Must-see vejsideattraktioner i Pennsylvania
Hvis man er på roadtrip i Pennsylvania, er der rigeligt med vejsideattraktioner, som man bør se. Vejsideattraktioner er sjove små tilføjelser til en ellers planlagt rejseplan. Det er ikke nødvendigt at planlægge hvilke attraktioner man vil se, der er nemlig masser i Pennsylvania. Men her kommer alligevel en liste med forskelligartet stop, som kan begejstre de fleste, og er på manges bucket list over ‘ting at se i Pennsylvania’. Her er både et skoformet hus, en stor kaffekande og en flyvende tallerken. God fornøjelse!
Pagoda i Pennsylvania
98 Duryea Dr, Reading
I 1908 fik William A. Witman opført denne pagoda på Mount Penn. Det skulle have været en del af et tourist-resort. Men det resort blev aldrig til noget – men den japansk-inspirerede bygning blev stående. Den er i dag byens stolthed og store turistattraktion.
Miniature frihedsgudinde
US-22, Dauphin
I midten af Susquehanna River nær Harrisburg, finder man en lille udgave af Statue of Liberty. Egentlig startede det ud med en spøg. I 1986 dukkede den oprindelige kopi pludselig op ud af ingenting. Men den måtte erstattes i 1992, efter den blev ødelagt. Manden bag Frihedsgudinden i Harrisburg, viste sig at være Gene Stlip – en advokat – der i al hemmelighed havde installeret den i 1986.
Gobbler’s Knob
1548 Woodland Ave Ext, Punxsutawney
Hvert år den 2. februar er det Groundhog Day. Den tradition har sit udspring i Gobbler’s Knob og Punxsutawney Phil. Tag hertil for at se byen og stedet, hvor Phil forudser vejret på Groundhog Day.
Granny’s Motel
115 W Coal St, Frackville
Foran Granny’s Motel i Frackville står der to ret så creepy glasfiberfigurer. Her ses en pioner med sin søn, der holder en dukke I hånden.
Randyland
1501 Arch St, Pittsburgh
Randyland er et kunstmuseum, grundlagt af Randy Gilson i 1996. Tidligere var denne bygning alt andet end farverig. Det besluttede Randy at lave om på. Hver centimeter er dækket af vægmalerier og flotte farver. Man vil ikke fortryde at stoppe op her, og nyde de udvendige kunstværker.
Flyvende tallerken i Pennsylvania
Pittsburgh St, Mars
De er ikke uden humor i byen Mars. Indbyggerne omfavner det specielle navn, og derfor har man opført denne flyvende tallerken på byens torv.
Haines Shoe House
197 Shoe House Rd, York
I 1940’erne fik Major Mahlon Nathaniel Haines opført en kæmpe støvle. Bygningen skulle være en reklame for Haines’ store sko-emperie. I dag er det et af de mest velbesøgte vejsideattraktioner i Pennsylvania. Her kan man få is og souvenirs.
Statue af Rocky Balboa
2600 Benjamin Franklin Pkwy, Philadelphia
Rocky-statuen er en af Philadelphias mest kendte offentlige kunststykker, og, naturligvis, et af de største Rocky-attraktioner. Figuren Rocky blev udødeliggjort af kunsteren A. Thomas Schomberg i form af en flot bronzefigur. Statuen blev lavet i 1980, til en scene for Rocky III. Da optagelserne var afsluttede, donerede Stallone den til Philadelphia. Siden 2006 har man kunne opleve statuen for foden af trapperne ved Philadelphia Museum of Art, hvor adskillige turister og Rocky-fans står klar til at blive foreviget med den kendte bokser.
The Coffee Pot
714 W Pitt St, Bedford
Kaffekanden her besøges af mange turister i Pennsylvania. Den blev bygget i 1927 af David Berton Koonts. Han ønskede at tiltrække kunder til sin servicestation. I dag er kaffekanden blevet renoveret og fungerer i dag som museum.