virginia kan man tage på denne 13 kilometer lange togtur, og opleve den fremragende natur, der er i dette område. Man hopper ombord på originale logomotiver, der tidligere blev brugt til at transportere brænsel til møllen i Cass. Det er optimalt at tage denne tur på skinnerne om efteråret, hvor de smukke farver pryder hele landskabet.
Det koster $37 for en tur, og man kan tage turen fra maj til oktober, tirsdag til søndag. Turen varer 4,5 timer, og går fra Cass over Whittaker Station og Bald Knob tilbage til Cass. Med i prisen er der adgang til museum.
Great Smoky Mountains Railroad
Denne togtur tager passagerne med på en pragtfuld rejse gennem det smukke bjerglandskab, i North Carolina. Det er muligt at vælge mellem to forskellige ture: Nantahala Gorge Excursion, der er 70 km lang og den smukkeste, og Tuckasegee River Excursion, der er 50 km lang og den mest historiske. Begge byder på forskellige typer siddepladser – blandt andet en åben gondol og førsteklasses spisevogn. Der er også forskellige temaer, såsom win og middag, Halloween, efterårets farver og en Snoopy-inspireret påsketur.
Togrejsen starter ved Bryson City i North Carolina, og prisen er mellem $51 og $56.
Bjerglandskabet her rummer over 1,000 forskellige planter og blomster, 125 forskellige træsorter og omkring 300 dyrearter. I sandhed en af de smukkeste nationalparker i USA.
The Grand Canyon Railway
Ankom til Grand Canyon National Park via denne togbane, præcis som besøgende gjorde i 1901, da jernbanen åbnede. På den måde kan man hurtigt forestille sig, hvor utilgængeligt og fjernt den smukke kløft engang var. Hop ombord på et ombygget lokomotiv fra 1923, der kører på genbrugs-madolie fra de omkringliggende restauranter.
Turen, der ialt tager otte timer og et kvarter, tager passagerne fra Williams, Arizona til den sydlige ende af Grand Canyon og tilbage til Williams. Her er indlagt et fire timers stop, så man har rig mulighed for at udforske Grand Canyon.
Udenfor kan man undervejs på togturen spotte vilde heste, indianerreservater, ørne og californiske condor, i et landskab der skifter fra nåletræsskov til ørken. Indendørs bliver man blandt andet underholdt af udklædte røvere og cowboys.
Det koster $79 for en billet på denne uforglemmelige rejse.
En anderledes måde at opleve den vidunderlige nationalpark på!
Amtrak’s Coast Starlight
Det her er et fantastisk alternativ til den klassiske roadtrip op ad den amerikanske vestkyst – med blot endnu flere gode foto-ops. Starligt tager passagerne med hele vejen fra Los Angeles til Seattle, og nogle af de allerbedste steder langs vestkysten. San Francisco, små billedskønne byer, blomstrende frugtplantager, vandfald, Santa Barbara osv. Turen tager 36 timer, med pragtfuld panoramaview og en signatur steak med pebersovs.
Omkring en halv million tager hvert år denne smukke togtur. Ønsker man at tage hele turen til San Diego, kan man skifte til/fra Pacific Surfliner på LA’s Union Station.
Napa Valley Wine Train
Var det noget med USA’s mest populære vinrute? Napa Valley er verdenskendt for sine vine, og dem kan man også nyde på denne tur. Turen gennem den smukke dal tager tre timer. Her er også særlige events, og kan kan blandt andet vælge at tage på en “Murder on the Wine Train Express” – tur. Under fuldmåne, jul og Thanksgiving er der også særlige arrangementer.
En tur fyldt med nostalgi, god vin og historie.
Amtrak’s Southwest Chief
Denne 40-timer lange togtur tager passagerne hele vejen fra Los Angeles til Chicago via Albuquerque. Her nydes et hav af USA’s storslåede natur og unikke seværdigheder, med konstante skiftende scenarier, og skiftende folk og traditioner.
Alaska Coastal Classic
Denne rute på en time og et kvarter tager passagerne med fra Anchorage over Girdwood til Seward. Fra startbyen svinger toget langs Turnagain Arm, før det kører ind i vildnæsset, og ender rejsen i Seward. Det er blandt andet muligt at se beluga-hvaler, får, elge og bjørne. Tag på forskellige ture – såsom hundeslædetur og helicoptertur til gletsjerne i Seward, inden turen går tilbage til Anchorage.
Turen kan tages fra midten af maj til midten af september.
Durango & Silverton Narrow Gauge Railroad
Smukke Colorado kan nydes på denne tre en halv time lange togtur, der går fra Durango til Silverton. Her er der åbne gondolvogne og vintage-vogne.
Denne jernbane blev bygget da sølvminedriften var på sit højeste, og er kendt for sine helt særlige skarpe sving og smalle passager. Derfor sidder man også lidt tættere i dette tog, end man normalt vil gøre. Man får nærmest lyst til at holde vejret, når toget passerer de betagende bjergsider, der pludselig kommer meget tæt på.
Fra maj til oktober kan man tage denne historie rejse, og høre om gamle dages kuldrevne, dampdrevne maskine, og om Silvertons minedrifthistorie, ombord på denne nationale historiske landemærke.
I september og oktober er der specielle ture med øl og vin.
California Zephyr
Hvis man ønsker at tage rejsen fra Chicago til San Francisco, er det oplagt at gøre det med Zephyr. Her kan man tage i fodsporene på de amerikanere, der bosatte sig i vesten i stor stil i midten af det 19. århundrede. De, der ikke tog Route 66, tog denne klassiske togtur, der kørte første gang i 1949, og siden har fragtet tusindvis af begejstrede rejsende, der alle mener, at dette er den mest spektakulære togrejse i USA. Se ud af vinduet, og oplev det syn, der mødte alle lykkesmedene, der alle søgte succes og rigdom i det store vest.
Der er selvfølgelig stop undervejs på denne 51 timer lange tur. Man passerer Nebraskas smukke landskab, Colorados vilde bjerge og den betagende Mississippi-floden. Her er minebyer og spøgelsesbyer.
En billet koster $167, men så er man også garanteret en helt fantastisk oplevelse.
Cape Cod Central Railroad
I Massachusetts kan man tage denne 43 kilometer lange togtur fra Hyannis til Buzzard. Der er forskellige priser, men det ligger omkring $22 til $47, alt efter hvilken tur man vælger. Her kan man nemlig vælge en sightseeingtur, med guide eller en tur på middagstoget, hvor der er fin middag. Begge ture tager passagerne med til områder af Cape Cod, som kun kan nåes via tog.
Cape Cod er så fint et område, med vingårde, små hyggelige byer og havnemiljø.
Strasburg Rail Road
Utrolig populær togrute for hele familien. I Strasburg, Pennsylvania kan man tage denne korte rundtur i Lancaster County, der er Amish-land. Undervejs på den halvanden time tur, får man gode historier og informationer om området, og måske spotter man en amishfamilie undervejs.
En anbefalesværdig tur for børnefamilien. Billetterne koster $15. Dette er i øvrigt USA’s ældste jernbanestrækning, tilbage fra 1832 – så her er rigeligt af historier.
Empire Builder
Med denne ikoniske togtur, kan man følge i fodsporene på de to opdagere, Lewis og Clark. Oplev de store sletter, og nyd otte timer gennem Glacier National Park på ruten fra Chicago til Seattle. Hele turen tager 46 timer, genne, bjergkæder, Montanas blå himmel, Mississippi-floden og generel fantastisk natur. Turen inkluderer rigeligt med 20-minutters pauser, så man lige kan strække benene, eller afhente en bestilt pizza.
Prisen er $179.
Dette er blot et udpluk af nogle af de vidunderlige togture, der findes på kryds og tværs i USA. USA blev opbygget ved hjælp af jernbanerne, og er man til historie, pragtfulde fortællinger, smukke og betagende udsyn og en afslappet rejse – så hop ombord!
All aboard!