Gå i Carrie Bradshaws og Sex and the Citys fodspor

Den amerikanske HBO – serie, Sex and the City handler om fire singler; Carrie, Samantha, Miranda og Charlotte, der alle prøver at finde kærligheden i USA’s største by, New York. Serien er blevet kult for flere generationer, og de fleste kvinder kan identificere sig med en af de fire hovedroller. Serien blev så populær, at man efterfølgende lavede to film, og i New York, på pigernes hjemmebane, kan man tage på en vaskeægte tøseoplevelse, og følge i fodsporene på vores yndlingssingler. Det er samtidig også en fin måde at opleve New York på.

I 2008 var jeg alene i New York, og som stor fan af Sex and the City, måtte jeg naturligvis med på denne tour. Det gjorde faktisk ikke noget, at jeg var alene, for alle pigerne i bussen var glade, søde og imødekommende. Alle havde vi ret høje forventninger til dagens tour rundt i New York, med girl-power og SATC i centrum.

Vores guide, Anna, var fantastisk dygtig, humoristisk og klædt i blomstret kjole og høje stiletter. Selvfølgelig.

Sex and the City- touren foregår ved, at man undervejs får vist små klip fra serien, der relaterer til næste stop på ruten. Anna var også rigtig god til at komme med små anekdoter og supplerende oplysninger om serien og de forskellige locations. Jeg kunne tydeligt mærke hendes begejstring for serien, og det gjorde så afgjort ikke oplevelsen værre.

Undervejs kørte vi blandt andet forbi Charlottes fitnesscenter, kirken hvor Samantha møder sin “Pastor Pik”, New Yorks vidunderlige bibliotek – New York Public Library, hvor Carrie og Big skal giftes, samt legepladsen hvor Miranda falder lige foran Steves nye kæreste, Debbie.

Der er utallige locations og små sjove og pudsige anekdoter – også mange man har glemt.

Bussen gør også en del stop undervejs.

Vi var blandt andet inde og få cupcakes på Magnolia Bakery, i Pleasure Chest – sexshoppen, hvor Charlotte køber sin rabbit og på Steve og Aidans bar for at få en Cosmopolitan. 

Bussen stoppede et stykke fra Carries lejlighed, og vi fik så selv lov til at gå forbi. Man måtte ikke længere sidde på trappestenen, ej heller tage billeder. Simpelthen fordi her bor rigtige mennesker. Jeg sneg selvfølgelig en lille video ind, da jeg gik på den ikoniske gade. Carries lejlighed ligger ikke der, den ligger, naturligvis, i et studie hos produktionsselskabet, men trappen fylder jo rigtig meget i store dele af serien, hvorfor jeg synes det var ganske sjovt at gå i Carries fodspor. Bogstaveligt talt.

Til sidst kom vi ind i en gavebutik fyldt med med Sex and the City merchandise.

Den her tur kan virkelig anbefales for alle SATC-fans, eller hvis I er på tøsetur i New York. Det er en god oplevelse at se, alle de steder man husker fra serien, og så kommer man også mange steder, man normalvis nok ikke selv ville tænke på.

For at få billetter, kan I booke direkte gennem arrangørene på deres side. Prisen er $47, og touren varer 3,5 time. Bussen afgår hver dag klokken 11.00 og 15.00.

Der er også disse ture man kan tage på:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs også

Back to top button